Uendeligheden er i mellemrummet

TREDJE BUD: Vore dages pauser består af socialt samvær, aktivitet og forbrug, men samtidig er vi villige til at betale skyhøje priser for en bolig med udsigt over havets tomme horisont. For i dag bygges overvejende uden tanke for det formmæssige mellemrum

Der er ikke plads til pauser i moderne arkitektur, mener Kent Martinsen.  -- Foto: Kristian Djurhuus.
Der er ikke plads til pauser i moderne arkitektur, mener Kent Martinsen. -- Foto: Kristian Djurhuus.

Uden for bilruden suser Ørestad Boulevard forbi. I rektangulære former, aflange, høje, skrå eller sidevendte præsenterer nutidens kulturelle elite under opbygning sig: Københavns Universitet Amager, det gamle og det kommende Danmarks Radio og Danmarks IT-Højskole.

Turen går til Ørestaden på Amager, Danmarkshistoriens største, enkeltstående byplanlægning. Med sine 5000 boliger potentielt liv, landets største butikscenter, Fields, multinationale selskaber og førerløse tog i en lige linje, er den nye stad ved at rejse sig af en mark med køer og lærkesang.

Med Kent Martinussen, direktør for Dansk Arkitekturcenter, som kyndig guide går turen til udvalgte tidslommer i hovedstaden. Tidslommer, vi kan synke ned i uden at gøre nytte, være aktive endsige forbruge. Hvor vi bare skal være uden egentlig funktion, arkitektonisk udformet til det samme.

– Næsten al god arkitektur er udtryk for komposition. Overordnet set er der ikke forskel på en sonate af Bach, film og arkitektur; det afgørende er, at oplevelsen, man skaber for andre, består af varierende intensitet. Det er pladsen til pauser, mellemrummet til at fordøje alt fra sansebombardementet til den stille farve, som er afgørende, forklarer Kent Martinussen.

Tredje bud i Det Gamle Testamentes 10 bud påbyder os at komme hviledagen i hu, at vi holder den hellig.

Efter seks dages hårdt arbejde med at skabe verden, skille lys og mørke, himmel og hav fra hinanden, tog Gud sig en velfortjent fridag og bød os at gøre det samme.

Sådan skal vi fejre livet og skabelsen og vise, at vi arbejder for at leve, ikke lever for at arbejde.

Men hvordan kommer det moderne menneske hviledagen i hu i en tid, hvor arbejdsnarkomaner ikke indlægges, men hyldes, hvor venteværelser på togstationer udfyldes med bugnende butikker, i en tid, hvor nybagte forældre jogger med deres babyer i dertil indrettede vogne, og tid og plads er vor æras mest eftertragtede statussymboler?

Hvori består mellemrummene i det moderne menneskes liv? Og hvordan kommer de til udtryk i formsproget?

Hvad er det typiske mellemrum i moderne arkitektur?

– Moderne arkitektur er præget af få pauser, den giver ikke rigtig plads til dem. Enten er arkitekturen udtryk for et meget rationelt system, hvor mellemrummene består af en nyttebestemt gang eller korridor. Eller også er den et bombardement af indtryk, et sammenstød af materialer, farver og lysvirkninger.

– Deciderede mellemrum i boliger ses på den måde, at der i dag slås på udsigten mere end på indsigten. Udsigten er blevet til mellemrummet – ikke mindst over havet, det er jo den, man køber. Den megen snak om beliggenhed handler om adgangen til et tomt syn, at kunne strække blikket og ro. Det betaler folk gerne 40-50.000 kroner per kvadratmeter for. Ikke for ingenting, mener fremtidsforskere, at den største værdi i fremtiden vil være fred.

Arkitekturen har ellers ifølge Kent Martinussen alle virkemidler til at kunne skabe fred. Men der er visse komplikationer, siger han, når nybyggede kvadratmeter i så høj grad optimeres for at få mest muligt ud af dem.

– I det moderne samfund er hellig hellighed afløst af profan hellighed, som meget vel kunne handle om, at der ikke er noget, en slags eksistentiel tomhed. I zen-kulturen kaldes det nothingness.

– Det er jo interessant at se, at der er to ting, den moderne turist rejser efter. Den ene er bygningerne og historien – pyramiderne, Colosseum – altså rejsen bagud. Det andet er blikket på solen ud over havet, en form for direkte fænomenal tomhed, vi møder kroppen med. Deraf Costa del Sol og danske sommerhuskyster.

Hvis udsigten er nutidens pause, er byen ifølge Kent Martinussen den bedste leverandør af pauser og mellemrum. Offentlige pladser at synke ned i, små og store parker, futile rum, ekstra hjertekamre kun få ved af.

