Hella Joof fik som 25-årig en åbenbaring om, at alt kommer fra én selv.
- Det er ikke synd for Hella, at hun ikke bliver budt op til dans. Hun kan selv tage en pæn kjole på og gå ud i verden. Indtil da troede jeg, at jeg var som et blad, der fløj for vinden. Men det gik op for mig, at man har stor indflydelse på sit eget liv, og at man kan tage en beslutning om, hvordan man vil have det med andre mennesker. Hvis man er ordentlig, holder køkultur og taler pænt til hinanden, får man kærlighed tilbage igen. Jeg ved godt, at det lyder helt vildt hippieagtigt, siger den 40-årige skuespiller og instruktør og fortsætter:
- Et ordentligt menneske kan sætte sig ud over følelser, der opstår her og nu. Det er et menneske, der har fred med sig selv og er tolerant og følelsesmæssigt generøs. Men at være ordentlig er også helt ned til at aflevere de brugte batterier til kemisk affald. Jeg synes for eksempel heller ikke, at man skal parkere på en handicap-parkeringsplads.
- Omsorg karakteriserer også et ordentligt menneske og evnen til ikke at blive forbitret. Den største glæde må være, hvis man engang kan sidde og se på sine børn og oldebørn og sige: Det gik sgu meget godt! Man skal være glad for at være dér, hvor man er, og ikke gå og brokke sig, være aggressiv og synes, at det er skide strengt. Så skal man gå væk. Man skal tage ansvar for situationen, sine følelser og de relationer, man er i. At tage ansvar kendetegner et ordentligt menneske. Det gør, at man ikke ryger ud i at være offer og uden skyld.
Det er heller ikke god opførsel at komme for sent til en aftale. Men det gør Deres udsendte til mødet med Hella Joof - en hel time - på grund af en misforståelse om tidspunktet. Men forsinkelsen, der ville have medført irritation hos andre, inklusive synderen selv, bliver først afsløret, da fotografen dukker op lidt senere. For hun har ikke sagt noget. Og de mange undskyldninger besvarer hun med et: Jamen, det gør ikke noget. Jeg troede, at du ikke kunne finde det, og jeg går jo bare rundt her.
Her er et lyserødt sommerhus i Hornbæk i Nordsjælland med en storslået udsigt til dansk sommerland med »EU-top fredet« mose og eng og Rusland med det nyrestaurerede Rudolph Tegners Museum i det fjerne.
- Her vil jeg slå mig ned, når jeg bliver gammel, siger Hella Joof, der til daglig bor i København med sin 15-årige datter. Sommeren over skal hun spille på festivaler sammen med kollegerne Peter Frødin og Martin Brygmann fra »Det Brune Punktum« og et til lejligheden sammensat band. Og så er hun ved at lægge sidste hånd på et manuskript til en film, som skal produceres af selskabet Fine & Mellow, som hun ejer sammen med instruktør Jannik Johansen og producent Thomas Gammeltoft, der også stod bag hendes instruktørdebut, »En kort en lang«.
- »Oh, Happy Day« er titlen på den nye film, som handler om at tro og om en kvinde, der lever et ikke-liv i provinsen, og som danner et gospelkor. Der er også en kærlighedshistorie i filmen, der overordnet handler om at turde træde ind i lyset og opfylde sine drømme og om at turde sige ja i stedet for nej. Når jeg er begyndt at lave film, er det, fordi jeg har behov for at udtrykke noget, som trænger sig på indeni. Jeg har været skuespiller i 10 år og har gået rundt og været småutilfreds. På et tidspunkt blev jeg nødt til at gå hele vejen. Jeg har så mange meninger om, hvordan tingene skal være, blander mig og har sikkert været enormt irriterende at arbejde sammen med. Men jeg ved ikke, om jeg er sådan én, der laver tre film og trækker mig tilbage til min have. Jeg kan ikke se mig selv som 75-årig filminstruktrice. Jeg ved i det hele taget aldrig, hvad jeg laver om to år. Sådan bliver det nødt til at være, fortæller Hella Joof.
