Löfven i tovene: Er Jimmie Åkesson den svenske regeringskrises store vinder?

Med mandagens mistillidserklæring til statsminister Stefan Löfven har Venstrepartiet sat sit aftryk på svensk politik. Men regeringskrisen er godt nyt for både den yderste venstre- og højrefløj, som længe har været holdt uden for indflydelse

Sverigedemokraternes forslag om en mistillidsvotum til statsminister Stefan Löfven blev vedtaget i mandags. Afstemningen var et vigtigt skridt på det nationalkonservative partis vej mod at blive anerkendt som et parti, man kan samarbejde med. – Foto: Claudio Bresciani/AFP/Ritzau Scanpix.
Sverigedemokraternes forslag om en mistillidsvotum til statsminister Stefan Löfven blev vedtaget i mandags. Afstemningen var et vigtigt skridt på det nationalkonservative partis vej mod at blive anerkendt som et parti, man kan samarbejde med. – Foto: Claudio Bresciani/AFP/Ritzau Scanpix.

Nooshi Dadgostar kunne tirsdag morgen vågne op til særdeles gode meningsmålinger efter, at Venstrepartiets leder dagen forinden var blevet hovedperson i et historisk mistillidsvotum, som har fældet den socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven. Men i virkeligheden er dramaets hidtidige vinder Jimmie Åkesson og Sverigedemokraterne, vurderer flere kommentatorer.

”Jimmie Åkesson er den, der er mest glad i dag. Desværre,” skrev chefredaktør på fagbevægelsesmediet Dagens Arbejde, Helle Klein, mandag på Twitter.

Og i avisen Expressen fulgte David Baas trop:

”Löfven er Åkessons største politiske skalp,” lød analysen.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Jimmie Åkessons parti er ikke længere en solospiller, og det var tydeligt mandag, at han er den partileder, som trives bedst i politisk kaos.”

Det var Sverigedemokraternes mistillidsvotum, som mandag blev stemt igennem og som nu tvinger Stefan Löfven til enten at udskrive nyvalg eller lade en sonderingsproces gå i gang senest mandag.

Og dermed har Jimmie Åkessons forkætrede parti nu også fået en snert af den parlamentariske legitimitet, partiet – trods meningsmålinger omkring de 20 procent – aldrig har nydt i svensk politik. Længe har mantraet nemlig lydt, at yderpartierne skulle holdes uden for indflydelse, koste hvad det ville. Og det har gjaldt både til højre og til venstre.

Sverigedemokraterne ville man ikke røre med en ildtang, og Venstrepartiets mandater kunne til nød bruges, så længe partiet ikke fik indflydelse på Stefan Löfvens regerings politik formuleret i den såkaldte januaraftale. Men mandag var det så netop yderfløjene, som bragte Stefan Löfvens regering til fald som den første nogensinde.

I Svenska Dagbladet skriver politisk kommentator Göran Eriksson om hestesko-teorien, hvor partierne på yderfløjene har mere til fælles med hinanden end med den politiske midte.

”Er det hesteskoen, som nu rammer Stefan Löfven og Annie Lööf (fra Centerpartiet) i nakken?” spurgte han.

”Det kan ikke udelukkes, at isoleringen i januaraftalen har bidraget til Venstrepartiets behov for nu at markere, at tiden som dørmåtte er forbi. Samt at det bidrog til, at partiet til og med droppede berøringsangsten over for Sverigedemokraterne,” skriver Göran Eriksson og fortsætter:

”Venstrepartiet blev holdt uden for indflydelse til trods for, at partiets mandater var nødvendige for, at Löfvens regering kunne tiltræde. At isolere politiske partier – Sverigedemokraterne – var på det tidspunkt aldeles normalt i svensk politik.”

I et interview med Kristeligt Dagblad i maj fortalte Jimmie Åkesson, at omverdenens anerkendelse af partiet har været særdeles længe undervejs. Ofte er det sket med henvisning til, at partiet har rødder på den yderste højrefløj.

”Men nu kan både Moderaterne og Liberalerne også godt se, at hvis de vil have magten inden for en overskuelig fremtid, så er de nødt til at tale med os,” sagde partilederen i maj.

Og uanset, om den nylige opblødning i forhold til de parlamentariske yderpartier kommer fra hjertet eller som tvungen konsekvens af meningsmålinger, er udviklingen ifølge Alice Teodoresco Måwe, politisk kommentator i erhvervsmediet Affärs Världen, en sejr for den politiske substans.

”Svensk politik har befundet sig i en blindgyde, siden Sverigedemokraterne kom ind i Rigsdagen i 2010. Reel politik, samfundsproblemer og de ideologiske skillelinjer blev sekundært, fordi alt handlede om – gennem mere eller mindre demokratisk tvivlsomme aftaler – at holde partiet uden for indflydelse,” skriver hun.

”Det står klart, at den æra, der begyndte for 12 år siden, nu endelig kan henvises til historiebøgerne. Det betyder samtidig, partierne kan vende tilbage til deres ideologiske rødder og udvikle deres politik baseret på, hvad de vil opnå frem for at danne alliancer baseret på modstand. Det er grundlæggende positivt for partierne, for vælgerne og ikke mindst for Sverige.”