Som dreng oplevede Kurt Westergaard Himmel og Helvede i søndagsskolen. Han har set, hvordan en stærk tro kan rette op på et menneskeliv, men også, hvordan fundamentalistisk kristendom derhjemme i landsbyen satte skel og gav splid.
Som bladtegner har han mange gange spiddet den kristne kirke med sin spidse tegnepen. Det har han fået reaktioner på, men da han i 2005 tegnede profeten Muhammed med en bombe i turbanen, anede han ikke, at netop den tegning skulle sætte brand i den muslimske verden og ham selv i livsfare.
Tegningen gav ham verdensberømmelse. Den gjorde ham kendt som "Muhammedtegneren", og Kurt Westergaard blev udsat mål for militante islamister.
Nytårsdag slap han med nød og næppe med livet i behold, da en somalisk mand trængte ind i hjemmet i Viby i Århus og forsøgte at overfalde ham med en økse.
Nu er han og hustruen Gitte tilbage i huset igen, efter endnu en gang at have været nødt til at gå under jorden i en periode, og de må nu indstille sig på et liv med PET – Politiets Efterretningstjeneste – i baghaven, overvågning døgnet rundt og ledsagende livvagter.
PET-folkene er der med det samme, da vi nærmer os fordøren. I sorte frakker, diskrete og effektive. Identitet og tasker tjekkes grundigt, før vi lukkes ind i huset til den 74-årige tegner, der tager imod i entreen. Det er også her, indgangen til badeværelset, der nu tillige er indrettet til sikringsrum, befinder sig, og det var her, han nytårsdag måtte flygte ind i sikkerhed for sin overfaldsmand, som brød ind i huset ved at knuse glasset i fordøren.
- Jeg har to billeder fra den dag. Det onde billede af overfaldsmanden og det gode billede af mit femårige barnebarn, Stephanie, som bagefter sidder og snakker med en politibetjent om, hvad der er sket. Hun har fået at vide, at det er en tyv, der har været inde i huset, og den forklaring er hun helt med på, for "tyve slår glas i stykker, og det må de jo ikke".
Ved at flygte ind i sikringsrummet fulgte Kurt Westergaard præcis de anvisninger, han havde fået af PET. Alligevel er han siden blevet kritiseret for at have ladet sit barnebarn alene i stuen.
- Jeg forstår egentlig godt folks reaktion. Den historie har jo alle elementerne i sig til forargelse, men PET-folkene havde instrueret mig og sagt, at terrorister normalt ikke gør noget mod familiemedlemmer. Det viste sig jo heldigvis at passe.
Den 74-årige bladtegner sidder i sit lille arbejdsværelse og fortæller. Roligt og afslappet. Kurt Westergaard forsøger, som han har udtrykt det, ikke at lade ondskaben dominere sit liv. I hænderne vifter han med en sølvknappet stok. Den har tilhørt den danske journalist og redaktør Henrik Cavling og er en gave fra en beundrer. På væggene i værelset hænger tegninger fra hans mange år som bladtegner. Blandt andet også avissiden med Kurt Wester- gaard og 11 kollegers Muhammedtegninger.
At tegne har altid været hans drøm, men hans forældre var overbeviste om, at deres Kurt nok nærmest ville dø af sult, såfremt han forsøgte sig i faget. Derfor blev han lærer i stedet.
Kurt Westergaard er født i Himmerland og voksede op i et landsbymiljø, som på mange måder var ideelt for et barn.
- Vi kunne gå ind og ud alle steder, hos smeden og tømreren, ride på heste og så videre. Der var bare én ting, man altid skulle huske, og det var at reagere hurtigt og relevant, når man fik besked på at flytte sig.
Hos sin mor oplevede han en kristentro, der stadig står for ham som et af de smukkeste eksempler på religiøsitet.
- Hendes kristentro var enkel, næsten naiv. Gud personificerede hun som den gamle mand, der i sin himmel sørgede for, at gode mennesker kom i Paradis, og hun døde som 89-årig i den faste tro på, at hun nu skulle møde min far og sine forældre på Paradisets grønne enge. Hun døde en smuk død i sin adgangstro til Paradiset, og hendes tro viser for mig religionens stærke side. For det var en religion, der gav håb.
Mere problematisk blev hans møde med kristendommen i søndagsskolen.
- Mine forældre havde en købmandshandel, og de fundamentalistiske missionsfolk var jo også kunder, der skulle passes på, så jeg kom i søndagsskole.
Her regerede Indre Mission, og her var det så, han fik sit møde med Himmel og Helvede.
- Der blev talt meget om Gud, men lige så meget om Helvede. Jeg kan huske en dejlig sommersøndag, hvor jeg stod uden for søndagsskolen og så op i sommerhimlen og tænkte, at deroppe var Gud, og at han var rigtig langt væk, men lige nedenunder mine fødder regerede Satan. Han var til gengæld ikke ret langt væk.
