Præst: Vi bilder os ind, at vi skal klare os selv i sorgen

Erfaringer af modgang har alle mennesker tilfælles. Men magtesløsheden er i vores samfund blevet noget, vi klarer helt selv. Hvordan er det gået til? Hvornår blev et universelt menneskeligt vilkår til individets ensomme anliggende? Præst og forfatter, Lone Vesterdal, taler i bogen "Robust" om at miste evnen til at handle, når man rammes af sorg. Her kan du læse et uddrag fra bogen

Når man kæmper med sorg og magtesløshed, kan man med fordel lytte til erfaringerne fra sammenhænge som f.eks. AA, også selv om man hverken er alkoholiker eller har andre former for misbrug. Der er tale om hårdt prøvede, erfarne mennesker med indsigter, lige til at gå til for os andre. Mennesker, der aktivt kæmper med misbrug, er ofte en slags eksperter i magtesløshed.
Når man kæmper med sorg og magtesløshed, kan man med fordel lytte til erfaringerne fra sammenhænge som f.eks. AA, også selv om man hverken er alkoholiker eller har andre former for misbrug. Der er tale om hårdt prøvede, erfarne mennesker med indsigter, lige til at gå til for os andre. Mennesker, der aktivt kæmper med misbrug, er ofte en slags eksperter i magtesløshed. .

Når jeg er optaget af, at tro bliver til robuste kræfter, er det, fordi jeg har haft brug for det. Erfaringer af modgang har jeg fælles med de fleste mennesker.

Måske har modgang væltet os omkuld, og vi leder derfor efter det, der har kraft i sig til at rejse os igen, eller vi har oplevet begivenheder og relationer, der tærer på glæden og modet. Et fælles udgangspunkt for os er derfor mødet med magtesløshed i større eller mindre grad. Der findes nedbrydende kræfter, til tider voldsomme, som rammer os med lammende, i nogle tilfælde tilintetgørende kraft.

Magtesløshed er noget af det mest skræmmende. Det betyder ordret, at jeg er uden magt – dvs. indflydelse og medbestemmelse over, hvordan mit liv skal være. I stedet for at have magt over mit daglige liv detroniserer magtesløsheden mig. Mine egne aktive valg er, for en tid, dispenseret, og større kræfter tvinger mig i en retning, jeg ikke har ønsket eller bedt om. Jeg er simpelthen oppe mod kræfter, jeg ikke kan hamle op med. Magtesløsheden er en grundlæggende faktor i vores liv, og om ikke før, så opdager jeg den i hvert fald, når den taler med rigtig store bogstaver.

Jeg har fulgt journalist ved Danmarks Radio Esben Kjær fra sidelinjen gennem hans og familiens sorg over tabet af familiens 7-årige søn, Sebastian, der døde efter få måneders aggressiv kræftsygdom.

Esben Kjær vil for nogle være kendt fra P1’s programmer, andre kender ham måske fra bøger som Den nye karrierefar – sådan skaber du ægte succes både derhjemme og på jobbet (2005), som han skrev sammen med sin ægtefælle, Kirsten Stendevad. Han udgav i foråret 2016 bogen Min usynlige søn. Kunsten at leve med sine døde resten af livet. I bogen beretter han om det vanvid, man som familie bliver kastet ud i gennem sygdomsforløb og død.

Sorgen har radikalt ændret Esben Kjærs tillid til menneskets egen kontrol og magt, når det gælder de mest afgørende områder i vores tilværelse. Han fortæller, hvordan han indtil da troede, at alt var muligt, hvis bare viljen var der. Og det har altid virket. Undtagen da det gjaldt den vigtigste kamp. Aldrig før har han kæmpet så hårdt og indædt, aldrig før har han sat så meget viljekraft bag. Men kampviljen rokkede ikke katastrofen en millimeter. Han kommer frem til, at han indtil sønnens død har troet, at han var gud i sit eget liv: “Jeg troede, at jeg havde langt mere kontrol over tingene, end jeg havde. At jeg kunne styre og påvirke virkeligheden langt mere, end jeg kunne. Jeg havde svømmet i medstrøm hele livet, så jeg troede, jeg var en meget bedre svømmer, end jeg er. Jeg havde slet ikke fattet, hvor meget der kan ske i mit og mine kæres liv, uden at jeg kan gøre noget som helst fra eller til.” (Min usynlige søn – kunsten at leve med sine døde resten af livet side 29).

