Gennem 50 år har Ejvind Larsen skrevet artikler i dagbladet Information, interviewet statsministre og ledende åndsfyrster, kritiseret tidernes forskellige dårskaber, forbundet Grundtvigs tanker med Karl Marx', opfordret til 1968-oprøret og advaret mod forestående katastrofer.
Blandt de andre Christiansborg-journalister fik han for omkring 35 år siden øgenavnet "Mangeord", fordi han altid skulle forklare i detaljer, hvordan verden hang sammen. Siden blev navnet almindeligt kendt, fordi Ejvind Larsens gamle ven J.B. Holmgaard gennem mange år stort set hver søndag i sin faste klumme "Sket i ugen" i dagbladet Politiken gengav, hvad Ejvind "Mangeord" nu havde skrevet.
Øgenavnet er også hængt ved, fordi Ejvind Larsen er vidt berygtet for ikke just at fatte sig i korthed eller lade samtalepartneren få mange hele sætninger indført. Dette rygte modarbejdes dog kraftigt af dette interview, som er gennemført på kun en halv time med en både lyttende og disciplineret ord-rationerende 50-årsjubilar.
Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?
– Jesus. Og hans bedste evangelist: William Shakespeare.
Hvordan vil du beskrive dit livssyn?
– Det vil jeg beskrive som dialogisk. Men dialog opstår kun i kraft af det eller den tredje, som dialogpartnerne har fælles, men som ingen af dem kan påberåbe sig over for den anden eller de andre. Denne tredje har forskellige betegnelser, men på dansk er det oftest bogstaverne G, U og D. Hvad eller hvem dette er, ved ingen af os.
Hvordan gør troen en forskel i dit liv?
– Det gør en afgørende forskel, om du tror, du kan gennemskue denne eller dette tredje og derfra få magten over tilværelsen, eller om du tror, at du lever af, at denne eller dette er i stand til at fremkalde dialog. For i modsætning til monisme, dualisme og dialektik er troen på dialog fastholdelsen af, at vi er forskellige, og at denne forskellighed aldrig kan ophæves. Vi er altid hinanden fremmede. Eller som Jesus udtrykkeligt siger: fjendske. Og alligevel er der det, som han og Shakespeare turde kalde kærlighed, men som vi andre nok skal nøjes med at kalde gensidig respekt, høflighed eller mit yndlingsord: dialog. Derfor er min trosbekendelse den dialogiske trialektik. Nok er det altid et forhold af dialogisk art, men det kan dybest set ikke lade sig gøre, uden at noget eller nogen tredje er til stede.
Har du et motto?
– På engelsk af den oprindelige giver, William Blake, er det: "The road of excess leads to the palace of wisdom". Eller oversat: "Overdrivelsens vej fører til visdommens slot."
Hvad har du taget med fra dit barndomshjem?
– Den kristne tro.
Hvad er lykke for dig?
– Nu synes jeg, det bliver svært. Så svært, at jeg må vende tilbage til forrige spørgsmål. For at kunne være tro mod mine grundtvigske forældre, er jeg blevet nødt til – stik imod hvordan min far og mor udtrykte deres tro – en gang imellem at sige og skrive, at når jeg stadig kan gå i kirke, er det fordi, jeg har fundet en præst, som en gang imellem siger til mig: Meget kan man sige om Jesus, men kristen, det var han dog ikke. Jeg har ingen vanskeligheder ved at bekende Jesus som Kristus. Men jeg synes, at den herskende kristendom, både i katolsk og protestantisk udgave, har forrådt Jesus. For her er netop modsætningen imellem at leve på alt det, vi ikke har gjort os fortjent til, men som skænkes os, og så vores tro på, at vi selv kan gennemskue Gud og derefter enten som kristne – eller som naturvidenskabsmænd, politikere, økonomer, kunstnere eller hvad vi ellers bilder os ind, at vi er – kan sige, hvad der er den evige sandhed og det evige gode. Når nu Jesus udtrykkeligt siger det stik modsatte. Men altså: Lykke er for mig at være så bevæget af det, der betyder noget for én, nemlig ens forældres livsopretholdelses-kraft, at man bliver nødt til ved lejligheder at sige det stik modsatte. Det tror jeg, de færreste forbinder med lykke, men det er altså lykke for mig.
Hvad er elendighed for dig?
– Det er, at du må fortegne din virkeligheds grundvilkår så meget, at du enten tror, du dybest set lever af den magt, du selv er i stand til at opvise, eller fortrænger den glæde, det er, at selvom du ingen magt har, så er du heller ikke afmægtig, fordi denne eller dette tredje hele tiden tiltaler dig på en sådan måde, at du må svare. Og det er jo livet. Så der er to former for elendighed: almagts-fantasterier og afmagts-fantasterier.
Hvor trænger samfundet efter din mening mest til politiske forandringer?
– Der er ansatser i det, man kalder "det moderne projekt", til et samfund bygget på det dialogiske. Især hvis man går tilbage til dets udgangspunkt, den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776. Forfatteren, Thomas Jefferson, understregede selv, at den var utænkelig uden ét menneske: Jesus fra Nazaret. Men nu er vi endt der, hvor vi enten skal bøje os for markedskræfterne eller for statsmagten. Som om nogen af dem skulle have adgang til Jesu far og derfor kan fortælle os andre, hvad vi skal tro og gøre. Skulle vi ikke i stedet tage vores fladtrykte madpakker og halvlunkne termokander med over i forsamlingshuset og så prøve at tale os til rette om, hvad vi skal tro og gøre?
Hvilke fællesskaber er vigtige for dig?
– Dostojevskij har sagt, at nogle mennesker elsker hele menneskeheden, lige bortset fra, når de skal være sammen med andre mennesker. Jeg har det lige omvendt: Når jeg sidder for mig selv, kan jeg som regel slet ikke holde menneskeheden ud, men foretrækker kaktusblomster, fiskehejrer, eller hvad ved jeg. Men stort set hver gang, jeg er kropsligt tæt på et andet menneske, falder jeg alligevel for dette ene menneske.
mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk
EJVIND LARSEN
født 1936 i København, søn af værkfører Bent Larsen og kontorassistent Ragna Larsen. Student fra Christianshavns Gymnasium 1955. Elev på Askov Højskole 1957-58. Studier ved Københavns Universitet 1961. Ansat på dagbladet Information siden 1955, i perioderne 1966-68 og 1979-83 som chefredaktør. Har ud over sine mange avisartikler skrevet flere bøger, bl.a. digtsamlingen "Kryptofoni" (1961), "Grundtvig – og noget om Marx (1974), "Det levende ord – om Grundtvig" (1983) og "Mangeord" (1986). Ejvind Larsen har været gift med socialrådgiver Gunvor Auken. Han har to døtre og to børnebørn.
I anledning af Ejvind Larsens jubilæum har Informations Forlag netop udgivet en samling af hans artikler med titlen "Samtaler med tidsånden og opråb imod den".