Det var en barndom, regeret af gudsfrygt og djævleskræk.
- Gud og Djævelen var de to store autoriteter, og som barn var det næsten umuligt ikke at komme til at lægge sig ud med i det mindste en af dem.
Som voksen anerkender Kurt Westergaard, at religionen kan indebære store kvaliteter.
- Vi oplevede jo, at den gav mennesker moralsk rejsning. En forslidt husmand sagde til min far: "Ja, købmand, jeg ved, at jeg skylder Vorherre alt, og det vil jeg aldrig kunne betale, men dig skylder jeg 200 kroner, og dem vil jeg gerne betale nu." Husmændende tilhørte dengang den laveste socialklasse på landet, som måtte kæmpe hårdt for at klare tilværelsen.
Men der var også en bagside ved den stærke tro.
- Engang imellem føg der en vækkelsesbølge hen over sognet. Så blev der skabt nye skillelinjer og ufred. Folk kunne pludselig ikke komme sammen med hinanden mere, og de, der mente anderledes, blev fordømt.
Først i slutningen af gymnasiet kom Kurt Westergaard ud af, hvad han selv betegner som "sin religiøse traumatisering". I 3.g begyndte han at læse Kjeld Abell i tilvalgstimerne, og fik færden af kulturradikalismen.
- Det blev en ren åbenbaring. Kulturradikalismen viste jo, at der var andre måder at se tilværelsen på end ved blot at følge den religiøse autoritetstro, men autoritetstabet gjorde også tilværelsen mere forvirret. Den var ikke så enkel som tidligere, for nu kom tvivlen ind i mit liv. Den kender fundamentalisterne jo ikke, hvad enten de er kristne eller muslimer.
Kurt Westergaard arbejdede nogle år som lærer, læste siden psykologi på Københavns Universitet og blev leder af en specialskole. Det var i den periode, han for alvor begyndte at tegne, da der skulle tegnes illustrationer til bøger til de handicappede. Det blev indledning til karriereskiftet: Westergaard fik ansættelse som bladtegner på "Den Nye Demokraten", og, da den lukkede efter et halvt år, Morgenavisen Jyllands-Posten.
Sin Muhammedtegning ser han i forlængelse af dansk bladtegnings traditioner for respektløshed over for autoriteter og magthavere.
- Da jeg fik ideen, tænkte jeg på Oehlenschlagers "Aladdin", der jo fik en appelsin i turbanen, men tegningen var også præget af angrebet på World Trade Center. Efter det, følte jeg, at det var tid til at gøre op med al kulturrelativisme.
- Det er en tegning, der viser en terrorist, som bruger dele af sin religion som åndeligt sprængstof og inspiration til at slå andre mennesker ihjel, og her må jeg jo sige, at virkeligheden har givet mig ret. Modsat kan man se den som en tegning, hvor nogen har taget profeten som gidsel, men den udlægning er man desværre ikke interesseret i.
Tegningen har han blandt andet diskuteret med muslimer i USA.
- Det var skuffende at opleve intelligente muslimske studerende, som klyngede sig til den religiøse ortodoksi uden forståelse for, at ytringsfrihed er et grundvilkår for demokratiet. Det er jo det, hele denne sag drejer sig om.
Hans bedste oplevelse i USA var mødet med en ung islamisk imam, som sagde til ham, at "vi skal blive ved med at snakke sammen, og ingen af vores diskussioner skal ende i en begravelse".
Selv ser Kurt Westergaard sig i dag som ateist med en kulturkristen baggrund.
- I Bibelen læser vi, at Gud skabte mennesket i sit billede. Desværre oplever vi af og til, at mennesker skaber Gud i deres billede, og at kærligheden og medmenneskeligheden udskiftes med had. Jeg mener, at alle mennesker skal have lov til at dyrke den religion, de vil, og det er selvfølgelig også legalt at arbejde for indførelse af sharialovgivning i Danmark, bare man gør det på demokratisk vis.
På vej ud ad døren, mens vi venter på tilladelse fra PET-folkene til at forlade huset, får han spørgsmålet, som han har fået stillet mange gange: Ville han have tegnet Muhammedtegningen, hvis han havde kendt de globale konsekvenser og den pris, han og hans familie har måttet betale?
- Det er fuldstændig frugtesløst at tænke sådan, siger han. Nu er tegningen der, og den er blevet brugt af islamisterne. Hvis den ikke havde været der, havde det nok været noget andet.
Vi er nødt til at kæmpe for ytringsfriheden, fastslår Westergaard. Vil vi bevare vores værdighed som mennesker, skal vi ikke bøje nakken, fordi det er det tryggeste.
- Og at bøje nakken er jeg også for gammel og stivnakket til, siger han til afsked og smiler.
I skumringen uden for huset står en politibetjent i uniform og fryser i kulden. På vagt.