Lone Vesterdal om at være menneske i magtesløshed 376968

På sin vis er de ekstreme erfaringer omkring tab, sorg og angst et ultradestilleret koncentrat af det, som er et fælles menneskeligt anliggende, syge som raske: Hvorfra får jeg kræfterne til det værste? Hvad har jeg at håbe på?

Esben Kjær formulerer det sådan i et interview: “Spørgsmålet er, hvor vil du være, når sorgen rammer?” Jeg vil hellere spørge: Hvem vil du følges med, når sorgen rammer? Jeg orienterer mig helt intuitivt i to retninger samtidigt: opad, efter en gud, jeg kan tro på og klage min nød til, og udad, efter andre mennesker at følges med. I den værste magtesløshed har jeg ingen forestilling om, at jeg kan eller skal kontrollere noget – og da slet ikke alene. Der må være nogen at følges med, når landskabet er truende og mørkt. Den største magtesløshed lægger jeg fra mig i en åndelig virkelighed.

Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal gøre ved den. Tankevækkende nok er de samme erfaringer kernen i filosofien blandt nogle af verdens største eksperter i magtesløshed, nemlig i organisationen Anonyme Alkoholikere, AA.

En af de bedre film om filosofien bag behandlingssystemet er Thanks for sharing (2012), der handler om tre mænd og deres kamp mod afhængighed. Filmen skildrer venskaber, gruppemøder, vaner med daglig bøn og meditation, og frem for alt samtaler. Som én af hovedpersonerne siger: “Hvis der er noget, vi ikke tror på, så er det, at vi klarer det her på egen hånd.”

Man kan med fordel lytte til erfaringerne fra sammenhænge som f.eks. AA, også selv om man hverken er alkoholiker eller har andre former for misbrug. Der er tale om hårdt prøvede, erfarne mennesker med indsigter, lige til at gå til for os andre. Mennesker, der aktivt kæmper med misbrug, er ofte en slags eksperter i magtesløshed. Fordi det er dér, de er hele tiden, og derfor er magtesløshedens landskab i dé sammenhænge så velbeskrevet og veldokumenteret.

Grundpillerne i AA er et knivskarpt fokus på de kræfter, vi henter, ikke hos os selv, men fra fællesskabet og Gud. Deres filosofiske grundlag er det såkaldte 12-trinsprogram. Det er en slags trosbekendelse for organisationen med 12 trosudsagn:

1. Vi indrømmede, at vi var magtesløse over for alkohol – at vi ikke kunne klare vort liv.

2. Vi kom til at tro, at en Magt større end os selv kunne give os vor sunde fornuft tilbage.

3. Vi besluttede at give vor vilje og vort liv over til Guds omsorg – Gud sådan som vi opfattede Ham.

4. Vi lavede en dybtgående og frygtløs moralsk opgørelse over, hvad vi indeholdt.

5. Vi indrømmede over for Gud, for os selv og for et andet menneske, nøjagtig hvordan det forholdt sig med vore fejl.

6. Vi var helt indstillet på at lade Gud fjerne alle disse fejl i vor karakter.

7. Vi bad Ham ydmygt om at fjerne vore fejl.

8. Vi lavede en liste over alle de mennesker, vi havde gjort fortræd, og blev villige til at gøre det godt igen over for dem alle.

9. Vi gik direkte til disse mennesker og gjorde det godt igen, hvor det var muligt, undtagen hvor dette ville skade dem eller andre.

10. Vi fortsatte vor personlige opgørelse, og når vi havde fejlet, indrømmede vi det straks.

11. Vi søgte gennem bøn og meditation at forbedre vor bevidste kontakt med Gud, sådan som vi opfattede Ham, idet vi alene bad om at få at vide, hvad der var Hans vilje med os og om styrken til at udføre den.

12. Når vi som følge af disse trin havde oplevet en åndelig opvågnen, forsøgte vi at bringe dette budskab videre til alkoholikere og at efterleve disse principper i alt, hvad vi gjorde.