At sidde over for hende er som at være i teatret eller i biografen. Hun illustrerer sine ord med små sketches om, hvordan man forklarer et barn, hvorfor det ikke er smart at slå hinanden oven i hovedet med en skovl i sandkassen. Om hvordan hun nægter nogle indvandrerdrenge adgang til sin datters fest. »Nej, det er ikke, fordi du er perker. Jeg er selv perker, skat, det er fordi, du ikke er inviteret«. Og som i det følgende, hvor spørgsmålet er, hvad Jesu ord i Bjergprædikenen om, at »Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I gøre mod dem«, siger hende.
- Det bekræfter mig i, at når man sender kærlighed ud, får man også kærlighed igen. Men det er ikke »en til en« på den måde, at når jeg følger en gammel dame over gaden i dag, bliver jeg også fulgt over gaden, når jeg bliver gammel. Når man handler godt og kærligt over for andre, skal man gøre det uden forventning om at få noget igen. Det er at sætte penge ind på kærlighedskontoen. Der findes mennesker, der altid melder sig til frivilligt arbejde. For eksempel sådan nogle, der klager over, at det altid er dem, der skal bage kagemand til klassens time. »Hvorfor gør du det så«, spørger man. »Jamen, det bliver jeg nødt til«, lyder svaret. Og så har man lyst til at sige: »Jeg tror hellere, at børnene vil have købekage fra Netto end at se på dit sure fjæs«. Godhed skal vel komme ud af en ren strøm. Der står også i Bibelen, at man ikke skal slå på tromme eller blæse i basun, når man gør noget godt. Så tror jeg heller ikke, at det virker.
- Den gyldne regel er den største sandhed i mit liv. Når man taler grimt til folk eller ikke kan rumme nogen, der har det skidt, får man det dårligt, når man kommer hjem. Man skal gøre masser af ting, man ikke gider - ikke af pligt, men fordi man kan se, at andre har brug for det. Vi skal prøve at dele mere ud af os selv. Og vi er alle fælles om det samme, at vi er en del af Gud. Noget, som vi har grinet meget af i min vennekreds, er, når vi har siddet over for en eller anden, der har skældt os ud, for eksempel skattevæsenet, så at sige: Prøv at se det guddommelige i ham! Nogle gange er der ikke noget, men så må man se efter en gang til!
Da vi aftalte interviewet i telefonen, sagde du, at du har tænkt meget over, hvordan du gerne vil være over for andre. Hvad har du tænkt?
- Jeg vil ikke være egoistisk. Folk, der aldrig handler, uden at der skal være noget på bundlinjen til dem selv, er det værste, jeg ved. Jeg vil gerne være sådan én, hvor folk kan være den, de er. Jeg vil gerne være stor i slaget og have højt til loftet. Og jeg vil gerne være med til at forløse det gode i andre mennesker. Det er blandt andet det, der er så fantastisk ved at have et barn. Man kan plante frø, der bliver til noget, man ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig.
- Men samtidig vil jeg gerne kunne være i et rum sammen med andre mennesker, hvor de er dér, og jeg er dér - i kærlighed og tolerance. Jeg har haft problemer med ikke at vide, hvor jeg selv endte og de andre begyndte. Derfor vil jeg gerne have, at det skal være sådan, at jeg sammen med andre kan trække mig frem og tilbage. Men jeg vil også gerne være en god ven, en der hjælper, når nogen har det dårligt, og selv blive bedre til at bede om hjælp, når jeg har det dårligt.
Hvornår lykkes det?
- Når tingene bliver lette. Jeg elsker sådan noget med, at nogen siger: Den ordner jeg! Hvorfor ikke arbejde på samme hold? Forleden hørte jeg om en skraldemand, der ikke ville tage en sæk affald med, fordi den vejede 200 gram for meget! Mit bidrag til letheden vil være, at jeg er i perlehumør, når jeg kommer om morgenen, har taget morgenbrød med og roser en, der har været til frisøren: Nej, hvor er dit hår pænt klippet! Alt kan lade sig gøre. Og man når meget mere, og alle går glade hjem fra arbejde. Man genererer god energi. Men det er meget en beslutning, man selv kan tage, om hvordan man gerne vil have, at stemningen skal være. Der findes ikke noget større end at have løst et stort problem eller at komme gennem en krise.
