Ida Auken glæder sig. Om halvanden måned skal hun føde sit og sin mand, Bent Meier Sørensens, første barn. Hun har haft det godt og er sluppet for nogle af de fysiske gener, som kan følge med en graviditet. Men ventetiden er svær, mener den 32-årige teolog og politiker, der er medlem af Folketinget og miljøordfører for sit parti, SF.
"Vi moderne mennesker er ikke så gode til at vente og til behovsudsættelse. Hvis der er noget, vi vil have, skal det helst være nu. Så for mig har det handlet om at gøre ventetiden til en forventningstid. Mens ventetid er noget irriterende, som bare skal overstås, er forventningstid en fremadrettet håbefuld proces."
"Når man skal have et barn, betyder det, at man skal vente i ni måneder. Det er hårdt, hvis man opfatter den tid som noget, der bare skal gå. Men ligesom det kan være svært at vente på juleaften for et lille barn, så er der nok ingen børn, der ville være december måned foruden. Jeg tror, det er godt for os som mennesker at være nødt til at blive i forventningen og glæden i lang tid. For mig har det i hvert fald været en speciel tid at gå i ni måneder," siger Ida Auken.
Hun er ikke ene om at pege på, at det at vente er en kompetence, som ikke er i høj kurs i det moderne hurtige liv. Hverken i trafikken, i vores omgang med andre mennesker eller i kirken har vi tålmodighed til at vente.
Advent er ellers i kristen og kirkelig forstand en vente- og forberedelsestid, hvor man gør sig parat til det, der skal komme – Jesus og julen. Advent, der også er begyndelsen på det nye kirkeår, markeres i kirken med tekster, der maner til besindelse på, at noget nyt skal ske. Tekster, der står i kontrast til adventstidens julepynt, gaveræs, julefrokoster og fest og farver," siger sognepræst Andreas Christensen, Frihavns Kirke i København.
"Vi burde kirkeligt set synke ned i alvor og afsavn, inden vi holder julefest. Men det er vi ikke så gode til i vores del af verden. Før i tiden var advent en bods- og bedetid, hvor man forberedte sig til jul, og så gav den gas med alle skinkerne hængende klar til julemaden. I dag er det sådan, at når først julekatalogerne begynder at dumpe ind ad døren, forsøger kirken at løbe om kap og holder julebasar, knas, luciaoptog, de ni læsninger og risalamande til de gamle."
"Men det passer ikke så godt med søndagenes tekster, der er præget af stor alvor. 2. søndag i advent taler Jesus om, at verden skal rokkes, det hele går under, og der skal ske tegn i sol og måne. Det er jo et bulder og brag. Så hvis du tager og skærer hele vores kommercielle jul væk, har du en flok munke fra middelalderen, der sidder krumbøjede og sultne og i en stigende alvor, der afløses af Kristi komme."
"Traditionen med bod og faste inden en kirkelig højtid er et levn, vi ikke længere er en del af. Det er den kulturkløft mellem det sekulære samfund og folkekirken, som der skal bygges bro over. Den folkelige advent og den kirkelige advent passer ikke sammen. Man kan få lyst til at sige: Lad os nu få skruet de samme pærer i uden for og inden for kirken," siger Andreas Christensen.
Det fratager ham dog ikke glæden ved advent.
"Det er en stor oplevelse efter 13 år som sognepræst at kunne begynde forfra hvert år ved denne tid på kristendommens fortælling. For mig er advent Johannes Døbers røst i ørkenen om, at noget nyt er på vej. Det er noget, der kommer til mig, og ikke noget, som præsten selv skal stampe op af jorden. Det er noget, der kommer hen til mig og ind i mig. Det oplever jeg meget stærkt i gudstjenesten, og jeg kan mærke på de andre i kirken, at det er en erfaring, vi deler."
Kirkeåret har for Ida Auken som teolog, men også fordi hun er vokset op i et kristent hjem, været med til at dele året ind, så den ene måned ikke bare er gledet over i den næste.
