Spørg om livet
Kære brevkasse
Jeg læste i sidste uges brevkasse om den over 50-åriges historie om et arbejdsomt liv som barn og ung og en alt for krævende og kritisk mor. Og jeg læste jeres svar i forhold til at tackle den 80-årige mor ved at nøjes med korte besøg og neutrale og overfladiske samtaleemner.
Selvom det lyder som gode råd, sidder jeg alligevel tilbage og tænker, om det så også vil lykkes. For hvordan skal mange års opsparet vrede og bitterhed fordufte, hvis man fastholder kvinden i sin ret til at være vred og bitter? Og hvordan skal et forhold mellem to mennesker, der på godt og ondt er så tæt forbundne som mor og datter, nogensinde blive godt igen, hvis ikke man taler om andet end vind og vejr?
Hertil vil I måske indvende, at det netop heller ikke er målet. Ifølge jeres svar handler det mere om, at datteren igen skal blive glad og få overskud til sine daglige gøremål, mens moderen til gengæld må bøde for sine fejltagelser. Det slog mig dog, at brevskriveren måske også har sine fejl, og at forurettelsen måske ikke er så velbegrundet endda. Men selv hvis der skulle være al mulig grund til at bakke datteren op i at sige fra over for moderen, har jeg stadig svært ved at se, at projektet lykkes.
Som jeg ser det, bliver ingen af dem rigtig glade igen, så længe datteren fastholdes i offerrollen, og moderen som den, der er skyld i det hele. Det blev ekstra tydeligt for mig, da jeg i samme tillæg læste kunstneren Maja Lisa Engelhardts beskrivelse af sin barndom, der, hvad overbelastning og kaos angik, tilsyneladende langt har overgået brevkassespørgerens. Alligevel fortæller kunstneren, at hun som 16-årig fandt ny energi ikke i hadet, men i kærligheden. Anledningen var, at hun på biblioteket var stødt på Kierkegaards Kjerlighedens Gjerninger, som lægger vægt på pligten til at elske sin næste. Hun siger om mødet med dette radikale budskab: Det ændrede mit liv. Jeg gav slip på offerrrollen over at være svigtet og begyndte i stedet at elske.
Mit spørgsmål til jer er, hvordan man gennem psykologhjælp kan nå frem til samme livsforvandlende og frugtbare indsigt, så terapien ikke bare skaber mere bitterhed og afstand og vrede hos de implicerede, men for alvor giver kræfter til at leve livet?
Venlig hilsen
Britta
LÆS OGSÅ: Jeg har et anstrengt forhold til min mor
Kære Britta
Tak for dit brev. Det er fint at få andre vinkler på vores svar. For vi tænker ikke, at vores perspektiver og råd altid er de eneste mulige veje at gå for de mennesker, der skriver til os. Der er også meget ofte en del forhold, som vi af naturlige grunde ikke kender til. Alligevel vover vi at svare ud fra vores faglige og menneskelige erfaring, og så håber vi, at brevskriverne og læserne tager det med, som de kan bruge, og lader resten ligge.
Når det handler om et barn-forældre-forhold, er det aldrig et symmetrisk forhold. Og når et voksent barn klager sin nød over en smerte, som har været en følgesvend igennem hele livet, er det for os at se vigtigt, at man allerførst bliver lyttende og spørgende. Det er ikke moderen, der skriver, men datteren, og hun fortæller om sin ensomhed og sit alt for store ansvar. Først og fremmest er det en fortælling om et barn, der bærer en sorg over, at der ikke var nogle vigtige voksne, der så dette barns ensomhed og byrde. Og en fortælling om mange efterfølgende år, hvor ønsket om at blive mødt, anerkendt og elsket har ligget som en dyb længsel.
