I Bent Jensens liv er der den lille glemsel og den store glemsel. Den lille glemsel er hans egen professoragtige distraktion, som blandt andet fører til, at selv om man aftaler, at interviewet skal foregå i hjemmet syd for Nyborg, sidder han alligevel på det aftalte tidspunkt og venter på sit kontor på Syddansk Universitet.
- Jeg er desværre frygtelig distræt. Det var jeg allerede som barn, og min mor plejede at sige til mig: »Bent, en dag så glemmer du dig selv«, fortæller han med et undskyldende smil, da vi småløber fra universitetets kantine og hen til hans kontor. Han har nemlig lovet at modtage en opringning fra sin russiske kone Tatjana klokken 15, og klokken er nu 15.30.
Den store glemsel i den 64-årige historieprofessors liv er imidlertid ikke hans egen, men derimod den kollektive fortrængning af de forbrydelser, som blev begået i Sovjetunionen under Lenin og Stalin. I dag udgiver han bogen »Gulag og glemsel«, som er en minutiøs gennemgang af, hvordan omvæltningerne i Sovjetunionen fra 1917 til 1953 kostede enorme menneskelige ofre.
Mens Nazi-Tysklands forbrydelser 1933-45 har været endevendt på kryds og tværs af historikere, øjenvidneberetninger og skønlitterære forfattere, har de sovjetiske forbrydelser aldrig fået tilnærmelsesvis den samme opmærksomhed i vores del af verden.
- Jeg tror, en del af forklaringen er, at Anden Verdenskrig ligger som en kolossal slagbom hen over hele det 20. århundrede. Nazismen kom som det store uhyre, og mange lande fik følgerne af nazismen at føle. Også Danmark, som jo blev besat. Efter krigen var Nazi-Tyskland totalt besejret. Sovjetunionen hørte derimod til krigens sejrherrer. Stalin kunne sole sig i succesen. Og de blodige begivenheder under borgerkrigen 1917-22 lå bagude i forhold til slagbommen, forklarer Bent Jensen.
Men en anden del af forklaringen finder han i den holdning, som fandtes hos mange intellektuelle i Vesten: At man helst ikke ville se i øjnene, hvor galt det var fat med et land, der kaldte sig selv socialistisk, hvis man selv havde socialistiske sympatier.
- Sovjetunionen havde under hele Den Kolde Krig kontrollen over den russiske virkelighed. Arkiver, presse og historieskrivning indeholdt kun det, systemet ønskede. Desuden havde man agenturer verden over i form af politiske partier, som til enhver tid så det som sin opgave at forsvare Sovjetunionen. Men også i hele det kulturradikale establishment og selv et stykke ind i den borgerlige del af offentligheden har der været en fremmedhed over for at beskæftige sig kritisk med Sovjetunionen, siger Bent Jensen.
Som eksempel nævner han den gamle højskoleforstander på Askov Jørgen Bukhdal, der tog Sovjetunionen i forsvar, fordi han var stor beundrer af Dostojevskijs forfatterskab og ud fra dette mente, at den kollektive måde at indrette samfundet på passede godt til folkesjælen hos den russiske bonde.
- Det var både en fejllæsning af Dostojevskij og af de russiske bønder. Hvis de havde været glade for kollektiviseringen af landbruget, havde det vel ikke været nødvendigt at slagte mange millioner bønder, konstaterer Bent Jensen tørt.
Hans egen interesse for russisk historie blev grundlagt, da han som værnepligtig fik mulighed for at studere russisk på Forsvarets Sprogskole. Siden gik det op for ham, at kun få historikere beskæftigede sig med russiske og slaviske forhold, og derfor fandt han det oplagt at lægge sit fokus her. I dag har han et omfattende forfatterskab bag sig, som primært handler om Sovjetunionen og om det danske syn på den store nabo i øst. Men den samlede gennemgang af Lenin- og Stalin-regimernes forbrydelser foreligger først nu.
- Det gør stort indtryk at skulle have alle de ting igennem sit eget system, for at kunne præsentere det for den brede offentlighed. Der er nok mange emner, der er sundere for helbredet, konstaterer Bent Jensen.
Han holder et gulnet fotografi op, som forestiller fyrst Lvov. En totalt nedbrudt mand med intet andet end håbløshed i øjnene. Han blev af bolsjevikkerne i 1917 gjort til et forhenværende menneske og udsat for alskens undertrykkelse uafbrudt frem til, at han i 1942 blev skudt i nakken.
- Jeg mener, det er værd at beskæftige sig med, hvad der er foregået. Hvordan mennesker blev frataget retten til at leve et normalt liv. Vi lever jo i det her forfærdeligt hyggelige lille land, som selv Anden Verdenskrig gik forholdsvis nådigt hen over. Det er, som om vi slet ikke har levet i det 20. århundrede og derfor har svært ved at forstå de ting.
- Selv har jeg også svært ved at forstå den sataniske ondskab, som fandtes hos både nazister og kommunister. Som kristen ved man, at ondskaben findes, men dens omfang kan alligevel være svær at fatte, siger Bent Jensen bedrøvet.
