»Det skulle være så godt, og så er det faktisk skidt.«
I dag ville han være gået i terapi og have fået stillet diagnosen: midtvejskrise. Ham Larsen fra Kjeld Abels sang, der havde »tænkt sig så mangt og så meget«, men som måtte sande, at det kun blev til »to værelser med kammer, og en cykel og en bus, når det var regn«.
Hos terapeuten ville han få at vide, at hans problem med at få ungdommens drømme til at leve op til virkelighedens barske realiteter er meget almindeligt. Netop de 35-45-årige er i klart overtal på briksene, hvor de får hjælp til at komme igennem den første egentlige livskrise og forsone sig med, at livet blev meget anderledes, end de havde drømt om. Midtvejs- eller 40-års-krisen bliver den kaldt.
Analytikeren Jytte Grønkjær, der har holdt »midtvejskrise-kurser« i over 20 år, beskriver krisen som et »syndefald«. For som Adam og Eva, der, da de blev smidt ud af Paradiset, måtte slide i deres ansigts sved, er der også dømt personligt slid, hvis man skal arbejde sig ud af en midtvejskrise. Og for at opnå nåden, er man i hvert fald nødt til at konfrontere sig ærligt med de drømme og forestillinger, man slæber rundt på, mener hun.
- Man kan være tilfreds med den position, som man formåede at tage sig, eller man kan være utilfreds og føle sig snydt. Og hvis man føler sig snydt, er man nødt til at tage konflikten op og se, om ens forventninger har været realistiske, siger Jytte Grønkjær.
Måske havde Larsen slet ikke den vilje og det mod, der skulle til for at rykke opad? Måske var det tilfældigheder og »chefens nevøer«, der spændte ben for ham? Måske ville Larsen have haft det lettere i dag, hvor karriere ikke defineres så snævert som tidligere, men i højere grad er et spørgsmål om personlig fortolkning? Det mener Henrik Holt Larsen, professor i personaleforhold på Handelshøjskolen i København.
- Skoen trykker, hvis man bruger det traditionelle karrierebegreb, hvor det kun handler om at komme opad mod toppen og det større ledelsesansvar. Så er der ikke et liv efter de 40, og der er alle skift, som ikke går direkte opad, men måske til siden eller tilbage kun at betragte som fiaskoer. Ser man lidt bredere på karrierebegrebet og definerer det som »den mening, man selv tillægger kæden af oplevelser i sit liv«, så bliver kikkertsigtet ikke så snævert, og så risikerer man ikke på samme måde at falde igennem, siger Henrik Holt Larsen.
Men det er det, der sker, når man er sådan cirka midtvejs i livet. Pludselig synes man ikke, at ens liv er noget værd, og faktisk burde der oprettes skoler til de 40-årige, mener Pia Skogemann, der er jungiansk psykoanalytiker.
- Det er den første store krise, man oplever i sit liv. Det er, som om der sker noget, som ikke har været der før. Det går op for en, at man ikke er lavet færdig som 40-årig. Man føler, at der mangler noget, oplever en tomhed og en meningsløshed og begynder på det, jeg vil karakterisere som en »indadskuen«. Før i tiden havde kirken den funktion, at den var åndelig vejleder og opdrager i forhold til livsafslutningen, men det har den ikke længere, og hvad gør man så, når spørgsmålene dukker op, siger Pia Skogemann.
Hvad det er, der kendetegner netop de 35-45-åriges livssituation, er svært at finde svar på. Gruppen figurerer ikke i nogle statistikker og er heller ikke interessant nok til at indgå i sociologiske undersøgelser af den simple årsag, at de - bare arbejder.
- Der er tale om en tung gruppe med en enorm arbejdskapacitet og indflydelse og en efterhånden stor erfaring. Nogle har fundet deres rette hylde, andre har lyst til at skifte job, og som 40-årige har de stadig mulighederne. Først omkring de 45 begynder fjorden at fryse til. Og hvis man har været vant til at komme frem ved at skifte job, så er det lidt af et chok at opdage, at man pludselig ikke bliver kaldt til samtale. Mulighederne begynder at blive indsnævrede, og det konfronterer en med, at man faktisk ikke er udødelig. Fremover bliver det sværere at vælge, om man tør slippe sin position og sit faste job og søge nye udfordringer, siger Jesper Wegens, seniorforsker på Videnscenter på Ældreområdet.
På Jytte Grønkjærs modul »Midtvejskrisen« på Folkeuniversitetet i Århus sidder - ikke særligt overraskende - mænd og kvinder mellem 35 og 45 år. De er samfundsborgere i deres bedste alder. Færdiguddannede, med gode stillinger og har halvstore og selvhjulpne børn, som ikke kræver deres fulde opmærksomhed længere.
I virkeligheden har de netop nu alle forudsætninger for at have det godt, og overskuddet er der også, men med det dukker de problemer op, som hidtil har været druknet i det daglige forsøg på at få hverdagene, indkøb, børn og arbejde, til at fungere, forklarer Jytte Grønkjær.
