Prøv avisen
Boguddrag

Lola Jensen: Børn har ikke ændret sig - det har omgivelserne

Familievejleder Lola Jensen er forfatter til bogen "Må vi så få ro!," hvor hun vejleder til, hvordan man skaber mindre støj i hjemmet og flere åndehuller i børnens liv Foto: Leif Tuxen

Børn er, som de altid har været. Det er barndommen, der har forandret sig. Der er mere tempo og støj end for bare få år siden, og børnene skrumler i dag rundt i det hurtige livs bagagerum. Men mindre fart giver roligere og gladere børn, skriver familievejleder Lola Jensen i sin nye bog, som du her kan læse et uddrag fra

Støjen og farten i det moderne børneliv er med over det hele. Vi har vænnet os til den, og derfor er den måske ikke altid så let at få øje på. Men den er der. En hverdagsmorgen hos én blandt mange familier kan forme sig sådan her:

Mor:
”Hov Anton, du fik ikke undertrøje på. Kom lige her, af med jakken igen. Det er for koldt … du er nødt til at lægge den iPad imens … jamen så skift lige hånd … Nej, læg den nu væk, læg den nu, det er sidste gang, jeg siger det, ellers får du ikke lov at spille om morgenen mere … Okay, så sæt den på pause, så kan du spille videre i bilen.”

Far:
”Kom nu, vi skulle have været af sted for 8 minutter siden … er der nogen, der har set mine løbesko? Jeg har planlagt at løbe hjem fra arbejde i dag. Skal vi til forældremøde i aften? Hvornår har vi fået besked om det? Hvad tid? Jamen, så kan jeg gå 20 minutter før fra job og nå begge dele.”

Mor:
”Åh, Silke, nu glemte vi at frisere dit hår. Tag lige hætten ned igen. Prøv at stå stille, så gør det ikke så ondt. Anton siger, at han har legetøjsdag i dag og skal have noget med, Jens, kan du ikke lige komme med en ting fra hans værelse? Vil du vælge selv, Anton? Jamen, du har fået støvler på … Så løb ind og find noget, men det skal gå hurtigt, for Silke er ved at komme for sent i skole.”

Far:
”Silke, gider du lige at tage madkasserne i køleskabet, det glemte jeg i farten. Ja, løb bare ind med støvler på … Åh, hjælp nu med at nå skolen til tiden, kom nu, fart på. Så, Anton, ned i tasken med den Spiderman, pres den ned. Godt, Silke, tak, så er det ud i bilen med jer, tjep, tjep.”

I mine 33 år som familievejleder har jeg set, hvordan tempoet i børnelivet er steget. I institution og skole vokser krav og forventninger, og der er langt flere aktiviteter i børns liv i dag.

Hjemme har børnene deres forældre, der ved fyraften lander på matriklen efter en tempofyldt og forventningshøj arbejdsdag. Farten fortsætter i fritiden med fuld knald på individuelle mål og behov for formfuldendt perfektionisme omkring krop, udseende og boligindretning.

Man kunne tænke, at børn bare må lære at leve med en presset hverdag, fordi de voksne i dag har valgt, eller er fanget i, et liv i overhalingsbanen, hvor virksomhedsmålsætning, muskeltræning, Mount Everest-bestigning og latte på cafeen er et must. Måske kan børn lære at leve med det, men de kan ikke så godt holde til det.

Travlheden og larmen er kommet snigende. Den har rigtig taget fart fra årtusindeskiftet og frem til nu, og børn reagerer mere på det øgede tempo. Nogle bliver triste eller depressive og vender presset indad. Andre bliver utrygge og bange og kan udvikle angst. Andre igen bliver omkringfarende og udadreagerende.

Flere og flere får en diagnose, og antallet af børn, der defineres som særligt sensitive, er de sidste tre til fire år eksploderet. For de større børn vokser problemer med spiseforstyrrelse og selvskadende adfærd.

Men det er ikke børnene, der har ændret sig. Det er omgivelserne. Mine mange års arbejde med familier, børn og forældre gør mig sikker i den tanke, at uro hos et barn sjældent er udtryk for et problem hos barnet. Oftest er røren en reaktion på et hæsblæsende liv med for lidt tid og for mange krav og valgmuligheder.

Nogle børn tåler hvad som helst, mens mange andre reagerer. Et barns tristhed, uro eller angst er ofte et symptom på en spidsbelastning, og med den tanke som udgangspunkt ligger løsningen lige for. Mere ro på hverdagen og symptomerne vil lægge sig, jeg har set det igen og igen.

Det vigtige er, at omgivelserne tør stoppe op og lægge om. I stedet for at møde det enkelte barn som et problem med behov for udredning og følgediagnose bør optikken først rettes mod at se barnet som et helt og dejligt menneske fuld af positive muligheder og personligt potentiale. Efterfølgende skal linsen stilles skarpt 360 grader rundt om barnet for at finde steder at dæmpe støj og tempo.

Med denne bog ønsker jeg at stille skarpt på forandringerne i barndommen og inspirere til mulige omlægninger. Nogle vil tænke, at det lyder naivt, for udviklingen kan ikke bare stoppes, ligesom det ikke lader sig gøre at skrue tiden tilbage. Men af hensyn til børnene nu og i fremtiden er det værd at tænke over, hvor vi er på vej hen, og om der måske bør trækkes i nødbremsen.

Jeg tillader mig naivt at tro på, at står vi sammen, er vi stærke nok til at blive hørt på et krav om det bedste fra det gammeldags familieliv forenet med det bedste og mest nødvendige fra den fagre nye, hurtige og elektroniske verden.

Mere ro kan give flere børn bedre liv og mere gåpåmod.

Selvom omlægninger i starten kan virke uoverskuelige, bliver det hurtigt nemmere. Med ganske enkle greb kan der skabes ro, og det ene gode resultat vil bringe energi til at tage fat i mere. Snart vil motivationen være i top, når man oplever et mere roligt barn.

God fornøjelse med læsning af familievejleder fru Jensens fuld fart frem-erfaring høstet i marken med forslag til forandring mod mere fred i hverdagen.

Måske kan børn lære at leve med den travle, støjende hverdag, men de kan ikke så godt holde til det.