Biskoppen fortæller også om barndommens alvor i Thyborøn, om Gud som glædesfyldt overraskelse, om ubehaget, når homoseksuelle dømmes ude, om familiesammenholdet, kærligheden og smerten over, at dén, man holder allermest af, skal have det så hårdt.
Vi skal ikke sidde i biskoppens kontor. Èn af hans døtre er hjemme i Hasseris ved Aalborg et par dage med to små børn, og familien hygger sig ved kontorets sofagruppe og det lave runde bord med alle børnebøgerne.
– Jeg er altid spændt på, hvilke bøger, de foretrækker. Dén her for eksempel, siger han og peger på "Hvad Gud skabte", en aktivitetsbog for små børn, oversat fra engelsk om den vidunderlige verden, Gud har skabt. Den greb Lucca på to år ud efter, da jeg spurgte, hvad hun helst ville have, vi skulle læse. Det må da være den fineste anmeldelse, man kan ønske sig, ler Søren Lodberg Hvas. Han brænder stadig for god kristendomsundervisning, små fire årtier efter at han, som den første herhjemme, skrev ph.d.-afhandling om religionspædagogik.
Og så han begynder at gå ned mod en stue i den fjerneste ende af bispegården, hvor der er sat frem til kaffe og kage.
Men gæsten skal lige nå at kigge nærmere på et spændende trækrucifiks, der hænger på den ene kontorvæg. En stor figur med en hane over Jesu hoved, som symbol på opstandelsen. Krucifikset og glasskulpturen ved siden af, begge udført af Niels Helledie, er ikke venligst udlånt til embedsboligen af Ny Carlsbergfondet, men ligesom de fleste andre af hjemmets kunstværker anskaffet med stor begejstring af biskoppen selv og hans familie.
På vej ned gennem huset fortæller biskoppen, at han selvfølgelig genner børnene ud af sit kontor, når han skal koncentrere sig særlig meget. Men som regel lader han døren stå åben, så han kan høre dem alligevel, det kan han godt lide, siger han.
Det er svært ikke at lade sig distrahere af al den nye, danske kunst på væggene, Albert Bertelsen, Kaj K. Nørkjær, Mogens Leander, Adi Holzer, Øssur Mohr, Esben Hanefelt Kirstensen, og værten må stoppe op for at besvare spørgsmål om et billede af en kirkebygning, som leder tanken hen på et skib i voldsom storm på havet. "Men læg mærke til, at det ikke går ned," havde kunstneren, Kaj K. Nørkjær sagt til Hvas.
Da vi har sat os, spørger jeg til portrætmaleriet over hans skrivebord af en ung, lys pige.
– Det forestiller Alice som 19-årig. Billedet er malet af den vestjyske kunstner Hans Brygge på foranledning af Alices forældre.
– Vi er begge født og opvokset i Thyborøn og byttede Richs-mærker og legede sammen. Jeg syntes, hun var noget af det sødeste og mest charmerende, og vi forelskede os i hinanden, da jeg var omkring 11 og hun 9. Forelskelse kan være en alvorlig sag i dén alder, det ved alle, der kan huske deres barndom.
– Så blev vi ældre, kom fra hinanden, fik andre kammerater, og i de tre år, jeg var på kostskole på Vestjysk Gymnasium i Tarm, talte vi ikke sammen. Men jeg tænkte stadig på hende. Og da jeg kom hjem som student, faldt vi for hinanden sankthansaften på stranden ved Thyborøn og giftede os i marts 1964. Hun var 22 og jeg 24.
Søren Lodberg Hvas siger, at hans livs største vendepunkt var mødet med Alice.
Egentlig foretrækker han at tale om skelsættende begivenheder, for når han ser tilbage over sit livsforløb, synes han ikke, tilværelsen pludselig har skiftet retning. Snarere føler han, at hans liv på mange måder har været "lagt til rette", som hans gamle far ville sige. Det kan man først se eller skimte i tilbageblikket.
– At jeg blev gift med hende! Hun er stadig underet i mit liv. Det er på grund af hende, jeg synes, at jeg har haft og stadig har et rigt liv. Siden er der kommet fire børn og otte børnebørn til. Men det er hendes og min kærlighed, det hele begyndte med.
