Löfvens afgang er det rødgrønne Sveriges eneste chance

Sveriges statsminister siden 2014 stopper til november, tids nok til at køre en efterfølger i stilling inden rigsdagsvalget til september 2022. Det har både han selv og partiet interesse i

Stefan Löfven på pressemødet søndag, hvor han meddelte om sin afgang. Og skal de svenske socialdemokrater have en chance for et fornuftigt valg om et års tid, så er de nødt til at få kørt en ny profil i stilling tids nok til, at vedkommende kan nå at fæstne sig i de svenske vælgeres bevidsthed.
Stefan Löfven på pressemødet søndag, hvor han meddelte om sin afgang. Og skal de svenske socialdemokrater have en chance for et fornuftigt valg om et års tid, så er de nødt til at få kørt en ny profil i stilling tids nok til, at vedkommende kan nå at fæstne sig i de svenske vælgeres bevidsthed. Foto: Henrik Montgomery/TT/Ritzau Scanpix

Syv år som statsminister - syv år i krisens tegn. Så kort kan Stefan Löfvens regeringstid opridses.

Og selv om konklusionen er både forsimplet og hård, er det ikke desto mindre sandt, at den gamle svejser både kom og gik med politisk uvejr hængende over hovedet.

Kort efter sin tiltrædelse i 2014 blev Stefan Löfven, der to og et halvt år forinden var blevet valgt til formand for de svenske socialdemokrater, tvunget til at true med ekstravalg, fordi hans historisk svage rødgrønne regering ikke kunne finde flertal til sin finanslov.

Siden kom flygtningekrisen i 2015, en tabt mistillidsafstemning efter valget 2018, der førte til historisk lange regeringsforhandlinger, samt en coronakrise, der endnu ikke er forbi. Og som om, det hele ikke var nok, blev Stefan Löfvens sidste år i spidsen for Sverige ligeledes præget af den tillidsafstemning, som den yderste venstrefløj i juni udløste efter et slagsmål om huslejestigninger. Stefan Löfven tabte den historiske afstemning, men fordi oppositionen ikke kunne finde flertal, fik den socialdemokratiske partiformand alligevel lov at fortsætte.

Den tabte tillidsafstemning men fortsatte mulighed for at regere, var på mange måder symptomatisk for Stefan Löfvens politiske liv, og undervejs har han fået tilnavnet den politiske korkprop, fordi han – trods voldsomme storme hængende om hovedet – altid har formået at komme op til overfladen igen.

Men nu trækker han altså selv stikket.

Da Sveriges 64-årige statsminister i søndags bebudede, at han agter at stoppe som både partiformand og statsminister i forbindelse med de svenske socialdemokraters kongres til november, kom det som et chok for alle andre end inderkredsen i partiet. Så hvorfor går han nu?

Det er altid overraskende, når folk, der besidder magten, mere eller mindre frivilligt giver den fra sig. Ikke mindst, hvis de ikke umiddelbart har noget andet og bedre ting at tage sig til.

Selv siger Stefan Löfven, at beslutningen er hans egen, men at han gør det for partiets skyld. Og måske er det sandt, at også han vurderer, at de kedelige sager efterhånden klæber så meget til personen Löfven, at det svenske socialdemokrati med ham ved roret har rigtig dårlige udsigter til at beholde magten efter næste års valg.

Det er dog ikke særligt længe siden, at Stefan Löfven også sagde, at hvis partiet ønskede det, så ville han gerne påtage sig at føre socialdemokratiet gennem valgkamp og valg. Og derfor er den nærliggende tanke, at stærke kræfter i partiet – som også læser meningsmålinger – måske har hjulpet beslutningen på vej. I lyset af den borgerlige oppositions aktuelle opbakning, som peger på et ganske sandsynligt regeringsskifte ved valget til september 2022, har den socialdemokratiske analyse givetvis været, at nok er Stefan Löfven en relativt solid statsminister med ufortyndet socialdemokratisk blod rindende i sine årer. Men det er bare ikke nok. Skal de svenske socialdemokrater, som om nogen føler sig berettiget til at regere det land og det velfærdssamfund, de har spillet en nøglerolle i opbygningen af, have bare en hypotetisk chance for et fornuftigt valg om et års tid, så er de nødt til at få kørt en ny profil i stilling tids nok til, at vedkommende kan nå at fæstne sig i de svenske vælgeres bevidsthed.

På mange måder er Stefan Löfvens eftermæle både sympatisk og respektindgydende. Han voksede op i en plejefamilie og meldte sig allerede som 13-årig ind i Socialdemokratiet. Siden arbejdede han for, at alle – uanset deres udgangspunkt – skulle have muligheden for at lykkes i Sverige. Han har arbejdet i industrien som svejser, og siden blev han fagforeningsmand. På alle måder inkarnationen af det ærkesocialdemokratiske folkhems-Sverige. Men måske også af en tid, som ikke længere er.

I hvert fald blev Stefan Löfven ved magten hurtigt synonymt med et socialdemokrati, som ifølge kritikerne ikke har formået at løse de udfordringer med integration og bandekriminalitet, svenskerne taler mere og mere om.

Undervejs er målingerne desuden blevet dårligere, og selvom mange nu fremhæver Stefan Löfvens evne til at overskride blokpolitikken og trække de liberale partier med henover midten i forpligtende samarbejder, så har forsøget på at knække det borgerlige Sverige også haft sin pris. Liberale reformer har betydet, at vælgere har søgt andre steder hen, og sammenligner man opbakningen til henholdsvis den yderste venstre- og den yderste højrefløj i dag med i 2014, så står både Venstrepartiet og Sverigedemokraterne betydeligt stærkere, end de gjorde, da Löfven tiltrådte.

På en række områder har Stefan Löfvens doktrin været den omvendte af danske Mette Frederiksens (S) – en forholdsvis højreorienteret økonomisk politik kombineret med en værdipolitik, som i høj grad flugter med den yderste venstrefløjs. Det har virket i den forstand, at han har beholdt magten. Men det har også skubbet mange klassiske socialdemokrater i retning af andre partiet. Spørgsmålet er, om kursen vil ændre sig med Stefan Löfvens efterfølger.

I øjeblikket peger pilen på Magdalena Andersson, den nuværende finansminister. Hun beskrives som en god partisoldat, skarp på økonomi og arbejdspladser og – hvilket ikke må undervurderes i et land, som slår sig op på ligestilling og feminisme før alt andet – en kvinde. Andersson, 54 år, kan således blive Sveriges første kvindelige statsminister, og det skal man ikke undervurdere den symbolske kraft i.

Også indenrigsminister Mikael Damberg, energiminister Anders Ygeman samt socialminister Lena Hallengren, der har spillet en fremtrædende rolle under coronakrisen, nævnes som seriøse bud. Hvem det bliver, må fremtiden vise. Sikkert er det, at Stefan Löfvens efterfølger står foran en monumental opgave, hvis ikke regeringsmagten i Sverige skal tilfalde de borgerlige om et år.