Om kort tid, helt præcis den 7. marts, begynder fasten. Det betyder, at jeg har få dage tilbage, hvor jeg fortsat kan svælge i saftige kødretter, nyde den tunge vin og i særdeleshed fornøje mig med oste med forskellige tilbehør. Som en god lutheraner faster jeg nemlig. I 40 dage holder jeg mig fra brød, kød, mælkeprodukter, vin, øl og andre gode sager.
Jeg har en lillesøster, der altid er på slankekur. I mange år har hun været begejstret for Atkins-kuren, som går ud på at spise så meget kød som muligt og holde sig langt væk fra grøntsager, pasta og brød. Da Atkins døde i en alder af 72 år, og rygtet fortalte, at han var død af fedt om hjertet, droppede min søster sin kødkur.
Hun kiggede sig om efter en ny kur og fik en påskemorgen øje på mig efter 40 dages faste. Mine udhulede kinder, de slatne bukser omkring benene og nogle ribben, der nærmest kunne skimtes bag min skjorte, var den bedste anbefaling, hun kunne få. Hun besluttede sig for en kristen slankekur. Jeg gjorde hende opmærksom på, at jeg ikke fastede for at tabe mig. Men af åndelige grunde. Jeg understregede også på det stærkeste, at jeg efter fasten ønskede at finde mine tabte kilo igen. De 15 kilos vægttab var udelukkende en beklagelig bivirkning. Men sådanne bagateller var min lillesøster ligeglad med. Hun ønskede kun at kopiere, hvad jeg gjorde i fasten med hensyn til mad og drikke. Tyvstjålet fra min faste spiste hun om morgenen to grapefrugter, om middagen et stykke marineret sild med løg og om aftenen lidt grønsagssuppe eller nogle fisk med grøntsager til. Og så drak hun, ligesom jeg havde fortalt hende, at jeg gjorde, ingefærte og vand. Også mit fastemotto overtog hun: "Det hele er i det halve". En mundfuld af noget, og man havde smagsmæssigt fået det hele.
Min søster tabte sig 15 kilo på 40 dage og er siden blev en stor tilhænger af den kristne faste. Men når jeg nævner fasten, er det, fordi jeg i øjeblikket, de få dage, der er tilbage, inden den bryder ud den 7. marts, er i gang med forskellige afskedsmåltider. Sværest er det sige farvel til ostene. Et godt ostebord kræver efter min mening, at nogle klassiske krav bliver overholdt. Man skal have oste af både ko-, fåre- og gedemælk. Der skal være bløde, cremede og faste oste. Ostene bør præsentere sig i forskellige farver. Hvid, gul, rød og blå. Og endelig må de oste, man anretter, gerne have forskellige former, sådan at man har både ruller, firkanter, runde og trekanter.
Det er meget sjældent, jeg køber mine oste i supermarkedet. Ligesom film skal ses i biografen, skal oste købes hos en ostehandler, hvor man kan smage på dem, få gode råd om serveringen, høre ostenes historie og samtidig inhalere butikkens friske, rene dufte. Ud over et godt brød til osten er der ikke grænser for de mange forskellige tilbehør, man kan servere sammen med ostene. Friske frugter, æblekompot, chutney, nødder med honning og olivensalsa. Jeg har i den senere tid eksperimenteret med portersyltede svesker. Før fasten begynder, vil jeg sige farvel til mælkeprodukterne med en Mont d'Or.
En mere højtidelig afsked med oste kan man ikke tage. Osten fremstilles kun i perioden september til marts. Smagen er raffineret med antydninger af harpiks, fordi ostemassen har været anbragt i en ring af granbark. Hvorvidt de jævnlige afvaskninger af ostens overflade i saltvand under lagringen har betydning for smagen, ved jeg ikke. Men det giver osten en flot, lysebrun, bølgende overflade.