Oplevelsen var uforglemmelig for tv-vært og tidligere direktør for DR Mikael Kamber, da han som 10-11-årig en dag hjalp sin far med at slæbe alt hans specialværktøj som autosadelmager ind i familiens brune Mazda-pickup. De to kørte på lossepladsen, hvor Mikael Kamber kunne se sin far tage sig god tid til at smadre sit levebrød med en forhammer. Den ene maskine efter den anden. Og tydeligvis nyde det.
Hvad er det egentlig, du laver, far?, fik Mikael Kamber til sidst spurgt. Faderen gad ikke mere. Og så kunne de ellers komme og plage ham alt det, de ville. Han kunne ikke hjælpe dem med at polstre flere bilsæder. For han havde jo ikke længere værktøjet!
Det var ikke udtryk for sortsyn. Tværtimod. Og faderen fortsatte da også i forskellige erhverv. Først som handelsmand, så som landmand, inden han åbnede Vestjyllands første genbrugsstation og siden blev mangeårigt byrådsmedlem på Fanø.
Det var vigtigt at være glad for det, man lavede, lærte Mikael Kamber af sin far, og var man ikke det, måtte man tage sig selv alvorligt nok til at finde noget andet at lave.
Og der er åbenbart en del om snakken, har Mikael Kamber siden fundet ud af. Han har skrevet bogen Vi er bedst, når vi er glade, der netop er udkommet på Gyldendal, med forskningen som grundlag for de mange fordele, glæden giver os, både personligt og i arbejdslivet.
At den første bog, Mikael Kamber skriver, handler om livsglæde, er egentlig ikke så underligt, når man har mødt ham.
Hele hans væsen udstråler overskud og positivitet, uden at det er overdrevent eller virker påtaget. Det fremstår derimod som en naturlig del af den to meter høje mands personlighed, mens han går rundt på denne avis redaktion og omhyggeligt hilser smilende og høfligt til hver enkelt, vi passerer.
Det må være sådan, han selv gjorde som chefredaktør og administrerende direktør på JydskeVestkysten og mediedirektør i DR. Og det er samme holdning, han anbefaler til at præge ikke bare vores personlige liv, men også kulturen i virksomheder. For vi er bedst, når vi er glade.
Der er nu også mange gode grunde til at se lidt lyst på tilværelsen. For fordelene ved at være glad er omend banale, så mildest talt overvældende. Det er dokumenteret i et væld af forskningsundersøgelser, hvor glæde er defineret ved, at vi er præget af positive følelser over halvdelen af vores vågne tid.
Når vi er glade, er vi mere effektive og i gennemsnit mere kreative. Vi omgås bedre andre mennesker, er mere loyale over for vores arbejdsgiver og virksomhed, er mindre syge, har højere livsglæde og livskvalitet. Og ja, så lever vi endda længere.
Nævn en fordel, og du har den stort set her, siger Mikael Kamber begejstret og slår ud med armene.
Det er heller ikke så underligt, mener han, for når vi er glade, er vi den bedste udgave af os selv, og samtidig viser biologien og hjerneforskningen, at vi i den tilstand også fungerer bedst.
Der er dog nogle enkle parametre, hvor det kan diskuteres, om man er allerbedst, når man er glad. Det gælder eksempelvis kortvarige toppræstationer, hvor du rent faktisk godt kan piske dig op til at præstere bedre end folk, som er i bedre harmoni med sig selv og livet. Men i det lange træk, som også kaldes livet, står vi os bedst ved at prøve at have et positivt fokus i vores liv.
Det skyldes, at vi er mere åbne og kreative over for muligheder, end når vi er bekymrede. Vi præsterer tilmed hurtigere, sikrere og med større succes. Sådan er vores hjerne simpelthen skruet sammen. Mikael Kamber illustrerer det i sin bog meget sigende med en undersøgelse, vi rammende kan give titlen Fætter Højben, den heldige tegneseriefigur i Anders And-tegneserien.
