Et skrabet juletræ, et sorg-ritual og en uheldig tur til Zambia: Tre danskere husker en særlig jul

Med minder om propfyldte maver, juletræsdans og gaveoppakning kan den ene juleaften let flyde sammen med den anden. Men en gang imellem sker der noget ud over det sædvanlige. Tre kendte danskere fortæller her om en jul, de aldrig glemmer

Vincent Hendricks, Katrine Marie Guldager og Lotte Blicher Mørk fortæller om den jul, der husker bedst.
Vincent Hendricks, Katrine Marie Guldager og Lotte Blicher Mørk fortæller om den jul, der husker bedst. Foto: Sif Meincke/Leif Tuxen/ Julie Meldhede Kristensen

Vincent Hendricks: Far og søn havde en fælles mission

This article is part of a theme:

Julens traditioner

Go to the themes page
Vincent Hendricks, født i 1970, er forfatter og professor i filosofi. – Foto: Sif Meincke.
Vincent Hendricks, født i 1970, er forfatter og professor i filosofi. – Foto: Sif Meincke.

Der er en jul, som virkelig skiller sig ud for mig. Da jeg var 11 år, holdt min far og jeg jul sammen alene i hans lille lejlighed på Nørrebro i København. Min far er fysiker, og hele december havde han siddet ude på DTU med hovedet i et matematikstykke, der bare skulle være færdigt, så der havde ikke været tid til at hænge guirlander op og lave juleknas. Den 24. december henter han mig om formiddagen, og så høvler vi ned til den nærmeste juletræshandler. Der var ikke det store udvalg tilbage, så vi ender med at købe den sidste lille ”ælling” – et 50 centimeter højt træ, som vi placerede i papkassen til aftenens eneste gave, en fjernstyret bil til mig.

Julepynt havde vi heller ikke. Til gengæld byggede min far sine egne elektronikapparater. Altså blev træet dekoreret med transistorer, batterier, en modstander, en kondensator og nogle radiorør. Du skulle have set det juletræ. Det var på sin vis vanvittigt sølle, og samtidig emmede det af min far. Så havde vi ellers den hyggeligste juleaften, mens vi sad der og kiggede på elektronikuheldet. Vi er halvt danske og halvt amerikanske, og min far er et rigtigt madøre, så han havde selvfølgelig lavet kalkun og eggnog, som man får til jul i USA. Vi så ”Disneys Juleshow” og sang ”The Twelve Days of Christmas” og byggede min nye fjernstyrede bil. I min barndom gik vores tid sammen ofte med at bygge fjernstyrede fly og biler, så det er også et kardinaleksempel på vores måde at være sammen på.

Når det kommer til jul og skilsmissebørn, så tænker man ofte, at det skal være noget stort og opulent, for måske at kompensere for bruddet. Men det her var lige præcis socialrealisme, som det var. Julen i en bouillonterning. Der er intet sørgmodigt over det, for mine forældre var gået fra hinanden mindeligt mange år forinden, og det var en meget intens oplevelse at være sammen med sin far på den måde. At have en fælles mission om bare at få julen til at fungere. Jeg tænker tilbage på den jul som meget rørende og samtidig meget gakket. I dag er vores familie og juleaftener blevet meget større, og i ny og næ griner min far og jeg af den her jul. Og jeg kan kysse ham på panden og tænke: ”Daddy, you’re nuts”.

Lotte Blicher Mørk: Julens budskab udfoldede sig for øjnene af mig

Lotte Blicher Mørk, født i 1973, er præst på Rigshos-pitalet og forfatter. – Foto: Julie Meldhede Kristensen.
Lotte Blicher Mørk, født i 1973, er præst på Rigshos-pitalet og forfatter. – Foto: Julie Meldhede Kristensen.

Stort set alle juleaftensdage de sidste 17 år har jeg brugt på Rigshospitalet. Alligevel er der en jul for fem-seks år siden, som står tydeligt for mig. Bedst som vi skal til at spise frokost, ringer en læge lidt desperat fra neurointensiv afdeling. Der var kommet en ung familiefar ind, som i et helt frygteligt fald havde slået hovedet og var blevet erklæret hjernedød. Der var ikke andet at gøre end at gå derop.

På vejen op til 9. sal runder jeg lige kirken for at bede om ekstra kræfter til at kunne gå derop. Jeg kommer så ind på afsnittet, hvor mandens kone, to små børn, forældre og også konens forældre sidder. Lægen siger, at der skal slukkes for respiratoren. Det er jo sindssygt for familien. Hvordan gør man lige det? Måske forstod deres hoveder, at han var hjernedød, men han trak stadig vejret og havde varme kinder. Jeg tager plads for bordenden, og den unge kone kigger bare på mig og siger, ”Hvis julen er glædens fest, hvad har du så at sige til os lige nu?”.