- Efter jul i år havde jeg en periode, hvor jeg mistede min fornemmelse for, hvorfor jeg er her. Jeg bliver nogen gange helt sort inde i hovedet. I gamle dage ville jeg ikke kunnet have set lys for enden af tunnelen. Det kunne jeg heller ikke her, men jeg vidste erfaringsmæssigt, at det var der. Jeg vidste også, at jeg ville prøve at involvere folk i, hvordan jeg havde det, i stedet for at lade være med at tage telefonen. Og jeg oplevede en helt vild opbakning, hvor jeg fik så mange dejlige tilkendegivelser og så meget kærlighed. Jeg følte en meget dyb omsorg fra venner og folk, jeg arbejder sammen med. Og jeg oplevede, at man kunne tale om det, og at det ikke var noget farligt, og at ingen sagde: Nu må du tage dig sammen!
- Når jeg får det sådan, tror jeg, at det rent faktisk har noget med lyset at gøre. Det er i november og december, det kan begynde, og nogle år kommer det, andre ikke. Jeg tror også, det handler om, at man skal ned og spise op. Man kan nogle gange bruge sine kræfter helt forkert, så man ingen har tilbage. Det dur ikke at være sød og god til at hjælpe, hvis ikke man tage kan tage imod hjælp fra andre. Jeg er selv ved at lære det. Jeg har nok haft det meget sådan, at man skal være stærk, dygtig og klare sig selv. Det er noget, jeg vil slække mere på. Det er dejligt, hvis nogen vil klare noget for én.
Hvornår går det mindre godt?
- Når jeg bliver utålmodig. Hvis jeg er kommet til en konklusion om, hvordan tingene er, skal de andre helst også meget hurtigt finde ud af det samme. Det er det med ikke at møde folk, hvor de er. »Arh, nu har jeg lige købt vin med hjem, solen skinner osv., og så øv, at den anden ikke er i humør til det«. Det har jeg ikke været så god til. Det er noget, jeg arbejder med. Hvis man gider gå ind i andre mennesker, bare tre skridt ind, er det meget nemmere at løse problemer sammen. For jo mere man ved om andre, jo mere kan man forstå, tilgive og indrette sig.
Er der noget i dit liv, du har fortrudt?
- Det spørgsmål er der to svar på. I princippet fortryder jeg ikke noget, for alt, hvad jeg har lavet, har gjort mig til den, jeg er. Men jeg kan ærgre mig over, at jeg har været meget langsom til at forstå menneskelige relationer. Jeg har været tungnem. Jeg har mange gange følt mig magtesløs, og der er mange ting, jeg har været dårlig til at tackle. Jeg har været meget ulykkelig.
- I barndommen havde jeg det sådan, at jeg ikke anede, hvad der foregik omkring mig. Jeg havde ingen pejlemærker og følte mig nogle gange meget isoleret. Jeg følte tit, at jeg ikke var en del af noget og ikke var i kontakt med andre mennesker. Jeg tror, at det, at jeg var anderledes, har haft noget at gøre med det. Men jeg har haft en grundlæggende mistillid til andre og kan stadig have det, men det er på vej væk. Jeg har nok ikke syntes, at nogen forstod mig. De voksne så ikke, hvordan jeg var, og jeg har heller ikke selv vidst det.
- Min far, der var advokat og fra Gambia, var der ikke i min barndom. I stuen derhjemme har jeg tre store billeder hængende af min far, som kunstneren Jacob Stangerup har lavet. Når han ikke var der i min barndom, skal han være der nu. En veninde sagde en dag til mig: »Jamen, din far var der jo ikke. Og en far skal jo være der og passe på sin datter«. O.k., jeg har ikke haft en far, har intet lært om autoriteter, og det har været hårdt. Min evige kamp for at blive set af ham gør måske, at jeg gerne vil lave en fantastisk film, skrive en bog og redde nogen fra at dø. Men hvis et savn ansporer én til at lave noget godt, er det måske ikke så værst. Min mor har passet og elsket mig. Så det er uretfærdigt, at den, der ikke var der, får al opmærksomheden, siger Hella Joof og smiler opgivende.
Du har engang i et tv-program sagt, at hvis ikke du var skuespiller, ville du være præst. Hvorfor?
- Det er ikke, fordi jeg er specielt religiøst opdraget, men jeg har altid været meget religiøs. Jeg må have arvet det fra min far, der var muslim og var i Mekka fem gange. Men jeg synes, det er så ærgerligt med den danske folkekirke. Det Nye Testamente er noget af det smukkeste, der er skrevet i hele verden. Det er så fuldt af kærlighed.
