Det stigende fokus på sygdom gør danskerne svage og pivede. Sådan lød konklusionen fra forfatter og videnskabsjournalist Lone Frank i en debat på DR 2 sidste søndag.
Og ifølge Thomas Middelboe, ledende overlæge på Rigshospitalet i København og formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, er det korrekt, at danskerne for ofte får stillet psykiatriske diagnoser for problemer, der er forventelige i løbet af tilværelsen, såsom stress, sorg og andre former for ondt i livet.
LÆS OGSÅ: Lægen er blevet en erstatning for familien
Det må man nok svare ja til, siger Thomas Middelboe.
Men man skal passe på ikke at dramatisere en diagnose mere end nødvendigt. Det er klart, at hvis en unødvendig diagnose åbner for, at man får medicin, psykologbehandling og måske økonomisk kompensation, så er vi ude i overbehandling. Men hvis den ikke fører til behandling, så er diagnosen blot en lægelig beskrivelse af nogle vanskeligheder, vi har i livet. En sorgreaktion har for eksempel også en diagnose, siger han.
Diagnoserne er jo lægens sprog. Man kan sige, at det er et upoetisk sprog, og at det kan være fremmedgørende. Nogle synes, det er en redningsplanke; andre synes, det er stigmatiserende. Men det er bare en måde at sætte et lægeligt prædikat på en tilstand på, siger Thomas Middelboe.
Han peger som eksempel på, at mange mennesker går til lægen, når en pårørende dør, fordi de bliver hårdt ramt af sorg.
Det skal du ikke have lægebehandling for. Lægen vil formentlig tage en snak med dig og anbefale dig at støtte dig til din familie. Så skriver lægen en diagnose med en kode for din reaktion. Den hedder i diagnosebogen en tilpasningsreaktion. Den diagnose omfatter de fleste, der bliver udsat for en alvorlig livsbegivenhed og går til lægen. Dermed behøver en diagnose ikke at have andre konsekvenser, end at den bliver registeret i lægens journal, fordi lægen har journalføringspligt, siger Thomas Middelboe.
Undersøgelser har vist, at antallet af danskere, der søger behandling for en psykisk lidelse, stiger. Dansk Sundhedsinstitut foretog for to år siden en undersøgelse for Kommunernes Landsforening, der viste, at antallet af folk, der bliver sygehusbehandlet for depression, stress og ADHD, er steget med henholdsvis 32 procent, 45 procent og 330 procent på otte år.
Jeg tror helt sikkert, der er en tendens hos os allesammen til at tåle lidt mindre modstand end tidligere og til at søge hjælp for vores problemer. Den tendens kaster en masse diagnoser af sig. Det store problem er, hvis vi sender folk i behandling og sygeliggør folk, der ikke har behov for behandling, siger Thomas Middelboe.
Også antallet af typer af psykiatriske diagnoser vokser. I næste måned udkommer en revideret version af DSM, det amerikanske diagnosesystem for psykiske forstyrrelser, som også benyttes til en række formål i Danmark, blandt andet til forskning. Systemet udkom første gang i 1952 og skulle reducere vilkårligheden i psykiatriske diagnoser. Det fyldte dengang 130 sider og opstillede kriterierne for i alt 106 psykiatriske diagnoser. Siden er antallet af diagnoser vokset, og ved den sidste store revision af DSM i 1994 kom systemet op på 886 sider med ikke mindre end 297 lidelser.
Stigningen i antallet af danske patienter med psykiatriske diagnoser er en forventelig følge af samfundets udvikling, siger Birgit Petersson, speciallæge i psykiatri og lektor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.
Vi har som samfund selv lagt op til den tendens. Hovedproblemet er, at vi lever i et underligt idealiseret samfund, hvor alt skal være rigtigt, lyst og godt. Man skal være ung, smuk og lykkelig; alt andet er helt forkert, siger Birgit Petersson.
Bare se på udbuddet af kurser i mindfulness. Det hele skal være så godt, og man skal fravælge livets skyggesider. Livets skyggesider er der, lige meget hvor meget vi i vores forestilling prøver at undgå dem. Men når man møder den modsatte samfundsopfattelse overalt, er det jo ikke til at holde ud at føle sorg. For det er ikke tilladt. Det er det store problem, siger hun.
Og denne samfundsudvikling bliver jo også fodret af medicinalindustrien, som griber tendensen og foreslår livslang medicinsk behandling, så vi kan hindre alle dårligdomme, siger Birgit Petersson.
Hun er delvist enig i, at danskerne i for høj grad får stillet psykiatriske diagnoser for problemer, der er forventelige i løbet af tilværelsen.
Lægerne kan heller ikke udholde, at folk har ondt i livet. De er også indfanget af det samfundssyn, der tilsiger, at man skal handle med det samme. Og skal en læge gøre noget, så er vedkommende nødt til at diagnosticere. Det er valget i mangel af bedre, siger Birgit Petersson.
En undersøgelse fra 2009 fra det nu nedlagte Arbejdsdirektoratet viste, at læger i nogle tilfælde stiller diagnoser for patienter uden de kliniske kriterier for diagnoserne, fordi det kommunale sociale system ikke er indrettet til at hjælpe patienter uden en diagnose. Forskningslederen bag undersøgelsen var Nanna Mik-Meyer, ph.d. i sociologi og lektor ved Institut for Organisation på Copenhagen Business School. Hun siger:
For mange borgere er det afgørende at få en diagnose, så de kan få de rigtige ydelser. I nogle kommunale sammenhænge konkluderer sagsbehandlere, at borgere med stress godt kan arbejde og ikke har ret til sygedagpenge, fordi stress ikke er en klinisk diagnose. Det er derimod depression.
Også hun er delvist enig i, at danskerne i for høj grad får stillet diagnoser for problemer, der er forventelige i løbet af tilværelsen.
Væksten i diagnoser afspejler blandt andet, at vi har et system, der afkræver diagnoser. For eksempel for at tillade at mennesker i perioder er sygemeldt fra deres arbejde. Dermed har diagnosen en funktion i det sociale system; og skruer man på systemet og gør det lidt sværere at modtage penge, har det den konsekvens, at flere mennesker har et behov for diagnoser, siger Nanna Mik-Meyer og fortsætter:
Dermed siger diagnoserne også noget interessant om vores socialpolitik og ikke kun om borgernes problemer.