Det er obligatorisk i AA at indgå i en mentorordning, hvor man følges tæt af én, der er længere fremme i processen, og at man dagligt beder sindsrobønnen: “Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen.” De 12 trosudsagn, mentorordningen og sindsrobønnen er indrømmelse af egen magtesløshed og behovet for følgeskab og stærkere kræfter udefra. Det er tankevækkende, hvor fast de står på egen magtesløshed og den urokkelige tillid til, at redningen må komme netop fra denne erkendelse. Filosofien stemmer med min erfaring. Der må være nogen at følges med i magtesløsheden. Som præst vil jeg kalde dette nogen for “det hinsides”. I teologien kalder vi det transcendens, men det gamle ord “hinsides” er måske mere begribeligt. Begrebet dækker både over en guddom i mit liv, jeg kan bøje knæ for, og fællesskabet med de andre: familie, venner, gode kolleger og venlige naboer. Fællesskaber, der rækker ud over mig selv.

Det hinsides, simpelthen.

I den kultur, der har været dominerende i den vestlige verden de seneste 150 år, er magtesløshed blevet noget, vi må klare helt selv. Hvordan er strukturen i vores tænkning kommet dertil?

Esben Kjær lægger skylden på den énsidige karrierekultur, der fejer al åndelighed til side og gør os underligt fattige, når magtesløsheden rammer os:

“I andre samfund har der været mere plads til det åndelige. Hos os er meningen med livet at arbejde i en lineær karrierekurve” (BT 1. maj 2016).

Heller ikke i den religiøst farvede verden af personlighedsudvikling finder han en substantiel, holdbar virkelighed:

“Jeg har meget godt at sige om at tro på sig selv og egne evner. Og om meget af det, der foregår i selvudviklingsverdenen. Problemet er, at meget af det kun virker i medvind” (Min usynlige søn side 31).

Familien oplever ikke, at magtesløsheden har en ordentlig plads, så oven i sorgen føjer der sig for familien en dyb ensomhed til. Der er godt nok venner og venlige naboer, men alligevel også en række sammenhænge, hvor sorgen ingen plads har. Som når eksempelvis en kvinde i omgangskredsen ligefrem foreslår, at de selv er skyld i ulykken: De har “tiltrukket” lidelsen, fordi der er noget, “de skal lære”. Esben Kjærs beretning er et udtryk for intens søgen efter både plads til sorgen og kvalitative, religiøse svar på magtesløsheden. Han konsulterer buddhismen, jødedommen, kristendommen og såmænd også ateismen, og selvom han har gavnlige samtaler med en præst fra folkekirken, så efterlyser han ritualer og hjælp til kærlig, levende erindring af de døde og konkrete svar på, hvor de er henne, de døde. Esben Kjærs beretning er et vidnesbyrd om længsel efter at finde fred og forsoning med et liv, der er gået i stykker, og også en afslørende beretning om, hvor alene vi er i de sværeste situationer.

Magtesløsheden er i vores samfund blevet noget, vi klarer helt selv. Hvordan er det gået til? Hvornår blev et universelt menneskeligt vilkår til individets ensomme anliggende? Den tyske forfatter Thomas Mann (1875-1955) er måske den, der mest præcist har indfanget de begyndende konturer af et moderne samfund, hvor individet står helt alene over for magtesløsheden – og hvor både ensomheden og magtesløsheden fejer individet bort med udslettende kraft. I Huset Buddenbrook fra 1901 har en af købstaden Lübecks prominente borgere, købmanden og senatoren James Møllendorpf, “mistet Selvopholdelsesdriften”. Han bukker under for en ekstrem lidenskab for kager og bagværk, og alle i den nærmeste kreds af venner og familie kæmper for at redde ham ud af afhængigheden:

“Doktor Grabow, der ogsaa var Huslæge hos Møllendorpf, havde med al den Energi, han raadede over, protesteret, og den bekymrede Familie havde med blid Vold unddraget sit Overhoved det søde Bagværk. Men hvad havde Senatoren gjort? Aandelig nedbrudt, som han var, havde han et eller andet Sted i en højst ustandsmæssig Gade, lejet et Værelse, et Kammer, et rigtigt Hul, hvorhen han i al Hemmelighed havde sneget sig for at spise Kager (…) og der fandt man ogsaa den afsjælede med Munden fuld af halvtygget Kage, hvis Rester plettede hans Frakke og laa omkring paa det usle Bord.”

