Livsstilseksperten Christine Feldthaus er kommet på kant med den brede befolknings syn på, hvad der er acceptabel livsstil. Som vært på programserien So F***ing Special om trend og tendenser inden for individorienteret forbrugerkultur, der for tiden kan ses på DR 2, tager hun sig en smøg foran kameraet. Det sker i pauserne mellem hendes besøg i miljøer, hvor danskere blandt andet dyrker slow living, ekstrem motion, evig ungdom og hår- og kropsudsmykning.
LÆS OGSÅ: Syg skyldforståelse er over os
Jeg har fået tilkendegivelser fra seere om, at det at ryge i programmet er en dårlig idé, siger Christine Feldthaus, der i programmet også har erklæret, at hun har opgivet at tabe sig, dyrke to timers motion hver dag og at holde op med at ryge.
Nogen må tage til genmæle. Vi bliver nødt til lige at få tingene ned i knæhøjde, inden det ender i noget, hvor jeg bliver bange. Det er farligt, hvis det bliver sådan, at de, der ikke lever efter Forebyggelsesrådets KRAM-råd om kost, rygning, alkohol og motion, må sejle deres egen sø. Der er kommet så mange mantraer om, hvad man ikke må, hvis man skal være sund og undgå at blive syg, at det næsten er umuligt at være i livet, siger Christine Feldthaus.
Engang hed det sig, at sygdom er hver mands herre. I dag virker det snarere, som om hver mand er herre over sygdom. Hvor sygdom før i tiden blev betragtet som Guds straf, fordi man havde syndet mod hans bud, bliver sygdom i dag anset som straf for dårlig levevis og dertil hører, at både kroppen og psyken kan misrøgtes.
Normen er blevet, at bliver en i omgangskredsen alvorligt syg, høres ofte bemærkningen Jamen levede han/hun da ikke sundt?. Og den sygdomsramte selv går straks i gang med at lægge sin livsstil om, som om det er den, der er skyld i sygdommen, i håb om at kunne gøre noget selv for at blive rask igen.
Jeg tror, at det handler om, at vi spørger til mening, når det brænder på: Hvorfor og hvorfor mig? Vi bliver nødt til at fortolke store begivenheder ind i et rum, der giver orden, og alvorlig sygdom ødelægger orden. Man vil gerne opretholde illusionen om, at livet er retfærdigt. Og hvis jeg nu gør det rigtige, vil det onde ikke ramme mig, siger historiker Tove Kruse, der er lektor ved Institut for kultur og identitet på Roskilde Universitet og forsker i sygdomsfortolkning før og nu.
Hun står bag en undersøgelse fra 2009 med deltagelse af 200 danske og norske patienter. Her svarer flertallet, at de selv mener, at årsagen til sygdommen skal findes i deres manglende evne til at håndtere livets udfordringer, krav og kriser. Til gengæld vægter de lægernes medicinske og genetiske forklaringer lavt.
De ser sig selv som en del af problemet og derfor også som en del af løsningen. Tidligere forklarede man sygdom med, at man havde syndet mod Gud. I dag oplever patienter sygdom som noget, de selv har andel i, fordi de har syndet mod sig selv ved ikke at tage ordentlig vare på sig selv, siger Tove Kruse.
For nylig lød en overskrift på forsiden af den humanitære organisation Dansk Røde Kors medlemsblad Livsstil dræber de fattige. I teksten nedenunder stod, at kræft, diabetes og andre livsstilssygdomme rammer i stigende grad verdens fattigste u-landene står for 80 procent af alle de dødsfald verden over, der skyldes livsstil.
Men kan det virkelig passe, at det er folks egen skyld hvad enten de bor i i- eller u-lande hvis de får kræft? Er kræft videnskabeligt set i dag på listen over livsstilssygdomme? Og skal den ramte have dårlig samvittighed over at være blevet syg, hvad enten det er kræft, diabetes eller anden alvorlig sygdom?
Nej, man kan ikke entydigt kalde kræft for en livsstilssygdom, siger overlæge Hans Storm, der er chef for forebyggelses- og dokumentationsafdelingen i Kræftens Bekæmpelse.
Lige nu lever over 220.000 danskere med kræft. Og hvert år får 33.000 kræft. Ifølge Hans Storm skyldes op til 15 procent af alle kræftsygdomme gener, vi har arvet. Og livsstil kan pille ved generne, så der udvikles kræft. Men man kan ikke bare sætte lighedstegn mellem sygdom og livsstil. Kræft er 64 forskellige hovedsygdomme. Og derunder er der ud fra de mikroskopiske fund en hel masse forskellige typer med flere end 15.000 kombinationer, hvoraf nogle har betydning for den behandling, der tilbydes.
Skyld og skam er meget forkerte begreber, når vi taler om sygdom. Vi skulle snarere tale om held og uheld, for uanset hvad det ved vi, der forskningsmæssigt beskæftiger os med sygdom så er der ingen garanti for at undgå sygdom. Heller ikke, hvis man følger, hvad ypperstepræsten her prædiker, siger Hans Storm.
