Monsteret er dødt
Min mor hyler. Hun står midt i opholdsstuen på plejehjemmet, og de andre beboere skæver ængsteligt efter hende. Hun hyler af al kraft. Personalet kommer til, men kan ikke berolige hende, og blidt føres hun ind på værelset. Døren lukker sig bag dem, og lidt efter bliver der stille igen. Det er langtfra første gang, at skriget har skåret gennem A-fløjen på plejehjemmet. Men nu har Ellen Knudsen skreget for sidste gang.
Jeg har aldrig selv hørt min mor hyle og skrige. Tværtimod har min mors smerte siden min tidligste barndom snarere haft form af en stille implosion, et sort hul, der truede med at suge alting til sig. Jeg har set ind i det sorte, når jeg har oplevet min mor i den tilstand, og intet har fyldt mig med større frygt end forestillingen om selv at blive hvirvlet ind i mørket og opleve samme dæmoniske rædsel, som hun tydeligvis gjorde.
De voksne kaldte min mors tilstand for depression, og fra jeg var fem år, oplevede jeg hende blive kørt væk, når hun skulle indlægges på psykiatrisk hospital. Senere så jeg hende med årene synke opgivende og apatisk ned i tilstanden, mens hun igen og igen appellerede til os andre om at redde hende.
Allerede som stor teenager blev det klart for mig – ligesom det er blevet for mange andre børn af psykisk syge og misbrugere – at jeg ikke ville kunne fortsætte mit liv uden en betryggende sikkerhedsafstand til min mors lidelse, og den kunne jeg ikke sikre mig uden samtidig at skabe en distance til hende.
En distance, der nogle gange måtte tilvejebringes med metoder, man ikke bryder sig om at tage i anvendelse over for sin mor: En dag, da hun endnu en gang bad mig udfri hende af sit helvede, smadrede jeg en lænestol til pindebrænde for øjnene af hende, eller jeg smed røret på, når hun ringede grædende og tryglende. Og jeg gik i psykoterapi i tyve-tredive år for at rense traumet ud af min krop.
Min afstandtagen betød også, at jeg i flere årtier nægtede at kalde mine egne nedtrykte perioder for ‘depressioner’. For depression var min mors lidelse, ikke min. Jeg var ikke som hende, og jeg blev grebet af angst blot ved tanken om at blive det. Ikke før jeg selv fik børn og ikke længere kun var ansvarlig for mig selv, indså jeg, at jeg blev nødt til at kalde min depression ved navn, fordi jeg havde brug for mere end psykoterapeutisk behandling. Men selv om jeg led af depressioner, var de på ingen måde så altomfattende, dybsorte og skrigende smertefulde som min mors.
Først da hun døde, turde jeg bevæge mig nærmere på smertehavet og indlede et forsøg på at lære min mor at kende ved at skrive en bog om hende. Som i mine andre bøger ville jeg gå strengt dokumentarisk til værks, søge aktindsigt i hendes psykiatriske journaler og opsøge de mennesker, der havde kendt hende. Det skulle være en bog om min mor, men dermed også indirekte en bog om depressionen og om at være barn af en psykisk syg.
Jeg overskred den distance, jeg altid omhyggeligt og med stor viljestyrke og voldsomhed havde holdt til min mor, og jeg lindede for første gang på døren ind til hendes rum. Men midt i arbejdet, som jeg havde tænkt mig at gennemføre med min sædvanlige nøgternhed, gik noget i skred i mig selv. Mens jeg fyldtes af dyb angst, blev den afstand til min mor, jeg havde opretholdt i fyrre år, langsomt nedbrudt. Min mors dæmoner krøb ind i mig og sugede mig ind mod det sorte hul, jeg siden min barndom havde frygtet mest af alt.
Jeg oplevede, at min døde mor kaldte på mig og ville trække mig over på den anden side. Jeg fortsatte i første omgang stædigt arbejdet midt i angsten, men som ugerne gik, mistede jeg til min rædsel evnen til at skrive. Magtesløsheden tog over, jeg fik det kun værre og værre, uanset hvad jeg forsøgte at gøre, og efter flere måneders forgæves kamp mod dæmonen måtte jeg til sidst mod min vilje lade mig indlægge på en lukket psykiatrisk afdeling. Ligesom min mor i sin tid var blevet det. Og med samme diagnose.
Det hele begynder, da min mor får fred, som man siger, tidligt om morgenen onsdag den 2. november 2016. Og hun er ikke den eneste, som får fred. Tolv timer senere sidder jeg på en balkon på femte sal på Hotel Atlantic ved Århus Havn og fortæller min kæreste om den vældige bølge af lettelse, som skyller gennem mig efter min mors død.
