Sørger jeg rigtigt? Det spørgsmål melder sig hos flere i tiden efter, de har mistet. For selvom oplevelsen af tab generelt ikke er noget, der tales meget om, så eksisterer der idealer for, hvordan det moderne menneske skal sørge. Sorge skal udtrykkes, og det skal helst ske i form af gråd og kortere eller længere perioder med nedstemthed. Men langt fra alle sørgende oplever tiden efter et dødsfald som præget af disse følelser. Og hos nogle fører det til anfægtelser over ikke at leve op til sorgens idealer, og anfægtelserne kan blive så voldsomme, at de vælger at opsøge en psykolog. Privat praktiserende psykolog Rikke Høgsted, 40 år, kan se tilbage på flere af den slags samtaler med sørgende, som opsøgte hende, fordi de oplevede, at de ikke sørgede, sådan som kulturen forventede det.
Idealet er, at man skal verbalisere sorgen og for en tid sørge på en meget emotionel og ekspressiv måde, hvorefter man skal være kommet gennem sorgen og videre i livet. Når man ikke gør det, så bliver nogle i tvivl om, hvorvidt de enten går rundt med en tikkende bombe inden i sig af undertrykt sorg eller måske er for langsomme med deres sorg. Men vi sørger i forlængelse af den person, vi er. Når vi er forskellige som mennesker, er vi også forskellige i vores sorg, siger Rikke Høgsted og tilføjer, at forskning viser, at den lidt undvigende og mere handlingsorienterede måde at sørge på, hvor man er rettet mod fremtiden, er en lige så god måde at sørge på.
Når vi har fået idealer om, hvordan man skal sørge, så skyldes det blandt andet, at samtalen om døden og sorgen de seneste år er blevet professionaliseret. Som krisepsykolog i Røde Kors, Kræftens Bekæmpelse og Institut for Militærpsykologi har Rikke Høgsted i en årrække arbejdet med at yde professionel hjælp til alvorligt syge, døende og efterladte. Hun er ikke i tvivl om, at mange mennesker har stor glæde af at møde en professionel samtalepartner, men risikoen ved den udvikling er, at personen ikke får delt sine tanker med de nærmeste, ligesom mennesker i den efterladtes netværk i tiden efter dødsfaldet måske af usikkerhed undlader at gå ind i samtaler om sorgen. Fordi det er blevet så normalt at opsøge professionel hjælp, føler venner sig ikke kvalificerede til at tale med den sørgende. Den udvikling vil Rikke Høgsted gerne ændre, og det er en af årsagerne til, at hun har skrevet tre bøger, som henvender sig til efterladte og mennesker, der gør sig tanker om den sidste del af livet og om døden. Fælles for de tre bøger er, at de stiller en række spørgsmål, som der er plads til at skrive svar på i bogen, men man kan også bruge bøgernes mange spørgsmål som inspiration til samtaler.
Når jeg har talt med for eksempel alvorligt syge, så har det ofte vist sig, at de ikke har fået talt med de helt nære i deres liv om, hvilke tanker de gør sig. Måske vil de skåne de nærmeste og er forlegne ved at dele de ting, men samtidig er der spørgsmål, som fylder dem, så det vil være oplagt at indvie deres ægtefælle, veninde eller voksne børn i, hvilke tanker de gør sig om måske at skulle dø af sygdommen. Vi dør ikke af at tale om døden, og selvom man tror det, så rykker døden heller ikke tættere på, fordi vi taler om den, siger hun.
Ligesom vi har et ideal om, hvordan vi skal sørge, så vurderer Rikke Høgsted også, at der findes en uudtalt forventning om, hvor lang tid man er i sorg. Typisk kommer efterladte til Rikke Høgsted fem til seks måneder efter dødsfaldet.
Nu føler man ikke længere, man kan tillade sig at gå rundt og være nedtrykt, men der findes ingen manual for, hvordan man skal sørge. Jeg tænker på sorg som tidevand med flod og ebbe. De fleste mennesker svinger mellem at være meget nedtrykte og tænke, at de aldrig bliver glade igen, men så i næste øjeblik kan de se fortrøstningsfuldt på fremtiden, og kort tid efter kan der dukke en følelse af forbitrelse op, hvor man har hadefulde følelser relateret til tabet, siger hun.
Særligt ældre oplever at blive ensomme i deres sorg. De voksne børn kan finde megen trøst i at tænke på, at den afdøde forælder fik et langt liv, men for den efterladtes ægtefælle kan tanken om det lange liv ikke opveje følelsen af, at man nærmest har begravet et væsentligt stykke af sig selv.
Når man har fået lov at blive gamle sammen, så har man også været en del af hinandens liv i så mange år, at man er absolut indgroede i hinanden. Man er i høj grad hinandens netværk, og tabet efterlader et stort tomrum. Ensomhedsfølelsen bliver for nogle efterladte en overvejende del af det fortsatte liv, siger Rikke Høgsted.
Hun mener, at der for mennesker i sorg, uanset alder, er en stor trøst og hjælp at hente, hvis man kan finde frem til, hvad det er for spor eller aftryk, den afdøde har sat sig i en, for sorgen bor i relationen mellem den sørgende og den afdøde.
Når jeg i samtaler spørger ind til sorgens følelser, vil de fleste komme med meget konkrete eksempler på vigtige ting, afdøde troede på, gjorde eller vidste. Det kan være værdier, gode vaner i hverdagen eller sider af ens personlighed, som netop den afdøde var vidende om og satte pris på. Det er en eksklusiv viden om den efterladte, som den afdøde, så at sige, har taget med sig i graven, siger hun.
Det er hendes erfaring, at man gennem samtale kan finde ud af, hvad det er for aftryk, den døde har sat. Umiddelbart kan det opleves meget abstrakt, men ved at spørge ind til det, vil mange opleve, at det bliver mere konkret og noget, man måske kan holde fast i.
Når man ved, hvad det er for aftryk, man gerne vil bevare, så kan man bedre skabe en bro til de mennesker, som fortsat befolker ens liv. Måske er der andre, som kan hjælpe en med at holde de sider af ens personlighed i live, som den afdøde hidtil har støttet. På den måde kan man opleve, at afdødes ånd lever videre, og hos mange skaber det en trøst og afføder en taknemmelighed over, at man har haft den døde i sit liv, siger Rikke Høgsted.