- Der bliver pludselig tid til at kigge på sig selv og sit liv, og de erfaringer, man har fået sig, begynder at fylde på hylderne. Tidligere har man sagt, »det hændte mig bare«, uden at skænke begivenheder i sit liv større eftertanke. Nu er man nødt til at sige til sig selv, at sådan har man altså fået lagt sit liv til rette, hvad enten man har villet det eller ej, siger Jytte Grønkjær.
Som ung har vi haft travlt med at tilpasse os samfundets og andre menneskers normer. Det er »dem«, som er autoriteten i ens liv. Men på et tidspunkt går det op for en, at det ikke er de andre, der forhindrer en i at realisere sine drømme. Det er den erkendelse, Jytte Grønkjær sammenligner med et syndefald.
- Vi taber vores uskyld, når vi får øjnene op for, at vi selv har et valg og et ansvar for at realisere de muligheder, vi har. Hidtil har vi gjort det, vi troede, at andre ville have, men nu er vi nødt til at give afkald på andres accept og påtage os autoriteten for vores eget liv.
Midtvejskrisen starter snigende med, at man føler sig trist, bliver rastløs og har det svært med weekender og ferier. Hver gang man sætter sig op til et eller andet, bliver man skuffet. Man kan føle angst og have en fornemmelse af, at jorden brænder under en. Men smerterne kan også blive fysiske. Ondt i ryggen, hovedpine og myoser skyldes ikke altid kun dårlige arbejdsstillinger, mener Jytte Grønkjær. Nogle vælger så den udvej, at blive hypokonder, men hvis man ikke har lyst til det, er man nødt til at se, hvor det i virkeligheden gør ondt.
- Det er forbundet med en angst at give afkald på uskylden og gøre ting, som omverdenen ikke er begejstret for. Har man ikke haft modet til at overvinde angsten for at træde i karakter, måske på grund af hensynet til sin familie, så får man nemt et utilfredsstillende liv, hvor man skal have indhold fra andre.
Det gør ondt, men afskeden med det barnlige og uspolerede er ikke til at komme uden om, hvis man vil have et godt liv i den halvdel, der er tilbage. Klamrer man sig til barnligheden, skyldes det, at man ikke ønsker, at man skal til at investere dybere følelser i andre, mener Jytte Back Grønkjær.
Midtvejskrisen falder ofte sammen med drastiske skift i livet. Det kan være en skilsmisse, en ny partner, et nyt job eller en efternøler. Hvad der udløser hvad, kan være svært at afgøre, men kendetegnende er en følelse af tomhed og et påtrængende behov for, at der skal ske noget.
- Man er smidt ud af paradisets have og står nøgen uden Gud til at redde en. Man må og kan selv, og hvis det lykkes, er det meget tilfredsstillende. Men nåden er der også, og derfor oplever vi, at vi kommer længere, end vi havde regnet med. En religiøs oplevelse kan ikke undgå at indfinde sig midtvejs i livet. Vi forsøger at finde en personlig etik og en mening med livet, som er forankret i nogle større religiøse værdier.
- Men ligesom vi som små børn har en naturlig oplevelse af, at der er mere mellem himmel og jord, handler det om i 35- til 45- års-alderen at finde ind i sin egen religiøsitet og det livsfundament, man føler sig forpligtet på i forhold til sig selv og andre. Først er man er nødt til at have en fornemmelse af, hvem man er, og dernæst kommer en erkendelse af, at man har brug for andre mennesker at have et kvalificeret samliv med. Vi begynder at opleve angsten for døden og for, at der skal ske os selv og vores familie noget, og samtidig føler vi, at vi har et behov for at høre til i andet end vores lille kernefamilie. At blive forankret i et fællesskab, der har en religiøs dimension, er det nye ved livet i den sidste halvdel, siger Jytte Back Grønkjær
Pia Skogemann, der er jungiansk analytiker, kigger også sammen med sine klienter på de åndelige spørgsmål i tilværelsen.
- Jeg gør ikke terapien religiøs, men vi drøfter religiøse spørgsmål som livet efter døden, og hvor grænsen for ansvarligheden går, og om der er andet end mig, som er styrende i mit liv. Midtvejskrisen er den første store krise i vores voksne liv, og når folk sætter sig i stolen hos mig, er det, fordi de er søgende. Oftest er deres problemer diffuse. Der kan være tale om en ydre årsag som en skilsmisse eller et dødsfald eller alle mulige andre ting, men det væsentlige er, at der er indre årsager til, at de pludselig føler behov for at tage tingene op til revision. Og det, der er i vejen, bliver ved med at være der. Af erfaring ved man, at det ikke nytter at skubbe ubehaget væk, siger Pia Skogemann.
Indeni er man ikke tilfreds med den person, man er, og signalerne på denne utilfredshed kommer fra »det ubevidste«. Man er nødt til at tage dem alvorligt for at komme videre, mener Pia Skogemann.