Man kan nedsætte risikoen ved at følge de råd, som for eksempel Kræftens Bekæmpelse kommer med, om at undgå rygning, dyrke motion, ikke drikke for meget alkohol og spise sundt, men man kan ikke udstede nogen garantier. Folk får disse sygdomme, også selv om de ikke har røget, drukket eller valgt en partner, der har smittet dem med HP-virus, der kan udvikle sig til livmoderhalskræft. Derfor er jeg ked af den snak om skyld, og at man påfører folk skam, når de får en sygdom. For der er ingen mærkat på sygdomme, der siger, hvad de er kommet af.
Selvfølgelig kan vi nedsætte risikoen for sygdom, hvis vi ser på hele befolkningen. Måske kan 40 procent af al den kræft, der opstår, undgås, hvis folk lever det sunde, anbefalelsesværdige liv. Men hvad så med den anden halvdel? Skal de føle skyld, hvis de får en alvorlig sygdom? Jeg siger nej, for man kan ikke undgå kræft, selvom man lever et sundt liv. Og jo ældre vi bliver, jo større bliver risikoen for, at nogle celler ved delingen går i fejl og bliver til kræftceller. Hvem har skylden for det? Aldring, som er et livsvilkår.
Derfor vil jeg kæmpe imod skyld og skam, hvis jeg kan. Det er også det etiske aspekt af det solidariske sundhedsvæsen. Sådan et samfund, hvor man sætter etiketter på folk om dårlig levevis, og så må de bag i køen, kan jeg ikke leve i. Det er jo også hele tanken bag forebyggelse, at vi stiller os solidarisk bag folk, så de måske kan undgå at blive syge, siger Hans Storm.
I Danmark har knap 290.000 diabetes. Type 1-diabetes, der primært rammer børn og unge og kræver insulinbehandling hele livet, udgør 10 procent af tilfældene. Resten er type 2-diabetes, tidligere også kaldet gammelmandssukkersyge. Risikoen for at udvikle type 2-diabetes stiger med 40 procent, hvis én forælder har type 2-diabetes, og med 80 procent, hvis begge forældre har sygdommen. Er diabetes så bredt betragtet en livsstilssygdom?
Nej, så enkelt er det ikke, for sygdommen er også genetisk disponeret. Og det er utrolig vigtigt at få det budskab ud, at det er langt mere kompliceret end som så, når det drejer sig om type 2-diabetes. Den gode nyhed er, at mange kan gøre noget selv for at undgå, at sygdommen udvikler sig, og for at have det bedre med den. Og det vil blandt andet sige at sørge for at få motion og spise sundt, siger Signe Hasse-riis, der er chef for rådgivningen Social & Sundhed i Diabetesforeningen.
Spørgsmålet er, hvorfor det i et moderne og højt oplyst informationssamfund som det danske ikke er lykkedes eksperter inden for sygdomsforskning at få det budskab ud, at årsagen til sygdom er kompliceret og skyldes mange faktorer. Og at det for nogle sygdommes vedkommende er en gåde for videnskaben, hvorfor de opstår.
Ifølge Christoffer Johansen, professor og forskningsleder for Livet efter kræft, Center for Kræftforskning i Kræftens Bekæmpelse, skyldes det blandt andet, at får man en sygdom, man ikke kender årsagen til, søger man svar.
For moderne mennesker vil det svar ofte handle om, hvordan vi har det, og at det psykiske har betydning for sygdom. Vi er så optagede af hele tiden at referere til det psykiske, at det er blevet en integreret del af vores tænkemåde, siger Christoffer Johansen.
Selv refererer han til forskning i, om der er en sammenhæng mellem livskriser og psykiske tilstande og kræft.
Kan man som forældre klare at have et barn, der får kræft, uden selv at blive syg? Ja. Også hvis barnet dør? Ja. Eller er psykisk syg, for eksempel skizofren? Ja. Får deprimerede kræft? Nej. Får skæve personligheder kræft? Nej. Det er meget beroligende at kunne påvise, at der ingen sammenhæng er. I stedet for de psykologiske faktorer fokuserer forskningen derfor på livsstil, siger han og henviser til et stort europæisk studie med 500.000 deltagere, der undersøgte, om en kost med mange grøntsager virker på kræftsygdom.
Det virker ganske godt mod hjerte-kar-sygdom og sukkersyge, men ikke mod kræft. I 1960erne og 70erne troede man, at kosten spillede en stor rolle for udviklingen af tarmkræft. I dag kan man ikke sige, at der er bevis for det. Det, som der er bevis for, er, at tobak, alkohol, røntgenstråling, asbest og opløsningsmidler kan være kræftfremkaldende, siger Christoffer Johansen.
