Det er moderne at sige undskyld. Politikere og kulturpersonligheder står i kø for at undskylde på avisernes forsider og i tvs bedste sendetid. Men det er ofte pseudoundskyldninger, vi er vidner til. Og de er langt mere omkostningsfri end reelle undskyldninger, mener eksperter
LÆS OGSÅ: "Det er aldrig rart at have dummet sig"
Mogens Camre fra Dansk Folkeparti har lige gjort det. Filminstruktøren Lars von Trier gjorde det for et par uger siden, og går vi tilbage til sidste sommer, måtte to af landets kvindelige toppolitikere, Helle Thorning Schmidt (S) og Lene Espersen (K) hver især bede om godt vejr for åben tv-skærm.
LÆS OGSÅ: "Alt at vinde ved at sige undskyld"
Siden 1990erne har vi i Danmark været vidner til en kolossal stigning i pseudoundskyldninger i den danske offentlighed. Det er et tidstypisk tegn og opstået, fordi vi lever i en tid, hvor medieeksponeringen er enorm, og hvor især underholdningsindustrien konstant forventes at have noget at skrive om. Det fortæller lektor i retorik på Københavns Universitet Lisa Storm Villadsen, der også peger på, at medierne er det oplagte sted at servere en undskyldning i, så den når ud til et stort publikum.
Dog synes hun, vi burde være mere opmærksomme på, at der oftest er tale om pseudoundskyldninger, der blot dækker over tilbagetrækninger af udtalelser og beklagelser snarere end at være oprigtige undskyldninger.
Der flyver ganske rigtigt mange undskyldninger gennem luften. Ikke mindst på grund af pressedækningen. Men meget ofte er der slet ikke tale om undskyldninger, men derimod beklagelser, hvor eksempelvis en politiker har held med at få det til at lyde, som om han kommer med en undskyldning, uden at han reelt gør det. Så skriver journalisterne om det, og i overskriften kommer det til at se ud, som om vedkommende vitterlig har undskyldt, siger hun og pointerer, at en beklagelse og en undskyldning langtfra er det samme.
Hvis du undskylder, indrømmer du, at du har handlet forkert over for en anden, og at modparten ikke var skyld i det. Man tager ved at give en undskyldning et moralsk ansvar, og deri ligger der et løfte om ikke at foretage den samme handling igen. En beklagelse derimod er blot en sympatitilkendegivelse, hvor man anerkender, at modparten blev såret af det, man sagde, men hvor man stadig holder fast i sit synspunkt. Det er meget mindre kompromitterende end en undskyldning, siger hun om det, hun oplever som strategi hos mange politikere.
LÆS OGSÅ: "En undskyldning er tegn på styrke"
Lars-Henrik Schmidt, der er filosof og idéhistoriker på Aarhus Universitet, mener også, at der er gået inflation i beklagelserne snarere end i de reelle undskyldninger.
Det er helt klart, at vi omgiver os med mængder af beklagelser. Jeg kan ikke mindes, hvornår vi fra officielt hold har fået en reel undskyldning. Det at beklage er blevet så meget en form, at de mennesker, der bruger beklagelsen, ofte slet ikke ved, at de beklager og ikke undskylder. Det lyder på en måde også mere diplomatisk at beklage end at sige undskyld, siger han, men pointerer samtidig, at beklagelsen også ofte bruges helt bevidst i stedet for undskyldningen.
Der er imidlertid forskel på, om man fortryder og om muligt ville ændre årsagen til et hændelsesforløb, eller om man selv ærgrer sig over ikke at have formuleret sig tilstrækkelig elegant. Og så findes der jo tilmed en tredie form, hvor man appellerer til andres pardon, til deres tilgivelse eller tilladelse. En sådan tredeling optræder også på andre sprog, forklarer han.
Anne-Marie Christensen, filosof fra Syddansk Universitet, mener, at der er en særlig omstændighed, man bør være opmærksom på, når man taler om en ægte undskyldning.
