Skyttegravene var et næsten bundløst ælte. Soldaterne havde fra deres støvler bundet en snor op om nakken. Ellers kunne de ikke trække fodtøjet op af mudderet.
Bent Reese-Petersen, Viborg, forhenværende financial controller – økonomichef – i Nato og forfatter til den 640 sider store slægtshistorie "Slægterne Reese og Petersen 1390-2008", gengiver denne detalje fra sin bedstefars, landsbysmeden Heinrich Reeses, beretning om sin deltagelse i Første Verdenskrig. Han var en dansksindet sønderjyde, bosat i Bramdrup ved Haderslev og tvunget til krigsdeltagelse på tysk side.
Forfatterens mor, Marie Petersen, født Reese og kaldt Misse, fortæller i bogen: "Far kunne være stukket af fra krigstjenesten og flygtet over Kongeåen til Danmark. Konsekvensen ville imidlertid have været, at familien mistede understøttelsen, og tyskerne havde taget vort hus og smedjen. Og der ville ikke have været noget at komme tilbage til efter krigen."
Fra sin barndom og ungdom husker Bent Reese-Petersen, at bedstefaderen indimellem fortalte om hændelser fra krigen. Men kun om de morsomme – som trods alt også fandtes. De mest dystre holdt han for sig selv. Men de lod ham næppe i fred. På sit dødsleje råbte han i vildelse: "Tag de kanoner væk, de må ikke skyde!" Og: "Lade være med at skyde hende!"
– Da jeg begyndte mit slægtshistoriske arbejde i 1970'erne, fortæller Bent Reese-Petersen, var det slet ikke tanken at lave egentlig slægtsforskning. Hensigten var alene at fastholde de beretninger, som mine forældre gennem min barndom og ungdom havde givet mig om deres tilværelse under det tyske herredømme i Sønderjylland før Genforeningen i 1920.
– Jeg ville gerne, at mine to børn og fem børnebørn skulle kende det helt specielle kapitel i Danmarks historie, som deres bedste- og oldeforældre var en del af. Min far, Nis Petersen, var født i Sommersted ved Haderslev i 1902 – og min mor, Marie Reese, i Bramdrup i 1907. Inden deres død i henholdsvis 1976 og 1989 nåede jeg at interviewe dem om deres opvækst og skolegang i årene før og under Første Verdenskrig. De var begge gode fortællere, der kunne berette udførligt om livet i hjemmene og om den tyske administrations forsøg på at underkue den danskshed, der siden Danmarks tab af landsdelen i 1864 blomstrede mere og mere. Mine forældres skoletid med importerede tyske læreres hårdhændede indlæring af tysk sprog og kultur, blandt andet med tyske sange til ære for kejseren, gav dem og alle andre danske familiers børn meget dårlige oplevelser og ligeledes en dårlig uddannelsesmæssig start i tilværelsen. Også familiernes situation under Første Verdenskrig, da familiefædrene var tvangsindkaldt til tysk krigstjeneste i de forfærdelige skyttegravskampe på vestfronten, var særdeles dyster.
– Til gengæld blev krigens afslutning, folkeafstemningen og Genforeningen for mine forældre og bedsteforældre livets største oplevelser. Naturligvis er disse stjernestunder beskrevet ganske detaljeret.
Som en læser har bemærket, udgør de skilderinger, der afspejler den brogede sønderjyske historie, bogens guld. En vurdering, som Bent Reese-Petersen deler.
Da arbejdet med beskrivelsen af Reese- og Petersen-slægternes tilværelse i den tyske tid var gjort, pirredes nysgerrigheden med hensyn til de to slægter og deres liv længere tilbage i tiden. Dermed påbegyndtes den egentlige slægtsforskning, der udviklede sig til at omfatte tidsbilleder og konkrete oplysninger om slægternes levned i hverdag og fest under stærkt skiftende vilkår gennem flere århundreder.
