Tænk, hvis din elskede blev en anden

Hvordan kan mennesket være ansvarligt for sine handlinger, hvis alting handler om kemi i hjernen? Forfatter Christian Jungersen rejser spørgsmålet i sin nye kærlighedsroman, hvor en hjerneskade på voldsom vis forandrer livet i en ellers velanset forstadsfamilie

”Om få år kan vi give medicin mod både selvoptagethed, hidsighed, dovenskab og løgnagtighed. Men vi ved ikke, hvilket samfund det fører til, og hvilke relationer det giver mellem mennesker. Jeg synes, det er møguhyggeligt, at vi faktisk kan gå ind og skrue på alle knapper. Og hvad er så personlighed, og hvad er sjælen?” spørger Christian Jungersen. –
”Om få år kan vi give medicin mod både selvoptagethed, hidsighed, dovenskab og løgnagtighed. Men vi ved ikke, hvilket samfund det fører til, og hvilke relationer det giver mellem mennesker. Jeg synes, det er møguhyggeligt, at vi faktisk kan gå ind og skrue på alle knapper. Og hvad er så personlighed, og hvad er sjælen?” spørger Christian Jungersen. –. Foto: Jan Grarup/NOOR.

Det at ens elskede bliver hjerneskadet og bliver til en anden. Er det ikke det værste, du kan forestille dig?Forfatter Christian Jungersen stiller selv det centrale spørgsmål et stykke inde i interviewet om sin nye bog Du forsvinder.

LÆS OGSÅ: De har vundet De Gyldne Laurbær

En længe ventet roman på 465 sider, som kredser om, hvordan mennesker helt og aldeles kan ændre adfærd blot ved let tryk på hjernens orbitofrontale område lige over øjnene eller via kemi i form af medicin.

I bogen er det lige netop, hvad der sker med den mandlige hovedperson, Frederik. Den succesrige og idealistiske privatskoleleder, der på en ferietur til Mallorca med sin kone, Mia, og deres 16-årige søn, Niklas, begynder at opføre sig underligt. Det viser sig, at han har en hjernesvulst, der gradvist har ændret og fortsat vil ændre hans personlighed til noget langt mere afstumpet og koldt. Fra at være elegant og charmerende alfahan med usædvanligt lyse og blegbrune øjne bliver han et sølle, utilregneligt og opfarende pjok, der primært lever af marmelademadder.

Det, du især må være forberedt på, er, at din mand mister al indlevelse i dig og i, hvordan du har det. Han får sværere ved at hæmme sine mere primitive impulser, han kan få pludselige raserianfald og vil benægte enhver tanke om, at han er syg. Det er de mest typiske symptomer ved belastning af hjernens orbitofrontale område, lyder beskeden fra lægen på neurologisk afdeling.

Og ganske rigtigt. Den lille kernefamilies hverdag i Farum i et smukt hus med masser af møbelklassikere smuldrer side efter side i bogen.

Christian Jungersen er 49-år og som Frederik i bogen høj med blegbrune øjne og interesserer sig ligeledes meget for konstruktion af højttalere, som bliver den syge Frederiks store passion. Jungersen bor dog ikke i Farum med en familie, men alene i en lejet lejlighed i feriebyen Sliema på Maltas nordøstkyst.

Han har heller ingen personlig erfaring med hjerneskader, men han syntes, at der manglede en roman, der kunne udfolde det neurologiske verdensbillede gennem en menneskelig fortælling. Som kunne diskutere, hvordan mennesket kan være ansvarligt for sine handlinger, hvis alt i bund og grund handler om kemien i vores hjerner.

Mange af de bøger, jeg har læst, rammer ikke ind i den moderne virkelighed i forhold til, hvad vi ved om hjerner og den menneskelige psyke. Vores måde at se på mennesker på er under meget stærk forandring. Det buldrer ind over os lige nu. Så du kan sige, at bogen både er skrevet på en personlig frygt og samtidig personlig glæde ved videnskabens fremskridt, siger forfatteren, der er kommet til København i forbindelse med bogudgivelsen senere på måneden.

Det var en god psykiater-ven, der for alvor fik ham på sporet af, at romanen skulle udspringe af en problematik i hjernen.

I 20 år har jeg hørt disse enormt fascinerende historier fra hendes hverdag om menneskelige lidelser, man ikke drømmer om, fortæller Christian Jungersen, der efterfølgende indsamlede viden, talte med eksperter og skrev fiktive, men valide videnskabelige artikler om neuropsykologi og hjerneskader.

Både for selv at blive klogere, men også til brug i romanen, hvor de videnskabelige artikler sammen med fotos, håndskrevne kærestebreve og en vielsesattest udgør illustrationer, som handlingen skrider frem.