Den gyldne regel
I Bjergprædikenen siger Jesus: »Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.« Men hvor gode er vi til at leve efter denne gyldne regel? I Liv & Sjæls store sommer-interviewserie vil vi over i alt syv fredage spørger en række kendte danskere om, hvordan de bærer sig ad med at elske deres næste og være et ordentligt menneske. Vi lagde for med skuespilleren Ole Thestrup den 27. juni, den 11. juli var det præst og folketingspolitker Margrethe Auken, den 18. juli var det chefpolitiinspektør Kai Vittrup, den 25 juli forfatteren Astrid Saalbach og sidste fredag var det direktør Hans Skov Christensen.
Den gyldne regel
I Bjergprædikenen siger Jesus: »Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.« Men hvor gode er vi til at leve efter denne gyldne regel? I Liv & Sjæls store sommer-interviewserie vil vi over i alt syv fredage spørger en række kendte danskere om, hvordan de bærer sig ad med at elske deres næste og være et ordentligt menneske. Vi lagde for med skuespilleren Ole Thestrup den 27. juni, den 11. juli var det præst og folketingspolitker Margrethe Auken, den 18. juli var det chefpolitiinspektør Kai Vittrup, den 25 juli forfatteren Astrid Saalbach og sidste fredag var det direktør Hans Skov Christensen.
Der er nogle sætninger, som »du skal ikke bekymre dig for dagen i morgen, hver dag
har nok i sin plage«, og »du skal elske din næste« Ð det er smukt. Der står nogle store og svære ting, som jeg kan bruge hele tiden, og jeg synes faktisk ikke, at de udelukker nogen. Jesus sad jo sammen med ludere og lommetyve og lavede vand til vin.
- Hvis der var en virkelig god præst, der kunne få mig op af stolen, ville jeg gå i kirke hver søndag. Men jeg synes, at den danske folkekirke er meget med »schyyy«, salmerne ligger alt for højt, sæt dem en tone ned, og der er intet for kroppen. Det er det, der er så fedt med gospel i de amerikanske baptistkirker. Du får sunget og danset, mens du får at vide, at du er elsket, selv om du har en grim kjole på. Der står jo i Bibelen, at du er elsket, og der findes ikke noget smukkere.
- Hvis jeg var præst, ville jeg holde nogle gudstjenester, hvor folk kom ud af kirken med armene i vejret. Jeg ville lave fest og være en hyrde. Det er det samme, jeg vil, når jeg laver film: Prøv at kom herhen, det er ikke så slemt, vi kan hjælpe hinanden, selv om det godt nok ser sort ud! Man skal prøve at finde guldet i andre mennesker og sig selv.
Hvordan synes du, at vi generelt er over for andre?
- Alle i klassen bliver vel inviteret med til børnefødselsdagen, ellers kommer det op på forældremødet. Men sådan er det ikke mere i Danmark. Nogle må godt, andre må ikke. Vi kan godt tage en debat om vores indvandrerpolitik, men ikke på den rå måde, som det foregår på i dag. Sådan et samfund kan vi ikke være bekendt. Vi har så mange penge. Men så er der en, hvis tante kom på venteliste til en ny hofte, og det bliver sidestillet med, at en indvandrer har fået en lejlighed. Stop, stop, stop, sådan hænger det ikke sammen. Konen kan ikke få sin operation, fordi der er lægemangel, nedskæringer på sygehusene osv. Det har ikke noget med den lejlighed at gøre.
- Vi er et multinationalt samfund. Vi skal løse det. Det er den store opgave, vi har. For hvor skulle de nye danskere tage hen? Mange af dem har aldrig været i deres fædreland. Nogle af dem har ikke noget fædreland. Og hvis de ikke var her, ville det bare være nogle andre, der blev syndebukke: Bistandsklienter og dem med de store hunde, der afleverer deres barn i vuggestuen med bleen fra i går. Man prøver at dæmonisere en del af befolkningen, men glemmer, at det er mennesker som en selv, og nogle af dem er sikkert klogere og modigere end en selv. Vi skal behandle hinanden ordentligt. Og så må man godt sige til den pakistanske taxachauffør, der ikke ved, hvor Rådhuspladsen ligger, at han må se at få strammet op, hvis han vil køre taxa. Man må godt stille krav.
