Kære brevkasse
Da jeg var barn, læste jeg de breve, som mine forældre skrev til hinanden, da de var forlovede. Jeg læste, at min far skrev til min mor: Nu kan intet skille os ad undtagen Gud, og det vil han ikke, når han ser, hvor meget vi holder af hinanden.
Allerede da jeg var fire-fem år gammel, så jeg imidlertid, hvordan min far bankede løs på min mor, mens hun råbte, at jeg skulle kalde på vores nabo. Igennem min barndom oplevede jeg desværre flere af den slags episoder, blandt andet blev min lillebror også banket, når han ikke opførte sig godt.
Jeg husker også, at min mor sagde til mig: Hvorfor er du ikke som mig?. Min mor var mørk og slank, mens jeg var kraftigere bygget, en sportstype med lyst hår. Jeg prøvede at gøre mit bedste, men blev kritiseret, hvad end jeg gjorde.
Ret tidligt fik jeg sans for bøger og lærte mig selv at læse, inden jeg kom i skole. Den interesse delte jeg ikke med mine forældre. Jeg fik lov at komme på ungdomsskole, og det var jeg glad for. Før jeg blev konfirmeret, skrev jeg min første sang, og jeg har gennem livet skrevet mange sange. Jeg besluttede, at jeg ville være lærer, og her fik jeg viden og indblik i meget, og jeg følte mig godt tilpas. Jeg fik en god tid som lærer og sidder i dag med mange anerkendelser for mit arbejde.
LÆS OGSÅ: Et langt og godt liv på mørk baggrund
Jeg blev gift og fik børn, men jeg var klar over, at jeg ikke magtede begge dele fuldt ud. Det at være lærer var min store interesse, og det medførte, at jeg ofte svigtede mine børn. Det har jeg sagt undskyld for. Da jeg gik på pension, tog jeg flere og længerevarende kurser for at tilfredsstille min videbegærlighed, og det gav mig megen glæde.
Nu er jeg langt oppe i årene og tænker sommetider tilbage på min barndom, hvor jeg blev kritiseret meget. Jeg kunne blive meget nedtrykt dengang, som så fortog sig, men senere kom igen. Nu sidder jeg så og har de samme erfaringer igen i disse år, og så spørger jeg: Disse mørke stunder, som jeg stadig må igennem, indtil det lysner stammer de tilbage fra ubehagelighederne fra min barndom? Jeg kan lægge et program til næste dag, som jeg gerne vil igennem. Men når jeg så vågner næste morgen, kan jeg være helt nede i kælderen og må lægge alt til side.Venlig hilsen
Ella
Kære Ella
Tak for din ærlige og også tunge beretning fra dit barndoms landskab. Det er ikke underligt, hvis de oplevelser har præget dit sind. At opleve, at de, som egentlig er der for at beskytte en, udsætter hinanden og en selv for trusler, vold og nedvurderinger, gør, at utrygheden råder. Når dem, man skal stole på, ikke er til at stole på, hvem er der så? Ens verdensbillede formes jo af dem, man er sammen med, og af det, man oplever.
Det er ikke sjældent, at børn bringes til tavshed, når de oplever vold og nedvurdering. For når man ikke får den gode, trygge respons, så må man først og fremmest forsøge at passe på sig selv. Og det har du måttet gøre. Heldigvis har du haft en stor indre ressource i dit gode hoved og din store evne til at interessere dig for ny viden og litteratur. Det har været dit gode værn og din glæde, kan man forstå på det, du fortæller.
Ved at være i den verden, hvor nye perspektiver og nye horisonter åbner sig, har du fundet en dør ud til noget andet end det, du kom fra. Måske endda så meget, så det var vanskeligt også at passe alt derhjemme, som du skriver. Endelig var der nogen, som gav dig god respons og gav dig værdi som lærer og det kan man blive nødt til at holde fast i, når man har oplevet det modsatte i så rigt mål i de første mange år af sit liv.
Din længsel efter at læse og lære efter at pensionsalderen er nået, er også en gave, som du har taget vare på, og som har givet dig megen glæde. Men nu er der sikkert ikke så mange kurser og udfordringer, som kalder på dig, og der er ikke den samme daglige respons. Dermed er du i en større grad overladt til at planlægge og tilrettelægge de enkelte dage selv. Når man bliver ældre, og der ikke er helt så meget dagligt liv omkring en, så bliver der også ofte mere tid til at tænke, og desværre måske også til grublerier, og da er det ikke mærkeligt, at mørke stemninger kan dukke op. Det er jo en grundstemning, som er lagret i dig.
Gennem årene har du heldigvis både haft kræfter til og muligheder for at læse og lære og undervise, og det har hjulpet dig med at bevare modet, og det har sikkert været med til at beskytte dig. Nu er der måske lidt færre kræfter.
Måske skal du forsøge at gøre en eller flere ting i tiden fremover. Vi kender dig ikke godt nok til at vide, hvad der er bedst for dig. Men måske er der fortsat muligheder for at lære mere, for eksempel ved at tage på nogle højskoleophold eller koble dig på andre givende ting. Litteratur bliver man aldrig for gammel til. Og måske skulle du selv skrive noget mere? Om de ting, du har lært og tænker på.
Måske skulle du fortælle historien om din barndom i skriftlig form? I stedet for at bekæmpe den, så kan du fortælle om den. Du kunne skrive om dig selv i tredjeperson, som en lille pige, der skal finde sig selv i et univers af meget modstridende budskaber mellem forældrenes forelskede forlovelsesbreve og hverdagens foragt og tidvise fysiske vold. Der er vist meget at fortælle, også om, hvordan det var at være barn før, under og efter krigen.
Måske kunne det være godt for nogle af dine venner eller efterkommere at læse? Ad den vej kunne du måske få lidt mere forståelse for den lille pige, for hendes tanker og kampe og udveje. Hun trænger til både trøst, opmuntring og forståelse også nu for det manglede hun inderligt i de første og afgørende år.
Måske skulle du også snakke med din læge. Mange ældre kan opleve, at tanker fra en svunden tid stemmer sindet i mol. Og for nogle bliver disse oplevelser for hyppige, for langvarige og for belastende, så det bliver til en egentlig depression. Mange ældre lever med ubehandlede depressioner. Det kan en god læge opdage og ofte hjælpe med.
Mange hilsener
Annette og Jørgen