Hele dagen har jeg haft samtaler med personalet på plejehjemmet, med bedemanden, præsten og den øvrige familie, og til sidst har jeg skrevet til Skifteretten for at få adgang til min mors værelse. Efter min søns ønske har vi spist aftensmad på Jensens Bøfhus ved havnen, og nu har Aske på snart tretten pakket sig ned foran fjernsynet i det ene værelse med rigelige forsyninger af slik og sodavand. Jeg har røget en joint og lagt fødderne op på balkonens rækværk. Nedenfor ligger fødebyen i aftenmørke.
Da Janne spørger mig, hvordan jeg har det, kommer jeg til at le højt. „Jeg er i et ganske fabelagtigt fremragende humør,“ svarer jeg. Lettelsen bliver ved med at skylle gennem min krop, og jeg har på en ny måde lov til at fortælle frit om min mor. Ikke blot om hendes forvrængede, oppustede ansigt, når døren til mine forældres mørkelagte soveværelse gik op, og jeg lige nåede at se et glimt af hende i den dybeste depression.
I dén tilstand henvendte hun sig ikke mere til mig og min lillesøster, og hun var knap nok længere en mor. I min erindring lignede hun snarere et monster. Jeg skal heller ikke nøjes med at fortælle om den grædende mor, som så langt tilbage, jeg kan huske, har appelleret og tryglet mig om hjælp, først derhjemme i det lille røde parcelhus på Guldbjergvej i Holme, siden i telefonen, og altid med de samme grådkvalte sætninger gentaget igen og igen med ganske små variationer: „Peter, jeg kan ikke klare det længere! … Du må komme og hjælpe mig!!“
I vores første tid sammen forsøgte jeg flere gange at forklare Janne, hvorfor jeg i modsætning til hende havde et så problematisk og distanceret forhold til min mor. Men jeg kunne tydeligt mærke, at hun ikke forstod, hvorfor mit ubehag og min modvilje var så heftig, og hvorfor jeg lod mig slå ud af en enkelt telefonopringning. Indtil en dag, da min mor havde efterladt en af sine tryglende appeller på telefonsvareren. Jeg holdt telefonen hen til Jannes øre, trykkede på ‘play’ og så hende med åben mund lytte til den flere minutter lange, grædende besked, hvor de samme sætninger blev gentaget igen og igen.
Janne er flere gange siden vendt tilbage til oplevelsen af først dér at forstå den overvældende intensitet i min mors mørke og styrken i hendes appeller. Jeg har før fortalt erindringsglimt og historier til mine nærmeste. Men nu kan jeg forklare Janne om noget mere snigende, uhåndgribeligt, men også uhyggeligere, som er svært at fange i barndomserindringen: Når hun på et øjeblik skiftede fra at være min mor, der smurte madder med leverpostej og makrel i tomat ved køkkenbordet, og fik et andet og farligere blik, som om et fremmed væsen betragtede mig gennem hendes øjenhuler.
I de følgende minutter ville jeg få at vide, at jeg ikke gjorde nok for hende, og at jeg ikke gjorde det godt nok, og det føltes, som om hendes intention var at såre mig så dybt som muligt. Barnet så dæmonen i øjnene. Det er voldsomme formuleringer, og når jeg nu skriver dét, jeg fortalte Janne på balkonen den aften, efter at min mor var død, bliver jeg i tvivl, om det virkelig var sådan i min barndom, om det virkelig skete på den måde, eller om jeg siden har lavet historier – eller laver dem nu, forført af sproget.
For min mor var også den kvinde, som hver morgen stod ved køkkenbordet og rumsterede, mens jeg spiste mine havregryn med mælk og sukker ved det smalle bord i køkkenet, hvor familiens fire medlemmer lige kunne klemme sig ned til hverdagens måltider. Og den kvinde, som ikke blot smurte madder, når jeg kom hjem fra skole, men også bagte brød, indtil hendes gigtsygdom hindrede den slags aktiviteter, lavede frikadeller og krebinetter og fiskefileter og medisterpølse til aftensmaden og vaskede tøj og hængte det op på snorene under loftet i bryggerset.
Op til jul købte hun 48 små kalendergaver til at hænge på de 24 kroge på den blå, håndsyede kalender i entréen til min søster og mig, til fastelavn syede hun udklædningstøj til os, og hun inviterede alle mine kammerater til fødselsdage med sodavand og boller og mine yndlingskager, æblekage med knuste makroner og flødeskum og det allerbedste, kiksekagen, der hurtigt blev blød, når den kom ud af køleskabet.
Og hun var også viceskoleinspektørens sekretær på min skole og hjalp mig med at spritduplikere de første eksemplarer af Holmebladet i fire farver. I de sidste ti-femten år af sit liv har hun desuden været mine børns bedstemor.