Der er tydeligvis mennesker omkring Møllendorpf – både familie og lægen. Men det er, som om der alligevel ikke er plads til skammen og kontroltabet i det pæne selskab i byen. I hvert fald lever han en parallel tilværelse, ensom og isoleret, i et usselt kammer i den tarveligste ende af byen og symboliserer dermed det individ, der må skjule sin magtesløshed, fordi den er blevet noget, “vi klarer helt selv”. I Thomas Manns univers bevæger den magtesløse sig med usvigelig sikkerhed mod død og undergang og dét i raketfart. Der er ingen nåde for den, der ikke har styr på tingene. Hvordan er det kommet så vidt, kan man spørge, eftersom vi her taler om livsvilkår, vi har været fælles om altid? Hvordan er vi kommet til at bilde os selv og hinanden ind, at vi må klare det selv?

Den engelske forfatter Julian Barnes finder svaret i modernismens afvisning af Gud og Gudstro. I Vejen op, vejen ned beretter han om, hvordan tabet af hans hustru kaster ham ud i et sorgens landskab, der er fuldstændig ukendt for ham, og hvor han hverken kender sproget, vejene eller kulturen. Heller ikke i gudstroen er der hjælp at hente, for som modernist har han jo smidt Gud ud, og han erkender, at prisen for det er, at man i sorgen er helt alene.

Selv om Julian Barnes ikke selv kan tro, og selv om han kalder Gud for en illusion, så beklager han alligevel det tabte håb. For det er netop udsigt og perspektiv, som troen kan give. Hvad er der udsigt til, når troens gren er savet over? Så er der udsigt til, at vi selv bliver guder i vores eget liv, der er jo ikke andre. Dermed kommer vi til at stå helt alene med magtesløsheden. Ateisten Julian Barnes begræder tabet af en åndelig virkelighed. Andre går et skridt videre og bakker op om, at vi faktisk regner en åndelig virkelighed med, hvor magtesløsheden og troen hører hjemme. I et interview i tidsskriftet Ræson (7. jan. 2014) udtaler astrofysikeren Anja C. Andersen:

“For mig repræsenterer videnskaben og troen to forskellige veje mod det samme mål. Nemlig en søgen efter hvad meningen med livet er – det helt store fundamentale spørgsmål. (…). Når det kommer til de perioder i tilværelsen, hvor folk er i krise og dybt fortvivlede, har videnskaben nok ikke så meget at tilbyde. Videnskabens styrke ligger et andet sted. Nemlig i det forhold, at den kan udtale sig, give forklaringer på nogle afgrænsede områder. Men videnskaben leverer nogle bestemte rammer, hvorfra udelukkende nogle bestemte spørgsmål kan stilles. Troen ligger ligesom omkring dette: Griber fat i alt det, der ikke passer ind i de rammer, som videnskaben opstiller.”

Det er lige til at blive glad over – denne utvetydige opbakning fra Esben Kjær, Anja C. Andersen og, på en mere indirekte måde, Julian Barnes til mere realistiske forestillinger om tilværelsen og til at medregne det ubegribelige: magtesløsheden og troens verden.

Jeg hører med i den forsamling, der gerne vil formulere tankestrukturer, der medtænker magtesløsheden i vores liv, og giver den en plads som et fælles grundanliggende. Det helt relevante spørgsmål er, hvordan vi, gennem troens og teologiens optik, kan sige noget andet om magtesløshed end at “det må du klare selv”. I en søgen efter svar på det spørgsmål stødte jeg nærmest bogstavelig talt ind i én af antikkens største teologer, apostlen Paulus. Ved et besøg i Vor Frue Kirke i København fik jeg særligt øje på ham blandt alle de andre apostle, fordi hans tå stikker markant ud over soklen. Han står dér i domkirken sammen med 11 andre apostelfigurer og en Kristusfigur. Billedhuggeren Bertel Thorvaldsen fik i 1820 til opgave at fremstille apostlene i marmor. Hver apostel blev udstyret med attributter, der viser noget centralt omkring deres personlighed, livshistorie eller skæbne. Paulus står med sværdet, fordi det efter traditionen var det våben, hvormed han blev henrettet – og så sin tå, der stikker ud over soklen.

Det er godt sét af Thorvaldsen. For Paulus stak nemlig ud – både dengang i samtiden og i dag (Andreas’, Johannes’ og Philips tæer stikker også lidt frem, men Paulus’ er længst fremme!). Paulus blev bogstavelig talt standset meget brat på en rejse, og oplevelsen førte til et livslangt opgør med hans hidtidige opfattelse af menneskets egen magt, indflydelse og kontrol. Med sin nye vision om menneskets grundlæggende magtesløshed i forhold til de mest afgørende områder i vores liv forlod han for altid tilliden til, at han med sine præstationer, viljestyrke og magt kunne bringe sig selv i eksistentiel sikkerhed. Det var på denne måde, at Paulus stak ud i forhold til sin samtid.