- Ifølge Jung skal det enkelte menneske blive sig selv eller den person, det i virkeligheden er. Det er det, han kalder »individuation«. For at tilpasse os socialt til arbejdsmarkedet og samfundets krav og normer har vi undertrykt og tilsidesat dele af os selv og opbygget en maske, det, som Jung kalder »personaen«. Det er den, vi viser verden, og bag masken skjuler vi vores sande natur eller det, som Jung kalder »selvet«. Og jo mere ensidigt, vi har udviklet os, jo større fare er der for, at vi ryger ud i en krise, siger Pia Skogemann.
»Livsvendingen« kaldte den schweiziske psykoanalytiker Jung det punkt, man når midt i livet, hvor man stopper op og ser tilbage på det, man skridt for skridt har bygget op, og frem på den sidste halvdel, som ligger forude med døden som det endegyldige punktum for rejsen.
Går man ud fra en gammel opfattelse af livet som en bue, hvor vi bevæger os gennem de forskellige livsaldre - barndom, ungdom, voksenliv og alderdom - så var opfattelsen tidligere, at man som 40-årig var nået så langt og højt, som man kunne, fortæller Pia Skogemann.
- Det er tanken om, at vi først kravler møjsommeligt op, vokser, udvikler os og bliver gode samfundsborgere, som stifter familie, hvorefter vi tvinges til den langsomme nedstigning og kravler ud af livet som gamle og krumbøjede. Og tidligere gik det altså ned ad bakke resten af vejen, når man havde rundet de 40, men sådan ser forløbet ikke ud i dag. Toppen af buen er blevet mere langstrakt, og mange laver ændringer i deres liv, netop når de når midten. De skifter job, partnere eller begynder måske helt forfra på en ny uddannelse, siger Pia Skogemann.
- Jo mindre vi tænker over, hvordan vi har det, og om vi er tilfredse med det liv, vi har, jo mere risikerer livsvendingen at ramme os i nakken. Det, der sker, er, at der på et tidspunkt bliver et stort misforhold mellem ydre og indre. Hvis man f.eks. totalt har forsømt sit følelsesliv, og konen en dag kommer hjem og siger, at hun vil skilles, får man et chok.
I stedet for en bue bruger Jytte Grønkjær »broen« som et billede på det sted, vi står midt i livet.
- Hvis vi forestiller os livet som en landevej, vi går ud ad, så befinder vi os i midten af vores liv pludselig på en bro. Hvis vi fortsætter, kan vi ikke gå tilbage igen, og går vi tilbage, kommer vi ikke over broen. Beslutningen er alvorlig, fordi vi som 40-årige er klar over, at livet kan være slut i morgen, og at der er konsekvenser af vores valg. Vi kan ikke, som da vi var unge, lige vente med at beslutte os til en anden dag. Hvis vi vil over på den anden side, er vi nødt til at skabe et nyt liv, som har en meget anderledes kvalitet og forpligtelse end vores hidtidige liv, siger Jytte Grønkjær.
Men det er ikke alle, der tør gå hele vejen. Nogle vender rundt på midten af broen og går tilbage igen, og nogle bliver stående med et ben i hver lejr. Det er ikke løsninger, Jytte Grønkjær vil anbefale.
- Hvis man både vil og ikke vil, udskyder man beslutningen og kan ikke være helhjertet til stede nogen af stederne. Mange vælger at leve i uskylden og tør ikke give slip på barnligheden og har hele tiden en bagdør stående åben. Mange undskylder sig med et »hvem har sagt, at vi skal være lykkelige«, og slår sig til tåls.
- Men at være lykkelig er at blive udfordret lige til yderkanten af, hvad man kan klare. Ellers stagnerer man, og hvorfor lade sig nøje med det. Går man ud ad broen, er det med bevidstheden om at skabe sig et liv så godt, som man kan med de fejl og mangler, man nu indeholder. Kun ved at træffe et aktivt valg undslipper man bitterheden, siger Jytte Grønkjær.
Og en skæbne som Larsen i sangen, »som man ikke kan få til at vågne op«. Men hvordan livet flasker sig, er ikke kun op til en selv, mener Jesper Wegens fra Videnscenter på Ældreområdet.
- Som mennesker fødes vi også ind i en bestemt tidsånd og nogle bestemte begivenheder. Om der er krig, overflod eller arbejdsløshed spiller også en rolle for, hvordan det går os videre i livet. Gerontologer plejer at sige, at man for at karakterisere en generation skal kigge på de begivenheder, der falder omkring 20-års-alderen. Det er den alder, hvor vi er på vej ud i verden og skal vælge erhverv, og hvordan verden byder en velkommen, er også afgørende. At sige, at vi er underlagt nogle samfundsforhold og det, man kunne kalde »anonyme velviljer«, er modstykket til udsagn om, at »alt er muligt«, og du er »din egen lykkes smed«, siger Jesper Wegens.
livogsjaelkristeligt-dagblad.dk