Vulkansk aske giver godt øl

Fur Bryghus flyttede ind i en nedlagt moler-fabrik og er i dag med til at gøre Limfjordsøen kendt over hele landet

Brygmester Flemming Asmussen ved nogle af de store tanke i bryghuset. Tankene er træbeklædte og med kobbertop, men det er mest for et syns skyld. Indvendig er de af rustfrit stål, så hygiejnen holdes i top. –
Brygmester Flemming Asmussen ved nogle af de store tanke i bryghuset. Tankene er træbeklædte og med kobbertop, men det er mest for et syns skyld. Indvendig er de af rustfrit stål, så hygiejnen holdes i top. –. Foto: Ole Mortensen.

I gamle dage var der to hvidtølsbryggerier på Fur begge med tidstypiske navne,Godthåb og Nyhåb. De er for længst nedlagt. I stedet fik Fur i 2004 et mikrobryggeri, indrettet i en tidligere moler-fabrik, som i dag er med til at brande Limfjordsøen over hele Danmark.

For øllet fra den lille ø i den vestlige del af Limfjorden udmærker sig blandt andet takket være de særlige geologiske lag, der her gør sig gældende. Selvom der både skal malt, humle og gær til, så udgør vandet trods alt den vigtigste ingrediens i ølbrygningen, og vandet på Fur er helt specielt filtreret, som det er, gennem lag af moler med vulkansk aske, der blev aflejret i havet for 55 millioner år siden, da kontinenterne gik hver til sit, og Nordatlanten blev dannet.

LÆS OGSÅ: En smag af lyng efter regn og det salte hav

Kristeligt Dagblads læsere kårede i 2010 Fur til Danmarks mest seværdige ø, og seværdig er den altså ikke mindst i undergrunden.

Øen hører sammen med Mors, Thy og Himmerland til Fur Formationen, som er geologernes betegnelse for det 60 meter tykke lag af moler og askelag fra de forhistoriske tider, hvor der virkelig var gang i den her på Jorden. Det er også i disse lag, man på Fur kan finde de mange enestående fossiler af dyr og planter.

Hvilket man alt sammen passende kan sidde og meditere lidt over, mens man skænker sig en Vulcano fra Fur Bryghus naturligvis opkaldt efter øens vulkanske fortid og sidste år kåret som Danmarks bedste øl på den internationale fødevaremesse i Herning.

I hvert fald er vandet på Fur optimalt til ølbrygning, fastslår brygmesteren, Flemming Asmussen, der siden 2005 har stået for ølbrygningen på Fur. Her har produktionen de seneste år ligget på 400.000 liter om året, hvad der svarer til bryghusets maksimale kapacitet, fordelt på 20 forskellige ølsorter.

Øllet fra Fur eksporteres til hele det danske marked, i modsætning til tidligere tider, hvor trafikken gik den stik modsatte vej. Fur var nemlig totalt tørlagt med hensyn til både øl og spiritus frem til 1962. Det omfattede såvel forhandlingen hos øens købmænd som udskænkning, fortæller museumsinspektør John Bertelsen, Fur Museum.

I stedet sendte bryggerierne salgsvogne til Fur, hvor man så kunne købe rigtigt øl direkte ved vognene.

Ellers måtte man klare sig med hvidtøl, som blev brygget på Godthåb, indtil det nedbrændte i 1905, og siden på Nyhåb, der fungerede frem til efter Første Verdenskrig.

En hvidtøl har en alkoholprocent under 2,25, så med Fur Bryghus er der kommet betydeligt flere alkoholprocenter i spil i den lokale ølproduktion, og mikrobryggeriet føjer sig til den sværm af mindre bryggerier, som de seneste år er poppet op herhjemme. Nogle er siden lukket igen, blandt andet på grund af den økonomiske krise og dens følger, mens nye er kommet til.

Organisationen Landbrug & Fødevarer forudså i en analyse af det danske ølmarked sidste år, at de seneste års faldende ølforbrug vil fortsætte. På den anden side blev der i 2012 sat rekord med ikke færre end 756 nye danske øl på markedet, og antallet af bryggerier i Danmark er i dag verdens højeste målt i forhold til indbyggertal.

