Selvom Lars Liebst har nok at se til med flere end tusind ansatte og millioner af gæster i Tivoli hvert år, lægger han stor vægt på at få tid til sine nære venskaber.
Han forsøger derfor at få tid til fisketure, løbeture, sejlture eller ture til USA for at besøge gode venner på den anden side af Atlanten.
- Jeg holder primært venskabet ved lige med en mobiltelefon og mail, men det er også folk, der rejser meget. Og så mødes vi. Det er vigtigt, at vi er sammen. At det ikke bare bliver ord, men at det bliver til handling. Den energi må man jo lægge i det, for ellers er det ikke et venskab, siger Lars Liebst.
Han vil ikke sige, om han nogensinde har haft en 'bedste ven', for han risikerer, at 'nogen bliver skuffede'. I stedet ser han det sådan, at han har haft mange gode venner, og de allerbedste holder han stadig fast i.
Mange af Lars Liebst venskaber er opstået, når han har mødt folk i arbejdsmæssig sammenhæng. Det kan så være en fælles interesse for amerikansk fodbold, musik eller kunst, der får venskabet til at spire. Han lægger vægt på tillid og tolerance - at der er højt til loftet, fortæller Lars Liebst og peger op mod den blå himmel over Tivolis have. Fra den lille café ved Koncerthuset kan han følge, hvordan det gode vejr trækker gæster ind i haven en helt almindelig torsdag formiddag.
Mistede to drenge
Ved afgørende øjeblikke i sit liv bruger han familien, men vennerne har også været der - blandt andet da hans kone og han for godt ti år siden mistede to drenge i forbindelse med fødslen.
- Det var vigtigt at kunne trække på nogle af de ekstremt vigtige venskaber, for der var det ikke nok at holde det inden for familiens rammer. Der var heldigvis nogen, man kunne tale med det om, og nogen, der kunne hjælpe i en utroligt svær situation, som det er, når man mister sine børn. En af vores gode venner er præst, og da det var op over, var det nødvendigt at få hjælp fra hende både praktisk, men også som en ven. Der smed hun alt, hvad hun havde, og kort tid efter stod hun der. Det betød meget for os, siger Lars Liebst.
Det havde en stor betydning, at præsten ikke bare var præst - men en god ven af familien.
- Hun kender os ret godt. Og vi kender hende ret godt. Jeg går ud fra, at de fleste præster i sådan en situation lægger meget i det, fordi det er et tidspunkt i et ens liv, hvor man virkelig har brug for mange ting. Men der var den ekstra dimension, at der var noget, der kunne samles op. Det har også betydet, at der mellem os efterfølgende har været en utrolig nær og tæt relation, fortæller han.
Arbejdet kræver tid
Den 52-årige Tivolidirektør er også bestyrelsesformand for TV 2. Derudover har han tidligere været formand for Kunstrådet og afdelingsleder samt konstitueret rektor ved Statens Teaterskole. Han var med til at stifte Grønnegårds Teatret i 1982, hvor han også blev leder.
Blandt hans venner er der en forståelse for, at hans arbejde ind imellem kræver meget tid.
- Jeg vil ikke sige, at jeg var blevet hældt ud for længst ... men min kvote, hvad angår tid, bliver nok aldrig opfyldt, siger han.
Alligevel håber han, at han aldrig har svigtet en ven i nøden. Mens han sidder og funderer, kommer han i tanke om en gymnasiekammerat, som han ikke har talt med i alt for lang tid.
- Jeg har ofte tænkt på, om jeg nu ikke lige skulle tage mig sammen, for verden er jo ikke længere væk end en mobiltelefon. Han er jo ikke længere væk end bare at finde et nummer. Og det er vel det eneste, hvor jeg godt kan sige, at det godt kan ærgre mig den dag i dag, at jeg ikke får trykket det nummer ind, siger Lars Liebst.
- Det kan være, at jeg gør noget ved det her i eftermiddag, nu hvor vi har talt sammen, tilføjer han.
At der er plads i et venskab er vigtigt for Lars Liebst. Udover tillid og tolerance er humor en vigtig ingrediens i venskabet. Hvorfor? Lars Liebst trækker på smilebåndet.
- Det betyder ... overskud. At kunne se tingene fra den skæve side. At alting ikke skal være så regelret, siger Lars Liebst.
Han håber stadig at kunne danne nye venskaber, selvom han har hørt folk tale om, at de fleste venskaber går tilbage til de unge år. Og selvom der ikke er noget mål med at have et venskab, vil det alligevel glæde ham, hvis han kan give noget videre til næste generation.
- Jeg har venskaber, som har udviklet sig på flere planer. Min familie og børn og deres familie og børn er også blevet involveret. Det kommer til at ligne en gang spaghetti i bedste stil, hvor det kører på kryds og tværs. Pludselig får børnene også venskaber sammen. Det er ikke et mål i sig selv, men tænk, hvis man give et venskab videre til sine børn, siger han.
