Per Kirkeby blev engang spurgt om, hvad der havde været det fantastiske ved livet. Det var, svarede han, at have fået lov til at leve sine talenter ud. Men det skyldtes ikke kun hans egen fortjeneste, men noget, der var bleven givet. Det stod alt sammen i Fadervor:
”At man er i livet, og mere skal man ikke forvente, men det er jo også det allerhøjeste, man kan forvente. I den forstand tror jeg på den skabende og opretholdende Gud. ’Ske din vilje i himlen, således også på jorden’ – det er ikke en fatalisme, det er bare en total realistisk accept af, hvor livet er og en meget smuk ting at acceptere det på den måde,” sagde Per Kirkeby og tilføjede, at det ikke var sådan, at man kunne redde sig i land ved hjælp af kristendommen, men at det dybe ved troen var en accept af livet.
Det liv var Per Kirkeby med egne ord alt for glad for. Men efter flere år, hvor han kæmpede med sygdom og med at genvinde evnen til at male efter en hjerneskade som følge af et fald, sluttede det. Maler, forfatter, geolog og grønlandsfarer, Per Kirkeby, blev 79 år.
Danmark har med hans bortgang mistet en sine mest betydningsfulde, indflydelsesrige og frodige moderne kunstnere. Han efterlader sig et monumentalt værk af malerier, grafik, tegninger, raderinger, skulpturer, murstenværker, kirkekunst, udsmykninger, bøger, scenografi og film.
Når det gjaldt maleriet, som er det, der fylder mest i hans værk, har nedbrydningen altid været indbygget i opbygningen. Han havde sin egen metode i bestræbelserne på at nå frem til det, der for ham var det ægte billede, som også er titlen på udstillingen ”Kirkeby – det ægte billede” på museet Heart i Herning i 2015 af en række af hans værker fra 1960’erne og til 1989. Altid søgte han at finde det modsætningsfyldte inden for det, der skal forestille at udgøre en helhed. Heri ligger en del af løsningen på gåden om det, som ingen er i tvivl om, når de møder hans billeder, der ofte er malet i karakteristiske jordfarver– at her er tale om en ægte Per Kirkeby.
Som kunstkritiker Preben Michael Hornung skrev i Politiken i en anmeldelse af udstillingen, var Per Kirkeby ”ikke bange for at skære en form af, netop som han skal til at fuldføre den. Han er heller ikke bange for at bryde et billede ned, netop lige før det er færdigt. Til gengæld var han hunderæd for det facile og æstetiske”. Og for at undgå det, som mange andre tørster efter, nemlig at opnå den pæne helhed, forklarede Hornung, indførte Kirkeby et strategisk benspænd. Derfor syntes ethvert maleri fra hans hånd at blive til i en proces, hvor han først byggede op og så brød ned, malede noget frem og malede det væk igen eller over.
Naturen og landskabet var hans udgangspunkt, men resultatet blev altid noget andet, end beskueren i første omgang kunne tro. Total abstrakt blev han heller aldrig.
I et interview i Kristeligt Dagblad i forbindelse med udgivelsen af Mikael Wivels bog, ”Glas og bly”, om de 11 glasruder med bibelske motiver, som Per Kirkeby skabte til Gentofte Kirke i 2008, forklarede kunstneren selv sin måde at arbejde på. Han ledte altid efter en grænse eller modstand i sine kunstværker. Fandt han den ikke, kunne det være lige meget. For så blev det alligevel aldrig kunst, og så var det forfra og om igen.
”Der skal være en indre forpligtelse indlejret i maleriet selv, som afspejler grænsen eller modstanden mellem kunstner og værk. Jeg maler mig frem til den grænse, dér hvor maleriet begynder at opstille sine egne regler og binder sig til noget. Hvis ikke det sker, kan jeg jo slaske hvad som helst af,” sagde Per Kirkeby.
Maling slasket på lærred var der ingenlunde tale om. Hans værker hører til toppen af prislaget på kunstmarkedet, og han er repræsenteret på mange af de vigtigste museer for moderne kunst.
Per Kirkeby blev født den 1. september 1938 i København som søn af civilingeniør Alfred Kirkeby, død 2005, og Lucy Helga Alice Kirkeby, død 1999. Han blev student i 1957 og begyndte samme år uddannelsen som geolog ved Københavns Universitet. I 1964 blev han cand. mag. i naturhistorie med speciale i arktisk kvartærgeologi.
