Vejen gennem sorgen er en rejse

Landsforeningen for efterladte efter selvmord holder 10-års-jubilæum. Formand Hanne Svensmark har selv oplevet smerten, tabet og sorgen, da hendes mand valgte at tage livet af sig

”Der findes et liv bagefter for efterladte efter selvmord, men for mange er det en rigtig hård kamp. Sorg er en livsledsager, når man har mødt den. Det er noget, man har med sig resten af livet, men det betyder ikke, at man ikke kan få et godt liv,” siger Hanne Svensmark. –
”Der findes et liv bagefter for efterladte efter selvmord, men for mange er det en rigtig hård kamp. Sorg er en livsledsager, når man har mødt den. Det er noget, man har med sig resten af livet, men det betyder ikke, at man ikke kan få et godt liv,” siger Hanne Svensmark. –. Foto: Henning Bagger.

Hanne Svensmarks mand begik selvmord den 23. august 2003. En uge forinden havde han sagt, at han ville tage livet af sig selv som en kærlighedsgave til hende.

LÆS OGSÅ: Sorgen i livets efterår

Da jeg fandt ud af, hvad han ville, forsøgte jeg at få ham tvangsindlagt, men hos lægen fik han snakket sig ud af det. Det har nok været det mest ensomme øjeblik i mit liv, da vi efter lægebesøget stod på gaden, siger Hanne Svensmark.

Den 50-årige tidligere præst, der bor i Jerslev ved Brønderslev, er formand for Landsforeningen for efterladte efter selvmord. Hun har selv oplevet smerten, tabet og sorgen, når en nær pårørende vælger selv at slutte livet. Et år efter sin mands død tog hun kontakt til landsforeningen og var med til at danne en lokalkreds i Nordjylland. Og sidste år overtog hun så formandsposten efter medstifter af foreningen, selvmordsforsker Unni Bille-Brahe, der gik af på grund af alder.

Foreningen har været en hjælp til mig selv og min sorg. Og den er et sted, hvor jeg har kunnet stille mig til rådighed med de evner, jeg har. At bruge sine egne erfaringertilathjælpeandreerogsåenmådeatfådetmeningsløsetilatgivemening,sigerHanneSvensmark.

Landsforeningen for efterladte efter selvmord blev stiftet for 10 år siden, og jubilæet markeres med årsmøde søndag den 4. marts på Radisson SAS H.C. Andersen Hotel i Odense. På programmet er blandt andet foredrag, digtoplæsning, musik, debat om foreningens betydning og generalforsamling. Filosofien bag foreningens arbejde er, at hvis man som efterladt får den rigtige hjælp og støtte til at bearbejde sit tab af en pårørende ved selvmord, får man mulighed for at komme videre med sit liv på en konstruktiv måde. Foreningen tæller fem lokalkredse og cirka 300 medlemmer.

Vi kan skabe en form for netværk og steder, hvor folk kan henvende sig og møde andre, der har været ude for det samme som dem selv. Selvmord er stadig tabuiseret og omgærdet af tavshed. Mange oplever et dobbelt tab, fordi de også mister retten til at mindes den afdøde, da mange har svært ved den måde, dødsfaldet er sket på. Det er forståeligt nok, da det er et område, hvor mange føler sig på usikker grund og ikke ved, hvad de skal sige og gøre, siger Hanne Svensmark og fortsætter:

Som efterladt kan man også få god hjælp hos en psykolog, præst eller hos familie og venner. Det, foreningen kan, er at være et sted, hvor man kan møde nogen, der ikke behøver at have ondt af en, fordi de selv har oplevet noget, der var lige så slemt. Der kommer en anden forståelse med hinanden.

Der findes et liv bagefter for efterladte efter selvmord, men for mange er det en rigtig hård kamp.

Sorg er en livsledsager, når man har mødt den. Det er noget, man har med sig resten af livet, men det betyder ikke, at man ikke kan få et godt liv. Spørgsmålet er også, om man vil undvære sorgen? Den er jo også udtryk for, at man har elsket et menneske. Men der er forskel på at være i dyb sorg hele tiden, og at den dukker op en gang imellem. Der skal gerne være noget andet end sorg i ens liv, siger Hanne Svensmark.

Hun havde kendt sin mand i to år, da han i august 2003 satte ild til det hus uden for Tårs nær Brønderslev, hvor han drev forlagsvirksomhed, og lod det brænde ned over sig selv, som hun siger. Han blev 45 år.

Jeg havde gået i flere måneder og frygtet, at det kunne ske. Min mand havde en psykisk sygdom, han var maniodepressiv og gik ned i en dyb depression i juni. Det var en sommer, hvor vi kæmpede med hinanden om hans liv. Jeg insisterede på, at der måtte være hjælp, og at jeg gerne ville stå last og brast med ham. Men han havde ikke gode erfaringer med behandling for sin sygdom og ville ikke have medicin.

Jeg har haft svært ved at anerkende, at han traf det valg. Men jeg har en idé om, hvor meget lidelse der var i ham, siger Hanne Svensmark.

Hun er cand.theol. fra Aarhus Universitet og havde siden 1993 været sognepræst i Jerslev, Hellum og Mylund Sogne, da hendes mand døde. På det tidspunkt boede de to yngste af hendes tre sønner hjemme.

Det var i høj grad i kraft af dem, at jeg måtte forblive rask og holde ud, for jeg skulle jo tage mig af dem også, heldigvis. Og så har jeg et helt fantastisk netværk. Min søster kom lige med det samme. Jeg havde en masse hjælpsomhed omkring mig. Der var jo et helt sogn, der havde taget min mand til sig og holdt af ham. Jeg fik så mange rørende tilkendegivelser fra folk, og jeg kunne havde fået 10 gange mere hjælp, end jeg havde brug for.

Min biskop tilkendegav, inden der var gået et døgn, at jeg skulle tage al den tid, jeg havde brug for. Jeg var sygemeldt i en periode og trappede derefter op til, at begravelser var det sidste, jeg tog på mig igen som sognepræst, siger Hanne Svensmark.

Hun stoppede som sognepræst i 2007. Ikke fordi hun var ked af sit arbejde, men fordi psykologien trak. Hun var i 2005 begyndt på en uddannelse i narrativ og systemisk psykoterapi og måtte erkende, at det var hendes nye kald.

Det føltes så stærkt, at jeg måtte gå den vej, selvom det virkede ufornuftigt at sige min faste stilling med tjenestemandspension op. Det var da heller ikke et fravalg af præstegerningen, men et tilvalg af noget andet, som jeg kom til at brænde for.

Hanne Svensmark er efterfølgende fortsat med uddannelsen som kunstterapeut, hvilket hun bliver færdig med til foråret. Hun har privat praksis, Svensmarks Samtaleværksted, i sit hus i Jerslev og er ansat som kunstterapeut i socialpsykiatrien i Brønderslev.

Vejen gennem sorgen kalder hun for en rejse.

Det har også betydet meget for mig, at jeg har en tro. Min mand troede selv, at han kunne finde fred hos Gud, så det er også en brik i det. Men samtidig er jeg nok et af de heldige mennesker, der har et livskraftigt sind.

I dag kan jeg stadig synes, at det er helt forfærdeligt, at han ikke troede på, at vores kærlighed kunne hjælpe ham igennem. Men jeg har til en vis grad forsonet mig med det. Jeg kan stadig ikke anerkende løsningen på hans lidelser, men godt forstå, hvad der drev ham.