I tiden efter Sovjetunionens fald i 1991 er mange arkiver blevet åbnet, og adgangen til information om Sovjet-tiden er lettere. Som reaktion på de mange nye oplysninger siger mange, at de slet ikke var klar over, hvad der var foregået, fordi denne viden ikke var tilgængelig før. Dette afvises dog af Bent Jensen, som påpeger, at de væsentligste oplysninger i store træk var tilgængelige for Vestens befolkninger lige fra 1917 og frem. De blev bare afvist som løgnagtige.
Bent Jensen har altid undret sig over, at mens det anerkendes af alle andre end nogle få fanatikere at forske i nazismens forbrydelser, vækker det i vide kredse undren, når man tilsvarende vil forske i Sovjetunionen.
- Jeg er blevet kaldt koldkriger og krypto-nazist. Jeg har tilmed fået betegnelsen holocaust-benægter hæftet på mig. Det giver slet ikke mening. I så fald burde jeg jo kalde alle, der forsker i holocaust, for »Gulag-benægtere«, argumenterer Bent Jensen.
Han afviser totalt, at han skulle have sympati for nazisme. Han peger på en plakat på det lille kontor. »Mellem to diktaturer« står der på tysk og russisk. Den omtaler en udstilling i Rusland, som beskriver og sammenligner de to regimer.
- Uden rationelt at kunne forklare det, synes jeg også, at nazismen var værre end kommunismen. Den koncentrerede infami og den industrialiserede måde, jøderne blev slået ihjel på var nok alligevel værre end det sovjetiske regime, selv om dette også havde kolossalt mange ofre.
Venstreorienterede intellektuelle argumenterer gerne for, at det samfund, som blev skabt i Sovjetunionen, ikke har noget med Karl Marx' oprindelige visioner at gøre. Andre fremstiller Sovjetunionen som et projekt, der begyndte godt under Lenin, men kørte af sporet under Stalin. Det afvises af Bent Jensen:
- Sovjetunionen var en af de mulige følger af at følge Marx. I »Det kommunistiske manifest« opstiller Marx 10 punkter for opbyggelsen af en kommunistisk stat, og det er ganske let at konstatere, at disse punkter svarer meget godt til, hvad bolsjevikkerne gjorde efter revolutionen. Det er da heller ikke særlig overraskende, at de fulgte Marx' anvisninger, de var jo erklærede marxister, ikke buddhister.
Tilsvarende vurderer han, at grusomhederne under Stalin nok var værre end under Lenin, men at dette især bundede i, at kommunisterne i 1930'erne havde fået langt mere greb om magten i det store land.
- Hvis man studerer deres ytringer, finder man, at Lenin var lige så hensynsløs som Stalin. Faktisk var Stalin mere diskret, og derfor kan man ikke finde nær så kyniske og blodtørstige udtalelser, som når Lenin direkte opfordrede til at hænge præster og kulakker, siger Bent Jensen.
Kulakker var de bønder, som ikke ville indordne sig under kollektiviseringen og som derfor blev henrettet i stort tal. Faktisk var den russiske landbefolknings modstand mod Sovjetstyret så stor, at mange drømte om en udenlandsk intervention, der kunne befri dem. Uendelig må skuffelsen have været, da Tyskland i 1941 angreb Sovjetunionen for blot at behandle den russiske landbefolkning endnu mere grusomt.
Når mange i Vesten har holdt fast i, at Lenin, der døde i 1924, var god nok, hænger det ifølge historikeren sammen med, at det dermed var muligt at tro på, at socialisme kunne føre en god stat med sig, selv om Sovjetunionen tydeligvis ikke var en sådan. Bent Jensen henviser til den franske forfatter og filosof Jean-Paul Sartre, som i 1950'erne sagde: »Vi må ikke tage håbet fra det franske proletariat«.
- Det er meget karakteristisk, at man ikke har villet se virkeligheden i øjnene. At man på venstrefløjen har dæmpet sin kritik af Sovjetunionen, fordi man selv troede på at kunne skabe en socialistisk stat, der var god, human og demokratisk, siger Bent Jensen, som selv mener, at socialisme er en »fejlkonstruktion«, der umuligt kan fungere, og som kan have nogle højst farlige følger, hvis man forsøger at føre den ud i livet efter Marx' opskrift.
- Jeg anser for eksempel vores eget Socialistisk Folkeparti for et 100 procent demokratisk parti. Men konsekvenserne af i hvert fald den oprindelige socialistiske idé vil for mig at se uundgåeligt føre til antidemokrati. Ikke fordi menneskene er antidemokrater, men fordi ideen er forkert.
- Socialisme kan ikke føres ud i livet. Kun hvis alle mennesker er engle. Men hele det 20. århundredes historie har vist, at det er et meget farligt eventyr at tro, man kan planlægge et helt samfund fra oven og samtidig bevare pluralisme og frihed, erklærer Bent Jensen.