Rent visuelt er det ikke særlig svært at skelne en kirke, der tilhører folkekirken, fra retninger som den katolske kirke og de ortodokse kirker. De sidstnævnte kirker indeholder ofte en række ikoner, malerier og kulørte lys, mens folkekirken kan bestå af et mere spartansk rum med hvide vægge uden så meget kunst og hellige genstande. Hvordan passer det sammen med liturgien?
Se video nederst om, hvordan en messe foregik i Danmark før Reformationen.
Det peger i retning af, hvordan det lutherske fokus på troen og ordet er blevet fremhævet fremfor de ydre materielle genstande. Man behøver blot at cykle fra Københavns domkirke, Vor Frue Kirke, til Sankt Ansgars Kirke, den katolske domkirke i Bredgade, for at se nævnte forskelle.
Tilbage til oldkirken
Der er forskellige bønnerog nadverformer alt efter, om man befinder sig i en protestantisk, en katolskeller en ortodoks kirke. Men gudstjenestens forløb og struktur, altså liturgien, er bygget op efter samme skelet i de fleste kristne kirkeretninger: Først lyder klokkerne, så træder præsten ind, der hilses med "Herren være med jer", efterfulgt af dagens bønner, læsninger, prædiken, nadver og afslutning.
”Denne praksis går som struktur tilbage til oldkirken, og er – med undtagelse af klokkeringningen - beskrevet i nogleaf de tidligste kristne kilder framidten af det andet århundrede,” fortæller Bent Flemming Nielsen, der er professor i dogmatik ved Det Teologiske Fakultet, København Universitet.
”Her er der ikke nogen grundlæggende forskel på selve handlingernes forløb i de forskellige kirkeretninger. Forskellen skal snarere findes i forståelsen af dem og deres teologiske betydning, samt i deres udbygning, ” fortsætter han.
Intet offer under nadver
Forskellen ligger altså ikke så meget i liturgien eller handlingerne overordnet set, men snarere den teologi, som handlingerne tilskrives. Her fik Martin Luther sin betydning i datiden.
Frem for alt gjorde Luther op med offergaverne under messen, som er almen praksis idenkatolske kirke. Han betonede derimod det løfte, som Kristus giver menigheden:
”Luther mente, at det var nadverfælleskabet, man indgik i, og modtagelsen af Kristi legeme og blod i skikkelse af brød og vin, der er det centrale, og ikke, at brødet og vinen skulle ses som offergaver. Han anså korsfæstelsen som det eneste frelsende offer,” siger Bent Flemming Nielsen og refererer til de mange steder, hvor Luther taler om, at Kristus én gang har ofret sig selv, herefter skal han ikke ofres af nogen som helst andre.
Ordet
Afvisningen af offergaverne hang sammen Luthers tanker om, at offeret og troen er noget, Gud har skænket os og ikke omvendt noget, vi skal præstere over for Gud:
”I Luthers optik er det jo Gud, der taler sit løfte gennem ordet, som præsten gentager ved messen eller gudstjenesten. Disse ord er så knyttet til de legemlige elementer, brød og vin, når præsten gentager Jesu ord: ’dette er mit legeme, dette er mit blod.’ På den måde bliver messen Guds gerning og ikke en menneskelig offerhandling. Det centrale bliver derfor modtagelsen af Kristi legeme og blod og ikke en offerhandling. Den store vægt på ordene betyder samtidig, at prædikenen over dagens tekst har en nærmest sakramental karakter i dele af den lutherske kirke,” siger Bent Flemming Nielsen.
Luthers største revision af liturgien bestod i første omgang derfor i, at han fjernede de bønner fra nadveren, som kan tolkes som offerbønner. Senere foretog han også andre ændringer i form af oversættelse til tysk, salmesang fra menigheden og en ret drastisk forkortelse af nadverliturgien.
Den afgørende forskel ligger med andre ord ikke på brugen af en fast struktureret liturgi, som man kan følge langt tilbage i tiden, men på opfattelsen af, hvad liturgien gavner og gør.
Kilde: uCatholic på YouTube.