Præst efter tabet af et barn: Sorgen forsvinder aldrig

Som præst har Lise Trap set, hvad sorgens skygge gør ved mennesker. Og ved tabet af sin søn har hun oplevet det på egen krop. Erfaringerne er nu blevet til bogen "Sorg - Den dybeste ære glæden kan få"

Sognepræst Lise Trap sætter i sin nye bog "Sorg - Den dybeste ære glæden kan få" fokus på sorgen efter et dødsfald.
Sognepræst Lise Trap sætter i sin nye bog "Sorg - Den dybeste ære glæden kan få" fokus på sorgen efter et dødsfald. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

De gule tulipaner foran præstegården strutter insisterende op mod den skarpe forårssol. Bøgebladene har atter foldet sig ud og giver træernes grene deres pomp og pragt tilbage. Og de kåde fugle understreger deres begejstring over vinterens endeligt ved at strække ekstra hals og fløjte demonstrativt, nærmest skingert ud over grunden. Det er blevet forår i Soderup Præstegård på Sjælland.

"Det første år virkede det ligefrem hånende på mig, at blomsterne bare stod der og lyste op. For hvad bildte de sig ind? Havde de da slet ikke opdaget, hvad der var sket?" siger Lise Trap og peger ud på forhaven.

For der var sket det værst tænkelige. Lise Trap og hendes mand, Jakob Wolf, havde mistet en søn. Og de tre øvrige børn deres 20-årige bror.

I dag er det tre år siden. Og sorgen er langt fra væk. Den vil aldrig forsvinde. Netop dette er vigtigt for Lise Trap at understrege over for omverdenen. I sit 23-årige virke som præst har hun nemlig mødt mange mennesker, der var lammet af sorg og chok efter et dødsfald. Og hun har set, hvad det gør ved mennesker, når omverdenen glemmer deres sorg efter nogle uger eller måneder. Hendes personlige oplevelser og professionelle erfaringer har hun derfor samlet i bogen "Sorg – Den dybeste ære glæden kan få", der udkommer på mandag.

"Jeg havde længe tænkt på at skrive bogen. Også inden jeg mistede min søn. For jeg oplevede, at mange blev så ensomme i sorgen. Folk ved ikke, hvad de skal gøre, når nogen pludselig mister et barn. For hvad stiller man op, når der ikke er noget, der hjælper?" spørger Lise Trap og kigger spørgende frem for sig.

I den første tid oplevede hun selv stor opmærksomhed fra mange omkring sig. Alle, hun kendte, greb ud efter det middel mod sorgen, de selv forestillede sig var godt. Den veninde, der altid drak aftente, sørgede for, at der blev drukket aftente hver dag kl. 21.00. Hun, der gik op i at strikke, stillede en sæk garn på dørtrinnet. Hun, der elskede god chokolade, købte den største og dyreste æske, man kunne få i København. Og den ældste datters veninder kom med kanelsnegle.

"Det var en stor hjælp. For selvom det i princippet kan være lige meget, om man strikker, drikker te og spiser kanelsnegle, når ens søn eller bror er død, er det alligevel ikke helt lige meget. For man skal jo ind i livet igen," forklarer Lise Trap.

Selvom man vender tilbage til livet, vil glæden dog altid have en skyggeside hos alle dem, der har mistet, forklarer hun. Man kan sagtens grine og more sig, som Lise Trap også gjorde til den konfirmation, hun var til i søndags. Og glæden blev ikke mindre, da konfirmandens mor til afsked tog en af buketterne fra bordet og bad Lise Trap tage den med hjem til gravstedet. Tværtimod. Hun græd, men sorgen og savnet blev set og delt. 

For tabet vil altid være en uslettelig del af den sørgendes klangbund. Sorgen viser sig tydeligt, når folk spørger "kommer I alle sammen?". Eller når en mobiltelefon ringer, der har den samme ringetone, som vedkommende man har mistet.

