Trods et stort netværk af venner opdagede 25-årige Frederik Svinth til sin egen frustration for fire år siden, at han ikke kendte flere af sine venner særligt godt og omvendt.
Hvilke venner var egentlig tæt på ham? Og hvem ville han ringe til, når han var virkelig ked af det?
To år senere døde to af hans bedste venner i en bådulykke ved skærgården nær Mandal i Norge, hvor i alt fire unge danske mænd mistede livet. Det forstærkede Frederik Svinths ønske om mere nære og stærke relationer.
Jeg fik flået nogle nære venner ud af mit liv, og vi nåede ikke alt det sammen, som vi ønskede. Vi tog det med ro, fordi jeg tænkte, at man helt naturligt vokser tættere på hinanden med tiden, men pludselig havde vi ikke længere tiden sammen. Ikke fordi jeg nødvendigvis ville have gjort en masse anderledes. Men jeg kan i hvert fald sørge for at give alt det, jeg har, til de mennesker, der er omkring mig nu, i stedet for at vente, til jeg bliver 30 år. Der er mange ting, som jeg føler, jeg havde udskudt at gøre med de venner, jeg mistede i Norge. For eksempel at sige, hvor meget de betød for mig, og have tid til at få snakket ud om de ting, siger Frederik Svinth.
Oplevelserne har gjort, at han gennem de seneste år har udviklet et spil, Snak, som samtidig bliver det afsluttende projekt i hans studium på iværksætteruddannelsen som kaospilot i Aarhus. Spillet skal hjælpe venner og familier med at snakke om meningsfulde ting i livet og lære hinanden bedre at kende.
Det er de samtaler, der typisk opstår efter en god middag med et glas rødvin til, forklarer Frederik Svinth, som ikke mener, der er nogen grund til at vente på, at samtalerne opstår af sig selv.
Han sammenligner med sit eget ægteskab, hvor han gennem fire og et halvt år har lært sin kone langt bedre at kende.
Konflikterne er blevet færre, og ofte kan blot et blik imellem dem skabe forståelse for, hvad den anden mener.
Når man bliver gift, vælger man at elske den anden person, og det tror jeg godt, man kan overføre til sine andre relationer på den måde, at man også træffer et valg om at blive gode venner og vælger at kæmpe for at bevare og styrke den relation.
Fordybelsen i venskaberne kommer blandt andet gennem de meningsfulde snakke, som han håber, spillet kan være med til at skabe rammerne for.
Spillet er i sig selv et almindeligt kortspil, som man kan spille almindelige spil som eksempelvis 500 og whist med. Den eneste tilføjelse er, at der på enkelte kort står ord som værdier eller kultur. Den person, der har lagt kortet, skal så fortælle de andre om sine tanker ud fra det emne, der står på kortet, og har personen svært ved det, findes et par hjælpespørgsmål, eksempelvis Hvad er din største kulturoplevelse?.
De andre må ikke afbryde, men skal lytte interesseret og eventuelt stille uddybende spørgsmål. For at håndhæve reglen sidder den talende med en såkaldt snakkepind, som kan sendes rundt på skift, hvis de andre også vil fortælle om deres tanker. Og så går snakken naturligt, mener Frederik Svinth og tilsyneladende også flere andre.
På hjemmesiden for spillet skriver brugere i hvert fald, hvordan spillet hjælper med at skabe dialog om ting, som kan være svære at bringe på banen ellers, og hvordan de andres input tilføjede små aha-oplevelser til mit eget perspektiv på en motiverende måde.
En anden skriver: Jeg tror, vi alle havde en stærk oplevelse, da vi talte om forældre. Jeg fik det ud af denne snak, at jeg skal have fortalt mine forældre, hvor meget de betyder for mig, og at min drøm er at være en lige så god far, som min far er for mig, mens en tredje bemærker:
Igennem Snak gik det faktisk op for mig, at jeg måske har spiseforstyrrelse, og min veninde vil nu gå med mig til psykolog.
Frederik Svinth har hørt om et enkelt tilfælde, hvor deltagerne spillede i seks timer, men hans eget længste spil varede fire timer. Et af de mest udbytterige spil var med hans egen far, som fik tid til at fortælle dybdegående om sin egen opvækst og sit forhold til forældre og søskende, hvilket hjalp Frederik Svinth til ikke blot at forstå sin far bedre, men også sig selv.
Det virkede rigtig stærkt, at vi fik mulighed for at lytte helt færdigt til hinanden, og det var om emner, der ikke normalt bliver bragt på banen, husker han.
Under udviklingen af spillet var Frederik Svinth klar over, at en tillid nødvendigvis måtte være til stede, hvis det skulle lykkes at skabe en fortrolig og åben samtale. Men hvordan skabte man det?
Gennem tryghed fortalte en psykolog ham. Det er grobunden for tillid og årsagen til, at Snak er baseret på et almindeligt kortspil, for på den måde kan alle føle sig trygge ved netop at spille det kortspil, de bedst kender. Samtidig snyder hele spilsituation hjernen, mener Frederik Svinth, fordi spil generelt skaber en fiktiv ramme, hvor der ikke er risiko. Det tror hjernen stadig, selvom spillet pludselig fører til samtaler om mere alvorlige emner. Måske netop derfor er en deltager også overrasket over, hvor meget jeg selv havde lyst til at dele med ro i sjælen.
En anden effekt ved spillet er, at vi får lov til at fundere over vores egne holdninger og tanker, og det skaber ifølge forskningen langt større aktivitet og tankeforbindelser i hjernen, end hvis vi eksempelvis hører et foredrag, fortæller Frederik Svinth.
Vi har i forvejen en masse tanker om værdier, venskaber og forældre, men der kommer den der papegøje-effekt, hvor der opstår nye tanker, når man får talt om tingene. Det styrker både ens egen og andres udvikling, siger han.
Den frustration, der oprindelig førte til udviklingen af spillet, er i dag afløst af en glæde over dybere og meningsfulde venskaber, fortæller Frederik Svinth, der i dag derfor opfordrer andre til at søge dybere i deres venskaber.
Happiness is only real when shared (glæde er kun ægte, når den er delt, red.) står der tatoveret på undersiden af Frederik Svinths højre overarm.
Sætningen er fra den amerikanske film Into the Wild fra 2007, som er baseret på en ung mands flugt fra sit konventionelle liv og forældrenes indbyrdes konflikter ud i Alaskas ødemark, hvor han til sidst dør alene og forladt. Hver dag skriver hovedpersonen en kort, personlig refleksion, ofte blot på et ord, og på sin sidste dag når han frem til denne sætning, som nu også er blevet Frederik Svinths ledetråd i livet.