Han nævner endnu en modspiller i kampen for at aflive myter om årsager til sygdom faktisk en lang række i form af titler på kendte danske dame- og motionsblade.
De har hver uge fire til otte sider med en blanding af læger og andre fageksperter, der udtaler sig om alt det, som jeg siger ikke spiller en rolle for udviklingen af sygdom. Det kan jeg ikke hamle op med!
Professor, dr.med. Bobby Zachariae, Onkologisk afdeling på Aarhus Universitetshospital og Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet, peger på, at mennesker har forskellige forklaringer på årsager, som de forestiller sig ligger til grund for deres sygdom. Bliver brystkræftpatienter spurgt, vil nogle svare psykisk stress, andre at det er tilfældigt, mens andre nævner arvelige forhold eller miljøfaktorer som miljøgifte.
Selv om der er meget begrænset dokumentation for, at stress i sig selv er en direkte årsag til kræft, er det alligevel en forklaring, som en tredjedel til næsten halvdelen af brystkræftpatienter i forskellige undersøgelser peger på som den vigtigste årsag til deres sygdom. Når mennesker vælger en sådan forklaring, kan det blandt andet skyldes, at denne forklaring er attraktiv. Stress skyldes således forhold, som er principielt påvirkelige, og derfor kan denne forklaring give patienterne en oplevelse af at have en grad af kontrol og indflydelse ikke mindst over det videre sygdomsforløb. Det samme gælder forhold som kost, alkohol, rygning og motion, og mange patienter forsøger at gennemføre en sundere livsstil og opsøger alternativ behandling, siger Bobby Zachariae og tilføjer:
Mens dette kan give mennesker en oplevelse af kontrol, som for mange er forbundet med en bedre evne til at håndtere belastende livs-omstændigheder, så er det ikke uden potentielle omkostninger. Det kan således være ekstra belastende, hvis man, selv om man har levet sundt, alligevel bliver syg eller får tilbagefald af sygdommen.
Det er lektor og forsker Tove Kruse, Roskilde Universitet, enig i. Hun ser både en positiv og en destruktiv side ved det moderne menneskes måde at forholde sig til alvorlig sygdom på.
Den positive variant er, at hvis man ser sig selv som en del af problemet, er man også selv en del af løsningen. Så kan det være, at man lægger livsstilen om, går ned i arbejdstid, dyrker mere motion og så videre, og dermed bliver der lukket op for et produktivt handlerum. Måske får man det fysisk bedre, kan bedre klare for eksempel kræftbehandlingen og får også et større mentalt overskud. Og det er der noget godt og produktivt ved.
Men man balancerer på en knivsæg. At være en del af problemet og dermed en del af løsningen kan være positivt, men hvis man mener, at det er ens egen skyld, at man er blevet syg, bliver det farligt. For hvad nu hvis sygdommen bliver kronisk, eller man bliver syg igen? Så ligger man, som man har redt. Det er den meget brutale og ubarmhjertige konsekvens af nutidens psykologisering og livsstilsopfattelse af alle sygdomme. Det er en stor fare. Så er du helt lukket inde i din egen individuelle uformåenhed, for så bliver der lagt et ubarmhjertigt ansvar over på den syge, der er en dobbelt fiasko, der både er blevet syg og ikke kan gøre sig selv rask, siger Tove Kruse.
Hun ser ikke tegn på, at den fremherskende idé om, at sygdom er straf for en eller anden form for synd, vil forsvinde.
Det skulle undre mig meget, for der er en årtusind-lang tradition for den fortolkning af sygdom. Spørgsmålet er, om fremskridtene inden for genteknologien vil mindske forestillingen om, at sygdom er ens egen skyld, eller om de vil lægge et yderligere pres på den enkelte, at man nu er bekendt med sine genetiske dispositioner. For så bør man vel også tage sine forholdsregler?
Tilbage til livsstilsekspert Christine Feldthaus, der spørger om, hvor originaliteten skal komme fra, hvis alle skal leve i et Excel-ark, hvor fedtprocent, konditionstal, kostindtag og så videre skal skrives ind, og alting skal måles og vejes.
Kroppen er blevet et tempel, og at leve sundt er blevet den nye religion. Og sat på spidsen er det blevet sådan, at har man ikke templet i orden og er for eksempel lidt for fed, er det mangel på kontrol, og det er ikke efterspurgt i samfundet lige nu, hvor parolen er, at enhver er sin egen lykkes smed.
Jeg ønsker ikke at indtage Kim Larsen-standpunktet om at puste røg op i ansigtet på stakkels mennesker, men jeg ønsker at tage mit eget valg. Hvis jeg en dag tjekker ind på sygehuset, og hvis jeg ryger, bliver jeg så sendt hjem, fordi jeg har været ulydig? Vi er på vej derhen, siger Christine Feldthaus og tilføjer:
Der er noget meget ubehageligt og meget lidt næstekærligt over den der pegefingermoral.