De seneste fem år har han arbejdet intenst på den bog, der skulle efterfølge succesromanen Undtagelsen fra 2004. I løbet af den periode er det blevet til mere end 1000 sider noter. Og 800 gennemskrevne romansider. Og en række hovedpersoner er brutalt blevet skrottet, fordi det ikke levede op til den anmelderroste og prisvindende forfatters egne ambitioner. Så den lange ventetid fra Undtagelsen og til nu har ikke skyldtes skriveblokering, snarere perfektionisme.

Flere gange undervejs har jeg bare måttet se i øjnene, at enten begyndte jeg forfra, eller også ville jeg ende med at udgive noget møg. Det må da være pragtfuldt for de forfattere, der kan udgive en roman om året, men det fungerer ikke for mig. Og hvis jeg skal vælge imellem at skrive mange bøger eller gode bøger, vil jeg til hver en tid vælge det sidste.

For mig er det vigtigt at skrive en bog, hvor man presser sig selv til det yderste og når længere, end man troede var muligt. Jeg ved, at min bog er blevet en billion gange bedre nu, end den ville være blevet på et år, siger Jungersen, der lige nu er meget lettet over at kunne betragte den helt færdige roman, der ligger på bordet.

Jeg har befundet mig i det neurologiske univers så længe, og det er en kolossal befrielse ikke længere at skulle jonglere med de mange bolde. I årevis har mit hoved været fyldt op med scener, personer og stemninger. Nu er fortællingen låst fast i én form, og jeg behøver ikke rumme de 1000 andre former, den kunne have taget.

Pyha, nu er det mere afslappet.

Han griner.

Og det er bøgerne, der dikterer Christian Jungersens liv. Det siger han selv.

Forfatteren voksede op i Humlebæk nord for København og blev senere kandidat i kommunikation fra RUC. Hans far var jurist og bankmand, og hans mor var gymnasielærer i græsk og latin, og meget mere er der ikke at sige om det.

De var nogle gode forældre, de blev sammen, til far døde, og der var ikke noget specielt ved min opvækst.

Inden han i 1999 fik sit forfattergennembrud med bogen Krat og for alvor helligede sig bogskrivningen, arbejdede han på reklamebureau. At det blev byttet ud med det nuværende forfatterliv, passer ham særdeles godt.

Det er et liv i drømme, hvor det er ens job at glemme den fysiske omverden og forsvinde ind i et gigantisk univers. Jeg lever af at drømme, det kan jeg godt lide.

Og når han er blevet hængende på Malta længere end planlagt, er det, fordi det er et dejligt sted at være, og fordi det på ferieøen er gået godt med skriveprocessen. I princippet kan han arbejde alle steder. Før Malta har han også boet i Irland og USA et stykke tid ud fra parolen, at hvis du bare har en ven et eller andet sted i verden, kan du altid flytte derhen.

Det er det gode ved at være forfatter, at jeg bare kan tage computeren med, og hvis nogen siger min lillesøster har et hus i Buenos Aires, hvor du kan bo hele sommeren, så gør jeg det. Det er altså fedt, det kan jeg godt anbefale.

Han griner igen.

På Malta bliver han nok året ud. Eller lidt længere. Og så tror han nok, at han er klar til at flytte hjem til København.

Men det har jeg sagt og troet før. Jeg kunne også godt tænke mig at skrive en roman, der foregår i Den Tredje Verden. Hvis jeg flytter til Mexico, er det på grund af bøgerne.

Forfatterskabet er også den primære forklaring på, at han og kæresten gennem 23 år stadig bor hver for sig. Hun har base i København og er freelancejournalist. De har ingen børn og heller ingen planer om at flytte sammen. Det ville virke distraherende på dem begge, mener Jungersen.

Vi arbejder begge to hjemme. Og hvis jeg skal fordybe mig og forsvinde ind i en bog, dur det ikke, at der render en lækker kvinde rundt. Og jeg kan også virke forstyrrende på hende. Så det er sådan, vi gør.

De er dog stadig meget sammen, han og kæresten. Han er i København i nogle uger, og hun kommer ned til ham på øen.

Det er altid en fest, når vi er sammen. For når hverdagen suger vores energi, tøffer vi rundt for os selv. Vi har da holdt længere end de fleste af vores venner. Og det fungerer godt for os. Jeg tror, at flere og flere har det på samme måde, at de vælger at have lange forhold, hvor de ikke bor sammen. Det er lidt en trend. Man får noget ud af at bo alene.

