Ånden er kraften bag verden

Mit livssyn: Forfatteren Erwin Neutzsky-Wulff har netop udsendt romanen "Hjernen". Han føler større slægtskab med de afdøde forfattere end med sine samtidige og mener, at hans bog er begyndelsen til en ny slags litteratur

Hvordan vil du beskrive din tilstand lige nu?

– Vel, jeg har fuldendt et værk, der tog mig tre år at skrive. Det vil så formodentlig give nogle reaktioner: Negative, som vil irritere mig, og positive, som efter al sandsynlighed vil irritere mig mere. Anmeldelser kan selvfølgelig være interessante, hvis man ser anmelderne i stand til at bedømme ens værker, men så skal man jo ikke blive forfatter. Den eneste, der kan bedømme en forfatters arbejde, er jo en forfatter og vel at mærke en større forfatter end én selv. Og mener man, at der er en forfatter, der er større end én selv, skal man ikke blive forfatter, men lade ham skrive i stedet for.

Hvilke fællesskaber er vigtigst for dig?

– Stort set kun fællesskabet med de døde, dem, der gik forud for mig. Fællesskabet med de døde er jo oprindelsen til religion. De første guder var jo de døde, og det forstår man godt. Det er de døde, der har skabt den verden, vi lever i – de døde tænkeres afsjælede legemer. Jeg har ikke så meget til fælles med mine samtidige. Det fællesskab, jeg har, er med mine forgængere fra Homér til James Joyce. Jeg betragter "Hjernen" som begyndelsen på en ny slags litteratur, som blandt andet ophæver grænsen mellem billed- og realplan og mellem forfatter og læser.

Hvad har formet dit livssyn?

– Min påtrængende og uovervindelige genetik.

Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?

– Ingen. Den, der ligner – for slet ikke at tale om efterligner – en anden er en ganske overflødig kopi. Jo flere der er enige om en påstand, jo mere usand er den, og jo færre, der fremsætter en påstand, jo mere sand er den. Det har selvfølgelig at gøre med, at en påstand, som kun én fremkommer med, er absolut sand, for den udgår direkte af erfaring. Ved en påstand, som to er enige om, kommer der et aspekt af enighed ind. De har slået lidt af på erfaringen, på sandheden, for at kunne blive enige. En påstand, som alle er enige om, det som vi almindeligvis forstår ved selvindlysende udsagn, er total meningsløs.

Hvad tror du på?

– Jeg tror på menneskene. Dermed mener jeg ikke, at jeg har nogen som helst tillid til dem, eller til, at de nogen sinde vil opføre sig mindre tåbeligt, end de erfaringsmæssigt har gjort de seneste femtusind år. Men jeg tror, at de er til – kimærer, som de er. Hvis menneskene ikke var til, måtte man opfinde dem. Den tro, som oprindeligt betød en tillid til guderne, er nu blevet til en tro på påstanden om, at de eksisterer, og det må vel siges at være den ultimative vantro. På samme måde tror jeg på menneskene. Teoretisk er det muligt at krydse et menneske med en chimpanse, og vi ville jo lære utrolig meget om mennesket ved at gøre det. Den etiske indvending mod det må være den samme som mod raceblanding, og den forudsætter, at man anser den ene af de to arter for underlegen, og det er da racisme. Jeg har aldrig forstået modstanden mod gensplejsning, men jeg tror, det bygger på en forestilling om naturens orden. Men naturen kender ikke til orden, kun til uorden, og menneskenaturen er jo også en del af naturen, så når vi blander os, er det jo naturen, der blander sig i naturen.

Hvad er elendighed for dig?

– Elendighed er tankens og driftens utilstrækkelighed, som uvægerligt avler selvtilstrækkelighed, fordi vi ikke har kraft til at blive kanaler. Det er åndsfattighed. Det er den tantede opfattelse af ånd, som er udsprunget af den lutheranske Kinder-lære, hvor man tilbeder sancta simplicitas, dét at vi skal blive som børn igen. Jesusfiguren i Det Nye Testamente er ellers ekstrem intellektuel, så jeg tror ikke, han sigtede på imbecilitet. I virkeligheden er ånden, som den er manifesteret igennem kulturen, alt andet end pæn. Den er voldsom, fordi den er kraften bag verden.

Hvad er lykke for dig?

– Lykke er det uforstyrrede samvær med min yndige unge hustru. Kvinden er målet for mandens stræben.

Hvad vil du gerne give videre til dine børn?

– Jeg har allerede givet dem, hvad jeg kan give dem, nemlig mine gener, om end af nødvendighed i fortyndet udgave. Hvordan de eventuelt vil bruge denne formue er op til dem. For den strejfende hankat hører de en forgangen sommer til.

Hvad er dit syn på fremtiden?

– Jeg tror, den stort set er brugt op. Måske kan vi genbruge fortiden? Vi får i højere og højere grad vores informationer gennem massemedier, det vil sige, det bliver fattigere og fattigere, og vi bliver mere og mere imbecile for hvert slægtled. I dag er vi endt i folkekirken og New Age, det kan dårligt blive værre. I "Hjernen" demonstrerer jeg, hvordan vi kommer til at leve i et feudalsamfund igen, hvor en ny krigeradel tager tøjlerne og tyrer den griske bonde, som har fået lov til at husere i et par hundrede år. Men det er jo en bog, ikke en prædiken, og der er da en god portion selvironi i det "håb". Det antydes endda, at det uundgåeligt begynder at starte forfra igen.

Har du et motto?

– Nemo propter amorem despiciatur – lad ingen blive foragtet, fordi han elsker – uanset hvem eller hvad han elsker, og hvordan. Det er ikke de lidenskabelige, der laver ulykker, men tværtimod de dumme og ligeglade.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Erwin Neutzsky-Wulff

**Født 1949 som søn af forfatter Aage Neutzsky-Wulff. Bror til forfatter Vita Andersen.

**Debuterede med romanen "Dialog om det enogtyvende århundredes to vigtigste verdenssystemer" i 1971 og har siden udgivet en lang række bøger, hvor menneskets oplevelser af overnaturlige fænomener har en fremtrædende plads. Studerende en overgang filosofi ved Københavns Universitet. Efter at have boet i København hele sit liv bor han nu med sin tredje hustru i en nedlagt skole nord for Randers.