Feltpræst Andreas Christensen overvejer at få sat en plade ind i sin militærhjelm. På pladen vil han få indgraveret navnene på de soldater, han har døbt på øvelser eller som udsendt i Afghanistan eller Irak. Hvad enten rammen er en sjællandsk skov eller en støvet militærbase, laver han en døbefont, hvor hjelmen vendes om og bliver til et dåbsfad støttet af tre geværer. Det er 12 år siden han første gang trak i uniformen som feltpræst, men det er først de seneste to år, at han har mærket en interesse fra soldater i at blive døbt. Seks dåb er det blevet til i militærhjelmen.
"Mange har gennem længere tid tumlet med spørgsmålet om at blive døbt, men ikke rigtig haft en anledning til at få gjort noget ved det. Men så indgår de pludselig i en sammenhæng, hvor der bliver holdt feltgudstjenester, og de er en del af et gudstjenestefællesskab sammen med mennesker, de kender i forvejen," siger han.
Der er langt fra Andreas Christensens interimistiske døbefont til den store døbefont i Vor Frelsers Kirkes senbarokke kirkerum i København. Men udviklingen er den samme. Det seneste år har sognepræst Marlene Lindsten haft seks voksendåb her. Hun ser det relativt store antal voksendåb som udtryk for et ændret syn på autoritetsbegrebet i den unge voksengeneration.
"Deres forældre frasagde sig barnedåben i deres autoritetsforskrækkelse, men deres børn tør godt hægte sig på igen. De underkaster sig ikke en tvungen autoritet, men tilvælger dåben som et fast ståsted og tilhørsforhold og som et bevidst udtryk for identitet. Teologisk siger vi, at der sker en genfødsel i dåben, og for de voksne, der bliver døbt, kommer det til udtryk som en genovervejelse omkring deres liv," siger Marlene Lindsten.
Der findes ikke et tal for, hvor mange voksne der bliver døbt i Danmark. Der føres statistik over antallet af døbte i folkekirken, men man kan ikke se alderen på de døbte. I 2009 meldte 2800 voksne sig ind i folkekirken. Hans Raun Iversen, der er lektor i systematisk teologi ved Københavns Universitet og i en årrække har beskæftiget sig med kirkestatistik, vurderer, at omkring halvdelen af disse blev døbt og dermed blev medlemmer af kirken. Og flere præster og religionspædagoger er enige om, at tendensen er i vækst.
"Vi oplever en gryende tendens, for nu er de store generationer, som ikke blev døbt som børn, blevet voksne, og i fremtiden vil vi se flere, som finder ud af, de hører hjemme i folkekirken med dens højde, bredde og rummelighed," siger lektor Leise Christensen fra Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster. Hun er med i en arbejdsgruppe af præster og religionspædagoger, som er ved at udforme et undervisningsmateriale til voksne, der ønsker at blive døbt.
Det seneste halve år har projektmedarbejder, cand.theol. Laila Bomose fra Folkekirkens Infocenter i København arbejdet på et projekt om dåben og i den forbindelse også lavet dybdegående interview omkring voksendåb. Kendetegnende for de seks personer, hun har interviewet, er, at de fremhæver det personlige valg.
"De understreger, at det handler om at sige ja til kristendommen. I virkeligheden handler det om, at dåben skaber et nyt værested. Dåben får ikke alt i livet til at falde i hak, men de har et sted at hvile med deres taknemmelighed og sårbarhed, og de oplever generelt en større ro," siger hun.
Mens dåbstallet overordnet falder, er der tilsyneladende en vækst i antallet af voksne, som vælger at lade sig døbe. Og selvom bevægelserne kan virke modsatrettede, er der en indirekte sammenhæng mellem dem, påpeger Hans Raun Iversen. Det er ikke længere traditionen, som råder, men i højere grad den enkeltes valg, der er i fokus.
"Samfundsudviklingen kræver, at man selv må kunne mestre livet. Man skal besinde sig og orientere sig og skal kunne stå inde for sit eget liv på en dybere måde. Er man eksistentielt udfordret, er dåben en af flere strategier, man kan gribe ud efter. Og mens det tidligere i højere grad ville være noget nyt åndeligt, man tog fat i, så er folkekirken og dåben i dag et frisat område. Du kan godt blive voksendøbt, uden at du oplever det som stigmatiserende," siger Hans Raun Iversen.
Store værdiundersøgelser gennem de seneste 30 år har vist, at danskerne generelt er troende. Syv ud af ti ser sig selv som troende, og der er en sammenhæng mellem bekendelsen til troen og en beslutning om at blive døbt.
"I dåben bekender man den kristne tro, men for den enkelte handler det måske snarere om en måde at udtrykke en eksistentiel tro og fundere et grundlæggende livsmod på," siger han.
Dåben er nok et valg, som den enkelte træffer, men det sker næsten altid på baggrund af et personligt møde med en præst eller en anden med tilknytning til kirken. Marlene Lindsten tror, der er en sammenhæng mellem hendes virke som natkirkepræst i Vor Frelsers Kirke og de mange voksendåb, for natkirken er et sted, hvor der bliver ført mange samtaler. På samme måde fremhæver Andreas Christensen den personlige relation, soldaterne får til ham, når han er med på øvelser eller mission.
Samme mønster går igen i et nyt og omfattende tysk studie af menneskers troshistorier i den lutherske kirke. Den evangelisk- lutherske kirke i Tyskland slås med faldende medlemstal, og derfor fik forskere fra universitetet i Greifswald til opgave at undersøge, hvilke mekanismer der er i spil, når mennesker undtagelsesvis nærmer sig kirken. "Wie finden Erwachsene zum Glauben?" (Hvordan finder voksne vej til troen?, red.) hedder undersøgelsen, som dr.theol. Johannes Zimmermann har stået i spidsen for. Et tværfagligt hold af forskere har undersøgt 462 menneskers troshistorie. Fælles for undersøgelsens deltagere var, at de har angivet, at den kristne tro har fået en ny betydning for dem det seneste år.
Hvilken rolle, den kristne tro spillede i ens barndomshjem, var ikke på nogen måder afgørende, men det var den personlige relation til en præst og til venner, som havde et forhold til kristendommen. Disse relationer var vigtige for næsten ni ud af ti. Det var ikke spektakulære påhit fra kirken, men den almindelige højmesse og nadverfællesskabet, som fik betydning for de adspurgtes vej ind i den lutherske kirke. Mere end ni ud af ti beskrev den personlige, stille bøn som afgørende.
"Nogle var døbt, mens andre var vokset op uden en kirkelig tilknytning, men de var fælles om at være nået til et punkt i livet, hvor ting blev taget op til gen- overvejelse. Vi træffer mange valg, og ikke alle valg varer hele livet, og det betyder, at man midt i livet kan overveje på ny, hvor man står trosmæssigt. Påfaldende mange af de personer, som indgår i undersøgelsen, var forholdsvist veluddannede og befandt sig midt i livet, hvor det var blevet tid til at standse op," siger Johannes Zimmermann.