I hans nye roman, Du forsvinder, kæmper Mia, den kvindelige hovedperson og jegfortæller, dog indædt på at holde fast på familien og det fælles liv under ét tag i Farum. Men det er svært, når ens mand ændrer personlighed og ikke længere har noget filter. Det er dog ikke kun Frederik selv, der ændrer adfærd. I forsøget på at forstå sin mands symptomer og reaktioner bliver Mia efterhånden ekspert i neuropsykologi og analyserer alle i sin omgangskreds. Alle kan de få en diagnose med på vejen, og efterhånden bliver hun blind for, at Frederik på nogle dage får det bedre.

Som det også var kendetegnende for Undtagelsen, er det derfor heller ikke entydigt, hvad der er op og ned. Hvem er de gode, og hvem er de onde, og er det Frederik, Mia eller sønnen, der er mest påvirket af, at Frederiks orbi­tofrontale område i hjernen har fået et tryk?

Det er rigtigt, at identifikationen rykker rundt. Men jeg synes jo, at mine hovedpersoner er gode alle sammen. Jeg synes virkelig, de prøver. De bliver stillet over for en kamp, som er umenneskelig hård, og er bestemt ikke perfekte hele tiden. Det er prisværdigt, at de prøver at få et liv ud af det, der er.

Så selvom udgangspunktet er Frederiks hjerneskade, er det de personlige relationer, der er den store historie. Historien om, hvordan det påvirker et ægteskab og en familie.

Når Frederik gør de andre ondt, så kan man i hans tilfælde sige, at det kunne han ikke gøre for, fordi hans hjerne nu engang er sådan. I det ligger en tilgivelse, og det lyder varmt og sødt, men på lang sigt er der en risiko for, at man mister respekten for mennesker, når man tænker, at de ikke har en fri vilje. Det er det, der sker for Mia i romanen. Hun begynder at opfatte alle mennesker omkring sig som sjælløse robotter.

Netop det aspekt er vigtigt for Jungersen og har at gøre med den frygt, der til dels også ansporede ham til at skrive romanen. For hvis alle menneskelige egenskaber kan medicineres væk, hvad er så tilbage?

Det er fascinerende, men også AFSINDIG og det må du gerne skrive med versaler farligt. Om få år kan vi give medicin mod både selvoptagethed, hidsighed, dovenskab og løgnagtighed. Men vi ved ikke, hvilket samfund det fører til, og hvilke relationer det giver mellem mennesker. Jeg synes, det er møguhyggeligt, at vi faktisk kan gå ind og skrue på alle knapper. Og hvad er så personlighed, og hvad er sjælen? spørger Christian Jungersen.

Selvom han nævner sjælen, betyder det ikke, at han tror på det evige liv. Eller på en gud for den sags skyld.

Jeg tror ikke på, at vi har en udødelig sjæl, men det er et meget komplekst spørgsmål. Jeg er selv ateist, men jeg vil sige, at jeg er fuld af religiøse fornemmelser. Jeg kan mærke det meget stærkt, når jeg går ind i en kirke.

Da du udgav Undtagelsen, der handler om det psykiske arbejdsmiljø i en lille organisation, sagde du, at du gerne ville have folk til at tænke over, hvordan de behandler deres kolleger. Hvad vil du gerne opnå med Du forsvinder?

Jeg vil gerne have, at outputtet er så stort og forvirrende, at det berører følelserne på en måde, så man ikke uden videre kan sige det med ord.

Jeg vil gerne have, at man som læser husker på, hvor udsatte vi alle sammen er. Jeg synes, vi er dyr. Vi er udsatte dyr i fare, som man kan respektere og føle varme for.

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig?

Som teenager proppede jeg mig med alle slags bøger, blandt andre Ray Bradbury og Philip K. Dick. Efter at jeg selv er begyndt at skrive, flyver jeg rundt i mine egne fiktioner hele dagen. Når jeg holder fri, læser jeg ikke så meget som før. Men fra de senere år er Marcel Prousts På sporet af den tabte tid den, der har betydet mest.

Hvilken kendt person vil du gerne have til bords?

Der er mange, mange, mange. Men den sydafrikanske ærkebiskop og menneskerettighedsforkæmper Desmond Tutu er et godt bud.

Hvor slapper du bedst af?

Jeg er egentlig god til at slappe af alle vegne. Måske fordi jeg gik til flere forskellige former for meditation i mine helt unge år. Golfspilleren Thomas Bjørn sagde engang i et tv-portræt, at de største golfspillere er kendetegnet ved, at de mellem de få sekunders intens koncentration i de enkelte slag er i stand til at slappe fuldstændig af som om de ikke spadserede mod det næste hul i en afgørende turnering. Det forsøger jeg at lægge mig på sinde.