Udover den naturvidenskabelige baggrund, der i 1960’erne førte ham ud på flere ekspeditioner, blandt andet til Grønland, har også deltagelsen i Den Experimenterende Kunstskole fra 1962 været med til at forme hans kunstopfattelse. Sammen med kunstnerkollegerne Paul Gernes, Peter Louis-Jensen og Bjørn Nørgaard udforskede han nye udtryksmuligheder som popkunst, happening og minimalisme.
Sideløbende med de billedkunstneriske eksperimenter, der spændte fra maleri og grafik til installation, aktion og skulptur, arbejdede han med lyrik og kunstfilosofisk essayistik samt film. I bogen ”Billedforklaringer” fra 1968 fremhævede han blandt andet tegneserier og ornamentik som inspirationskilder. Et hovedværk fra 1960’erne er maleriet ”Det romantiske billede” fra 1965, der kan ses på Statens Museum for Kunst. Centrale fra perioden er også digtsamlingen ”Copyright” fra 1966 og filmen ”Dyrehaven – den romantiske skov”, som blev til i samarbejde med Jørgen Leth.
I 1970’erne begyndte Per Kirkeby med inspiration fra blandt andre den tyske billedkunstner Joseph Beuys (1921-1986) at beskæftige sig med det forhold, at verden består af en uudtømmelig mængde stof i konstant bevægelse, af naturlige formationer, materialer, billeder, historier, personlige associationer, erfaringer og erindringer. Han begyndte samtidig at anvende olie på lærred i stort format og tildelte farven en fremtrædende plads i malerierne. Af kunsthistorikere er Kirkebys maleri blevet sammenlignet med en art geologisk undersøgelse af kunstens substans, hvor kunst og natur optræder som parallelle fænomener.
Per Kirkeby har siden 1962 haft talrige udstillinger herhjemme og i udlandet, deriblandt på Tate Modern i London, Museum Kunst Palats Düsseldorf og Phillips Collection i Washington. Et særligt forhold havde han til Tyskland, hvor han flere gange har været repræsenteret på Documenta-udstillingerne i Kassel og skabt bronzeskulpturer til den tyske Bundesrat-bygning i Berlin i 2000. Fra 1978 til 1989 var han professor ved kunstakademiet i Karlsruhe og fra 1989 til 2000 ved kunstakademiet i Frankfurt. Han havde ingen uddannelse fra Det Danske Kunstakademi, påstod endda aldrig at have sat sine ben derinde på Kgs. Nytorv. Til gengæld var han fra 1982 medlem af Det Danske Akademi.
Blandt Kirkebys mange udsmykningsopgaver er det mægtige loftsmaleri på Det Kongelige Biblioteks udlånsbro i Den Sorte Diamant fra 1999, det 500 kvadratmeter store lofts- og vægmaleri i det nye Auditoriehus ved Aarhus Universitet og bronzerelieffer til Operaen i København i 2004. Fra samme år er også den store murstensskulptur i Ørestad på Amager og vægmalerier på Geologisk Museum i København.
Per Kirkebys forhold til kirkekunst var ambivalent, selv om han med årene betragtede sig selv som et troende menneske. For som han sagde i et interview i Kristeligt Dagblad, var der kun to muligheder: ”Enten bliver det mest kirke og meget lidt kunst, eller også bliver det meget kunst og næsten ingen kirke”.
Men bevarelsen af de danske kirker lå ham på sinde. Så da Freilev menighedsråd i 1994 henvendte sig, sagde han ja til sin første kirkeopgave, der endte med omfattende arbejder, som blev afsluttet i 2002, i den lille romanske Frejlev Kirke ved Aalborg. Siden blev det til mere kirkekunst, deriblandt de nævnte 11 nye ruder til Gentofte Kirke, et alterrelief i Gurre Kirke 2002, et loftsmaleri i Fredensborg Kirke, indviet 2006, og et bronzerelief over indgangsdøren til den restaurerede Løgumkloster Kirke, der blev taget i brug i 2015.