Vi kender ham i dag fra hans breve til nye, kristne menigheder og fra de dramatiske beretninger om hans liv og rejser i Apostlenes Gerninger, der er en del af Det Nye Testamente.

Men kan man bruge en antik forfatter som inspirator for individer i det senmoderne århundrede? Ja, Paulus er faktisk helt oplagt som inspirator netop i vores kultur. Hans samlede forfatterskab og hele efterfølgende betydning (særligt også for kirkereformatoren Martin Luther) udspringer af en magtesløshedsoplevelse. Man kan sige det sådan, at kernen i Paulus’ virksomhed har at gøre med de kræfter og ressourcer, der opstår i magtesløsheden og kommer til os udefra – fra troen.

Om Paulus ved vi, at han levede i tidsrummet ca. år 10 efter Kristus til midt i 60’erne, hvor han blev henrettet i Rom. Han var født i en romersk provins i det nuværende Tyrkiet, Tarsus, var højtuddannet jødisk teolog og romersk statsborger. I modsætning til de andre 12 apostle havde han aldrig set Jesus, men han havde en oplevelse, hvor han mødte den opstandne Kristus. Paulus skrev sine breve omkring 50-60’erne efter Kristus. Hans verden var Romerriget. Det var et kommercielt meget aktivt samfund, kulturelt kreativt, sprog, folkeslag og traditioner blandedes, og de to bånd, der holdt samfundet sammen, var kejserriget og det græske sprog. Det var et samfund uden kendskab til universelle menneskerettigheder og helt uden begreber om det enkelte menneskes værdighed. Ens liv afgjordes helt og holdent af den sociale klasse, man var født ind i; om man var slave, fri, græker, romer, jøde, mand eller kvinde.

Som ung, jødisk teolog havde han med stor lidenskab kastet sig ud i forfølgelsen af de Jesus-troende. Hans mål var at begrænse de kristnes frihed til at samles og udleve deres tro. Men der indtraf en dramatisk begivenhed, der ændrede hans liv radikalt. På en rejse til Damaskus i Syrien, med det formål at arrestere kristne og føre dem til Jerusalem, ramtes han, lige inden han red ind i byen, af et lys så stærkt, at det kastede ham til jorden, og han blev blændet; “Saulus, Saulus, hvorfor forfølger du mig?” lød en stemme fra himlen, og Saulus svarede: “Hvem er du, Herre?”, og stemmen svarede: “Jeg er Jesus, som du forfølger.” Han kom på benene igen, og da han åbnede øjnene, kunne han ikke se noget. Fra den dag kaldte han sig Paulus – og han kom til at se igen, men nu med et forandret blik. Hos ham voksede nye, fundamentale erfaringer og erkendelser frem, der alle havde med magtesløshed, svaghed og robusthed at gøre.

Hvis man skal sige det helt enkelt, så opdagede han, at da han var længst nede, bogstaveligt talt, og ikke kunne se en vej og en fremtid foran sig, opstod der andre kræfter i ham, som fik ham til at rejse sig igen og se verden på en ny måde. Han opdagede, at han ikke var herre i eget liv, at han mht. verdensordenen grundlæggende var magtesløs – og deri var der en umådelig frihed til ren faktisk at tage sig af det, som han havde magt over. Paulus’ oplevelse minder om Esben Kjærs erfaring, når han skriver om magtesløsheden som den, der gav ham indsigt i, at han ikke var gud i sit eget liv – og at der i dén indsigt var en mægtig transformationskraft. For Esben Kjær opstod der en dyb længsel efter trosmæssige svar på lidelse og en beslutning om at være mindre gud i eget liv og mere aktiv medmenneske i andres liv. For Paulus betød det, at han opdagede, at Gud er en Gud, der elsker og tilgiver helt uden grænser, og at ingen eller intet kan standse den kærlighed, heller ikke døden. Han skriver i et af sine breve til en menighed i Galatien: “Der er ikke forskel på jøder og ikke-jøder, slaver og frie, mænd og kvinder; fordi I hører til hos Kristus, er I en enhed. I er blevet Abrahams efterkommere og dermed hans arvinger. Det er det, Gud har lovet.”