"Det er der hele tiden. Nogle gange er det i forgrunden. Andre gange er det i baggrunden. Så det giver ikke mening, at folk ikke længere vil nævne tabet, fordi de ikke vil gøre én ked af det. Vi er jo kede af det hele tiden. Man er nødt til at anerkende, at der er en lethed og en lykke, der er væk for altid," siger hun og fortsætter:

"Hvis min søn bliver nævnt, kan det godt være, jeg giver mig til at græde. Men det er bare, fordi sorgen kommer i forgrunden, og det skal den også en gang imellem. Man vil selv gerne væk fra sorgen, fordi det er så ubehageligt. Og andre kan ikke holde ud, at man er ulykkelig. Derfor bygger man en forestilling op om, at man er glad, men det er jo netop bare en forestilling. Og hvis man bilder sig selv og andre ind, at man kun er glad, braser korthuset sammen. Man kan derimod godt være ked af noget og glad over noget andet på samme tid," siger hun.

Men som Grundtvig skrev: "Hvor ingen hegner, kun torne gror". Derfor skal man ikke fastholde sig selv i sorgen. Man skal forandre sig, så man kan rumme både sorgen og glæden, forklarer Lise Trap.

"At miste er forfærdeligt. Og det vil det altid være. Det kan der ikke laves om på. Men når det sker, ændrer det jo en. Det gør store begivenheder. Både når man bliver mor, og når man mister et barn. Men man skal forandre sig, så man både kan rumme sorgen uden at gøre den mindre og rumme glæden ved siden af. Begge dele vil være der og kan skiftes til at være i forgrunden. Men med tiden vil glæden jo komme mere og mere i forgrunden, og sorgen mere og mere i baggrunden."

Døden er ganske vist blevet mindre tabu i det danske samfund, mener Lise Trap. Det er blevet alment accepteret, at døden skal kommenteres, når den rammer. Men problemet er, at vi er så berøringsangste over for sorgen og derfor med tiden møder de sørgende med tavshed. Det er lige så vigtigt, at folks støtte og opbakning varer ved – i måneder og i år. For sorgen skal anerkendes.

Og det gælder for alle mennesker i sorg. Samme dag, som Kristeligt Dagblad møder Lise Trap, har hun begravet en 98-årig dame. Og der græd de pårørende også. Det var en anden slags gråd, men sorgen er den samme. Og fortvivlelsen over den efterfølgende ensomhed er den samme. Både ensomheden på grund af tabet af den, man har mistet, og ensomheden, når folk ikke længere kommenterer den afdøde eller den sorg, man bærer på.

"Folk skal give til kende, at de stadig har den sørgende og den sørgendes tab i tankerne. Man får det ikke bedre af, at andre lader, som om de har glemt det. Man bliver bare alene med, at man ikke selv har glemt det. Og det er på grænsen til det ubærlige," siger hun.

Problemet er, at det ligger i den danske kultur, at alting skal gå stærkt, og at vi kan handle os ud af hvad som helst, forklarer hun. Et tegn på følelsesmæssig succes i vores samfund er, at man ikke lader sig mærke af sorgen. Men sorgen er langsom, og sorgen er vedvarende. Derfor bør man ikke møde sørgende med tavshed eller kommentarer som "går det bedre?" eller "nu må I også se at komme videre". Man har i stedet brug for, at folk anerkender sorgen og hjælper én med at mindes.

"Folk vil gerne have, at vi er glade igen. Men med til min glæde hører glæden over, at min søn var her. Og den glæde er blevet til sorg nu. Så den skal være med. Glæden er ikke udslettet, for så ville fortiden være udslettet, og de mennesker, der betyder noget for os, være lige meget. Sorgen er jo et mærkbart og synligt tegn på, at den person, man har mistet, var så vigtig. Så glæden er der stadig i forvandlet form – nemlig sorgens form."