”Jeg kan ikke overbevise andre mennesker om, at jeg skal lave kirkekunst, fordi troen og anfægtelsen er en del af mig. Det er jeg for blufærdig til. Men det er vigtigt for mig selv at vide, at den er der,” sagde Per Kirkeby i førnævnte interview og henviste til et alterbillede, han havde malet til Sct. Mortens Kirke i Randers – indviet 2004. Motivet er beretningen fra Det Nye Testamente om Getsemane Have og Jesu dødsangst. Opgaven havde han påtaget sig i en periode, hvor han med egne ord var langt ude fysisk og psykisk efter en hjerneblødning:
”Og nu vil jeg ikke sidde her og sige noget banalt om, at man kommer derud, så har man brug for troen, men det er klart, at jeg var berørt af situationen. ’Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?’ Jeg var berørt af det, også hinsides det folkekirkelige. Så må jeg bare stole på, at det kommer over på lærredet. Uanset om det er til en kirke eller ej,” sagde han dengang.
Per Kirkebys værk spænder vidt og omfatter også et forfatterskab på knap 40 titler. Dertil kommer scenografi til tv-teater, opera og ballet – blandt dem til New York City Ballets opførelse af ”Svanesøen” i 1999 og ”Romeo og Julie” i 2005. Han har lavet filmene ”Normannerne” fra 1976, ”Asger Jorn” 1977 og ”Geologi – er det egentlig videnskab” fra 1981. Været redaktør og medredaktør af tidsskrifter som Hvedekorn og det hedengangne Hætsj og stået bag arkitekturen til sit eget sommerhus på Læsø i 1995 og sammen med arkitekten Jens Bertelsen tegnet bygningerne til Museumscenter Aars fra 1999, hvor han samme år blev æresborger. Endnu et felt er de mange murstensskulpturer, der står opført rundt omkring i landet som ved Humlebæk Station i Nordsjælland, Kimbrertorvet i Aars og Gentofte Kommunes Hovedbibliotek.
Per Kirkeby er blevet tildelt en række priser: Akademirådets Guldmedalje for yngre danske Malere og Billedhuggere, Thorvaldsens-Medaillen, pris fra Norddeutsche Landesbank, Prins Eugen-Medaljen, Arthur Köbckes Ærespris, Sao Paulo Biennalens Søvlmedalje, Murerprisen, Wilhelm Hansen Fondens Hæderspris og Medaljen Ingenio et arti. Han var æresmedlem af The Royal Academy i London samt modtog Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse. I 1997 blev han Ridder af Dannebrog.
Per Kirkeby meddelte sig til omverdenen – både som skabende kunstner og som reflekterende og talende menneske – og også om det personlige og private. I Anne Wolden-Ræthinge alias Ninkas samtalebog, ”Jeg er her endnu”, der spænder over et tidsrum fra 2000 til 2006, fortæller Per Kirkeby hudløst og ærligt om den første hjerneblødning, der slog ham omkuld i 2000, om skilsmissen fra hustruen Vibeke Windeløv, om epilepsi og andre sygdomme, om at kæmpe sig tilbage som maler trods handicap med at se og om at opleve kærligheden igen og insistere på kirkebryllup med Mari Anne Duus Jørgensen. Kunsten, familien, kristendommen, forholdet til venner, Grønland og meget mere, reflekterer han også over i bogen.
I 2013 blev Per Kirkeby ramt af endnu et hårdt slag efter et fald ned ad trappen i sit hjem i Hellerup. Faldet medførte en hjerneskade, der fratog ham evnen til at male og skrive, men ikke til at tænke og tale. I filminstruktør Anne Regitze Wivels dokumentarfilm, ”Mand falder”, der havde premiere i 2015, kan man følge hans stædige kamp med genoptræning og for at komme til at male igen.
Til Kristeligt Dagblad sagde Per Kirkeby i et interview i 2014, at han ikke kunne prale af at besidde en særlig styrke. Var der en, kom den af hans livsbegær og drivkraft efter igen at blive den Per Kirkeby, der maler. Han sagde også, at han tror på påskens kristne budskab om kødets opstandelse og det evige liv.
”Jeg er gammeldags kristen. Opstandelsen og det evige liv er noget, der er broderet rigtig mange ord hen over. Det ses som en stor metafor for alt muligt i tilværelsen. Hvordan skal det forstås? Jeg er kommet frem til, at alle de ting ikke skal forstås, de skal stå, som de gør.”
Per Kirkeby efterlader sig hustruen Mari Anne Duus Jørgensen og to voksne sønner fra sit tidligere ægteskab.
Kilder: Anne Wolden-Ræthinge: ”Jeg er her endnu. Per Kirkeby fortæller til Ninka”. Kraks Blå Bog. Den Store Danske Encyklopædi. Dagbladet Politiken. Kristeligt Dagblads arkiv.