Det er sæson for kærestesorg. Selv om parforhold formodentlig forliser hvert eneste minut året rundt, er januar statistisk set måneden, hvor flest forhold går i stykker. Og ikke sjældent bliver den ene part efterladt blødende tilbage med alt, hvad bruddet bringer med sig af gråd, søvnløse nætter og følelser som mindreværd, vrede og afmagt.
Kærestesorg er en mellemting mellem sorg og krise og et tab på linje med dødsfald, siger Winnie Haarløv, psykoterapeut, teologistuderende og forfatter til bogen Førstehjælp til knuste hjerter.
Faktisk oplever jeg ofte, at mine klienter siger: Det ville være nemmere, hvis hun var død, så risikerede jeg ikke at se hende igen. For parforholdsbrud er et tab, som tilmed er kombineret med at føle sig forkastet. Det kan skubbe os helt derud, hvor vi føler os værdiløse. Og det er meget smerteligt.
Winnie Haarløv har i sit arbejde mødt mange klienter, der kommer med et ønske om at få lappet deres bristede legemsdel sammen:
Det mest populære spørgsmål i min konsultation er: Hvordan kommer jeg videre? Jeg plejer at spørge: Hvor skal du hen?. Typisk svarer klienten, at de vil derhen, hvor det ikke længere gør ondt. Men vejen går gennem smerten, ikke uden om den. Så den kærestesorgsramte må tage det alvorligt, gå ind i sorgen og lide sig igennem tabet.
Nu er jeg helt alene. Går søvnløs rundt.
Jeg føler mig så ensom. Mit hjerte gør ondt.
LÆS OGSÅ: Et enormt nederlag
Sådan synger Jørgen Klubien i Danseorkestrets hit fra 1985 ,Kom tilbage til mig. Litteratur, billedkunst og sang-tekster herunder ikke mindst popsange varierer i det uendelige over, hvordan det stikker og river i kroppens pumpe, når man bliver forladt af én, man elsker. Og det er ikke mærkeligt, at hjerte ofte rimer på smerte.
For det er videnskabeligt bevist, at kærestesorg faktisk sætter aftryk i kroppen. For nogle år siden offentliggjorde amerikanske forskere et studie, der viste, at kærestesorg gør fysisk ondt.
Deltagerne i forsøget havde alle oplevet et ufrivilligt brud med en kæreste i løbet af de seneste seks måneder. Hjernescanninger viste, at når de tænkte på det, havde det en kraftig effekt på den del af hjernen, som normalt er forbeholdt fysisk smerte.
Så selv om man umiddelbart synes, der er forskel på at spilde skoldhed kaffe ned af sig og blive afvist af en, man elsker, fremkalder det den samme reaktion i hjernen, forklarer hjerneforsker Jon Wegener ved Handelshøjskolen i København, CBS:
Der er ikke forskel på fysisk smerte og andre former for smerte. Når det gør ondt, hvis vi får en lussing, er det, fordi hjernen opfatter det som smerte. Men det er det samme center i hjernen, der bliver aktiveret, hvis man oplever social eksklusion eller kærestesorg. Og følelserne, der følger med kærestesorg, adskiller sig heller ikke kategorisk fra andre former for tab, sorg og ydmygelse. Det kan være et familiemedlem, der dør, at man bliver ydmyget offentligt, eller at man må gå fra hus og hjem, siger han og fortsætter:
Reaktionerne hos mennesker ved kærestesorg har også fællestræk med andre former for traumer, hvor folk har været udsat for voldsomme oplevelser, krig, vold eller lignende. Det lyder måske mærkeligt, men det er en form for traume og kan også betragtes som et sådant, når man skal bearbejde det.
LÆS OGSÅ: En undtagelsestilstand
Jeg prøver at spise nogle osterejser samtidig med, at jeg ryger. Jeg får både røgen og osterejerne galt i halsen. Det er vigtigt at komme videre, siger min far, mens han slår mig i ryggen. Man må op på hesten igen. Jeg siger, at den kan jeg komme på i morgen, men min far og hans kone insisterer på at tage mig med til en koncert.Pink Floyd Project siger min far, de er næsten lige så gode som de originale. Jeg siger, at det ikke lige var den måde, jeg havde tænkt mig at komme videre på.
Hovedpersonen i Stine Pilgaards debutroman fra 2012, Min mor siger, er en ung kvinde. Midt i 20erne og midt i kærestesorg. Hun er sølle, kontrær og selvmedlidende til sine omgivelsernes store fortvivlelse og irritation:
Når man mister en kæreste, siger andre ofte ting som: Der er andre fisk i vandet eller du skal bare op på hesten igen, siger psykoteraupeut Winnie Haarløv og fortsætter:
Men når man nu ikke vil date sin grandkusines veninde eller købmandens Jørgen, men helst vil have hende, man elsker, så kan man ikke bruge den slagsråd til noget. Et af de største problemer med kærestesorg for voksne mennesker er, at omgivelserne ofte dybest set synes, at kærestesorg lidt er noget, der hører ungdommen til. Og at man bare skal tage sig sammen og komme videre, siger Winnie Haarløv.
