Video med ældre: Det fortryder vi, at vi ikke fik gjort

MED VIDEO Ældre danskere fortryder ødelagte venskaber. I andre dele af verden er det troen, der fylder ved livets slutning. En dansk kunstner forsøger at afbillede, hvad gamle rundt om i verden fortryder ved deres liv

Video med ældre: Det fortryder vi, at vi ikke fik gjort
Foto: Billede fra filmen ""101 fortrydelser"".

Se uddrag af filmen "101 fortrydelser"

Når vi står med døden foran os og et levet liv bag os, er det de samme ting, vi fortryder. Mere eller mindre.

Det er i hvert fald hypotesen hos den danske billedkunstner Smike Käszner, der er i gang med et større, internationalt videoprojekt, hvor han undersøger, hvad ældre personer fortryder ved deres liv.

"Vi hører altid, at araberne og kineserne er meget anderledes fra os. Min tanke er, at vi i virkeligheden er fuldstændig de samme, når alt kommer til alt på tværs af kulturerne," siger Smike Käszner.

LÆS OGSÅ: Det fortryder døende: Bare jeg ikke havde arbejdet så meget

Det kunstneriske projekt går ud på, at han stiller spørgsmålet "Hvad fortryder du mest, at du ikke gjorde i dit liv" til ældre mennesker på plejehjem. Projektet er et samarbejde med filmmanden Jan Krogsgaard, der blandt andet er kendt for dokumentarfilmen "Burma VJ". I første omgang er deres samarbejde blevet til filmen "101 fortrydelser", der handler om, hvad ældre danskere fortryder ved deres liv.

Nu er de to i gang med at udvide projektet ved at stille samme spørgsmål til ældre i en række andre lande.

Én ting går igen i, hvilke undladelsessynder danskerne fortryder ved slutningen af deres liv.

"Det er påfaldende, hvor lidt penge, magt og materielle ting fylder, når livet er ved at være slut. Kun to personer nævner penge. Når dagen er omme, handler det om de nære relationer," siger Smike Käszner.

En af de ældre fortryder, at han ikke blev gode venner med sin mor igen efter et skænderi i 1950. En anden fortryder at være gået fra sin mand, mens en tredje fortryder ikke at være blevet skilt noget tidligere. En af de ældre fortryder at have afslået at tage på en date med en ung mand tilbage i 1930'erne.

Smike Käszner er nu i gang med at stille samme spørgsmål til ældre i Grækenland og i ø-nationen Tonga i Oceanien og vil derefter fortsætte med Syrien, når der kommer mere ro i landet. Målet er at få 10 til 12 forskellige lande med i den kunstneriske undersøgelse.

Indtil videre holder hans hypotese ikke stik om, at det er de samme værdier, der kommer til udtryk hos ældre folk på tværs af nationer, når livet bundfælder sig.

"I Tonga handler svarene om folks religiøse liv. Folk fortryder, de ikke er gået mere i kirke. Eller at de ikke bad mere. Eller at de er blevet gift med en mormon, selvom de selv er katolik," siger Smike Käszner.

Han er spændt på at se, hvilke svar der kommer fra de andre lande.

"Tonga er et utrolig religiøst land, og ofte virkede det som om, de religiøse svar var noget de følte, de skulle svare. Min hypotese er stadig, at vi i slutningen af dagen er ens," forklarer Smike Käszner.