Forfatter og skuespiller: Måske var Gud hos mig, da jeg fik hjertestop

For tre år siden fik forfatter og skuespiller Trine Appel hjertestop og blev genoplivet. Imens hendes hjerte ikke slog, oplevede hun en tryghed og varme, der har fjernet hendes dødsangst

Trine Appel var på intet tidspunkt panikslagen i løbet af de 14 ­dage, hun var indlagt efter sit hjertestop. ”Jeg havde oplevet, at jeg var et godt sted, mens jeg var død,” siger hun. Foto: Johanne Teglgård Olsen

For godt 40 år siden var skuespiller og forfatter Trine Appel tæt på at drukne, da hun som syvårig var med sin mor og bror på sommerkoloni. Sammen med en flok børn stod hun på stranden, da to voksne fra kolonien besluttede at sejle ud i en båd og lod 19 af børnene hoppe med ombord. De sejlede ud, men båden var alt for lille til de mange mennesker, og da den var kommet et godt stykke ud fra kysten, kæntrede den.

”Jeg røg i vandet og blev trukket helt ned på bunden. Jeg havde ikke lært at svømme endnu og husker, hvordan jeg kiggede op og kunne se nogle af de andre børns ben. Jeg tænkte, at nu ville jeg dø. Men jeg gik ikke i panik. Måske fordi der var så smukt nede under vandet,” fortæller 48-årige Trine Appel.

Inde på strandbredden gik hendes mor til gengæld i chok og blev fragtet på hospitalet. Hun troede, at hun stod til at miste begge sine børn. Sådan gik det heldigvis ikke – alle i båden overlevede og kunne selv gå tilbage til kolonien. Men for Trine Appel blev ulykken alligevel siddende i kroppen.

”Dengang snakkede man jo ikke med krisepsykologer, når sådan noget skete. Så jeg begyndte at udvikle klaustrofobi. Jeg nægtede for eksempel at køre i bus eller tage med elevatoren. Men i stedet for at få hjælp til at overvinde min angst, fik jeg bare lov at gå og tage trapperne i stedet. Det var nok ikke så hensigtsmæssigt, og langsomt udviklede jeg en dødsangst, som gav sig udslag i deciderede panikangstanfald. Som 18-årig gik jeg til min læge, der fortalte mig, at der var mange, der havde det ligesom mig. Det var selvfølgelig fint at vide, at jeg ikke var alene, men det hjalp ikke på angsten. Først som voksen søgte jeg professionel hjælp for at få bugt med den.”

Trods terapi har Trine Appel det meste af sit voksenliv kæmpet med panikanfald og angsten for at dø. Lige indtil for tre og et halvt år siden, hvor det, hun frygtede allermest, skete. En tidlig november-morgen i 2017 fik hun hjertestop hjemme i lejligheden i Nyhavn i København, hvor hun stadig bor med sin mand og sin ene søn.

Siden 2013 havde hun døjet med hjertespasmer, men hun tog medicin mod dem og havde af lægen fået fortalt, at de ikke var noget, hun ville dø af. I tiden op til hjertestoppet havde hun dog haft voldsomme smerter i solar plexus, der strålede om i ryggen. Lægerne mente, de stammede fra galdeblæren, og nogle uger inden sit hjertestop fik hun fjernet den. Smerterne forsvandt imidlertid ikke, og hun regnede derfor med, at hun var en af de få procent, for hvem operationen ikke bragte bedring.

”Jeg vågnede ekstremt tidligt den morgen, fordi jeg igen fik voldsomt ondt i maven og i ryggen. Jeg stod op, tog noget morfin og lagde mig igen. Men det blev ikke bedre. Jeg fik mine to drenge op, og så gik det pludselig stærkt. Det begyndte at summe i begge mine arme, og jeg blev virkelig svimmel og kastede op. Da jeg vil rejse mig, kunne jeg ikke og måtte bede min mand hjælpe mig. Men lige idet jeg kommer op at stå, besvimede jeg i armene på ham,” siger Trine Appel.