Han nævner Det Kgl. Biblioteks gård, som tidligere var et aktivt havnebassin midt i byens hjerte. I større kulturbyggerier finder han også nemt eksempler på, at mellemrummet stadig betyder noget.

– Ofte bliver foyeren til en pause. Det ser man på det nye Kongelige Bibliotek – Den Sorte Diamant – hvor man i mødet mellem den nye og gamle del har ladet en masse dyr luft herske. Men ellers er det typisk for kunstmuseer, at man bombarderes med kunst hele vejen igennem og ender på en café, hvor der også skal indtages. Endnu en gang en konsummodel, hvor man ikke får lov at indtage tomheden, men hele tiden påbydes noget.

Hvad med bænkene, hvor det jo ikke er tilfældet, og hvor der også er plads til dem, som ikke er socialt på toppen? Er der ikke blevet færre i bybilledet?

– Jeg tror ikke, der er færre bænke i dag, men tidligere spillede de en større rolle i vores bevidsthed, ikke mindst dengang borgerskabet spadserede for at blive set. I dag er bænken rykket ind på caféen. Vi er blevet rigere, og vores afslapning er præget af aktivitet. Hvis vi pauser, gør vi det sammen med nogen, så vi også samtidig socialiserer. Det sker også, når vi shopper, jogger, laver mad eller indtager kultur som en pause.

– For 100 år siden gik folk til gudstjeneste om søndagen; dér opstod mødet med det hellige. Resten af tiden stod de med fingrene nede i jorden og trællede sig igennem livet, de fik masser af børn, og halvdelen døde.

– I dag kan man lidt kynisk sige, at man kaster sig ud i shoppingkulturen om lørdagen. Shoppingcenteret er på mange måder det moderne storbymenneskes katedral. Personligt synes jeg ikke, man skal underkende eller miskreditere en tur i Fields, vore dages profane hellighed, siger Kent Martinussen.

Lige nu er vi dog ikke på vej til Fields, men til Hein Heinsens nyopførte skulptur, der som en spiralformet arm rækker op mod himlen præcis i Ørestadens akse ud til en stadig nøgen græsmark. Som et punktum, eller måske snarere som et kommenterende spørgsmålstegn. For hvordan er det hellige projekteret her, hvor 60-80.000 mennesker forventes at bo og arbejde? Har det hellige overhovedet en plads i Ørestaden?

Næ. Ud over enkelte "kunstneriske nedslag" udformet af landets ypperste billedhuggerhænder, Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard og Hein Heinsen – som også er uddannet teolog – spiller det hellige i Ørestadens byplanlægning "ingen som helst rolle", erkender Kent Martinussen.

Her forventes den moderne, demokratiske, internationale borger selv at finde ud af, hvad det hellige er, og hvor det ligger.

I skulpturens krop ser han dog en fortabelsens dimension, som "sætter byens hastighed i stå". Ikke som en specifik fortælling, vi alle skal forstå, men som mulighed for et dvælende ophold ved skulpturens "myriader af former", man kan lade sig opsluge af.

I Hein Heinsens skulptur finder man en krop, der står på tæer, en dna-streng, en graal, en fremrakt arm, snoede slanger, krystaller, kors halvt gemt væk, en kvindetorso og meget mere.

Et flertydigt punkt forbundet med styrke læser Kent Martinussen den.

En pause, der trækker "bundproppen ud af dagligdagens tidsbadekar", hvor man ellers altid er i et bestemt modus: uger, dage, formiddage, eftermiddage, timer, minutter.

Helt tilbage fra sumererne og egypterne var skulpturen forbundet med dødekulte, og i kristendommen bliver den væsentligste skulptur inkarnationen af Gud gennem Jesus. Så her er der et bevidst anslag af hellighed fra administrativ side.

Historien efterlader sig spor, som dens efterfølgere gør til sine egne.

Kastellet mellem Østerport og Langelinje blev anlagt i 1664 af kong Frederik III. Oprindeligt som et nøgent fæstningsværk som indsejling til København, der skulle beskytte nationen mod angribende magter.

Det var yderst rationelt udtænkt med datidens ballistiske system med nedskudte bastioner, som skulle hindre kugler og eksplosioner i at nå huse og mennesker. Hele anlægget er dog bygget i et stort korstegn. Og midt i det hele står en – ganske unik – kirke, som stadig er i funktion.