– I dag oplever vi den rigdom, som et stærkt og nært familiesammenhold giver os. Jeg er biskop for danske udlandsmenigheder, og Alice og jeg har rejst meget sammen, til fjerne egne som Australien, Argentina og Canada, til danske menigheder rundt i Europa og til Dansk Kirke i Sydslesvig. Men det er hverdagsglæden herhjemme – eller i vores fritidshus i Husby i Vestjylland, hvor der er stilhed, stor natur, himmel og hav – jeg sætter mest pris på. Dén, hvor vi er tæt ved hinanden i det daglige. I vores indbyrdes forhold har vi altid lagt vægt på at have hver vores arbejdscirkler med alt, hvad det fører med sig. Måske derfor har der været ekstra glæde ved det fælles. Heldigvis ser vi mere til hinanden nu, fordi Alice er gået på efterløn, siger Søren Lodberg Hvas.
De to har også været igennem hårde tider. I 1984, som 42-årig, blev hun alvorligt syg af kræft med operation og langvarig efterbehandling, og i 1991 vendte sygdommen tilbage, og igen i 2005.
– Det har været en rystelse i vores og børnenes tilværelse. Samtidig en erfaring af, at ved menneskers og Guds hjælp – det ene kan ikke skilles fra det andet – er vi kommet igennem. Jeg beundrer Alice for den sjælsstyrke og værdighed, hun har mødt sygdommen med. Da hun lå allermest syg anden gang på Odense Universitetshospital, og barometret stod lavt, og jeg var parat til at droppe alt andet og blive hos hende, sagde hun: "Nu tar' du hjem og gør det godt – og så ligger jeg her og bli'r rask". Ved bispevielsen 15. december 1991 kom hun hjem i ambulance, så hun kunne være i nærheden af mig og børnene, og blev fløjet tilbage til sygehuset næste dag. Jeg ved godt, hvad Kingo taler om, når han siger, at "sorrig og glæde de vandre til hobe".
– Jeg har hverken følt vrede eller bitterhed over for Gud, kun smerte over, at dén, jeg holder allermest af, skal have det så hårdt, og jeg har måttet bede Gud om styrke og mod til at klare det.
– Som præst har jeg altid syntes, det var vigtigt at hjælpe folk til at lægge spørgsmålet "hvorfor?" fra sig. Jeg vil hellere tale om at prøve at finde fred i troen på, at uanset hvor vildt og forfærdeligt, stormene raser, er vi holdt fast i en kærlighed, der ikke slipper. Gennem årene har jeg set, hvordan al den forbandede snak om, at bare vi tænker positivt, bliver vi ikke syge, sender syge ud i et helvede af selvbebrejdelser.
– For mig består det kristne håb i, at døden ikke har den endelige magt over os. At når vi dør, forsvinder vi ikke i en bundløs tomhed, men hører stadig Gud til som hans elskede børn. Vi ved ikke hvordan livet efter døden ser ud. Men jeg kan ikke forestille mig et "liv", der ikke rummer fællesskab og gensyn.
– Kan du bevise al den snak om Gud og de dødes opstandelse? spørger folk så. Nej, men jeg er vis på, at der findes en virkelighed, som ligger over beviset og rækker ud over denne verden. I de mest umulige situationer, hvor vi ikke aner, hvad vi skal stille op og føler os afmægtige som slagtefår, kan vi låne ord fra Bibelen og salmebogen. Grundtvigs "Den signede dag" – om, at vi en dag skal rejse til vort fædreland, og at "dér stander en borg så prud og grand, med gammen i gyldne sale", er ikke fotografisk bevis på et liv efter døden, men livsbilleder fulde af lys og trøst. De billeder, tror jeg, er glimt fra Guds virkelighed. Evighedshåbet er ikke en flugt fra nu'et. Tværtimod giver håbet nu'et fylde og retning.
Et andet vendepunkt, eller begivenhed, der skulle få stor betydning for Søren Lodberg Hvas' kristendomsforståelse og måde at betragte tilværelsen på i det hele taget, blev optagelsen som 16-årig på Vestjysk Gymnasium i Tarm i 1956. Han blev kostelev ligesom de andre, der kom langvejs fra.
– Jeg voksede op i et hjem og på en egn, som var dybt rodfæstet i Indre Mission. Mine forældres version af vækkelsesbevægelsen var hverken dyster eller fordømmende. De lærte mig, at alvorlig kristendom og munterhed er gode følgesvende. Alligevel husker jeg en grundtone af dyb alvor fra hele min barndom. Alvoren kom vel sagtens fra den indremissionske kristendomsforståelse, hvor forholdet til Gud også kunne virke som opdragelsesmiddel. Ikke som trussel om straf, men havde man gjort noget forkert over for andre, skulle man hen at bede om forladelse. Det kunne være en tung gang.