Det var en vild vision, at alle, uden smålig skelnen, ubetinget og uden videre hører til hos Gud og har del i Guds tilgivelse og fællesskab, og at man ikke kan falde ud af det fællesskab, heller ikke i døden. Med den vision forlod han den gamle overbevisning om, at han var centrum for magten og herredømmet over sit liv. Sådan stak Paulus ud i forhold til sin samtid. I et senere brev formulererede han det sådan, at han ligefrem var godt tilfreds med sin magtesløshed, “for når jeg er magtesløs, er jeg stærk”.

I forhold til verdensordenen har han ikke noget at skulle have sagt. Det giver ham til gengæld frihed til at gøre det, han rent faktisk kan gøre noget ved. Dette er magtesløshedens paradoks, og resten af livet holdt han fast i sin magtesløshed som sin store frihed. Det gjorde ham til en utrættelig opmuntrer af de første kristne, og han rejste myreflittigt rundt i hele Lilleasien og Mellemøsten for at åbne andre menneskers øjne. De første kristne dengang levede under et stort pres fra den romerske besættelsesmagt og fra jøderne, der så dem som frafaldne, og gang på gang var de truet af indre splittelser. Med den nye retning, de havde valgt for deres liv, havde de kastet sig ud i en tilværelse med store omskiftelser, med en høj grad af utryghed og en uforudsigelig fremtid. I denne situation var Paulus optaget af at indgyde håb og mod. Når man læser hans breve, støder man hele tiden på ord som “stå fast”, “frygt ikke”, “styrke”, “kraft”, “opmuntring”. Paulus er dermed ganske enkelt repræsentant for en ny og anderledes tankestruktur, hvor magtesløsheden tænkes med som fælles grundlag. Han er den første, der taler om robusthed ad magtesløshedens vej. For de første kristne var Paulus tidligere kendt som den mest ivrige forfølger af Kristus-troende, og de har rystet af angst, når han nærmede sig. Det har krævet en vis portion mod og overbevisning for ham at henvende sig til de selvsamme kristne menigheder. Paulus’ drivkraft har været den skelsættende oplevelse af, at han ikke var bundet til gamle nederlag eller fordømt af tidligere fejl og overtrædelser. Den nyvundne frihed har udløst et helt batteri af energi, mod og myndighed. Et af de breve, hvor frimodigheden er meget fremtrædende, er Filipperbrevet.Paulus besøgte menigheden i Filippi i Makedonien tre gange, og han skriver brevet til dem, mens han er fængslet. Trods alvoren og usikkerheden omkring hans situation, er det Paulus’ mest lysende brev, gennemlyst som det er af tillid og ro. Ordet “glæde” anvendes ikke mindre end 14 gange hen over de fire små kapitler, og fra sit eget forladte sted formaner han de kristne til ikke at bekymre sig, til at glemme, hvad der ligger bagude, og strække sig frem mod det, der ligger forude, ja, han mener ligefrem, at menigheden i Filippi har grund til at “stråle som himmellys i verden” (Fil 2,15).Det var metaforen “stråle som himmellys i verden”, der fik mig til at tænke på Grundtvigs salme Morgenstund har guld i mund (DDS 752).

1. Morgenstund
har guld i mund;
for natten Gud vi love;
han lærte os, i Jesu navn,
som barnet i sin moders favn
vi alle sødt kan sove.

2. Morgenstund
har guld i mund;
vi til vort arbejd ile,
som fuglen glad i skov og vang
udflyver med sin morgensang,
genfødt ved nattehvile.

3. Morgenstund
har guld i mund,
og guld betyder glæde,
og glædelig er hver en dag,
som leves til Guds velbehag,
om end vi måtte græde.

I strofe 1-3 synger vi om nattens sunde søvn, der kommer af, at vi har bedt aftenbøn. Det er morgenstundens “guld”. Solen er gylden at se på, det bliver hos Grundtvig til guld. Efter aftenbøn og søvn kan vi “ile glade til vores arbejde” (strofe 2), hver en dag er glædelig, også selv om vi må græde (strofe 3). Både frimodigheden til at arbejde og den daglige glæde, trods gråd og sorg, kommer af den frihed, vi sang om i strofe 1: at vi sover sødt “i Jesu navn”, altså efter vi har bedt aftenbøn. De tre første strofer handler dermed om den frihed, vi har fået givet, når vi tager til os, at med hensyn til at klare verdensordenen er man magtesløs. Det betyder så også, at man er fri til at tage sig af det, hvor man alligevel kan gøre gavn. Det er dagens “guld”.