Både hendes mand og ældste søn troede, at hun var besvimet som følge af stærke smerter. De mistænkte ikke, at deres hustru og mor var sekunder fra et hjertestop, fordi de også havde hørt lægen fortælle, at Trine Appels hjertelidelse ikke er noget, man normalt dør af. De fik hende lagt i aflåst sideleje, hvor hun kortvarigt kom til bevidsthed. Her nåede hun at opfatte, at hendes søn stod og talte i telefon og sagde: ”I skal komme nu!”. Kort efter gik hendes hjerte i stå.

”Min mand har fortalt, hvordan han prøvede at vække mig ved at slå mig på kinderne. Han løftede også mit ene øjenlåg, men der var intet liv – det lignede et zombieøje. Kort tid efter kom den første paramediciner ind ad døren, og efter fulgte en mere samt to læger. De gav mig hjertemassage og stød og brækkede i den forbindelse tre af mine ribben,” siger hun.

Det lykkedes at få gang i Trine Appels hjerte igen. Men ud over at hun kortvarigt vågnede, da de bugserede båren, hun lå på, ned af den smalle trappe i huset, husker hun ingenting, før hun var på Rigshospitalet.

”Jeg kan huske, at der stod en ved mit hovedgærde og sagde til mig, at jeg havde haft hjertestop. Men jeg var hurtigt væk igen. Det var meget uvirkeligt. Det næste, jeg husker, er den langsomme opvågnen på intensivafdelingen, hvor jeg hørte en sygeplejerske og min mand, der stod og snakkede om, at jeg havde fået en bedre kulør i hovedet. Jeg husker, at det føltes som at vågne fra en fire lag dyb søvn, som du meget langsomt bliver trukket op af.”

Var Trine Appel blevet spurgt inden sit hjertestop, hvordan hun efterfølgende ville reagere på at have været død, er hun ikke i tvivl om, at hun ville have været panisk og bange. Men præcis det modsatte skete. På intet tidspunkt i løbet af de 14 dage, hun var indlagt efter hjertestoppet, gik hun i panik. Tværtimod var hun fyldt af stor taknemmelighed over at have fået en chance mere.

”Jeg var på ingen måde blevet skræmt. Jeg havde oplevet, at jeg var et godt sted, mens jeg var død. Det er ikke sådan, at jeg prøver at rationalisere det, men jeg kan huske følelsen af at være et sted, hvor der var trygt og rart. Jeg så ikke noget lys eller nogen tunnel, som man ofte hører, og jeg mødte heller ikke Gud. Eller – måske mødte jeg faktisk Gud. For der var nogen sammen med mig, hvor jeg var. Nogen, der gjorde mig tryg – det kunne jeg mærke. Det kan også have været min afdøde far – jeg ved det ikke. Men jeg var helt sikkert ikke alene. Fornemmelsen var, som når man forestiller sig at svæve vægtløst rundt i rummet, mens det er mørkt og stjernebesat.”

På hospitalet fik Trine Appel tilbudt at tale med en krisepsykolog, hvilket hun takkede ja til. Men allerede på andendagen for hendes hjertestop følte hun et behov for også at tale med en præst. Hun googlede, hvem der var ansat på Rigshospitalet, og kontaktede hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.

”Det var helt fantastisk. Lotte er så smadderklog, og på mange måder var vores snakke som en slags terapi for mig. Jeg fortsatte med at tale med hende, også efter jeg stoppede hos terapeuten, fordi det gav så meget mening for mig. I forhold til en terapeut er der ligesom en ekstra overbygning på – der er en tredje part med i samtalen, så det på den måde bliver større, end hvis det bare var mig og hende, der talte.”

Trine Appel blev ikke døbt som barn, og kristendom og kirke fyldte ikke noget i hendes hjem. Hun blev imidlertid introduceret for den kristne tro, da hun var sammen med sin første mand. Hans familie var indremissionsk, og når de besøgte den i Jylland, gik turen ofte til gudstjeneste. Det var uvant for hende, og hun indrømmer, at hun kun næserynkende gik med og ikke på nogen måde følte sig tiltrukket af det.

”Jeg blev sådan lidt teenager-trodsig. Hvis det her var kristendommen, så gad jeg den ikke. Men så fandt jeg med tiden ud af, at jeg faktisk rigtig godt kunne lide salmerne, og da jeg senere blev skilt, følte jeg en kraftig trang til at gå ind og opholde mig i kirkerummet. Jeg boede på Amager dengang, og jeg begyndte af og til at gå ind til Christianskirken og sætte mig ind i stilheden, hvis døren var åben.”