Kærestesorg er en universel følelse, som langt de fleste mennesker har prøvet at blive ramt af. Alle kilder i denne artikel for eksempel og artiklens forfatter ligeså. Alligevel er det ikke noget, man gerne skilter med. For der er noget kontroltab over det, påpeger Winnie Haarløv:
Jeg har aldrig mødt et menneske, der ikke havde haft kærestesorg, og alligevel er det pinligt. Som moderne menneske handler det omat vise, at man er stærk og har kontrol over sit liv. At være ynkelig og ikke have styr på noget får man ikke point for i vores kultur. Vi kan ikke holde ud at se på en, der er hjælpeløs og rådvild. Det minder os om, hvor sårbare vi selv er, og det vil vi helst være foruden.Jeg har tabt mit hjerte
Og kun du ved, hvor det er
Jeg har tabt mit hjerte
Gå ikke fra mig
Lige nu.
I Anne Linnets sang Tabt mit hjerte fra 1988 trygler hun kæresten om ikke at gå sin vej. Albummet er hendes bedst sælgende nogensinde, og står man midt i kærestesorgen, forstår man lige præcis, hvad Anne Linnet synger om. Typisk synes man, at alle bøger, man læser, alle film, man ser, og alle sange, man hører, refererer til brudte løfter og længsel. Og for den sorgramte kan det faktisk være terapi at lytte til popsange eller se film om ulykkelig kærlighed, mener Winnie Haarløv. Både fordi man føler sig forstået, men også fordi man konfronterer følelserne. Og det skal til, mener hun:
Jeg opfordrer mine klienter til at svælge i det. Jeg råder dem til at tude til den mest banale popsang, de kan finde. Sætte den mest dramatiske Mahlersymfoni på og lad tårerne piske. Se en sørgelig film med en kasse Kleenex.
Jo mere man får mærket på smerten og lærer den at kende, jo mindre skræmmende bliver den. Og så skal man naturligvis tale med andre om sorgen og fortælle, at man har brug for at blive tage alvorligt. Det betyder ikke, at man skal have en masse gode råd. Men man har brug for, at nogen lytter til, at man for 35. gang siger: Jeg er så ked af det. Jeg bliver aldrig forelsket i en anden igen.
Hans hjerteangst tærede på hans ånds øvrige evner, på hans livfuldhed, hans skarpsindighed, han blev en sørgelig omgangsfælle, stadig ulykkeligere, og stadig urimeligere, jo ulykkeligere han blev.
I Johann Goethes roman Den unge Werthers lidelser er den unge hovedperson så forpint, at han til sidst tager livet af sig. Hvilket efter romanens udgivelse i 1774 inspirerede unge mennesker til en bølge af selvmord med ulykkelig kærlighed som årsag. Og kærestesorg kan da føles, som om livet er forbi. Særligt hvis man er ung, siger Peter la Cour, forsker, forfatter og religionspsykolog:
Kærestesorg som 15-årig er en verdenskatastrofe. Man er ikke bare blevet forkastet, man har måske tilmed fået en bums på næsen. Men det går jo over. Og når man så har været igennem et par stykker, oplever man en form for visdom. Man lærer af sine erfaringer og bliver som regel mere moden og bedre rustet til at gå ind i et parforhold. Men man skal lære lektien, ellers finder man jo ikke ud af, hvad en relation til et andet menneske kan, siger han.
Og det er ikke tilfældigt, at han bruger ordet visdom. For Peter la Cour mener, at kærestesorg har potentialet til at åbne op for dybere dimensioner i livet:
Det er en af den slags lidelser, hvor man kommer ud og rører ved det mest personlige. Hvor selvværdet er nede, og man er i krise på samme måde, som når man oplever alvorlig sygdom eller kommer ud for en ulykke. Man bliver rystet i sin grundvold. Og når man står der på vippen, kigger det eksistentielle frem. Ens verdensbilleder og tanker om, hvordan verden hænger sammen, bliver mere intense. Det er ikke undersøgt lige med kærestesorg, men vi ved fra undersøgelser omkring alvorlig sygdom, at i krisen intensiveres meningsspørgsmålet. Det bliver påtrængende at finde ud af, hvad meningen med livet er, siger Peter la Cour.
Og i den proces kan man finde støttepunkter i for eksempel kunsten, påpeger han:
Religion, poesi og musik har den særlige kvalitet, at det er noget, man kan gøre alene. Det ligger ikke andre til last, når man læser i Bibelen eller lytter til kærlighedssange. Og med tiden kan man måske også se, at der ligger en erkendelse, en fornyelse og en frihed på den anden side af kærestesorgen. Men den viden kan man jo ikke bruge til noget, lige når man står i det. Så er det jo bare rædselsfuldt.
Åh kære
jeg tror jeg dør
hvis du forlader mig
tag mig med
kan du ikke bare ta mig med
hvis du forlader mig?
Kristen Bjørnkjærs digtsamling fra 1976, bestselleren Kærestesorg sætter ord på, at mødet med kærligheden samtidig altid er parret med en angsten for at miste. Og har man kærestesorg, vil man nok som Bjørnkjær mene, at det allerbedste, der kunne ske, var aldrig at blive forladt. Men når man får bruddet lidt på afstand, kan der komme noget godt ud af begivenheden, siger Winnie Haarløv:
Hvis man lige er blevet forladt, og nogen siger til en, at de gamle indianere altid sagde, at i ethvert tab er der en gave, så har man jo lyst til at slå. Den tanke kan man ikke rumme, når smerten fylder det hele. Men der er en sandhed i det, og den ser man først, når man er kommet lidt væk fra det. Så kan man måske også få øje på, at man selv har bidraget til det, der skete. Det kan være, man ikke var nærværende, åben eller kærlig nok. Så kan man måske endda lære noget af det. Men også bruge det til at stille nogle eksistentielle spørgsmål om, hvilket menneske man er, og hvad man gerne vil med livet.