Fire lyshårede veninder kommer gående ned ad en indkøbsgade i København skulder ved skulder. Den ene af teenagerne taler i mobiltelefon, mens de tre andre er tavse med blikket rettet mod hende med telefonen.
Havde deres mødre været på en tilsvarende shoppingtur, havde de formentlig dømt den snakkende part uhøflig. For man hænger da ikke i røret i længere tid, når man er sammen med andre mennesker. Det vil de fleste voksne nok være enige om. Sådan lyder ét af principperne også, hvis man slår op i de nyeste bogudgivelser om moderne takt og tone.
– Jeg tør ikke tro på, at vi nogensinde får udbredt et ordentligt sæt normer for brug af mobiltelefonen, for når man ser på de unge, har de jo mistet al takt. De mangler situationsfornemmelse. Det er utåleligt at høre på den ene dumme samtale efter den anden, og det er mangel på respekt for andre, mener for eksempel Bill Holmberg, forfatter til "Takt og tone – bagfra".
Men det er for nemt at stemple de yngre generationer som hensynsløse, når de tager telefonen i tide og utide. Somme tider opfører de sig nemlig bare, som de selv mener, andre burde gøre, pointerer lektor Anne Scott Sørensen fra Institut for Litteratur, Kultur og Medier ved Syddansk Universitet.
– Det kan være en anden form for høflighed, for de unge ved, at når de selv ringer til nogen, har de brug for at tale med vedkommende her og nu. De ville selv forvente at få svar, så når deres egen telefon ringer, sætter de sig i den andens sted og tager den selvfølgelig, siger hun.
Når de ældre årgange insisterer på, at mobilen skal holdes slukket, mens man er sammen med andre mennesker, er det udtryk for en slags hierarkisk opdeling af forskellige typer kommunikation. Det rangerer højere at tale med folk ansigt til ansigt, og derfor må telefonsnakken vente til senere.
Men for mange unge er personen i den anden ende af røret mindst lige så meget værd som dem, hun er sammen med i øjeblikket, fortæller lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Ida Wentzel Winther, som har forsket i 12-16-åriges brug af mobiltelefon:
– Der er forskel på generationerne. For os, der ikke har fået mobilen ind med modermælken, er den stadig en digital immigrant. For unge er den blevet en naturlig del af dem selv, nærmest som en ekstra kropsdel.
Under sit feltarbejde på en dansk ungdomsskole konstaterede Ida Wentzel Winther, at telefonen i stort set alle situationer havde forrang frem for anden form for kommunikation.
– Alt blev sat til side, når den ringede, for en mobil insisterer på at blive taget i kraft af sin bippen og dutten. Og man vil jo ikke gå glip af noget. Men vi skal ikke gøre telefonen til et fjendebillede, for børn og unge er også i høj grad sociale om at bruge den, siger hun.
De kan for eksempel sidde og læse sms?er sammen, spille spil på telefonen eller vise hinanden billeder.
Generationernes forskellige erfaringer med mobilen betyder også, at en højlydt ringetone under mødet forstyrrer nogle mere end andre.
– Unge lader sig ikke forstyrre i samme grad. Nogle af os har svært ved at genoptage tråden, når telefonen lige har ringet, mens unge bare glider videre i kommunikationsstrømmen, siger Anne Scott Sørensen.
Hun mener i øvrigt ikke, at tendensen til at tale privat i mobiltelefon i det offentlige rum alene er et ungdomsfænomen. Det går på tværs af aldersgrupper, køn og samfundslag og er måske særligt udpræget i de større byer.
– Storbyens anonymitet får nogle til at tænke: "De kender mig jo ikke". Det kan være fuldstændig ligegyldigt, om de andre i toget hører med, for man møder dem ikke igen. Og så kan den private snak selvfølgelig også være en form for provokation eller ekshibitionisme, lyder analysen fra Anne Scott Sørensen.
kristine.korsgaard@kristeligt-dagblad.dk