De gamle grækere kaldte alle, der ikke kunne tale græsk, for barbarer. De syntes, at det lød, som om de fremmede folk gik rundt og sagde bar, bar, bar. Ved floden Volga, som engang hed Rha, boede der nogle tatarer, der dyrkede rabarber. De var så barbariske, at de hverken lavede rabarber til is eller kompot. De tørrede dem, knuste dem og brugte dem som medicin til dårlig mave og tarm. Det fortælles, at rabarberne har fået navn efter disse barbarer ved Rha.
Egentlig er det også en mystisk plante. Selvom det siges i Det Nye Testamente, at man ikke tænder et lys og sætter det under en skæppe, så er det netop det, rabarberen gør. Under et kæmpe grønt blad står den fine røde stilk og brænder som et lys. De gamle rabarberplanter med tykke, grønne stængler er blevet sjældne. I dag dyrker de fleste vinrabarber med slanke, røde stængler. De skyder frem i foråret, og ved sankthans er det slut. Hvis man ikke flittigt bruger rabarberne den korte tid, de er fremme, er man en barbar!
Det er dårlig smag ikke at spise rabarber, når Gud ødselt velsigner danske haver med ildrøde rabarberstængler. I øjeblikket laver jeg rabarberkompot, som jeg kan servere til alt muligt. Min familie glæder sig hvert år til, at rabarbersæsonen er forbi. Men de er nogle barbarer. De fatter ikke, at en af glæderne ved rabarberen er, at den er ustyrlig. Ikke kun er det umuligt at vide på forhånd, hvor trevlet stænglen er. Det er også umuligt i en opskrift helt præcis at angive, hvor meget sukker en ret med rabarber skal have. Hver stængel har forskellig syrlighed, og man må smage sig nænsomt frem til det rette blandingsforhold.
livogsjael@kristeligt-dagblad.dk