Prøv avisen

Liv hjælper folk med at indtale deres livshistorier: Din historie har værdi for andre

Liv Mygind hjælper folk med at indtale deres livshistorier til podcasts. – Foto: Eva Wandel

Når du engang er død, kan dine efterladte genkalde sig dit ansigt ved at se på fotografier. Men hvad med din stemme? Den måde, hvorpå du selv plejer at fortælle den der anekdote, der får alle til at le? I dag kan du få hjælp til at optage din livshistorie, så du også selv kan fortælle den, når du ikke er her mere. ”Det kommer til at have en enorm betydning,” siger datter

”Min mor var uddannet telefonistinde.”

Gunna Drachmanns stemme går klart igennem på optagelsen, der lyder gennem højttaleren.

”Hun var sådan en, der flyttede rundt på dippedutterne, når folk skulle ringe til hinanden.”

Optagelsen er en halvanden time lang fortælling om Gunna Drachmanns liv, som hun har indtalt til en såkaldt ”podcast” – en radioudsendelse uafhængig af tid og sted, som man kan lytte til, når man har lyst til det.

65-årige Gunna Drachmann er ikke berømt, og hendes podcast er ikke lavet til at skulle sendes i radioen til den brede befolkning. Hun er mor og mormor. Og med podcasten har hun fortalt og bevaret sin livshistorie, så hun kan give den til sine efterkommere.

For nogle kan det dog være lidt af en overvindelse at komme frem til, at deres fortælling er værd at give videre, fortæller journalist Liv Mygind.

”Nogle ældre mennesker kan have svært ved at se, at deres historie kan have værdi for andre,” siger hun.

Gennem sin podcastvirksomhed ”Livshistorier” lytter Liv Mygind til private menneskers erindringer og anekdoter og samler dem til lydfortællinger. Hun har hjulpet Gunna Drachmann med at fortælle sin historie. Ofte oplever hun, at folk kan have brug for en opfordring fra yngre familiemedlemmer.

”Nogle tænker, at de jo bare har levet deres liv, og at det ikke er noget særligt,” siger hun.

Men alle liv er interessante.

Det siger Tanja Drachmann. Hun er Gunna Drachmanns datter, 44 år, og bor med sin mand og to børn i Voldby i Østjylland. Podcasten har hun lyttet til flere gange i bilen på vej til arbejde.

”Da hun gik i gang, sagde min mor, at hun jo hverken havde rejst eller opfundet noget. Men det gør det ikke mindre spændende for mig at høre hendes historie, for den er også min. Det, der har gjort hende til den, hun er, har også skabt mig,” siger hun.

Idéen til at lave livshistorier kom fra det forhold, Liv Mygind havde til sin egen mormor, som var en af hendes bedste venner. Siden mormoderen døde for fem år siden, har Liv Mygind ofte fortrudt, at hun ikke optog hendes historie.

”Jeg har tit tænkt, ’hvorfor gjorde jeg det ikke bare?’. Jeg er jo journalist, og jeg har en diktafon, men jeg gjorde det ikke. Nu ville jeg virkelig ønske, at jeg kunne sætte mig ned og tænde for anlægget og høre hendes stemme,” siger hun.

I podcasten fortæller Gunna Drachmanns stemme videre om hendes barndom i 1960’erne:

”Vi fik nogle frygtelige kjoler af vores far, som vi ikke måtte gå i. Min mor var bange for, at der skulle gå ild i os, for det var sådan nogle nylonkjoler.”

Stemmen kender datteren Tanja kender utrolig godt. Hun taler med sin mor næsten hver dag, og at stemmen er foreviget sammen med historien, har stor betydning.

”At kunne høre hendes stemme på bånd, når hun en dag ikke er her mere, det betyder noget for mig, fordi hun betyder noget for mig. Det er lige så vigtigt som at kunne se hendes ansigt på billeder.”

Når Liv Mygind interviewer folk, forsøger hun at finde gode konkrete oplevelser frem og får folk til at male dem med sanserne. ”Jeg forsøger at hjælpe folk med at få fortalt historien, så den er god at lytte til. Jeg får dem til at gå helt tæt på episoderne, hvor der er lyde og dufte, så der kommer en god dramatik. Men det er noget, jeg gør, når jeg guider dem med spørgsmål. Det er ikke noget, de selv skal tænke over.”

”Vi boede på femte sal, og kurede altid på gelænderet,” fortæller Gunna Drachmanns podcast.

”Jeg kan huske den rytme, der kunne komme, når vi satte os og kørte ned til næste etage. ’Duk, duk,’ sagde det, og så op på brættet igen. ’Rutsj, duk, duk.’ Den lyd, det sagde, når man tog hele vejen ned fra femte sal, den kunne jeg godt lide.”

Liv Mygind pointerer desuden det særlige i, at lydfortællingen er noget, man arver, mens folk stadig er i live. Det giver en god anledning til at stille spørgsmål og tale sammen om historierne.

”Og der er masser at tage fat på, for man kan umuligt presse alle 65 leveår ned på halvanden eller to timers optagelse,” siger hun.

Hun interviewer typisk folk i tre-fire timer. Hun sørger for, at de holder frokostpause undervejs, og nogle skal sågar have en lille middagslur for at kunne fortsætte. Derefter går hun hjem og bruger 15 timer på at klippe og redigere i optagelserne, så de bliver en sammenhængende levende fortælling. Folk kan efterfølgende lytte det igennem for at se, om der er noget, der skal tages ud. Til sidst får man sin lydfortælling på cd og som et link, der er en digital henvisning til et privat sted på nettet, hvor podcasten ligger.

Siden hun stiftede sin virksomhed, har Liv Mygind talt med mange mennesker, og en stor del af dem er lige blevet pensioneret.

”Selvom de måske skal leve 20-30 år endnu, så har nogle af dem oplevet, at nogen i deres familie har mistet hukommelsen. Så synes de, det er fint at gøre det nu. For selvom man ikke står med det ene ben i graven, så ved man jo godt, at man har levet det meste af sit liv. Og så kan man måske lave næste kapitel, når man bliver 80,” siger hun.

Typisk får folk lidt hjemmearbejde for, hvor Liv Mygind beder dem om at lave en tidslinje og hive fat i familiemedlemmer, hvis de skal have hjælp til at huske detaljer og årstal. Gunna Drachmanns datter, Tanja Drachmann, synes, at hele processen med at lave lisvhistorien har været ”skæg”. Hun har hjulpet sin mor med at huske tilbage.

”Det har været en hel oplevelse i sig selv at lave forarbejdet. Og det er jo en oplevelse, vi kan dele, mens hun stadig er her,” siger hun, og opfordrer andre til at gøre det samme.

”Man behøver ikke at have oplevet noget vildt, for at ens familie synes, det er spændende. Min mor har været gift med den samme mand, hun mødte, da hun var 15, og har haft et almindeligt liv. Men hun er en del af mig, og det er nok til, at jeg vil lytte til hendes historier og give dem videre.”

Gamle fotografier kan forevige udseendet på dem, vi elsker. Med podcasts kan man også gemme deres stemmer og historier. Her ses Gunna Drachmann med datteren Tanja ved Limfjorden i 1974. – Foto: Privatfoto

”At kunne høre hendes stemme på bånd, når hun en dag ikke er her mere, det betyder noget for mig, fordi hun betyder noget for mig. Det er lige så vigtigt som at kunne se hendes ansigt på billeder.”

Tanja Drachmann