Charlotte og Kaare mødte hinanden på Bellahøj Politistation i 1981, hvor de begge arbejdede. Charlotte var gift med en anden mand på det tidspunkt. De to kolleger udviklede langsomt et venskab. Et venskab, der stadig er essentielt, og som er styrken i deres ægteskab.
Charlotte: Jeg opdagede, at sammen med Kaare var jeg mig selv. Noget jeg havde svært ved i de år. Jeg slappede af og grinede meget sammen med ham.
Kaare: Der gik jo mange år, før jeg fik øje på Charlotte som et kvindeligt væsen og som noget andet end en arbejdskollega. Vi udviklede først et solidt venskab og et tillidsforhold. Og det var først mange år senere, at vi blev et par.
Charlotte: Vi valgte at blive gift, fordi vi syntes, det er god måde at vise over for Gud, hinanden og omgivelserne, at vi holder af hinanden.
Kaare: Da vi så endelig blev gift, foregik vores ægteskab på børnenes præmisser. Det, synes jeg, har været den største udfordring i vores ægteskab. Der gik otte-ti år af vores ægteskab, før vi rent faktisk tillod os at tage en weekend alene.
Charlotte: Ja, da børnene var mindre, var der ikke meget tid til romantik og erotik. Da var det vores venskab, der bar ægteskabet. Nogen gange var det nødvendigt, at vi satte os ned og tog vores ægteskab op til revision. Man kan jo godt have en forestilling om, at man tror, man ved, hvordan den anden går og har det. Og at man ved, hvad den anden tænker. Men så stemmer det måske slet ikke overens med virkeligheden. Derfor er det vigtigt at huske at tale sammen og at analysere problemerne sammen.
Kaare: Havde vi kun haft et kys, kram og sexforhold, ville vores ægteskab ikke have holdt. Samtidig giver vores fælles tro på Gud en sikkerhed. Vi ved, at lige meget hvad der sker, og uanset hvad vi ellers måtte mene, så mødes vi i vores fælles tro på Gud.