Engang var der et legehus i vores have. Men jeg legede aldrig i det, for det var fuldt af edderkopper. Araknofobi – angst for edderkopper – må være nedlagt i generne, for jeg havde ikke haft farlige oplevelser med dyret, før en dreng på besøg pegede på mig og sagde: "Der kravler en edderkop på dig!" Ja, ja, den er god med dig, tænkte jeg, men vræl! En stor sort, lodden én sad ganske rigtigt på trøjen af mig.
Nu bor jeg i et hus med edderkopper. Og så er vi fremme ved søndagsmassakren. Søndag er nemlig ofte den dag i ugen, hvor jeg synder mod flere af Bibelens bud. Jeg holder ikke hviledagen hellig, og jeg slår ihjel.
Rædslen for edderkopper har med årene dæmpet sig, så længe det ikke er behårede krabater som dem, der for nogle år siden havde det med at gemme sig i gardinerne. En sen nattetime forfulgte en af dem mig ud på badeværelset. I et hop, der kunne kandidere til deltagelse i OL i længdespring, landede jeg i ægtesengen med et hyl: "Der løber en edderkop efter mig!"
De sorte monstre er blevet afløst af en langbenet, ja næsten elegant art af edderkopperacen - spindler i folkemunde. Den findes i små bitte næsten gennemsigtige gestalter, der piler af sted, hvis de bliver forstyrret, til et væsen med en krop på størrelse med et knappenålshoved, hvorfra de før omtalte stankelben udgår.
Man må lade dem, at de er produktive ved spinderokken, eller hvordan det nu foregår, når edderkopper producerer deres netværk til indfangning af bytte. Uanset hvilke anstrengelser man udfolder for at holde spinderiet nede, er der altid mere, hvor det kommer fra.
I hjørner og dørkarme, under borde og stole - prøv selv en dag at vende sofaen på hovedet og se, hvilket edderkoppeparadis, der trives dér – i radiatorer og lamper hænger de og deres spind og gør ikke en kat fortræd. Men man skal være over dem, ellers udarter det.
Så kan det, som det skete efter en lang mørk vinter, blive til et flere meter bredt levende gardin af edderkoppe-kniplinger, der hænger og duver fra loftet og ned ad en væg i farven grå.
Jeg mener som den internationale dyreorganisation WSPA, at dyr også kan lide og føle smerte, og at vi skal være gode ved dem. Jeg slår helst ikke fluer ihjel og kører udenom, når jeg møder en dræbersnegl på cykelstien. "Edderkopper er, hvor der er godt at være", hedder det. Men mit hjem skal ikke ligne en kulisse til en horrorfilm. Og som husmor sætter jeg en ære i, at der er rent og pænt – også når der ikke kommer gæster.
Så om søndagen bliver jeg til mutter med støvsuger og spand. Nidkært lader jeg både spind og spindlere forsvinde ind i slangens sug. Det er et arbejde, der giver sved på panden. Efter veludført ugerning nyder jeg ikke uden anger de nu spindelvævsfri rum og duften af miljøvenlig gulvsæbe.
Men min jagt på edderkopperne er ikke bare ond, men også dum. Den art, der huserer hjemme hos mig, hedder mejeredderkop og lever, viser det sig efter et leksikonopslag, gerne af andre og i mine øjne mere skræmmende artsfæller. Måske jeg skal lade dem være i fred.