– Den barske natur har også sat sit præg. Dér på egnen vidste man alt om, at vi har tilværelsen på usikre vilkår. At det hele når som helst kan blive taget fra os, og at der er kræfter i livet, vi på godt og ondt må bøje os for. Havets vælde en novemberdag, når det blæste med vindstyrke 11 fra nordvest ved indsejlingen til Thyborøn Kanal, har sat sig som et billede i mit sind. Det meldte sig igen, da jeg en solfyldt, blikstille aprilsdag i 2005 stod på stranden ved Khao Lak i Thailand og skulle holde mindegudstjeneste for efterladte til tsunamiens druknede.
– K.E. Løgstrups "Den etiske fordring" udkom samme år, jeg gik i 1.G. på Vestjysk Gymnasium. Rektor Aksel Arndals indtrængende gennemgang af bogen blev en horisontudvidelse uden lige for mig. På samme måde som flere af de andre læreres fordomsfri, grundtvigsk inspirerede kulturkristendom blev det, og det sjove og gode kammeratskab på stedet.
– Fra jeg kom på Vestjysk Gymnasium var det, som om mit liv fik lov at ånde friere. Jeg behøvede ikke længere balancere mellem to adskilte verdener – én, der havde med menneskelivet at gøre, og én, der havde med troslivet at gøre. Det lå i skolens ånd, at det menneskelige var integreret i det kristelige. Også hedningers liv er skabt og givet af Gud.
– Lige fra jeg var barn, har jeg reageret instinktivt mod den ejendommelige mistolkning af evangeliet, der viser sig ved, at man prøver at gøre Gud til en småtskåret pedant. Jeg har aldrig kunnet få billedet af Gud som én, der sorterer mennesker i grupper af nogle, han kan lide, og andre, han ikke kan lide, til at stemme overens med forkyndelsen af Jesu uforbeholdne accept af os alle sammen. Og jeg husker stadig ubehaget, når de voksne talte om nogle, de mente ikke rigtig "hørte med" ifølge dogmatikken, selvom det var mennesker, jeg syntes så godt om.
– Den dag i dag er min tilværelses grundstemning taknemmelighed og forundring. Alene dét, at man lever! Jeg tror på Gud, sådan som Han spejles og kommer til udtryk i Jesu liv og forkyndelse. Gud er for mig hver dag en glædesfyldt overraskelse, som overgår enhver forstand.
Dengang Søren Lodberg Hvas var barn i Thyborøn, kunne det formastelige for eksempel være at få barn som ugift og føle større trang til at takke Gud for barnet end at angre. Eller at lade sig skille, eller bande eller drikke sig fuld, læse dristige kærlighedsromaner og spille kort og danse. Homoseksualitet var en ikke-eksisterende problemstilling, selvom man godt var klar over, at der var nogle, der var anderledes.
– I dag er mange missionshuse lukkede. Men der findes stadig kristne, som mener, visse personer ikke rigtig "hører med". For eksempel de to voksne mennesker, der kun kan leve et sandt liv i indbyrdes kærlighed til hinanden som homoseksuelle. "Det er ikke dig og din homoseksualitet, vi har noget imod. Du må bare ikke blive kirkeligt viet ligesom vi andre," siger man.
– Men det er jo skønsnak! Prøv at spørge mennesker, der er udsat for synspunktet, om de føler sig indenfor eller udenfor – forstødte eller velsignede – akkurat som dem, de er. Jeg ved, at der er mennesker, som er kede af, at jeg offentligt og utilsløret har tilkendegivet min accept af et samliv i registreret partnerskab. Men det har været et samvittighedsspørgsmål for mig. Også selvom det ville have været lettere for mig at holde mund eller vige udenom.
– Kristendommen kræver af os, at vi tager evangeliets etiske fordring op hver eneste dag, og ud fra forkyndelsen af Guds kærlighed og vore synders forladelse træffer personlige, ansvarlige afgørelser. Men vi får ingen facitliste. Den frihed i evangeliet vil navnlig mange muslimer have svært ved at forstå. Her ligger en af de afgørende forskelle mellem kristendom og islam. I modsætning til kristendommen er islam en autoritær lovreligion. Jeg må indrømme, at jeg ser tilsvarende tendenser i vækkelsesforkyndelsen fra slutningen af 1800-tallet, for eksempel hos den indremissionske Harboøre-præst Carl Moe.
Som det tredje vendepunkt har han valgt bispeembedet.