I testen skulle to grupper, der følte sig henholdsvis heldige og uheldige, tælle antallet af billeder i en udleveret avis. De heldige løste opgaven på få sekunder, mens de uheldige i gennemsnit brugte omkring to minutter. Forklaringen på den store tidsforskel var, at de heldige havde set, at der allerede på side to stod en stor tekst: Stop med at tælle. Der er 43 billeder i denne avis. En tekst, som de uheldige aldrig opdagede. Samt en tilsvarende tekst inde i avisen: Stop med at tælle. Fortæl forsøgslederen, at du har set dette, og vind 1500 kroner.
Bekymringer svækker vores evne til at opdage det uventede, mens positive forventninger bliver en selvopfyldende profeti, lyder forklaringen.
Det udkrystalliserer, hvor meget det positive fokus betyder for glæden, og at det, man ser efter, er det, man får, siger Mikael Kamber.
I virkeligheden er det ældgammel visdom, erkender Mikael Kamber, som de fleste kender fra gamle ordsprog som smil til verden, og verden vil smile til dig og som man råber i skoven, får man svar. Men hvor det tidligere måske var ens mormor, der stod for troværdigheden, har forskningen nu overtaget ansvaret.
Med naturvidenskaben er det nu så veldokumenteret, at der ikke længere er noget at rafle om, og der er så stor en viden om det, at vi simpelthen ikke kan afvise, at det er sådan, det forholder sig. Så kan der altid komme nogle og sige: Hvad så med van Gogh og Beethoven? De var da knaldhamrende ulykkelige mennesker, og alligevel lavede de stor kunst, siger Mikael Kamber med et opgivende suk mod den indvending, han tydeligvis har skullet svare på mange gange også i dette interview, hvis han ikke selv havde bragt det på bane.
LÆS OGSÅ: Angsten begrænser bevægelsesfriheden
Ja, men intet kører jo efter en lineal. De er undtagelsen, ikke reglen. Undersøger du kreative mennesker, vil du se, at jo gladere de er, desto mere kreative vil de også være. Men det betyder altså ikke, at du ikke kan finde én, som er rigtig ked af det og alligevel laver stor kunst.
Den positive tilgang betyder dog ikke, at smerten ikke også har en plads i livet og blot skal fejes væk i en festrus af boblende, positive følelser, understreger Mikael Kamber.
Jeg postulerer ikke, at vi skal stræbe efter et liv, som er et stort halleluja, for selvfølgelig har man indimellem brug for at tage nogle kampe, og det kan give en større dybde i livet at have oplevet det modsatte af glæde. Men min pointe er, at der skal være en overvægt af positive følelser, hvis man vil sig selv og sine omgivelser det bedste. Jeg forsøger derfor heller ikke at underkende betydningen af kriser, for jeg tror rent faktisk, at livskriser er sunde og naturlige, og at der er en grund til, at vi har dem. De er med til at gøre os dybere og stærkere, siger han og tilføjer efter en kort pause: Man skal bare ikke dyrke dem.
Mikael Kamber kender selv til modgang fra sit barndomshjem på Fanø, hvor hans far haltede rundt, fordi han som barn havde fået polio. Det ene ben var forkrøblet som et tyndt tændstiksben og blev ikke meget bedre, da en læge i en operation fjernede fem centimeter af skinnebenet fra det sunde ben over på det syge. I stedet medførte det en voldsom betændelse i det raske ben, som aldrig helede fuldstændigt. Han lå et helt år på sygehuset. Og da betændelsen årtier senere brød op igen, måtte benet amputeres. Alligevel er hans far kendt af alle i lokalområdet for sin livsglæde.
Han har vitterligt haft større forhindringer i sit liv end langt de fleste mennesker og langt større fysisk smerte, end folk drømmer om, og alligevel har han kæmpet sig flot igennem det hele. På den måde er han også et forbillede for mig, siger Mikael Kamber, hvis far i dag blandt andet finder mening i tilværelsen ved at køre racerløb på handicapcykler og træner i at overgå sin egen tid, når han cykler fra det nordlige Fanø til det sydlige.
Meningen i tilværelsen er ikke kun vigtig for Kambers far, men for os alle, både personligt og i arbejdslivet, viser forskningen. Derfor er der heller ikke noget mere demotiverende end ligegyldigheden, mener Mikael Kamber.
For mig er meningen at opsøge de der positive øjeblikke af nærvær og glæde i livet, eksempelvis når du gør noget, du er rigtig god til, og mærker et flow.
