En bittersød julesalat

Jeg forestiller mig, at andre mennesker har en form for system i deres juleforberedelser. Hos os bruger vi en kombination af damage control og forhalingsteknik, skriver Kåre Gade

Den bittersøde julesalat skal serveres straks, inden granatæblerne farver sellerien pink. –
Den bittersøde julesalat skal serveres straks, inden granatæblerne farver sellerien pink. –. Foto: Kåre Gade.

Det er tredje søndag i advent. Morgensolen gennem de snavsede vinduer kaster et nådesløst lys over det rodede køkken, hvor fruen og jeg sidder og sletter navne på listen over familie og venner, som det vil være socialt uacceptabelt ikke at sende julekort til.

LÆS OGSÅ: Julens mange ritualer

Vores tærskel går ikke helt det samme sted.

Dem kan vi godt stryge. De sender altid bare en e-mail, siger hun.

Hun peger på et par, vi har kendt siden den tidlige jernalder.

De skrev et kort sidste år, siger jeg.

Kun fordi vi skrev et til dem for to år siden, siger hun og streger dem ud.

Til sidst er listen nede på et dusin navne, som vil modtage et julekort engang i januar. Fruen rejser sig.

Åh gud.

Hun har fået øje på adventskransen, som står i vindueskarmen, fordi der ikke var bånd nok til at hænge den op. En velmenende, kreativ impuls har fået nogen til at stable appelsiner i midten af den. At dømme efter udseendet må det være et par uger siden.

Jeg skal også nå at lave en krans til hoveddøren, siger hun.

Vent en uge, så har problemet løst sig selv. Er det mug, der gror på den appelsin?.

Jeg forestiller mig, at andre mennesker har en form for system i deres juleforberedelser. Hos os bruger vi en kombination af damage control og forhalingsteknik.

Efter gudstjenesten i kirken, hvor fruen er præst, kommer folk hen for at ønske god jul og spørge, hvor vi skal fejre den. Jeg opdager, at de selv svarer, hvis jeg smiler længe nok.

Nå ja, ha-ha! I skal selvfølgelig være her.

Og efter en akavet pause, hvor jeg fortsætter med at smile:

Får I så gæster?.

Ja, alle drengene er hjemme i julen, smiler jeg.

Jeg nævner ikke, at de fleste af dem teknisk set også er hjemme resten af året. Tilsyneladende er det ikke lykkedes dem at finde et andet sted, hvor de kan bo gratis og få hjemmelavet, varm mad hver aften, når de kommer fra arbejde.

Om eftermiddagen, mens jeg forsøger at skrive en julemad-klumme, som skulle have været færdig i sidste uge, skiftes sønnerne til at komme ind på mit kontor og spørge, hvad de skal give de andre i julegave.

Jeg har presset dem til at aftale et moderat beløb pr. gave mest fordi min erfaring siger mig, at regningen for deres eventuelle generøsitet vil ende hos mig. Det økonomiske loft udfordrer deres fantasi.

Hvad med mor?, spørger den yngste.

Vi kan skillinge sammen og give hende den sweater, hun ønsker sig, siger jeg.

Vil hun være tilfreds med det?, siger han.

Vi husker alle det år, hvor vi gav hende en bluray-afspiller.

Nej, måske ikke, siger jeg.

Det bliver aften, og jeg har stadig ikke skrevet artiklen. Til gengæld har jeg lavet et detaljeret skema over, hvad mine voksne børn skal give hinanden i julegave, hvor de skal købe det, og hvornår butikkerne har åbent.

Jeg føler mig næsten klar til julen.

Da vi er gået i seng, slår det mig:

Har vi egentlig talt om, hvad vi skal give drengene?.

Jeg kan mærke på den måde, fruen ikke svarer på, at vi har talt om det. Og at hun heller ikke har nogen erindring om, hvad vi fandt ud af. Til gengæld står det klart for mig, at madklummen skal handle om noget bittersødt. Som julen selv.