En undskyldning er intet værd, hvis ikke den udtrykker en selvindsigt. Den kræver, at man har lavet en etisk overvejelse om det, man har gjort, og ærligt kan sige, at du har en berettiget kritik af mig, og det undskylder jeg nu for. Ved en undskyldning sætter man altså sig selv på spil og er afhængig af, at den forulempede person tager imod undskyldningen, siger hun og fastslår i samme ombæring, at det ikke er tilfældet med en beklagelse, hvor man slet ikke sætter sig selv på spil eller indrømmer nogen skyld.
Spørgsmålet er, hvorfor vi i disse år oversvømmes af beklagelser og undskyldninger. Jonas Gabrielsen, der er lektor og underviser i politisk retorik på Roskilde Universitet, mener, at der er tale om en ny tendens.
Vi ser beklagelser overalt for tiden, og jeg synes, der er kommet en trend, hvor man har opdaget, at det er muligt at komme med en beklagelse, uden at det koster noget. Man kommer til at fremstå troværdig og følelsesagtig, når man giver en indrømmelse, siger han og påpeger, at indrømmelsen også helst skal komme så hurtigt som muligt efter forseelsen for at have den rette virkning.
Jonas Gabrielsen frygter dog for konsekvenserne af denne nye tendens.
Man kan risikere, at det får den effekt, at man bliver mere sløset i sin retorik. I et rum, hvor undskyldningen er legitim, behøver man ikke passe så meget på, hvad man siger, for man kan jo altid stikke en undskyldning eller beklagelse, siger han.
Og problemet er, at beklagelsen af det sagte ikke udvisker det, som er blevet sagt. Det eksisterer jo stadigvæk. For eksempel kan det være en helt bevidst strategi at tænke: Her er noget, vi bare skal have sagt, men som ingen rigtig tør sige. Vi vælger at sige det alligevel, og så kan vi altid trække det tilbage eller beklage.
Samme holdning deles af Peter Goll, tidligere presserådgiver for SF og nu seniorrådgiver og ledende partner i kommunikationsbureauet Geelmuyden.Kiese Danmark.
Hvis undskyldningen bliver et decideret kommunikationstrick uden konsekvenser, så gennemskuer medierne og modtagerne det, og så mister det sin effekt. Så vil folk kræve handling frem for bare en undskyldning, siger han.
Lisa Storm Villadsen, lektor i retorik, mener, at vi i Danmark er dårlige til at undskylde, og hun har svært ved at komme med et eksempel på, hvornår der fra officiel side er givet en reel og meningsfuld undskyldning.
I forhold til de lande, vi plejer at sammenligne os med, for eksempel Sverige og Norge, har vi her i landet påfaldende få officielle undskyldninger. Man kan tage eksemplet med de grønlandske børn, der blev bragt til Danmark i 50erne, eller sagen med børnehjemsbørnene fra Godhavn. I begge tilfælde har ingen offentlige instanser givet en undskyldning. Og det selvom der er bevis for, at det betyder rigtig meget for folk, der har brug for den anerkendelse. En krænkelse, der står upåtalt hen, kan ende med at fremstå, som om den var helt i orden, siger hun og peger på, at man i Danmark rent kulturelt nok er ret mistroiske over for store ord og falder tilbage på en bekvem kynisme.
Også professor i teologi Svend Andersen fra Aarhus Universitet mener, at det ligger i tidsånden, at man har fjernet sig fra den oprindelige betydning af ordet undskyld.
I sin oprindelige form betyder det at undskylde, at man fjerner skyld fra et andet menneske ved at tilgive det, vedkommende har gjort. Men i dag bruges undskyld ofte i en anden betydning. I politikersprog betyder det at undskylde, at jeg beklager det, jeg har gjort. På den måde er der ikke nogen modtager af undskyldningen. Hvem har man gjort sig skyldig over for? Og hvem skal befri en fra skylden? Den moderne brug af undskyld forudsætter ikke mere, at en eller anden befrier en fra skyld. Det klarer man selv, siger han.
Og så er der spørgsmålet om, hvordan den offentlige brug af undskyldninger smitter af på den brede befolkning. Her mener Lisa Storm Villadsen, at danskerne er meget pragmatiske.
Jeg tror, vi danskere er tilbøjelige til at give undskyldninger, der kan skabe harmoni omkring spisebordet. Nogle vil sige, at så er det ikke en rigtig undskyldning, men andre vil mene, at man for at genskabe roen gerne må være strategisk.