4. Gå da frit
enhver til sit
og stole på Guds nåde!
Da får vi lyst og lykke til
at gøre gavn, som Gud det vil,
på allerbedste måde.

5. Sol opstår,
og sol nedgår,
når den har gjort sin gerning;
Gud give os at skinne så,
som himmellys, skønt af de små!
Da randt for os guldterning.

(N.F.S. Grundtvig 1853)

I strofe 4-5 opmuntres vi til at tage friheden til os og stole på Guds nåde. Når vi gør det, skal vi skinne som himmellys, “skønt af de små”. Grundtvig har metaforen fra Paulus – troen giver os så meget frimodighed, at vi ligefrem kan komme til at stråle som himmellys. At opdage friheden og tage den til sig betyder, at vi er heldige: “da randt for os guldterning”. Med guldterningen henviser Grundtvig til heldets og lykkens gud, Fortuna, der var en romersk guddom. Guldterningen (eller guldkuglen) var Fortunas foretrukne legetøj. Hun havde sit eget tempel i det gamle Rom, hvortil mennesker valfartede for at ofre, i håb om at lykken og heldet ville være dem nådig.

På billedet er guldterningen blevet en guldkugle, og som man kan se, har Fortuna et klæde bundet for øjnene. Hun er aldeles blind. Lykke og held er nemlig noget, der blindt og helt tilfældigt kan tilsmile mig – eller ikke. Det hænder, at jeg er heldig, at guldkuglen (som hos Grundtvig er blevet til en terning) triller mig i armene.

Eller måske hænder det ikke. Det er en usikker affære at sætte sin lid til heldet. Det er ofte de ekstreme erfaringer, der får os til at indse, hvor lidt vi kan kontrollere og styre i de vigtigste områder i vores liv. Hvad har vi så at håbe på i dé situationer? For håbet er vigtigt. Den 12. april 2016 var National Hjernetumordag. I den anledning havde formanden for HjernetumorForeningen og en neurokirurgisk sygeplejerske et læserbrev i dagspressen: “Hjernetumor rammer flere og flere. Jeg ved, jeg skal dø – håbet lader mig leve.” Skribenterne efterlyser fokus på håb i fremtidens behandling. Patienter med de mest ondartede hjernetumorer og deres familier kastes ud i et følelsesmæssigt vanvid, og håbet, skriver de, er essentielt for livskvaliteten, også i sygdomme med de værste prognoser. Mange patienter klager over, at håb ikke har en reel plads i behandlingen, og derfor vil foreningen nu sætte fokus på håbets plads i det sundhedsfaglige system. Det oplagte spørgsmål, som læserbrevet lader stå ubesvaret, er: håbet om hvad? Hvad kan man håbe på i dén situation? Hvor skaffer man håb? Og er håb i det hele taget noget, der kan opstå, fordi jeg vil have det, og noget jeg har krav på?

Min oplevelse er, at magtesløshed på en underlig og uforklarlig måde kan transformeres til håb, når den lægges over i en kristen, åndelig virkelighed. Derfor har jeg i tankerne også haft både Esben Kjær og Julian Barnes som samtalepartnere. Fra hver deres sted bekræfter de min oplevelse og erfaring. Udsigten fra troens gren kan forandre modgangens landskab. Håbløshed kan, ubegribeligt nok, blive til håb.

Magtesløshed beskæftiger ingen af os sig med af lyst. Kun af nød. Når det er sagt, så er der indsigter at høste netop dér, som ikke lader sig høste på andre måder. Magtesløsheden bringer mig derhen, hvor jeg kan se, at jeg ikke er herre i mit eget liv. Der er en Gud, men det er ikke mig. Det er en ganske angstprovokerende erkendelse, men forbløffende nok følger der også en frihed med. Pludselig er der så meget, jeg med sindsro kan lægge fra mig, fordi jeg alligevel ikke har magt over det. På dén måde kan der opstå kræfter til at gøre det, jeg rent faktisk har magt og indflydelse over. Grundtvig kalder det morgenens “guld”. Det er dybest set en frihed, og den er der underligt nok energi i.