Lørdag
Allerede klokken 6.30 om morgenen er jeg tilbage på Hotel Crowne Plaza på Amager, hvor De Radikale fortsætter forhandlingerne om regeringsdannelsen og regeringsgrundlaget med S og SF. Vi har forhandlet hele ugen.
Lørdag middag er vi nået så langt, som vi nu kan nå. Jeg er overhovedet ikke klar over, hvor det vil bære hen for mit eget vedkommende, og har ingen anelse om, hvorvidt jeg er i betragtning til en ministerpost.
Om eftermiddagen tager jeg sammen med min kone, Anya, og vores tre børn op til Frydenlund i Nordsjælland for at plukke æbler. Det er supergodt, ja faktisk absurd godt vejr, og det er fedt bare at være sammen med familien. Om aftenen besøger vi nogle venner og spiser god middag hos dem. Efter lang tid med lang valgkamp og lange forhandlinger kan jeg endelig få lov at drikke lidt vin og slappe af. Åh, hvor er det godt.
Søndag
Jeg står op sammen med familien og har god tid. Anya og jeg laver brunch til ungerne med æg og det hele. Jeg har en datter på 14 og to sønner på 12 og 7 år.
Jeg får ordnet nogle praktiske ting, inden jeg om eftermiddagen skal til gruppemøde inde på Borgen. Den radikale folketingsgruppe bliver præsenteret for regeringsgrundlaget, som jeg jo kender rimelig godt på det tidspunkt. Det er godt at mærke gruppens begejstring. De er glade for resultatet.
Jeg tager hjem og løber en lang tur på 10 kilometer. Hver anden dag løber jeg mellem 7 og 10 kilometer. Det er så vigtigt for mig med de løbeture, hvor jeg kan klarehovedet og holde kroppen sund. Min familie og jeg tager ud og spiser aftensmad. Det er hyggeligt, og det er første gang i lang tid, jeg har været ude offentligt som mig selv. Folk, vi møder, er så glade, og der er mange, der hilser på og siger tillykke.
Hjemme ser vi Borgen i tv, men jeg har meget svært ved at koncentrere mig. Kort efter ringer min telefon. Jeg kan se, der står Margrethe Vestager i displayet, og det glemmer jeg aldrig. Hun spørger, om jeg vil være med på holdet som minister for kirke, ligestilling og nordiske anliggender. Jeg siger ja med det samme, selvom jeg har svært ved at snakke. Både min familie og jeg er meget glade. Fordi jeg ikke har turdet håbe på at blive minister, har jeg heller ikke spekuleret på, hvilke ministerposter jeg kunne få, men jeg synes, det er superfedt.
Om natten kan jeg overhovedet ikke sove. Jeg ved, at mit liv kommer til at ændre sig om et øjeblik.
Mandag
Vi mødes i Statsministeriet klokken ni, hvorefter jeg sammen med de andre ministre fra De Radikale cykler over til Dronningen. Der er slet ingen tvivl om, at vi skal cykle. Det er sådan, vi er. Det er meget overvældende ved Amalienborg. Der er så mange mennesker. Én fortæller mig om en pakistansk taxachauffør, der fik tårer i øjnene, da han hørte, at jeg var blevet minister. Da jeg står der hos Dronningen, går det op for mig, hvor meget vi har skrevet historie. Jeg er sikker på, at det vil gavne integrationen, at der nu kommer en minister med anden etnisk baggrund end dansk. Det er vigtigt at kunne give minoriteterne et forbillede og vigtigt, at danskerne finder ud af, at vi kan det samme uanset baggrund. Det handler om kvalifikationer.
I Kirkeministeriet giver Per Stig Møller (K) mig en salmebog ved overdragelsen, og jeg hilser på embedsfolkene. Det er meget rørende, og min bedste ven, der er præst, er med. Det er lidt sjovt, at jeg nu er hans chef. Samtidig er der i medierne debat om, at jeg var tæt på at melde mig ud af folkekirken, fordi homoseksuelle ikke kan blive viet der. Jeg meldte mig dog ikke ud, og det kommer heller ikke til at ske. Jeg er ikke kommet for at lave revolution, men jeg har nogle store ambitioner på folkekirkens vegne. Det kan man også se i regeringsgrundlaget, hvor der står, at vi vil arbejde for en mere moderne struktur i folkekirken, og for at alle medlemmer uanset deres seksuelle orientering skal kunne blive gift i kirken.
Hjemme igen er der en hel botanisk have med alle de blomster, der er kommet, og vi må låne spande og vaser hos underboen for at sætte dem i vand.
Tirsdag
Jeg sidder til Folketingets åbningsgudstjeneste med sommerfugle i maven, for det er jo mit stofområde nu. Som kirkeminister skal man sidde lidt for sig selv. Jeg møder Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, som jeg synes holder en helt forrygende prædiken, der passer godt til demokratiets festdag.