I 2000 var der 20, nu meldes om næsten syv gange så mange, inklusive kontraktbryggerier og bryggerier på Færøerne og Grønland.

For samtidig med at det generelle øl-forbrug er faldet, er der større efterspørgsel på kvalitet og nærhed, og det er på kvalitet, nærhed, autenticitet og lokal tilknytning, at mikrobryggerierne vil overleve, lyder vurderingen.

Fur Bryghus, som også i en periode har kæmpet med underskud og har måttet tære på egenkapitalen, satser på at udvikle nye innovative ølprodukter, der kan udfordre vinen som det, danskerne drikker til maden, som det udtrykkes i bryghusets visioner.

Når der brygges nye øltyper, tænkes maden altid med, fortæller brygmesteren, og en restaurant, hvor man kan se direkte ind til bryghusets store træbeklædte tanke i rustfrit stål og kobber, har fra start været del af konceptet.

Flemming Asmussen, der tiltrådte med 15 års erfaring fra Fuglsang-bryggeriet i Haderslev, har løbende gang i eksperimenter med nye øl-sorter, og det har gennem årene resulteret i flere specialøl.

Blandt andet Renæs-sance-øllet, som blev brygget i forbindelse med fejringen af Renæssanceåret i 2006, men gik hen og blev så stor en succes, at det stadig er i produktion.

Det var vores bud på en herre-øl fra dengang, forklarer Flemming Asmussen, som regner med, at der i 2014 vil komme to-tre nye ølsorter fra Fur-bryggeriet på markedet. I den forbindelse har man et samarbejde i gang med Landbrugsmuseet Gl. Estrup på Djursland, der er gen-bank for gamle danske humletyper.

Hvis vi ikke synes, at en ny øltype er lige i øjet, bliver den ikke sat i produktion. Jeg kan godt huske dengang, hvor jeg måtte ringe over til Skat de holder jo øje med vores os, fordi vi producerer alkohol og spørge, om de ville komme og se mig hælde en mislykket brygning ud, eller om jeg bare selv kunne gøre det? Kvaliteten var simpelthen ikke i orden.

Bryghuset og den tilhørende restauration har årligt op mod 35.000 besøg. I sommerhalvåret er der slået et stort telt op på pladsen udenfor til sommerens musikalske arrangementer. Med sin beliggenhed på en lille limfjordsø og tilmed temmelig ensomt på Furs nordvestlige spids er bryghuset helt bevidst om, at der kræves en ekstra indsats for at gøre sig synlig i det brogede marked af mikrobryggerier herhjemme.

Sognepræst i Århus Domkirke, Broder Wandahl.
Sognepræst i Århus Domkirke, Broder Wandahl. Foto: Ole Mortensen.
Birgitte Arendt, der i dag fylder 60 år, har til alle tider insisteret på at være sig selv, og i dag er hun en landskendt fortæller på højskoler og i foredragssale.
Birgitte Arendt, der i dag fylder 60 år, har til alle tider insisteret på at være sig selv, og i dag er hun en landskendt fortæller på højskoler og i foredragssale. Foto: Ole Mortensen.
Socialminister Benedikte Kiær (til højre) ses her i samtale med leder April Chris under sit besøg på herberget "En varm seng" i København fredag d. 3 december 2010.
Socialminister Benedikte Kiær (til højre) ses her i samtale med leder April Chris under sit besøg på herberget "En varm seng" i København fredag d. 3 december 2010. Foto: Ole Mortensen.
"Jeg forventer ikke, at frafaldet fra den katolske kirke mindskes væsentligt, og indbetalingerne til kirkeskatten forøges dramatisk, hvis holdningen til prævention ændres, men jeg tror, at kirken vil vinde på troværdigheden," skriver Paul Jørgensen.
"Jeg forventer ikke, at frafaldet fra den katolske kirke mindskes væsentligt, og indbetalingerne til kirkeskatten forøges dramatisk, hvis holdningen til prævention ændres, men jeg tror, at kirken vil vinde på troværdigheden," skriver Paul Jørgensen. Foto: Ole Mortensen.