Når mennesker søger terapeutisk hjælp i forhold til barndomssmerter, er målet ikke at fastholde folk i bitterhed eller i offerroller. For da bliver smerten bare omformuleret og sidder stadig og gnaver. Når et menneske fortæller sin historie, vil det af naturlige årsager altid være den subjektive oplevelse, der tæller, og så er forudsætningen for, at bitterhed eller offerfølelse kan blive mindre, ofte, at man først og fremmest oplever, at man bliver mødt med forståelse og omsorg over tid. For derefter at se, hvilke veje der måtte være, for at dette menneske kan finde hjælp til at forsone sig med sin sorg eller krænkelse.
I vores daglige arbejde oplever vi den glæde, at det mange gange er muligt for mennesker at lære nyt og finde frem til en bedre vej til glæde for dem selv og deres nærmeste. Alligevel må det også jævnligt konstateres, at det ikke er muligt. Grundene dertil er mange og ofte sammensatte. Og så må der findes en god eller rimelig vej ud fra det, som er realistisk, og som gør mindst skade. Og det kan nogle gange hedde afstand og samtaleemner, som ikke sårer ikke for at være offer, men for at bevare mod og livskræfter og netop stoppe muligheden for at blive ved med at være offer.
Det er således ikke altid muligt, at det kan blive godt igen, som du skriver. Det gør det oftest ikke for dem, der igennem et helt liv har søgt forældres forståelse, men som aldrig har fået den, og hvor der ikke er et gensidigt ønske om at arbejde med den relation. I bedste fald og med gode menneskers hjælp kan der tilkæmpes nye værdier og nye perspektiver, for at livet kan leves på værdig vis, herunder måske at finde en måde at være sammen med de mennesker på, som hører til de historisk eller biologisk nærmeste, men som ikke kan eller vil dialogens ligeværdige vej.
Vi siger også gerne lidt om det at være offer. På sin vis er vi alle ofre på godt og ondt. Vi har ingen indflydelse haft på, at vi blev til; vi har ikke valgt de første mange år af vores liv, og nogle har måske i alt for mange år levet under vanskelige eller umenneskelige forhold med misbrug eller vanrøgt eller andet, der sårer dybt i en barnesjæl. Nogle børn kan såres af langt mere usynlige ting, som ikke andre end deres eget følsomme sind smerteligt oplever og opdager. Så vi vil ikke være for hurtige med at sige, at det er forkert at være offer. For nogle må begynde der.
Udtrykket at træde ud af offerrollen er for os at se et udtryk, man skal være meget påpasselig med. For det kan signalere, at det er let og bare noget, man gør. Men vi forstår godt anliggendet med at tage ansvar for sit liv og sine livsvalg. For vi mennesker er ikke dyr, som blot er overladt til reflekser, instinkt og skæbne. Vi kan forholde os til os selv, omvende os eller tage eksistentielle valg, som bringer os op i styrehuset på vores livs skib i stedet for at være passagerer og overladt til vind og vejr og andre, der bestemmer kursen.
For at det kan ske, må vi mennesker oftest have gode rejsefæller. Der må være mindst én god relation, som vi kan knytte os til eller finde inspiration hos. I de gode og sunde relationer er der vitaminer til en bedre kurs. Oftest handler det om gode mennesker blandt vores nærmeste, men for nogle kan det også være en hjælp at snakke med en præst eller psykolog eller en anden professionel behandler.
Og så nævner du i dit brev den meget bevægende artikel om kunstneren Maja Lisa Engelhardt. Den taler for sig selv på sin egen stille og fine måde. Samtidig tror vi, det er vigtigt at få sagt, at menneskers ydre historier ikke umiddelbart kan sammenlignes. For så ville de hemmelige svigt ikke blive regnet for noget, selvom de ofte kan være de værste.
Artiklen om Maja Lisa Engelhardt minder os også om, at der er noget, der hedder nåde. Den kommer til os udefra. Det kan være et menneske, vi møder, en bog, der falder på vores vej, eller et stykke musik eller en gudstjeneste, som lukker noget op, som før var lukket. Vi kan ikke planlægge det selv, heller ikke via psykologhjælp. Men vi kan prøve at være åbne, når nåden kommer til os.
Mange hilsener
Annette og Jørgen