"Jeg tror, at livet har godt af sådan nogle rytmer. Det er godt at få delt livet ind i hjerteslag som for eksempel hver søndag at blive mindet om, at nu er det søndag. Men i dag forventes det, at man kan få adgang til alt alle ugens dage. Det er ligegyldigt, om det er fredag eller søndag, man bestemmer selv."
"Derfor kan der være behov for at finde nogle ritualer selv, så ugen ikke kommer til at mangle en rytme. Jeg har for eksempel et lørdagsritual, hvor jeg først går til træning og derefter spiser frokost med min mand og vores venner. Og i virkeligheden har vi nok alle sammen små ritualer i hverdagen, der giver mening. Det er jo hverdagen, der er vigtig. Hvis man en dag fik at vide, at man ikke havde så lang tid igen, ville det være tabet af hverdagen, man ville begræde, og ikke en følelse af, at 'åh nej, nu nåede jeg aldrig til Australien'. Glæde og forventning er godt, men det er hverdagen, der bærer ens liv," siger Ida Auken.
Men også i hverdagen er det et problem at skulle vente. Her er ikke mindst trafikken en skueplads for manglende tålmodighed. Således er antallet af bilister, der bliver taget i at køre over for rødt og dermed får et klip i kortet, steget med 14 procent på tre år, viser tal fra Rigspolitiet. Og kun 2 ud af 10 bilister overholder fartgrænsen på 80 kilometer i timen på landevejene. Resten kører, ifølge Rådet for Sikker Trafik, for stærkt.
En af de trafikale situationer, der kan få bilister op i det røde felt, er at holde i kø på vejene.
"Grundlæggende har vi det som mennesker skidt med kødannelse i trafikken," siger Mette Møller, der er seniorforsker ved DTU Transport.
"Det hænger sammen med, at vi lever i et samfund, hvor de fleste hænger i en kalender med en stram tidsplan, hvor selv små forsinkelser kan ødelægge tidsplanen og gøre os meget stressede. Og fordi vi er så tidsstyrede, har vi måske fået lagt en plan, der er lige stram nok. Transporttid opleves som spildtid, der skal minimeres mest muligt. Forsinkelser og kødannelser giver derfor anledning til frustration."
"Samtidig bliver menneskets grundlæggende behov for kontrol udfordret, når trafikken går i stå. Vi ved ikke, om det varer to minutter, en halv time eller flere timer, før vi kan køre videre. Og der er ikke umiddelbart noget, vi kan gøre for at ændre på situationen. Dette kan give anledning til kolossal frustration, hvis man i forvejen er presset på tid."
"I yderste konsekvens kan folk blive så frustrerede over at holde i kø, at de foretager sig noget ulovligt og farligt som at køre inde i nødsporet eller prøve fysisk at skubbe til bilen foran. Man kommer ikke hurtigere frem af at hidse sig op eller stresse. Det eneste, det fører med sig, er, at man skaber dårlig stemning og aggression i trafikken og møder på arbejde i dårligt humør," siger Mette Møller
I trafikken befinder man sig i en særlig form for social situation.
"God kommunikation er en forudsætning for at få en god social situation, men når man er i bil, kan man ikke se hinanden. Der kan derfor let opstå misforståelser, og muligheden for at blive korrigeret er meget ringe. Det kan være med til, at impulser og vrede ord får lov til at blive sluppet fri i højere grad, end hvis man står over for hinanden, ansigt til ansigt. Det er en social situation, hvor man kan tillade sig noget, som man ikke kan tillade sig i andre situationer," siger Mette Møller.
Hun foreslår, at man i trafikken øver sig på at se ventetid som noget andet end spildtid.
"Hvis der alligevel ikke er noget, man kan gøre, kan man lige så godt forsøge at slå sig til tåls med situationen og prøve at vende den til noget positivt. Det er en mulighed for at slappe af, et pusterum, hvor ingen kræver noget af en, og hvor man kan forberede sig mentalt på den situation, man er på vej til, eller tænke lidt over stort og småt i tilværelsen. Men man skal selvfølgelig stadig holde sin bevidsthed på trafikken, så det ikke går ud over muligheden for at køre sikkert, når trafikken kommer i gang igen."