Som 28-årig valgte Trine Appel at blive døbt. Det føltes rigtigt, og i dag kalder hun sig selv for kristen. Hendes hjertestop for tre et halvt år siden har også betydet noget for den måde, hun tror på.

”Jeg tror, at jeg har taget Gud lidt mere til mig. Jeg har følelsen af, at det nok har været Gud, der har passet på mig og grebet mig i mit fald. Det giver i hvert fald mening for mig. Men jeg har det også sådan, at jeg jo aldrig finder ud af det med sikkerhed, før jeg er passeret over på den anden side. Men hvis det hjælper mig at tro på det nu, hvorfor skulle jeg så ikke gøre det?”, spørger hun og fortæller, at hun stadig holder af både at gå til gudstjeneste og at gå ind i kirken og sætte sig.

”Jeg går tit ned i Marmorkirken og sætter mig der. Jeg mærker en ro derinde – det er vel en form for meditation. Ofte sender jeg nogle tanker op eller beder en bøn, som både kan være en bøn om hjælp, eller en bøn i taknemmelighed.”

I dag er Trine Appel medicineret mod sin hjertesygdom og har fået indopereret en såkaldt ICD, der i tilfælde af et nyt hjertestop, vil sætte hjertet i gang igen. Men selvom angsten for døden er væk, understreger hun, at der har været svære perioder efter hendes hjertestop. Der var blandt andet en fase, hvor hun følte stor sorg; for hvad nu, hvis hun var endt med at dø af hjertestoppet – hvad så med hendes tre børn og mand? Hun har også været vred på sin mand – vred over, at han ikke til en start opdagede, at hun faldt om af et hjertestop. Men hun har fået fortalt, at det er normalt med den slags følelser, og at der er forskellige faser, man går igennem efter en traumatisk hændelse som et hjertestop. Samtalerne med Lotte Blicher Mørk har også hjulpet hende, og særligt én samtale har gjort indtryk på hende.

”Lotte sagde på et tidspunkt noget, som jeg syntes var helt vildt. Hun fortalte historien fra Bibelen om Rakel, der mister et barn, og hvor trøsten er, at der ikke er nogen trøst. Og det lyder jo helt vildt hårdt – men den gik lige ind i mig, og jeg forstod det. For selvom Gud er med dig, og selvom du har dine kære, så må vi gennem sorg alene. Det var jeg også nødt til.”

Indimellem hører man, at mennesker, der har haft nærdødsoplevelser, efterfølgende lægger hele deres liv om. Det har Trine Appel ikke gjort. Hun skriver stadig filmmanuskripter og bøger – lige nu er hun blandt andet ved at lægge sidste hånd på anden bog i en trilogi for børn ved navn ”Ildfuglen”, som udkommer til efteråret.

”Jeg er ikke blevet sådan zen-agtig, så jeg aldrig nogensinde bliver sur. Men måske er jeg blevet lidt hurtigere til at sige fra, når der er noget, jeg ikke vil finde mig i. Det har jeg ikke altid været så god til.”

Selvom dødsangsten ikke længere følger Trine Appel som en skygge, er hun ikke klar til at dø nu.

”Er du sindssyg, jeg vil gerne have en masse mere af livet. Blive 200 år, hvis det var muligt. Men jeg har accepteret, at sådan er det ikke. Og jeg ved nu, at der ikke er noget at være bange for. Indimellem møder jeg kvinder på min egen alder, der siden de var 40 har følt, at de står på toppen af bakken og kigger ned i afgrunden. Nu har de levet det halve af deres liv og er på vej mod døden. Men altså sådan har jeg jo haft det, siden jeg var syv år. Døden har altid været en uretfærdig modstander – det er den stadig. Men som jeg også har talt med Lotte Blicher Mørk om, så dur det heller ikke, at vi hele tiden skubber døden fra os. Vi er nødt til at have den med, hvis vi skal leve vores liv fuldt ud. Det tror jeg, at mange har svært ved – og det er da heller ikke spor nemt.”