I Berlin, mellem Alexanderplatz og Spree, ligger det såkaldte Nikolaiviertel en rekonstruktion af et af byens ældste kvarterer, som i 1987 blev opført af DDR-regimet i anledning af byens 750-årsjubilæum. Det lugter langt væk af kitsch og turistfælde og er derfor ikke et sted, hvor dannede mennesker som undertegnede normalt vil begive sig hen for at finde en restaurant. Og da slet ikke min bror, som færdes hjemmevant på Kreuzberg og Prenzlauer Bergs funky spisesteder.
Men denne aften havde vi vores far med, og meget kan man sige om ham, men han er ikke typen, der trasker gennem det halve Berlin for at spise fantasifuldt anrettede rødbedesouffleer serveret af kunstnertyper med hanekam og piercinger i læberne. Slet ikke når det regner, og det gjorde det denne fredag aften massiv, berlinsk vinterregn. Og, nå ja, så lå Nikolaiviertel altså lige om hjørnet.
Den ene restaurant så mere forloren og mennesketom ud end den anden. Så det var helt tilfældigt, at det netop blev Mutter Hoppes, vi beærede med vores besøg. Min far var lettet over, at hans fordringsfulde sønner opgav at slæbe ham længere, selvom han allerhelst bare ville have spist en pebersteak på hotellet. Hans mange rejser har lært ham, at en pebersteak går man aldrig fejl af, uanset om man er i Berlin, Bangkok eller Barcelona.
Mine forventninger var derimod i bund og mine fordomme i top, da vi gik ned ad kældertrappen. Og så er det jo, man kan blive positivt overrasket: Mutter Hoppes viste sig at være alt andet end en mennesketom turistfælde. Midaldrende berlinere i deres pæneste gå i byen-tøj sad ved lange borde og spiste og drak fadøl, mens en trio med guitar, harmonika og trommer spillede, og enkelte par dansede på den trange plads foran den lillebitte scene. Menukortet var lige så autentisk folkeligt: kartoffelsuppe, svineschnitzel, stegt lever og andre traditionelle retter, som i Tyskland har overlevet side om side med pizza og döner-kebab.
I Danmark har den type mad været ringeagtet så længe, at den er blevet moderne igen.
Camilla Plum har udgivet en kogebog med titlen Umoderne mad, og stjernekokke står af ræset og åbner små restauranter med rustikke simreretter på menuen.
Min indre madsnob blev glad igen, og således opmuntret bestilte jeg den mest autentiske og folkelige simreret på Mutter Hoppes menukort: Eisbein mit Sauerkraut. Det smagte himmelsk, der var rigeligt, og min bror filmede mig med mobilen, mens jeg akkompagneret af en tysk slager kæmpede mig igennem herlighederne.
Det er en sand herreret, som med variationer også kendes i Tysklands tilgrænsende lande: I Alsace hedder det choucroute, i Danmark sprængt svineskank med surkål, og det er en ret, der gør lykke en blæsende dag i februar. Det er en god idé at lave den en lørdag eller søndag, for den skal simre længe, men man skal begynde tre-fire dage tidligere med at lægge svineskankene i saltlage.
Desuden skal man have fat i surkålen. Det er ikke et af de produkter, danskerne spiser mest af, så det kan godt udvikle sig til lidt af et detektivarbejde.
Hos min lokale vinhandler kan man få produktet Sønderjysk Surkål fra en fabrik ved navn Sønderjysk Surkål. På dåsens etikette løber et ungt par hånd i hånd hen over en grøn eng. Det motiv er ikke til at stå for, men smagen er også glimrende.