At være indadvendt er ikke at være selvoptaget

At udøve kristen næstekærlighed er så meget andet og mere end at snakke med folk

Woman looking down, smiling, portrait, b&w.
Woman looking down, smiling, portrait, b&w. Foto: Laurent Hamels/Laurent Hamels / PhotoAlto.

Kære brevkasse

Jeg er introvert af natur, men har et godt liv med en dejlig mand, børn, svigerbørn og arbejde. Jeg nyder socialt samvær med andre, men i afmålte mængder, og jeg er ikke god til smalltalk og sætter pris på at være alene.

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

Jeg har forstået det sådan, at det at være introvert er en biologisk bestemt personlighedstype, og at man skal acceptere det med de fordele og ulemper, der er ved det.

LÆS OGSÅ: Vi har glemt at være hinandens medmennesker

Mit problem er, at jeg synes, jeg kommer til kort over for det kristne krav om at tage sig af andre. Hvordan kan jeg være noget for andre, der måske er ensomme, når jeg ikke aner, hvad jeg skal sige til dem? Og når jeg egentlig hellere vil sidde derhjemme og læse en god bog?

Venlig hilsen
Lise

Kære Lise

Tak for dit relevante spørgsmål. At være introvert er en anden og en lidt mere psykologfaglig betegnelse for at være indadvendt som personlighedstype, mens ekstroverthed betegner det udadvendte menneske.

På en måde er vi alle sammen et eller andet sted mellem disse yderpunkter. Nogle er rigtig meget det ene eller det andet, mens en del kan være sværere at rubricere, fordi de er lidt mere midt imellem disse positioner.

At være indadvendt er ikke det samme som at være genert eller selvoptaget, men man har ikke det samme behov for hyppig social kontakt og festlige sammenkomster, som de udadvendte ofte synes er spændende.

Man trives måske mere i sit eget selskab eller sammen med få gode venner, og som indadvendt lader man også bedre op og får energi til vigtige opgaver ved at kunne trække sig tilbage, mens udadvendte mennesker på en måde henter energi ved stimulation og samvær.

En introvert person er måske mere påvirkelig af mange og forskelligartede ydre påvirkninger for eksempel på kurser, fester, nye steder og så videre, som de udadvendte ofte trives i, mens den indadvendte måske bedre nyder at snakke med få om et bestemt emne måske af mere kompleks karakter.

Som du skriver, kan det være anstrengende for en indadvendt person med smalltalk, som kan føles overfladisk og kunstig, mens det kan høre til de udadvendtes spidskompetence. Så sælgerjobbene i samfundet søges ikke af de indadvendte, og de trives sjældent i store, åbne kontorlandskaber.

Vi er forskellige som mennesker på det biologiske plan, og vi har også haft forskellige opvæksterfaringer. Vores mennesketype er i høj grad rodfæstet i vores gener, mens trygheden og trivslen ved at være dem, vi er, i meget høj grad bestemmes af vores opvækst og de mennesker, vi er præget af. Det sidste er det vigtigste i denne sammenhæng. For det er jo særdeles vigtigt, når man nu skal være et helt liv sammen med sig selv, at man har det nogenlunde godt med at være den, man nu engang er som type. Ellers bliver det alt for slidsomt.

Selvom man kan sige, at man tilhører den ene eller anden mennesketype, så er der noget, der tyder på, at man ændrer sig lidt gennem livet. En del ekstroverte bliver mindre udadvendte med alderen, og nogle introverte kan opleve, at det falder dem lettere at indgå i forskellige sociale sammenhænge og føre flere samtaler, uden at de skal anstrenge sig så meget for det.

Som indadvendt kan man nogle gange være lidt misundelig på de mennesker, som tilsyneladende frit og ubesværet kan snakke med hvem, de møder på deres vej. For det giver ofte god respons og anerkendelse, især i en kultur som vores, som hylder kommunikation og networking.

Alligevel kan det være vigtigt at minde om, at det at kunne snakke med den ene og den anden ikke i sig selv er en moralsk kvalitet. Det er mere et talent, som kan bruges eller misbruges.

I dit brev nævner du et interessant aspekt om det med næstekærlighed. Og vi forstår godt dine tanker. For det er jo rigtigt, at de, som har let ved samvær og samtale med mennesker, også umiddelbart kan komme til at virke mere imødekommende og kærlige. Alligevel er det værd at tænke en ekstra gang over det. For vi har lyst til at understrege, at kristen næstekærlighed er så meget andet og mere end at snakke med folk.

Næstekærlighed er en bred vifte af ting og handler rigtig meget om en grundholdning til livet og andre og er langt mere end at være snakkesalig. Den måde, man møder andre på i kort eller lang tid, med få eller mange ord, er det grundlæggende for mødet. På det konkrete plan er der også mange andre ting, man kan være eller gøre, uden at man hyppigt og i mængde behøver at være særlig socialt anlagt.

Man kan for eksempel bruge sin alenetid til at bede for de mennesker, man kender i familie og nærmiljø. Der er såmænd rigeligt at bede for. For mange mennesker lider og kæmper med svære ting bag den til tider glinsende overflade.

Vi kan indimellem tænke på, om der er særlig mange, der påtager sig den vigtige kristne opgave, som forbønnen er, i vores travle tid?

Næstekærlighed kan også være at lave nogle portioner mad til fryseren til nogen, der er ramt af sygdom, og som trænger til lidt aflastning – og så kan du måske sende din mand af sted og overbringe det. Det kan være fuldt ud lige så godt eller bedre end masser af ord.

Nogle mennesker, der eksempelvis bliver ramt af sygdom, kan til tider opleve det som en belastning med andres hjælpebehov, hvis det mest udmøntes i snak, hvor man måske havde haft allermest brug for ro og en viden om, at der var mulighed for en god og praktisk hånd.

Selvom portoen for nylig er steget voldsomt, bør det ikke forhindre den kærlighedsgerning, det efterhånden bliver, at skrive et håndskrevet brev. At modtage et sådant er efterhånden så sjældent, at betydningen af det vil stige i de kommende år. Her vil du med velvalgte ord kunne videregive tanker og omsorg på en værdifuld måde.

Og så skriver du, at du kan lide socialt samvær i mindre doser, og at du både har mand, børn, svigerbørn og børnebørn. Glæd dig over dem og vær sammen med dem i den mængde, du magter – og så læn dig tilbage og grib en god bog med god samvittighed, for den kan give næring til dit sind.

Måske kunne du også lægge op til en god samtale rundt om familiemiddagsbordet om vigtigheden af at være forskellig. For det kan være frugtbart for dig og andre at blive mindet om, at vi ikke er eller behøver at være ens.

Mange hilsener

Annette og Jørgen