Konen bad så om, at hende og jeg først kunne tale sammen alene. Hun var jo fuldstændig desperat, men vi talte om, hvor højt hun elskede sin mand, og hvor stor en kærlighed der var mellem dem. Vi gik tilbage til familien og talte om, hvad han havde betydet for dem hver især. Og midt i alle tårerne, desperationen og råbene, fyldte kærligheden, og det gav meget mening midt i meningsløsheden. Sorgen og kærligheden stod side om side.

Så lavede vi et lille ritual, hvor jeg knyttede et par ord til den meningsløse situation, læste op fra Kærlighedens højsang, bad en bøn, og lyste velsignelsen. Så sang vi ”En rose så jeg skyde” og gik ud fra stuen sammen. Det vilde er, at ritualet jo manifesterer den kærlighed, der er mellem manden og hans familie. En kærlighed, der aldrig går væk. Så ritualet var også en forløsning midt i noget af det frygteligste, en familie kan opleve. Det handler om, at der er noget, der rækker længere ud end død og sorg. Hvis ikke der var glæde og kærlighed, ville der heller ikke være sorg, og glæden vinder, fordi den var der først. Det skal vi minde hinanden om. Derfor turde jeg til sidst godt kigge på kvinden og sige ”Glædelig jul”.

Da jeg kom ned i kirken og stod med ryggen mod menigheden, røg der et par tårer ned i min ritualbog. Jeg tænkte bare, at det var julens budskab, der lige havde udfoldet sig for øjnene af mig.

Enkelte detaljer i forløbet er sløret for at sikre de involveredes anonymitet.

Katrine Marie Guldager: Aldrig mere jul alene i Afrika

Katrine Marie Guldager, født i 1966, er forfatter til både digte, romaner, noveller, børnebøger og hørespil. – Foto: Leif Tuxen.
Katrine Marie Guldager, født i 1966, er forfatter til både digte, romaner, noveller, børnebøger og hørespil. – Foto: Leif Tuxen.

To gange er jeg rejst til Zambia for at holde jul. Første gang var i 1994, og der gik det smaddergodt, for jeg mødte en skotte, som jeg holdt jul med i en smuk nationalpark. Nogle år senere, i 1999, da jeg var i begyndelsen af 30’erne, havde jeg ikke rigtig lyst til at holde jul med min familie, og jeg syntes, der var noget forstilt ved dette, ’nu skal vi rigtig hygge os!’. Derfor tog jeg til Zambia for at holde jul igen. ’Det går da lige så fint som sidst’, tænkte jeg, ’for jeg møder da bare nogen’. Jeg ankom til hovedstaden i Zambia og var spændt på, hvem jeg denne gang ville møde. Som tiden gik, blev det bare klart, at jeg ikke mødte nogen. Og det blev mere og mere uldent, hvad jeg egentlig skulle stille op med den jul. Jeg kunne jo ikke bare sidde helt alene.

Så hørte jeg om, at Mellemfolkeligt Samvirke havde et gæstehus lige ved grænsen til Zimbabwe, og der kunne jeg bare tage ud. Jeg fandt også et hotel i byen, der havde nogle ture, man kunne komme på. Dem ringede jeg til og aftalte med én, der hed Herman, at han skulle hente mig ved bussen i den lille by Siavonga. Men da jeg stod af på endestationen, var der ingen Herman. Jeg blev stående og spekulerede over, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde faktisk opgivet at finde Mellemfolkeligt Samvirkes gæstehus, fordi jeg havde regnet med at blive hentet af Herman. Men der var ikke så mange hvide i Siavonga, og pludselig kom en fyr og spurgte, om jeg ikke ledte efter netop Mellemfolkeligt Samvirkes gæstehus. Han hentede en vagtmand, der kunne lukke mig ind. Det var et stort gæstehus med udendørs køkken og swimmingpool og flot udsigt over Karibasøen. Det var bare helt tomt. Men i det mindste havde jeg nu et sted at sove, og selvom det godt nok var surt, måtte jeg indstille mig på at holde jul alene.

Jeg gik i gang med at klippe lidt julepynt med en neglesaks og gik op for at købe en form for julemad. Fløde var der ikke, men jeg fandt et lille stykke frossen kylling, som jeg tøede op i solen udenfor. Indtil det blev stjålet. Det gik mere og mere op for mig, at jeg var kommet til en ”dead end”. Som mørket faldt på, kom der et vanvittigt tordenvejr, og jeg lå stiv af skræk hele natten.

Der gik det bare op for mig, at fremover havde jeg ikke lyst til at være så eksperimenterende. Jeg ville gerne have nogen at holde jul med. Julen er jo netop også en taknemmelighedsfest over at være en del af det menneskelige fællesskab. Tænk, at lyset overhovedet er her. Og så i skikkelse af et lille uskyldigt barn. Jeg fortryder ikke som sådan, at jeg tog af sted, men jeg tænker tilbage på den jul som den gang, hvor min lyst til at stole på tilfældighederne fik sig et knæk. Og hvor jeg indså, at traditioner faktisk ikke er helt lige meget for mig. Siden da har jeg holdt jul i Danmark, måske ikke altid helt efter bogen, men aldrig alene.

Artiklen fortsætter under annoncen