Hun var den eneste bedsteforælder, de havde adgang til, og Aske og Ea var vilde med weekenderne i Århus: Færgeturen fra Odden med fri softicebar, indlogeringen på Hotel Radisson med glaselevator og pandekager på morgenbuffeten og besøgene på plejehjemmet, hvor bedstemor gav de blødeste kram, og hvor de fik lov til at rulle hen ad gangene på hendes rollator eller få de elektriske døre til at åbne sig for hende. Eller turene ud til iskiosken ved Ørnereden, hvor de gav bedstemor en hånd på de ujævne skovstier.
Det er blevet for koldt på balkonen, og vi flytter ind på dobbeltsengen. Fra det tilstødende værelse strømmer lydene fra Askes film. Jeg ligger på ryggen op ad Janne og fortæller, hvordan jeg som større dreng og voksen mand efterhånden kunne mærke det på forhånd, når et af de anklagende anfald var på vej.
Udtrykket i hendes blik forandrede sig, og der opstod en lille pause, som gav mig mulighed for at reagere, før dæmonien slog igennem. Som voksen benyttede jeg mig af forudanelsen til at komme væk. Når jeg havde børnene med på plejehjemmet, bestræbte jeg mig på at få Aske og Ea ud af rummet, når pausen opstod, så de ikke skulle se deres søde bedstemor skifte karakter. Men jeg nåede det ikke altid, for Ea kan huske at have set sin bedstemor græde og råbe.
Allerede for et par timer siden, fortæller jeg Janne, da jeg ringede til min ven Mos, begyndte jeg at tale om det dæmoniske hos min mor. Han blev forbløffet. Selv om vi har været bedste venner, siden vi var elleve år, og utallige gange har diskuteret de problematiske relationer til vores forældre, har jeg aldrig før talt sådan om min mor, sagde han.
Mos vidste selvfølgelig, at min mor havde været psykisk syg og flere gange var indlagt på psykiatrisk hospital, men han havde ingen erindring om at have set det dæmoniske hos hende. Tværtimod huskede han hende som en temmelig almindelig mor, når han som barn var på besøg på Guldbjergvej, og siden som en sød gammel dame. Mos mindede mig til gengæld om, at jeg, dengang vi var unge for tredive år siden, havde talt om en dag at skrive en bog om min mor og hendes depressioner.
Men jeg vidste allerede dengang, at hun først måtte dø. Min mor bliver igen et monster for mine øjne, mens jeg ligger i dobbeltsengen og taler om, hvordan det dengang, for mig som barn, ikke længere var min mor, der stod foran mig, når blikket forandrede sig og anklagerne begyndte.
Det var et mørke, der strømmede ind i hende, og en form for listighed, ikke ganske blottet for fryd, som jeg så i hendes øjne. Det er hverken skræmmende eller uhyggeligt at tale om, lettelsen fortsætter med at vælde op gennem mig, jeg har bare aldrig turdet se det så klart før. Måske er der i min mors tilfælde tale om en særlig form for dæmoni, fortsætter jeg, offerets dæmoni, som jeg flere gange har oplevet i mit arbejde, senest blandt enkelte medlemmer af den snævre inderkreds i den københavnske BZ-bevægelse, som jeg en måned før har udgivet en stor bog om.
Jeg taler ikke om en villet og bevidst dæmoni, snarere om en form for besættelse, der finder sin grobund de steder, hvor jorden er gødet med indre vrede, offergørelse og ansvarsfraskrivelse, en slags glasklokketilstand uden fornemmelse for andre menneskers perspektiv. Men offerrollen må ikke forveksles med svaghed: Min vigtigste erfaring fra mit liv med min syge mor er, at offeret kan have en kolossal styrke.
I det samme ved jeg, at jeg skal skrive en bog om min mor og netop dén dæmoni, og jeg ved også, hvad bogen skal hedde: Min mor var besat. Jeg gentager titlen igen og igen, stadig mere begejstret. En bog til alle de sikkert titusindvis af mennesker, der som børn har oplevet en psykisk syg, misbrugende eller på andre måder forstyrret forælder gøre sig selv til offer og dermed på fatal vis bytte rundt på rollerne mellem barn og voksen.
Et monster, forklædt som én, der har ret til omsorg fra sine børn. Til sidst må jeg på benene for at bevæge mig: Jeg danser rundt for enden af dobbeltsengen og digter en sang på egen melodi og med blot en enkelt linje. Janne lukker døren ind til Aske i naboværelset. „Monsteret er dødt,“ synger jeg ekstatisk. "Monsteret er dødt! Monsteret er dødt! Monsteret er dødt …!"