En klassiker på frokostbordet

Hjemmelavet smørrebrød Oksebryst med peberrod og pickles er et af de mange gode bud på et stykke dansk smørrebrød i Nanna Simonsens Nannas smørrebrød, der nu bliver genudgivet efter at have været udsolgt fra forlaget

Oksebryst med peberrod og pickles er en klassiker. Smørrebrødet er ved at blive gastronomi igen, vurderer kogekonen Nanna Simonsen. – Illustration fra bogen.

Var det noget med et stykke med oksebryst med peberrod og pickles?

Så er der hjælp at hente i Nanna Simonsens Nannas smørrebrød fra 2001. Bogen har været udsolgt fra forlaget, men bliver nu genudgivet. Her er alle smørrebrødsklassikerne som karrysild, Sol over Gudhjem, røget laks, hønsesalat, sylte, ribbensteg, rullepølse, gammel ost og sprængt oksebryst. Hjemmelavet smørrebrød smager nu en gang bedst, og der er opskrifter til alle herlighederne også til rugbrødet.

Det er velkomment i disse for vort land så udbredte sandwich-tider, hvor vi altså er nogen, der hellere vil have et stykke med pålæg end to stykker hvedebolle med fyld, der smatter ud til siderne ved første bid. Og ifølge Nanna Simonsen er det danske smørrebrød heldigvis på vej tilbage på frokostbordet.

Der er sket det rimelige, at smørrebrød, hvis det er ordentligt lavet, er ved at blive gastronomi igen. Vi er ude i noget næsten elitært. I takt med, at man genopdager den nordiske og danske madkultur, genopdager man også smørrebrødet, siger Nanna Simonsen.

Hun minder om, at man altså ikke behøver at gå til slagteren eller supermarkedet for at købe afskåret pålæg. Rester fra aftenens middagsbord kan bruges som for eksempel en bøf, kold kylling eller kartofler. Slatne salatblade og appelsinbåde har efter hendes mening ikke noget at bestille på et stykke smørrebrød.

Og så må der aldrig være så meget pålæg på, at man ikke kan smage rugbrødet.

Netop rugbrødet er fundamentet for et godt stykke smørrebrød. Derudover skal hver ting, der lægges på brødet, være udsøgt og have et formål.

Tager vi oksebryst med peberrod og pickles, vil komponenterne være det bløde brød, den stærke peberrod, syrlige pickles og salte kød. Det kan også være en enorm delikatesse at drysse lidt salt på. Men et stykke smørrebrød er aldrig bedre end det enkelte element. Der er for eksempel ikke noget værre end at få pickles, der er for sød eller ikke krydret på den rigtige måde, siger Nanna Simonsen.

Her er hendes bud på, hvordan det skal gøres: