Skjernø, Norge, onsdag den 18. august 2010
Reidar Jenssen sidder uden for sit hus på den norske ø Skjernø og drikker kaffe med sin nabo, da seks unge danske mænd gør sig klar til at tage på fisketur.
"Først stod de bare ude på odden og fiskede. Ingen af os troede, de ville tage ud på vandet, sådan som vejret var. Det blæste så kraftigt, at vandet var helt hvidt," fortæller han efterfølgende til netavisen fvn.no.
De seks er Henrik Hyrup Møller, Jakob Skovgaard Andersen, Nikolaj Munk Nielsen, Søren Thuesen, Thomas Hermansen og Niels Højlund, alle i 20'erne og aktive kristne fra Århus-området. I en 16-fods-jolle sejler de ud, men ved 14-tiden knækker en slange til bådens motor af sin tilkobling, og de unge kan ikke få den på igen.
Jollen begynder at drive med siden mod bølgerne. En dansk sejlbåd passerer dem 100-150 meter væk, men de sejlende ser ikke deres landsmænds fagter og hører ikke deres råb.
Ifølge politichef Bjart Gabrielsen er det en kraftig sø, der skyller ind over båden og får den til at kæntre. De seks forsøger at holde fast i rælingen, men det er umuligt. Søren Thuesen dykker flere gange ned i det kolde vand for at få skoene af sine venner og hjælper dem med at få jakker og andet overtøj af, så de lettere kan holde sig oppe. I lang tid træder de vande, før de beslutter sig for at svømme mod land. Efter tre kilometer mister Søren og Niels de fire andre af syne.
Klokken 16.21 modtager norsk politi en melding om en forlist jolle, der driver rundt. Redningsfartøjet "Hvaler" undersøger området omkring jollen, men vurderer, at det er usandsynligt at finde overlevende, og en eftersøgning afblæses.
På trods af høje bølger og stiv kuling lykkes det Søren Thuesen at bjærge sig selv og sin kammerat Niels Højlund i land på en holm. Her bærer den tidligere livredder Søren Thuesen sin ven til et sikkert sted på holmen og begiver sig ud på en flere timer lang svømmetur på cirka syv kilometer.
Lidt over klokken 22 onsdag aften banker det på Esther Vågsvoll og ægtemandens dør på Skjernø. Udenfor står en ung mand kun iført underbukser. Det bløder kraftigt fra hans tæer og hans knæ.
"Han ville af sted igen for at lede efter sine kammerater, men det fik vi ham snakket fra," siger Esther Vågsvoll efterfølgende til fvn.no.
Klokken 00.12 finder en politibåd Niels Højlund i live. De fire sidste er der ingen spor af.
Århus Valgmenighedskirke, torsdag den 19. august
Præst Keld Dahlmann ser sin kollega komme løbende, noget er galt. Der er sket en bådulykke i Norge, og nogle af kirkens aktive er involveret, får han fortalt. Han spørger til navnene og får dem. Keld Dahlmann kender dem alle, og snart flyder tårerne.
Et andet sted i byen tager Arne Kristensen sin telefon og får samme besked. Han er programleder i Impact, et videnscenter for frivilligt kirkeligt u-landsarbejde, som to af de seks unge mænd arbejder for. Arne Kristensen kan ikke tro, hvad han hører. Han kender også de fire andre, der alle er ledende figurer i det århusianske kirkemiljø, og han giver sig derfor straks til at ringe rundt til Århus Bykirke, Århus Valgmenighed og Kristeligt Forbund for Studerende, KFS. Her kender de allerede tragedien, og de tænker det samme som ham: Hvad end vi gør, gør vi det sammen.
Keld Dahlmann forsøger at få kontakt til folk tæt på forældre og søskende til drengene for at få overblik over, hvem der tager hånd om dem. Så orienterer han alle i valgmenighedens stab om, hvad der sket og drøfter med præstekollegerne, hvad de kan gøre. De bliver enige om, at efter de pårørende må næste hensyn være menigheden. En valgmenighed er noget, man aktivt går ind i, ikke noget, man automatisk tilhører som en sognekirke. I Århus er der 700 medlemmer, der alle er engagerede i netværket. Derfor kender mange de savnede og er dybt berørte. Tredje hensyn er håndteringen af medierne, som det bliver besluttet, at Keld Dahlmann tager sig af. Klokken 12 sætter alle ansatte i kirken sig sammen og beder for de unge.
Mejlgade, Århus, torsdag den 19. august
Klokken er lidt over ni, og Frederik Svinth er ved at lave en plakat til et kulturprojekt, da telefonen ringer. Han hører sig selv råbe NEJ NEJ NEJ. To er i live, fire er savnet, og to af de savnede er halvdelen af hans band. Frederik Svinth spiller hård, kristen rock. Egentlig vil han hellere kalde det hård rock, spillet af kristne, for musikken lever sit eget liv, særligt på grund af to af de savnede, Henrik og Nikolaj. De er de bedste musikere, han kender, og blandt hans nærmeste venner. Nu er de måske druknet. Han finder en computer, klikker sig frem med hjertet hamrende. To er sandsynligvis døde, læser han. Han pakker grædende sine ting og haster over til en opgang et andet sted i byen, hvor tre lejligheder er beboet af andre unge fra valgmenigheden. 25-30 mennesker er allerede samlet og går rundt om sig selv. Nogle holder alle opdateret med nyheder fra nettet, andre ringer rundt til de grupper af unge fra hele landet, der kender de seks kammerater. Ingen skal sørge alene. Ind imellem beder de.
"Jeg kunne ikke bede, for jeg følte, at jeg var midt i én, stor bøn, hvor jeg skiftevis råbte vrede ting til Gud og bad ham om hjælp. Jeg havde en meget voldsom følelse af uretfærdighed, det havde vi alle. Det her var jo gulddrenge. De var limen på tværs af det kirkelige ungdomsnetværk i Århus. Der var alt for meget lys i dem til, at de kunne være væk," fortæller den 23-årige Frederik Svinth.
I Norge ankommer Søren Thuesens og Niels Højlunds familier til sygehuset i Kristianssand, hvor de to er indlagt. De udskrives hen på eftermiddagen. Om aftenen indstilles eftersøgningen af deres fire kammerater.
Århus Valgmenighedskirke, fredag den 20. august
De første kommer lige efter klokken otte om morgenen. Dørene til kirken er ekstraordinært blevet åbnet hele dagen og aftenen, så folk kan komme og bede, snakke eller bare være sammen.
Keld Dahlmann og de andre præster er der, men der er ikke arrangeret nogen liturgi. Kirkens opgave er alene at stille sit rum til rådighed, og præsterne skal blot være til stede. Og lytte. Enkelte spørger: Hvor er Gud i alt dette? Og Keld Dahlmann svarer, at det spørger han også sig selv om. Der er ikke andet at sige.
Frederik Svinth er en af de første i kirken. Ikke for at finde fred, men for at finde sammen med andre om den smerte, han ikke selv kan rumme. Han har inviteret mange af de musikere, der kendte og respekterede Henrik og Nikolaj. De fleste fra det aktive kirkemiljø er der også.
Om aftenen, da Keld Dahlmann igen lukker dørene, har omkring 200 mennesker, fortrinsvis unge, været forbi kirken.
Et andet sted i landet forenes Søren Thuesen og Niels Højlund med familierne til deres savnede kammerater.
Århus Valgmenighedskirke, søndag den 22. august
Dørene er lukkede, men kirken er ikke tom. De fleste fra de savnedes familier er her, vennerne er her, de nærmeste pårørende er her. Og Søren og Niels.
Tidligere på dagen har der været gudstjeneste, hvor Keld Dahlmann igen forsøgte at give svar på, hvor Gud er i denne tragedie. "Gud hænger på korset og lider med dem, der lider," var hans ord. Nu, samme aften, er rammerne de samme, men stemningen mere uhøjtidelig, og arrangementet er privat. Samtidig er det kulminationen på de seneste dages tætte samarbejde mellem Århus Valgmenighed, Århus Bykirke, Impact og KFS. Det er også første gang, Frederik Svinth mærker følelsen af en form for fred. I går havde han spillet spil med nogle venner, fordi han var nødt til at tænke på noget andet for at fungere. Men nu er han her, hvor én spiller nogle sange, og flere skriver mindebreve til de savnede, og det kristne fællesskab har aldrig ramt ham så stærkt. Han har ellers været tvivler i flere år, men lige nu føler han en enorm kærlighed midt i sorgen og en styrke, han ikke ville kunne finde andre steder.
Århus, mandag den 23. august.
Keld Dahlmann løber en tur, inden han tager en dukkert i Århus Bugten. Senere tager han hen i domkirken, sætter sig og græder.