Der stiger et Brus - jeg maa lytte dertil -
der stiger et Brus af dybe, af langeligt
manende Toner
et brus som af Millioner
Struber, der synger en sælsom, tungsindig
Sang.
Accompagneret af talløse Harpers Klang i
stedse vexlende Spil. -
Det er Havet - det evige Hav.
Meget brus er der nu ikke over Vesterhavet lige denne solrige sommerdag, hvor tyske badegæster bygger sandslotte på stranden, men ellers er havets mumlen og brændingens brusen et fast akkompagnement til livet i sognepræst Elof Westergaards to sogne, Husby og Sdr. Nissum, der strækker sig langs den jyske vestkyst fra Thorsminde i nord til omkring Vest Stadil Fjord i syd. I alt 26 kilometer sandstrand og et bagland med en stor sommerhus-menighed.
Det indledende vers er skrevet af K.L. Aastrup (1899-1980), som var præst i Husby og Sdr. Nissum fra 1923 til 1949, inden han blev domprovst i Odense. Karl Laurids Aastrup ligger begravet ved Husby Kirke. Gravstenen over ham og hans hustru er lige så enkel og renset for al overflødighed, som når han digtede sine salmevers, der med den netop udkomne salmebog nu for alvor er blevet officielt dansk folkekirkeligt fælleseje. 21 Aastrup-salmer er med i den nye salmebog, foruden oversættelsen af den svenske salme, der i Aastrups gendigtning blev til den populære »Du gav mig, o Herre, en lod af din jord«.
Af og til kommer der folk udefra, som vil besøge Aastrups grav, fortæller Elof Westergaard, som, ikke mindst i forbindelse med 100-året for Aastrups fødsel i 1999, har skrevet og holdt foredrag om sin salmedigtende forgænger.
I øvrigt er Husby Sogn delt i to af en landstrimmel, der kiler sig ind nord for Husby Klit. Det er Vedersø, der danner en »korridor« ud til Vedersø Klit og Vesterhavet. I Vedersø ligger Kaj Munk begravet. Aastrup og Munk var livet igennem hinandens trofaste venner og uvenner.
- Det er mærkeligt at tænke på, at de to store personligheder boede herude på samme tid, funderer Westergaard, der betragter Aastrup som det 20. århundredes største danske salmedigter.
Aastrup var selv vestjyde, født i Ulfborg, og hans evangelisk stringente og klare sprog finder genklang i en enkelhed og nøgternhed, som man også i dag kan finde i den vestjyske sprogtone, når der skal tales religiøst, om tro og om tvivl.
- Sprogtonen er den samme, og at man ikke svinger sig op i de store ord, må ikke forveksles med, at man ikke har noget religiøst sprog. Her på egnen ønsker man blot ikke at sige mere, end hvad man hele tiden selv kan stå inde for, forklarer Elof Westergaard.
- Aastrup var samtidig også et barn af afmytologiseringen, så når han taler om opstandelsen, er det typisk for ham, at han kredser om den tomme grav. Hvad der kommer derefter, må vi i tro overlade til Gud og hans nåde, for vi kan ikke selv få hold på det. Man kan sige, at Aastrup teologisk skærer helt ind til benet. Hans salmer er renset for sentimentale klicheer. Han opererer i et billedmæssigt lille univers, men ud af det vokser det store univers - ligesom i lignelsen om sennepsfrøet, der vokser til et billede på Guds rige.
Havets åbenhed
Elof Westergaard har været præst i Husby og Sdr. Nissum de sidste 12 år, og det er godt at være præst ved havet, forklarer han, mens vi tager en rundtur i sognet for at bese de landskabelige herligheder i et sammenfald af klitter, marehalm, sand, sommerhuse og gamle stråtækkede strandgårde - og bag ved det hele »det evige Hav«, som Aastrup skriver om i sit digt.
Havet er altid nærværende. På den ene side en farlig arbejdsplads, men også symbolet på en åbenhed ud mod resten af verden, som sætter sit præg på de mennesker, der bor på vestkysten, siger Westergaard.