– Så Gud, konge og fædreland er forenet her. Fædrelandet bag os, Gud i aksen og i kirken, og kongen som det rationelle forsvar. Stille og roligt er Kastellet gennem århundrederne gået fra et lukket militæranlæg til at blive indoptaget i den moderne by. I dag er det helt assimileret i den åbne offentlighedskultur og udspiller en formidabel rolle.

– Det er blevet et af københavnernes foretrukne fritidsrum for eftertanke, natur, prædikener og klassiske koncerter. Det er også blevet en del af kropskulturen; folk spadserer og jogger her. På den ene side skal det beskytte byen, på den anden side kan man gå op på voldene og få overblik over samme by. Eller man kan trække sig ned og slappe af i dens hulrum.

For 10 år siden var anlægget groet helt til med høje træer og vildtvoksende græs.

I dag er mange af træerne fældet, og på bastionerne går får, som holder græsset nede som i tidligere tider.

Som et særsyn nævner Kent Martinussen en stor grusplads, en gammel eksercerplads, som ikke længere har noget formål. Her er blandingen af fylde og tomhed fastholdt. For enden af pladsen ligger Kastellets kirke fra 1704. Der er kun bygget vinduer i den ene side, så lyset kastes ensidigt ind i kirkerummet.

For på bagsiden er den hvide kirke bygget sammen med rødmalede arresthuse, der stikker ud i hver side, en kobling, der kun findes mage til tre steder i verden. Endnu mere enestående er, at kirkevæggene indeni besidder "ører" – fint stukkerede huller, som gennem sindrige lydkanaler, førte præstens prædiken videre til fangerne i arresten.

– Der kunne fangerne stå og lytte til Guds ord hver søndag, komme hviledagen i hu og blive bedre mennesker. Et fysisk og meget rammende billede på datidens reformerthed og senere grundtvigianisme. De lovlydige borgere sad på den anden side og hørte Guds ord fra alteret, men de hørte også den tomme lyd fra de andre, som må have siddet der både retfærdigt og uretfærdigt.

Arresthuset blev anvendt helt op til omkring 1950. Struensee, kong Christian VII's livlæge, der siden blev henrettet, og nazilederen Werner Best var blandt de mere prominente fanger, som gennem kirkens "ører" sandsynligvis har fået del i Guds ord på helligdagen.

Som noget mere opløftende – og verdsligt – foreslår Kent Martinussen afslutningsvis en moderne luksuspause. I en af dansk arkitekturs grand old man's hovedbygninger, Arne Jacobsens SAS-hotel på Amager fra 1960. I suite 606 står al Arne Jacobsen- interiøret intakt som oprindeligt. Fra Svanen og Ægget, stolen og lænestolen, som blev designet til hotellet, til lamper og dørhåndtag.

På toppen af den 66 meter høje bygning ligger restauranten Alberto K i et fuldendt gennemtegnet univers – fra bestik til servietholdere.

– Stedet er udtryk for den moderne tanke om en næsten hysterisk kontrolleret verden, hvor alt er gennemformet af arkitektens hånd. Sådan blev verden ikke, den er langt mere mangfoldig. Men deroppe kan man sidde i en helt stille tidslomme og se ud over byens blanding af moderne og gamle former, mens man spiser et måltid. Nedenunder kører byen som et orgelværk, på afstand er man tilskuer til det hele, siger han.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Kent Martinussen

Født 1960 i København. Uddannet arkitekt ved både udenlandske arkitektskoler og Kunstakademiets Arkitektskole i København. Han har undervist, forsket og forelæst ved danske og udenlandske universiteter, drevet egen tegnestue med talrige internationale udstillinger i Asien, Arabien, Europa og USA af egne projekter. Kent Martinussen er i dag direktør for Dansk Arkitektur Center. Han er udpeget til medlem af Juryen på den 9. Internationale Arkitekturbiennale i Venedig. Og besidder flere vigtige faglige tillidshverv, bl.a. som tidligere medlem af Akademirådets udvalg. Kent Martinussen er gift med arkitekt Malene Ib Andersen, og sammen har de datteren Sophia på 4 år. Familien bor i et Arne Jacobsen rækkehus i Gentofte.

De TI BUD

Du skal holde hviledagen hellig. Sådan lyder det tredje bud i De Ti Bud, der er at finde i Anden Mosebog kapitel 20 i Det Gamle Testamente. Kristeligt Dagblad sætter fokus på De Ti Bud i en artikelserie. Buddene er sivet ned i kulturens grundvand, hvorfra de gennemsiver vore tankemønstre og grundforestillinger. Hvordan lever vi buddene anno 2005? Hvad betyder de for os? Og hvad kan vi bruge dem til?

Med et netabonnement kan alle artikler i serien læses på

www.kristeligt-dagblad.dk