Selv om han vidste en del om, hvad det indebar, han havde fulgt en biskop på nærmeste hold gennem sine 11 år som domprovst i Haderslev, var det nye administrative og teologiske ansvar, alligevel overvældende. Det var det også, med al den uvante opmærksomhed fra det kirkelige landskab og medierne. Men på intet tidspunkt har der været tale om sur pligt, kun berigende udfordringer.
– Med risiko for at lyde indbildsk, kan jeg sige, at jeg ikke selv har opsøgt de stillinger, jeg har haft. De har meldt sig som forespørgsler. Det var også på opfordring, at jeg stillede op til bispevalget i Ribe i 1979-80. Selv om jeg ikke vandt, syntes jeg bagefter, at der havde været god mening i at deltage, fordi mit kandidatur var medvirkende til, at hele spørgsmålet om kirkens undervisning og lægfolkets engagement i folkekirken kom så stærkt på plakaten. Kun én gang har jeg selv opsøgt et job. Det var som rektor og jeg fik det ikke!
– Jeg er glad for at være biskop her i Aalborg Stift og har tænkt mig at blive til jeg er 70, hvis ellers kræfterne holder. Det kræver nemlig god fysik! Foruden arbejdet på bispekontoret er jeg ustandselig på farten i min bil, til Skagen, Sydthy, Mors og så videre. I ugens løb til møder og foredrag og samtaler, og om søndagen til gudstjeneste og efterfølgende samvær. Jeg var spændt på, hvordan det ville være ikke at have sin egen menighed, sådan som jeg var vant til. Men jeg betragter hele stiftet som mit sogn og bliver glad, når man byder mig velkommen som "vores biskop".
– I dag er ingen biskopper skærmet blot i kraft af deres embede. Man bliver mødt af mennesker, der på forhånd har respekt for embedet og kærlighed til kirken. Men hvis embedsindehaveren skuffer, er der ingen kære mor. Dertil kommer, at man oppe på de kanter, hvor jeg bor, bliver totalt til grin, hvis man giver sig til at posere eller "gå på stylter" sådan åndeligt talt. Det gælder om at være sig selv, ligefremt og oprigtigt.
I dén forbindelse må jeg lige høre ham, hvad han forstår ved kristen ydmyghed?
– Det er i hver fald ikke det samme, som at krybe i et musehul og håbe, ingen får øje på én. Hvis nogen betror én en opgave, ligger der en forpligtelse i at gøre sig gældende. Har man ikke har ambitioner om at ville udrette noget, skal man lade være at tage pladsen op for andre. Den holdning tilskynder jeg unge præsteansøgere til, så godt jeg kan. Kristen ydmyghed er for mig at være bevidst om, at jeg har min tilværelse på Guds vilkår. At hver ny dag får jeg givet af Gud som gave. Ikke på grund af mine præstationer, men fordi Gud vil.
Det er tid til opbrud. Biskoppen kører mig til stationen, så jeg kan nå Intercity-Lyn tilbage til København. Børnene får frist, til han kommer tilbage, så må de finde et andet sted at lege.
Søren Lodberg Hvas
Født 1940 i et lærerhjem i Thyborøn. Cand.theol, Københavns Universitet, 1967, kandidatstipendiat ved Danmarks Lærerhøjskole 1967-70. Sognepræst i Nordby på Fanø 1970-80. Licenciat i pædagogik 1972. Sognepræst for den danske menighed ved Haderslev Domkirke, provst for Haderslev Provsti og domprovst over Haderslev Stift 1980-91. Biskop over Aalborg Stift fra 1991. Har skrevet flere undervisningsbøger om kristendom. Medlem af Salmebogskommissionen 1993-2002. Er gift med lærer Alice Hvas, parret har fire børn og otte børnebørn.
Biskop og menneske
Vi ser dem i deres flotte kåber ved højtidelige anledninger og som meningsdannere i kirkelige, etiske og eksistentielle spørgsmål. Men hvem er personerne bag bispeembederne i Danmark? Hvad har formet dem? Kristeligt Dagblad beskriver biskopperne i en serie portrætinterview, hvor de fortæller om deres liv ud fra tre vendepunkter, de selv har valgt. Tidligere interview er bragt den 24. november (Niels Henrik Arendt), den 9. december (Steen Skovsgaard), den 15. december (Jan Lindhardt), den 22. december (Elisabeth Dons Christensen), den 30. december (Kjeld Holm). Artiklerne kan læses på www.kristeligt-dagblad.dk.