– Min mors Reese-slægt er ført tilbage til begyndelsen af 1700-tallet. Min fars Petersen-slægt er derimod ført helt tilbage til 1390. Jeg vil gerne føre også Reese-slægten længere tilbage. Det irriterer mig lidt, at jeg hidtil ikke har kunnet komme længere tilbage end til 1710.
Når man læser slægtsbogen, oplever man brudstykker af danmarkshistorien gennem såkaldt almindelige menneskers hverdage.
– Min oldefar på fædrene side deltog i krigen i 1864, hvor han var med på tilbagetoget fra Dannevirke op gennem Jylland. Undervejs blev hans eskadron indkvarteret på en gård i Stenderup ved Kolding. Her fik han et godt øje til gårdmandens datter. Og efter krigen vendte han tilbage for at hilse på hende. Hun blev min oldemor. Det er da interessant at tænke på, at jeg ikke ville have eksisteret, såfremt Danmark ikke havde tabt krigen. Da Sønderjylland derefter blev tysk, måtte samme oldefar ind som tysk soldat i Den Fransk-tyske Krig. Desuden var han med ved den store genforeningsfest den 11. juli 1920 på Dybbøl Banke, hvor kong Christian den Tiende gav ham og andre veteraner fra 1864 et håndtryk.
Ifølge Reese-Petersen omfatter bogen cirka en million bogstaver og tal.
Tre computere har han slidt op i arbejdet med stoffet fra talrige kilder om 6-700 slægtninge. Grundlæggende data om familiemedlemmer født før 1900 er først og fremmest fremskaffet ved efterforskning i Landsarkivet, Rigsarkivet og Det Kongelige Ordenskapitel samt i udenlandske arkiver via internettet.
Dertil kommer de egentlige familiebeskrivelser. Således har forfatterens mor, den nævnte Misse, blandt andet bidraget med kassettebånd, som hun indtalte til Mol-trup Sogns Lokalhistoriske Forening, og med nedskrevne beretninger om sin barndom og ungdom. Reese-Petersen har også skrevet med sig selv som kilde, for eksempel om tiden som barn og ung i Haderslev, arbejdet som financial controller i Nato samt om de senere års virke som valgobservatør udsendt af Udenrigsministeriet til Bulgarien, Ukraine og Hviderusland.
Sandheden, men ikke nødvendigvis hele sandheden. Det er for Reese-Petersen et vigtigt princip i arbejdet med slægtsforskningen. Han har undladt at nævne for eksempel fortidige uoverensstemmelser blandt familiemedlemmer, hvis han har skønnet, at efterkommerne foretrækker diskretion. Man skal respektere folks følelser, siger han. Og mener ikke, at et sådant hensyn skader slægtsforskningen.
– Jeg har bestræbt mig på at skrive bogen på en måde, så alle i slægten kan være tilfredse, siger han.
Og det er tilsyneladende lykkedes. Modtagelsen af bogen, der foreløbig er trykt i 100 eksemplarer, betegner Bent Reese-Petersen som "fantastisk". En dag han ringede til sin søn, undrede han sig over, at denne lød så ru i mælet. Om han var forkølet? Næh, bevæget – over mødet med slægtens historie, som han netop da var opslugt af at læse om. En intern anmeldelse lyder: "Bogen giver et både velbeskrevet og veldokumenteret stykke kulturhistorie, set og oplevet af sønderjyder gennem de seneste århundreder."
"Din egen dag er kort,/ men slægtens lang/ læg ydmygt øret til dens rod forneden." Disse ord af Jeppe Aakjær indleder slægtshistorien. Bent Reese-Petersen har gennem sit arbejde erfaret deres virkelighed, hvilket har givet hans tilværelse en ekstra dimension: Han er blevet mere bevidst om, at han er en del af en kæde. Generationernes kæde. Eller som han selv formulerer det: "Vi er hver og én både historie og en del af historien."
Bent Reese-Petersen: Slægterne Reese og Petersen 1390-2008. 640 sider. Med mange fotos. Forfatteren har selv bekostet udgivelsen.