Prøv avisen

Beethoven satte sin lid til skæbnen i sine kærlighedsbreve til en fjern elsket

"Jeg kan kun leve helt og fuldt med dig – eller slet ikke," skrev Ludwig van Beethoven i 1812 i et kærlighedsbrev til en unavngiven modtager. Foto: Nf/Ritzau Scanpix, Marc Dietrich/Panthermedia/Ritzau Scanpix

Komponisten Ludwig van Beethoven skrev i 1812 tre kærlighedsbreve til en unavngiven modtager. Læs brevene i dette uddrag fra bogen "Til min elskede. 24 korrespondancer om kærlighed"

Om morgenen, den 6. juli 1812

Min engel, mit alt, mit jeg! Blot nogle ord i dag og bare med (din) blyant. Først her til morgen er spørgsmålet om min bolig blevet afklaret: Hvilket elendigt tidsspilde er den slags dog ikke! Hvorfor denne dybe sorg, hvor nødvendigheden taler? Kan vor kærlighed bestå på anden vis end gennem opofrelser, gennem ikke at kræve alt? Kan du ændre, at du ikke helt er min – og jeg ikke helt er din? Ak, Gud, se ud på den skønne natur og find ro i det uafvendelige! – Kærligheden kræver alt og med fuld ret; sådan har jeg det med dig, og sådan har du det med mig. Blot glemmer du så let, at jeg må og skal leve både for mig selv og for dig. Hvis vi var helt forenede, ville du lige så lidt som jeg føle smerten ved dette.

Min rejse var skrækkelig: Først klokken fire om morgenen i går nåede jeg frem. Da der manglede heste, valgte posten en anden rejserute, men hvor var vejen dog forfærdelig! Man advarede mig ved det næstsidste stop mod at rejse om natten, man forsøgte at skræmme mig med en skov, men det opildnede mig bare – jeg tog dog fejl. Vognen gik i stykker på grund af den skrækkelige vej, en simpel landevej uden belægning! Uden de postilloner, jeg havde med, ville jeg være faldet om undervejs. På den anden almindelige vej hertil havde Esterházy fået den samme skæbne med sine otte heste som jeg med fire. Dog havde jeg til dels fornøjelse heraf – som altid, når jeg lykkeligt har overstået et eller andet. Nu hastigt fra det ydre til det indre! Vi ses vel snart. Heller ikke i dag kan jeg få skrevet de betragtninger ned til dig, som jeg i disse dage har gjort over mit liv. Om vore hjerter var nær hinanden, så skrev jeg vel ikke den slags. Jeg har så meget, jeg vil sige dig. Mit bryst er fuldt. Ak, der gives øjeblikke, hvor jeg synes, at sproget slet intet siger.

Vær glad! Bliv ved med at være min eneste, trofaste skat, mit alt, ligesom jeg er det for dig! Hvad angår det øvrige, må guderne bestemme, hvad der skal og må blive vor skæbne.

Din trofaste Ludwig

Mandag aften, den 6. juli 1812

Du lider, mit dyrebareste væsen. Lige nu går det op for mig, at brevene skal afleveres meget tidligt om morgenen. Mandag og torsdag er de eneste dage, hvor posten herfra går til Karlsbad. Du lider – ak, hvor jeg end er, er du hos mig, og jeg taler med mig selv og med dig, sørg for, at jeg kan komme til at leve med dig, hvilket liv!!!! sådan!!!! uden dig – undertiden afhængig af menneskers godhed, som jeg ikke agter at fortjene og heller ikke fortjener. Menneskers ydmyghed mod hinanden – den smerter mig, også når jeg betragter mig selv i forhold til universet, hvad jeg er, og hvad ham, man kalder den største, er. Og dog genspejler det guddommelige i mennesket sig heri. Jeg begræder, at du sandsynligvis først på lørdag modtager den første nyhed fra mig. Hvor højt du end elsker mig, elsker jeg dig endnu højere, du skal aldrig skjule dig for mig. Godnat! Som badegæst bliver jeg nødt til at gå i seng nu. Ak Gud, så nær! Så langt borte! Er den ikke et sandt himmelslot, vor kærlighed – men også lige så fast som himmelhvælvingen!

Om morgenen, den 7. juli 1812

Allerede mens jeg ligger i sengen, strømmer mine tanker dig i møde, min udødelige elskede, undertiden er vi glade, så atter sørgmodige, idet vi afventer skæbnen, om den nu vil bønhøre os. Jeg kan kun leve helt og fuldt med dig – eller slet ikke. Ja, jeg har besluttet at flakke omkring så længe i det fjerne, indtil jeg kan flyve i dine arme og har fundet et hjemsted hos dig og kan sende min sjæl fra dig og ind i åndernes rige. Ja, desværre må det være sådan. Du skal nok klare dig, for du kender min trofasthed over for dig. Aldrig vil en anden kunne besidde mit hjerte – aldrig – o, Gud, hvorfor skal man være nødt til at leve på afstand af det, man elsker så højt – og mit liv i Wien er for tiden kummerligt. Din kærlighed gjorde mig på én gang til det lykkeligste og til det ulykkeligste menneske. I min alder har jeg brug for en vis ensformighed og balance i tilværelsen, men kan det lade sig gøre, som vort forhold er?

Engel, netop nu erfarer jeg, at posten afgår hver dag, og jeg må derfor slutte, så du kan få brevet hurtigst muligt. Vær tålmodig, kun ved at se roligt på vor situation kan vi nå vort mål: at leve sammen. Elsk mig! I dag, i går, jeg længes under tårer efter dig, dig, dig, mit liv, mit alt, lev vel! O, elsk mig fortsat, miskend aldrig det mest trofaste hjerte hos

din elskede

L.

For evigt din

For evigt min

For evigt os