Jesus beder os om at elske vores næste Ð ven og fjende. Hvad betyder det for dig?
- Det er meget, meget svært. Jeg tror, det er noget med at anerkende hinandens menneskelighed. Jeg elsker min mor, men der kan godt nok ryge nogle finker af panden. Jeg elsker også min datter, selv om hun står og råber ad mig. Jeg ville løbe ind i et brændende hus efter hende. Man kan ikke elske alt hos andre, men jeg vil prøve at elske det menneskelige i enhver. Hvis man ikke anerkender det menneskelige hos sin næste, så er det, at man kan ende som torturbøddel. Det er et smukt krav, at vi skal elske vores næste. Det er bedre at have det som sigtemål end slet ikke at have det. Og det passer mig fint. Jeg vil gerne have nogle opgaver, der ikke er klaret på en eftermiddag. Tænk, hvis det var helt vildt nemt at efterleve de ting, som Jesus siger? Hvad skulle vi så lave i morgen?
Hvad vil det sige at være menneske?
- Det lyder måske frygteligt højrøvet, for jeg ved, at der findes mennesker uden ben, der sidder på en papkasse i Indien. Men er det ikke, at man har nogle meget afgørende valg, man kan træffe? For mig er det at være menneske, at jeg hele tiden hver dag skal tage stilling til, om jeg skal åbne eller lukke, sige ja eller nej. Skal jeg kaste mig ud i kærligheden Ð jamen, hvad så hvis jeg bliver skilt? Nu prøver jeg at lave en film Ð hvad nu hvis den får helt vildt dårlige anmeldelser, og jeg bliver hånet på forsiden af Ekstra Bladet?
- Det betyder for mig, at jo mere jeg tør, jo mere lykkelig eller ulykkelig bliver jeg. Jeg vil hellere hoppe ud fra et meget højt sted end ikke hoppe, og brækker jeg benet, så skidt, det var kun et ben. Alting indeholder to sider, stor lykke og stor ulykke. Det er vidunderligt samtidig med, at det gør mig rædselsslagen. Man skal gøre det, man ikke tør, siger Hella Joof og tilføjer:
- Forleden sad jeg i et lille taxafly på vej fra Ålborg til København. På et tidspunkt spurgte piloten, om jeg ville prøve at styre. Nej, svarede jeg. Jeg var bange, og bag mig sad to drenge, som også så bange ud. Jeg fortryder ikke, at jeg sagde nej. Men næste gang nogen spørger mig, siger jeg ja!
Blå bog
Hella Joof er født i 1962 i København. Efter studentereksamen i 1984 blev hun uddannet som skuespiller på Odense Teaters Elevskole 1986-90. Hun har været medlem af bestyrelsen for Grønnegårdsteatret fra 1999 og af det Kulturelle Vismandsråd fra 2000-03. Hella Joof har blandt andet optrådt på Det Kgl. Teater, Dr. Dante, Grønnegårdsteatret, Betty Nansen Teatret, Aarhus Teater, Det Danske Teater, Café Teatret, Husets Teater og Radioteatret. På tv er hun kendt fra programmer som Bullerfnis og Far og mor og Blyp samt for Lex & Klatten og Det brune punktum. Hun har haft filmroller i De største helte, Hannibal & Jerry, Den eneste ene med flere og har instrueret En Kort en Lang fra 2001. Hun blev i 1999 tildelt Mogens Wieth's Legat og har modtaget Grammy-prisen i 1993, 1998 og 2000. Hella Joof bor i København sammen med sin 15-årige datter.
Tema
Sommerserie
Den gyldne regel
I Bjergprædikenen siger Jesus: »Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.« Men hvor gode er vi til at leve efter denne gyldne regel? I Liv & Sjæls store sommer-interviewserie vil vi over i alt syv fredage spørger en række kendte danskere om, hvordan de bærer sig ad med at elske deres næste og være et ordentligt menneske. Vi lagde for med skuespilleren Ole Thestrup den 27. juni, den 11. juli var det præst og folketingspolitker Margrethe Auken, den 18. juli var det chefpolitiinspektør Kai Vittrup, den 25 juli forfatteren Astrid Saalbach, den 1. august direktør Hans Skov Christensen og sidte fredag skuespilleren Hella Joof. Serien slutter med dagens interview med henholdsvis biskop Jan Lindhardt og psykolog Benjamin Katz.