Han taler om, hvordan vi ofte kun ser virkeligheden i brudstykker, og det synes jeg er rigtigt. I forbindelse med min udnævnelse til kirkeminister har der også været nogle, som har fokuseret på bestemte brudstykker af min person. Nu er der for eksempel nogle, der vil se min dåbsattest som et bevis for, at jeg er døbt og faktisk er medlem af folkekirken. Jeg tvivler på, at de andre ministre har skullet vise deres. USAs præsident Obama oplevede noget lignende, da han tiltrådte, så nu har jeg da noget tilfælles med ham.
Jeg er født i Indien af hinduforældre, så i modsætning til de fleste andre har jeg aktivt valgt folkekirken til. Jeg tror og håber på, at der findes en Gud, og kan derfor være misundelig på mennesker med en stålsat tro på Gud. Hele mit liv har jeg været søgende og i tvivl, og det er jeg stadig.
Da Folketinget åbner, er det stort at sidde på ministerrækken. Jeg spiser frokost med biskoppen, og det er godt at mærke hans velkomst. Også Præsteforeningen tager rigtig godt imod mig og siger, at de ser mig som en del af fællesskabet.
Onsdag
Min yngste søn er skuffet over, at vi bare skal køre på ladcyklen i skole, som vi plejer. Han havde vist regnet med, at han fra nu af ville blive kørt rundt i en flot ministerbil, men sådan bliver det ikke. Mine børn har været lidt forvirrede over udnævnelsen, og den yngste har spurgt, hvorfor jeg nu skal være medister. Det er vigtigt, at jeg finder en god balance mellem familien og arbejdet. Min kone og jeg har været sammen i 15 år og er vant til at støtte hinanden og skal nok klare den, hvis vi bare husker kærligheden og de ting, der holder os sammen.
Jeg mødes til fotografering med resten af regeringen, og så er vi til statsråd hos Dronningen. Det er meget formelt. Resten af dagen her jeg masser af møder og interview, og jeg må sige nej til mange journalister, fordi der simpelthen ikke er mere tid i kalenderen. Jeg synes, det er forrygende at mærke, at der er så stor interesse omkring Kirkeministeriet. I løbet af de seneste dage er det gået op for mig, hvor stort et tabu personlig tro er i Danmark. Det er lettere at tale om sex og kønsvorter end om tro. Jeg ser gerne, at troen kommer på dagsordenen på en ny måde, så kirken også når de unge. Vi skal også have frem, hvor stor en social funktion kirken har.
Om aftenen spiser jeg pizza med familien.
Torsdag
Det er en lang dag med åbningsdebat i Folketinget. Vi møder op klokken 10.00. Forinden har jeg læst, hvad der svarer til en halv meter papir om kirken, ligestilling og nordiske anliggender. Det er tre meget forskellige områder, og med tiden må jeg finde ud af, hvordan jeg kan dele sol og vind lige. Mit mål er at løse de opgaver, der lander på mit bord.
Jeg er rundt at hilse på de forskellige ordførere, men ellers skal jeg som minister mest sidde og lytte. Det virker, som om valgkampen bare fortsætter, selvom den jo er overstået. Retorikken er hård, og oppositionen giver ikke regeringen mulighed for at komme i gang med arbejdet. Det vigtigste for mig er, at vi får skabt et bredt samarbejde. Det gælder også, når vi skal lave kommissoriet for udvalget til kirkeforfatningen. Det er vigtigt, at både fortalere og modstandere er med.
Jeg er hjemme over midnat, hvor min kone er i gang med at bage pølsehorn til vores søns 12-års fødselsdag i morgen. Jeg sætter mig ned i køkkenet og læser en bunke arbejdspapirer. Jeg er ivrig efter at komme i gang med alle opgaverne.
Fredag
Min dag begynder klokken syv med et radiointerview om regeringens plan om at give mænd tre måneders øremærket barsel.
I Kirkeministeriet har jeg en fire-fem møder og interview. Jeg har fået erstattet slik- og kagefadene med selleristænger og tørret frugt.
Over middag tager jeg ud og skyder lasergun med min søn og hans kammerater, som kommer og fejrer hans fødselsdag. De får slikposer og pølsehorn.
Jeg tager hjem og læser nogle sager og løber en tur, inden jeg møder den radikale gruppe. Det er både den gamle og den nye folketingsgruppe og alle på vores gang på Christiansborg, der mødes til middag for at fejre resultatet og alle, der har hjulpet os.
Jeg kan ikke blive hængende til festlighederne, for klokken 22.45 medvirker jeg i Lasse Rimmers comedy show Den blinde vinkel, hvor et panel kigger tilbage på ugen, der gik. Det er for mig en fantastisk mulighed for i en helt ny ramme at tale om kirken.
LÆS MERE: Tidligere kirkeministre: Sareen skal sætte sig ind i sagerne