Sådan slipper vi bekymringerne

Læsernes skriver Sidste signatur handlede om at slippe bekymringerne. Her er læsernes bedste råd

Sol, solen, solskin, blå himmel
Sol, solen, solskin, blå himmel.

Hvordan undgår du bekymringer?

Det spørgsmål stiller journalist Kim Schou i sidste fredags 'signatur', og flere læsere har reageret.

5 gode spørgsmål
Iee Christensen fra Gråsten skrev et to sider langt brev om hvordan, bekymringer påvirker hende, og hvad hun gør ved dem. Her er et uddrag med hendes bedste råd:

"Selv om jeg er fantastisk god til at se det lyse, se solskinnet, se blomsterne, opleve små og store givende ting i min dag, tro på det gode med videre, så ligger bekymringen og selvbebrejdelserne og lurer og slår til, hvis jeg ikke er bevidst om at tage imod dem", skriver hun og fortsætter:

"Når jeg bliver overmandet af en opgave som er negativ (en bekymring), gør jeg sådan:

Jeg tager den håndgribeligt i begge hænder , ser på den som på et billede jeg holder foran mig i mine hænder - og spørger mig selv:

1. "Er dette her noget jeg bør bekymre mig om?

2. Er denne bekymring møntet på mig ?

3. "Er denne bekymring noget jeg kan bruge positivt til at lære noget af?

4. Er denne bekymring noget jeg skal tage mig af nu?

5. Kan jeg konstruktivt bruge denne 'opgave' ? Og hvis jeg kan, bliver den brugbar for mig til en opgave der vil fylde positivt i mig. Det er helt op til mig, hvad og hvornår jeg skal bruge eller ikke bruge denne givne opgave.

"Men større er dog Gud"

Cathrine skriver:

"Måske er dette ikke så meget selvbebrejdelser, som dette at livet til tider kan være tungt. Så gælder det om at komme op igen, og til det bruger jeg ofte et salmevers. Jeg hører til den generation, der har lært salmevers i skole, kirke og hjem."

Og så kommer hun med en tekst fra Salmebogen (nummer 634):

"Du ved det nok mit hjerte, du ved at Gud er stor, men stor er og hans fjende, så tit du det erfor.
Velan, så får du kæmpe og tro trods fald og brud, at stor er vel Guds fjende, men større er dog Gud"

Brug kræfterne rigtigt

Jens Ravn-Olesen, tidligere politisk redaktør på Kristeligt Dagblad, er blandt dem, der har reageret. Han skriver:

"Min gamle bedstefar, jysk husmand, der blev over 80 år, levede i små kår, men med overskud og livsmod. Det bedste råd, jeg nogensinde har fået, var hans. Han sagde nemlig altid, at man skal lade være med at ærgre sig over ting, man ikke kan ændre på, men i stedet bruge kræfterne til at gøre noget ved det, man kan."

Slip bekymringerne

Og Lise Simonsen fra Vordingborg skriver ind med et bog-tip:

"Jeg vil gerne give mit bidrag til hvorledes jeg prøver at slippe mine bekymringer. Jeg har købt og læst bogen: "Slip bekymringerne - gør op med lykkens værste fjende" af Irene Henriette Oestrich. Den giver præcise anvisninger på hvorledes overdrevne bekymringer stjæler livsglæden. Den giver også anvisninger på øvelser og teknikker således, at man kan skabe optimal trivsel."

Kender du følelsen?

I signaturen sidste fredag skriver Kim Schou blandt andet:

"Jeg burde give blomster til konen noget oftere, ringe til mine forældre og bedsteforældre tiere. Og læse flere kloge bøger, færre blogs og tegneserier og skrive meget mere på den bog, jeg drømmer om.

Kender du følelsen?

Der er så meget. Galt med mig, dig, os alle. Hvis vi skal tro, hvad vi læser. Alligevel er jeg sådan set ret godt tilfreds."

Og så kommer han med tre gode fif til at slå bekymringer og selvbebrejdelser i jorden. Dem kan du læse her.