Det mærker han selv, når han er på direkte tv, opslugt i samtaler med familie og venner, eller når han overgår sig selv på sin racercykel.
Når du har det sådan, er du rent faktisk også et plus i vægtskålen for dine omgivelser. Jeg skal ikke gøre mig alt for klog på, hvad meningen med tilværelsen er for det ved jeg ikke, griner han erkendende. Og måske finder man til sidst frem til, at livet er absurd og resultat af tilfældigheder, gætter han.
Men hvad skal jeg bruge det til? Når jeg nu har fået den gave, at jeg er her, kan jeg lige så godt få det bedste ud af det, og det gør man ved at have et positivt syn på livet. Så det er blevet min ledestjerne. Min mening. Med den indstilling er man i det mindste i bevægelse og har dermed også mulighed for at finde meningen engang hvis den er derude.
Mest iøjnefaldende er det måske at bemærke, at det ikke er de høje stillinger, den gode løn altså at få tildelt ridderkorset i alle mulige overførte betydninger som gør os glade, selvom det ofte er det, vi stræber efter. Det er derimod antallet af de små glæder i hverdagen, der er afgørende for vores lykke, viser forskningen. Om vi kan lide vores kolleger, vores arbejde, og især om vi er omgivet af mennesker, vi holder af. Det blev Mikael Kamber selv mindet om, da han i 2011 blev fyret som mediedirektør for DR.
Det gav mig jo tid og lejlighed til at se på, hvad der var fundamentet for min egen glæde. Og det var naturligvis det helt banale, som vi alle ved, at det handler om, nemlig de nære ting i hverdagen.
Men er målet med tilværelsen så blot at være glad?
Nej, det er midlet. For glæden sætter os i stand til at få det bedste ud af vores gang på jorden. Den positive indstilling gør, at vi tør sige ja og prøve noget nyt. Det har været drivkraften i hele vores udvikling, og det giver os hele tiden nye erkendelser, siger Mikael Kamber, der ikke opfatter sig selv som religiøs og derfor heller ikke finder svar på livets mening i troens verden. Han tror, religioner er opstået uafhængigt af hinanden overalt på kloden af den grund, at kloge mennesker til enhver tid har erkendt, at der er behov for nogle bestemte regler i samfundet, for at det fungerer bedst. På den måde er det ikke udelukkende den stærkestes ret, der dominerer, men alle inkluderes og bidrager hver især med deres del.
Derfor er religioner også en meget smuk ting, og uden dem havde vi ikke siddet, hvor vi sidder i dag.
Men i så fald har ideologier vel langt mere konkrete retningslinjer for, hvordan vi skal agere i samfundet end troen, som nemt kan blive en privatsag?
Jo, men ideologier kræver et andet dannelsesniveau end religion, som er dejlig simpelt. I ideologier skal du argumentere for en masse i modsætning til en dogmatisk religion. På en eller anden måde er religion også frisættende, og derfor kan jeg sagtens følge folk, som er dybt intelligente og optaget af religioner.
Hvad tror du selv på?
Jeg tror, at mennesker også spiller sammen via følelser, selvom vi endnu ikke har knækket koden til, hvordan det foregår. Men det gør vi nok engang. Jeg tror, vi smitter hinanden med sindsstemninger. Så jeg er ikke ateist i nihilistisk forstand (som benægter eksistensen af et grundlag for erkendelse og moral, red.). Jeg tror meget på, at mennesket skal gøre det gode. Men jeg har bare svært ved at købe den dogmatisme, vi har i eksempelvis kristendom og islam. Jeg kan i virkeligheden langt bedre identificere mig med den tankegang om nærvær, der ligger i buddhismen, hvor man har en række værktøjer til at stræbe imod at finde den indre ro. Jeg kan bare ikke se noget behov for alt det religiøse røgelse, der er omkring de grundlæggende kernesunde værdier, der ligger i mange religioner. Kernen af kristendommen er også ufattelig smuk: Gør mod andre, hvad du ønsker, de skal gøre mod dig. Det er den mest fantastiske leveregel, der findes.
Og så viser forskningen tilmed, at godgørenhed, som Bibelens bud om næstekærlighed er udtryk for, gør os glade.