Cand.psych. Lars Nørgaard, der er privatpraktiserende psykolog, var helt uenig, når nogen for 10 år siden sagde, at "i dag skal folk have krisehjælp, bare de ser nogen tabe hanken på en Nettopose".
"De, der søger psykologhjælp, har virkelig brug for det, og det er helt forståeligt og berettiget, mente jeg dengang. I dag må jeg sige, at der er kommet en tendens til at søge hjælp hos psykologer på et meget tidligt tidspunkt i et frustrationsforløb – i stedet for måske lige at klappe hesten og se, om det går over eller vente på bedre tider. Det kan for eksempel være ægteskabelige problemer, hvor en mand eller kvinde midt i 30'erne ikke synes, at gnisten i samlivet er den samme, som den har været. Deres familie er velfungerende, alle får mad i munden, de har gode job, og det hele kører derudaf. En af opgaverne for psykologen bliver så at hjælpe med at finde ud af, om den ægteskabelige knas faktisk udspringer af en psykologisk problemstilling eller snarere kan anskues som almindelige og nødvendige småridser i den ægteskabelige fernis," siger Lars Nørgaard.
I psykologisk terminologi handler det at vente om behovsudsættelse, som igen handler om impulskontrol. Det er en kompetence, der er fraværende ved fødslen, men som bliver udviklet med alderen.
"Forsøg med børnehavebørn har vist, at hvis man tilbyder dem at vælge mellem at få et lille stykke slik nu og et større stykke slik, hvis de venter, vil 75 til 80 procent af børnene tage det lille stykke slik nu. Og så stiger andelen af dem, der kan vente og få et større stykke slik, proportionalt med alderen. 12- til 14-årige kan skimte længere ud i horisonten og se, at hvis de styrer sig nu, venter der en større gevinst senere," siger Lars Nørgaard.
"Jeg deler den gængse opfattelse, at folk i dag er blevet dårligere til at vente. Vi er gået lidt tilbage i vores samlede psykologiske udvikling, og der er kommet en dårligere impulskontrol. Det er vel egentlig vores allesammens opfattelse, at vi er blevet mere egoistiske. Vi er blevet dårligere til at kigge på fællesskabets behov frem for vores egen tilfredsstillelse."
"Den moderne psykolog har fortsat en meget vigtig opgave i at hjælpe folk med at tackle kriser af enhver art. Men han har, som jeg ser det, også en forpligtelse til hele tiden at have fokus på, om klienten dybest set er bedst hjulpet ved at gå hjem og gennemleve sin frustration snarere end at forsøge at løse eller behandle den for ham. På den måde kan man sige, at noget af det største, man kan få med sig hjem fra et besøg hos psykologen, er en styrkelse i troen på, at man faktisk godt selv kan klare sine problemer."
Ifølge Lars Nørgaard er der også kommet en tendens til, at man er blevet vant til at få sin vilje. Og får man den ikke, brokker man sig.
"Selvfølgelig skal man klage, hvis noget ikke er i orden. Men en gang imellem kan man med fordel trække vejret, få ilt til hjernen og kigge på helheden og fællesskabet i stedet for først og fremmest at tilgodese egne behov," siger han og tilføjer:
"Vi skal ikke derhen, hvor man ikke kan sætte sig op mod autoriteter. Men en forudsætning for, at vi kan have et velfungerende samfund, er, at vi alle skal finde os i noget. Ikke i hvad som helst, men i noget – ellers kan et samfund ikke bestå."
For Ida Auken er det en fantastisk følelse som gravid at mærke, at der er en anden vilje end kun ens egen i ens liv.
"Man kan se det at få et barn som et tab af frihed, men det er jo i virkeligheden en kæmpe berigelse. På samme måde kan man se samfundets fællesskab som et tab af individuel frihed, men så har man glemt, at livet jo i virkeligheden handler om at være tæt på og leve sammen med andre mennesker. Det er, hvad børn minder en om."
"Når man har oplevet, at det også er en lang proces, og at man ikke kan styre den, føler man for alvor, at livet er noget, der bliver en givet. Man kan heller ikke bestemme, om barnet bliver sundt og rask, men man kan gøre sit bedste og håbe på det. Det er det, forventning handler om."