- Her tænker jeg ikke bare på den åbne horisont, men også på, at der op på stranden skyller ting og sager fra hele verden - en trækasse fra England, en gammel halv sko, en plastikbeholder fra et skib osv.
Igennem flere år har Elof Westergaard sammen med en keramiker sat sine konfirmander til at fremstille julekrybber. Et år brugte de materialer fra stranden. De blev helt anderledes og mere utraditionelle end dem, der blev bygget med skovmaterialer. For eksempel endte en ilanddreven plastikhandske som Guds beskyttende hånd over krybben.
Der er i alt omkring 1500 fastboende i de to sogne. Koncentrationerne i landbruget og - ikke mindst - nedskæringerne i fiskerierhvervet har bevirket, at antallet af fastboende er faldende.
Til gengæld har man så sommerhusfolket, og det hører i høj grad med til søndagsmenigheden i Husby og Sdr. Nissum, understreges det. Knap 1700 sommerhuse gemmer sig bag klitterne og ligger i skjul inde i klitplantagerne, så i sommertiden fordoblets sognenes indbyggertal indtil flere gange, men sommerhusmenigheden sætter året rundt sit præg på det lokale kirkeliv, for sommerhuset bruges også i de øvrige ferier, i weekender og ved højtider.
Elof Westergaard tipper, at omkring halvdelen af søndagens kirkegængere kommer fra sommerhusene. Det får ham til at tale om et begreb som »sommerhus-sognebevidsthed«.
- For nogle er sommerhuset kun et investeringsobjekt, men for andre har det afløst tidligere tiders slægtsgårde. Det er i høj grad sommerhuset, der i dag samler familien, som jo ofte ellers er spredt rundtomkring i landet. Det viser sig også ved de kirkelige handlinger. Mange sommerhusbeboerne får døbt deres børn og holder deres bryllupper herude. Halvdelen af de bryllupper, vi har, er knyttet til sommerhusområder.
Nogle sommerhusbeboere har også valgt deres sidste hvilested på Husby Kirkegård.
Hugger i sten
Elof Westergaard er selv vestjyde, født i Lemvig og ud af stenhugger- og kunstnerslægt. Hans farfar, Torvald Westergaard, begyndte stenhuggeri i Lemvig i 1923. Et stort udvalg af Torvald Westergaards skulpturer er opstillet langs skulpturstien fra Lemvig Museum til valgmenighedskirken. Faderen, Ejgil Westergaard, der stadig er aktiv billedhugger, er repræsenteret med værker i byer og på kirkegårde landet over. Søsteren Laila Westergaard, uddannet på Det Jyske Kunstakademi, har blandt andet hugget døbefonte til to kirker. Selv hugger Elof Westergaard også, men kun lidt og kun til egen fornøjelse, understreges det.
- Jeg er først begyndt med det for et par år siden, og jeg forestiller mig ikke, at det er kunst, jeg laver, forklarer han beskedent. Jeg fik bare lyst til at udtrykke mig, og med min baggrund var det jo nærliggende at begynde at pikke lidt i en sten.
Sognepræsten har sin huggeplads ude i skoven, ude ved familiens lille stråtækkede, idylliske fritidshus, som engang har været fiskerbolig. Her tager han ud på sine fridage for at arbejde med hammer og mejsel og lader naturens ro falde over sig, mens han vrister et billede af den korsfæstede og opstandne ud af sandstenen. Som præst og menneske er han optaget af, hvad han kalder for den »kristologiske nerve« i kristendommen, og er her påvirket af den ortodokse kirkes teologi og billedverden. Den stiftede han bekendtskab med, da han i 1988 en overgang boede i Istanbul - det tidligere Konstantinopel, som han siden jævnligt er vendt tilbage til.
Tema
Sommerserie
Tro i sommerlandet.
Hvor finder man kirken og troen, når Danmark holder ferie? Dette er den tolvte artikel i en serie, hvor Kristeligt Dagblads udsendte beretter fra sommerlandet. De tidligere artikler blev bragt den 4., 5., 7., 8., 9., 10., 11., 12., 14., 15. ,16. , 18., 19. , 21. , 22., 24. , 25. og 26. juli. Læs dem på www.kristeligt-dagblad.dk